I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52647Visninger
AA

26. I feel sick.

Judy's P.O.V.

 

To slingrende kaffekopper i en pap beholder, kom gående mod mig og jeg kom til at smile, da Justin stak hovedet ud bag ved den og lavede et underligt ansigt. Han kom smilende gående hen mod mig, og jeg glemte et øjeblik lufthavnens larm, da han satte sig ved siden af mig på det blanke marmor. Gulvet jeg sad på hvor ligeså hårdt som væggen min ryg var lænet op ad, så jeg kunne ikke lade være med at vende mig om for at brokke mig.

"Justin, hvornår boarder vi?"

Han rystede en enkelt gang på hovedet og så så på mig med let rødsprængte øjne. Han tog en hurtig slurk af den - nok ret tiltrængte koffein - og så så på mig mens han synkede.

"Når vi har lyst."

Jeg rynkede brynene så snart ordene havde forladt hans læber. Når vi havde lyst? Han havde vist misforstået det almene system i lufthavne.

"Jeg beklager, men det er desværre ikke helt sådan det fungerer, søde. Du skal kigge på billetten," svarede jeg ham med et bedrevidende smil. Han grinede bare.

"Åh, hvor er du sød," sagde han blot og sendte mig et overbærende smil. Jeg sendte ham et uforstående et, mærkede samtidig alt det -jeg-ved-bedre-humør forsvinde fra min krop. Jeg strammede læberne sammen.

"Vi skal med privatfly."

Han forklarede mig det, som ville han skære det ud i pap for at jeg kunne forstå det og jeg åbnede overrasket øjnene, mens han blot så sig omkring og drak den stærke kaffe.

"M-men.. Hvad var det så for nogle billetter?" spurgte jeg forvirret. Han vendte hovedet med et smil, undslap et grin.

"Det var bare fordi jeg syntes det så godt ud. Og det virkede. Gjorde det ikke?" spurgte han med et blink i øjet, hvilket fik mig til at se ned i gulvet. Jo, det gjorde det. Det var en hel speciel følelse af have billetterne i hånden, sådan fysisk.

"Njah.." sagde jeg, uden rigtig at vide hvorfor jeg løj, hvorfor jeg overhovedet svarede. Jeg følte mig forvirret. Skiftede emne. Droppede det igen. Sad bare i stilhed og savnede et eller andet indeni.

"Du må hellere at huske at komme med det rigtige fly," kom det så pludselig fra Justin. Jeg så over på ham.

"Det har du jo ikke så meget held med," fortsatte han, men kom til at udstøde et grin. Jeg smilede.

"Ja, jeg skulle jo nødig komme på et forkert igen, så jeg ville ende hos en anden superstjerne, som jeg kunne begynde at date," svarede jeg ironisk, så han kiggede på mig, mildt overrasket.

"Nej, det ville jeg virkelig ikke synes om," svarede han uden at hverken smile eller på anden måde give udtryk for sine følelser.

"Nej, vel?" svarede jeg en smule skadefro, af en eller anden uforklarlig grund. Jeg så væk og tog en slurk af min kaffe. Jeg havde netop stillet den på gulvet igen, da Justin pludselig greb fat om min hage, for at vende mit hoved og presse sine læber mod mine. Jeg kyssede overrasket med i de få sekunder det varede, så trak vi os ud.

"Wow, hvad handlede det om?" spurgte jeg overrasket med et grin, mens jeg rejste mig op fra det blanke gulv. Han trak blot på skuldrene og ledte vejen gennem lufthavnen. Først da vi nåede hen til vores indgang til Justins privatfly og jeg fik lov til at gå først, stoppede han mig kort ved at tage blidt om mit håndled.

"Jeg har ikke fået et kys i dag," hviskede han, hvilket fik mig til at smile, før jeg blidt løsrev mig og trådte ind i flyet. Men jeg måtte hurtigt stoppe op igen, for da jeg kom ind i selve flyet, var det næsten som at komme ind på et hotelværelse. Jeg måtte spærre øjnene op, men blev pludselig puffet i ryggen, så jeg måtte træde helt ind, for at sluge det hele med øjnene. Pludselig viklede et par hænder sig dog om mit liv og ned på mine hofter og en svag ånde i nakken fik mig til at hoppe forskrækket.

"Kan du lide det?" spurgte han og kyssede mig blidt i nakken. Jeg forsøgte ikke at gyse og vendte mig rundt, så på ham og greb fat om hans liv, sagde ikke rigtig noget. Til at starte med.

"Det er rigtig flot," svarede jeg omsider. Han så på mig i lidt tid, før hans mundvige bevægede sig op i et smil.

"Det var godt, for du skal være her i over femten timer," sagde han så pludselig, før han rev sig løs med et lalleglad smil. Jeg måbede, men fattede mig hurtigt og gik hen til en stol for at sætte mig. Der stod mad og frugt på bordet, der var sågar en massagestol og desuden var det nogle søde mennesker jeg skulle flyve sammen med. Og til sidst, så var jeg faktisk også kommet med det rigtige fly, så det skulle såmænd nok komme til at gå helt fint.

 

____________________________________________________

 

Glem alt hvad jeg sagde. Nåj, for en løgn. Tro det eller ej, men kvalme forekommer også i privatfly og jeg havde lidt af det hele vejen. Siddet og pylret, forsøgt at lade være med at brække mig på privatfly-toilettet. De andre var efterhånden blevet trætte af mig, Justin havde smågrinet af mig hele vejen (sammen med sikkerhedsvagterne, for nu at være specifik) og det havde ærligtalt ikke hjulpet, kun psykisk måske. Men nu var vi her ihvertfald og jeg kunne ikke være mere glad, da jeg steg ud af flyet og indsnusede den friske luft. Jeg stod og nød det, men en stemme bag mig afbrød mig.

"Ehm, undskyld, men vi er nogle flere der skal ud, så hvis du lige..." Jeg fattede hentydningen, forsøgte nok også at smile (det mislykkedes nok ret kraftigt) og flyttede mig, ved at gå ned af trapperne og stå på fast grund. Dér stod jeg så og nød det lidt, indtil en anden kom og forstyrrede mig.

"Ehm.. vi skal lige have nogle kufferter ud, så hvis du lige..." Igen, ikke cool. En smule irriteret nikkede jeg bare, flyttede mig ti meter væk og håbede inderligt at jeg ikke ville blive forstyrret mere. Det håb bristede dog, for en anden kom og forstyrrede mig. Forskrækkede mig nærmest, ved at lægge hænderne på mine inderlår bagfra, for derefter at vende mig rundt. Jeg kom til at hoppe en smule op i luften, da man jo bliver en smule forskrækket når en eller dude tager en på inderlårene, men da jeg blev vendt om, var det Justin der stod der. Med et smil, vel at mærke.

"Jesus, du forskrækkede mig!" stønnede jeg og var tilbøjelig til hurtigt at vende det hvide ud af øjnene, på grund af irritationen, som kom som følge af kvalmen.

"Det var også meningen," svarede han blot, stod bare med det der smil som kunne intet i verden kue ham. Jeg sukkede let med et smil og lagde armene om ham, han tog mig ind i et kram og jeg lagde hovedet på hans bryst.

"Please fortæl mig at vi ikke skal flyve mere i den nærmeste fremtid," hviskede jeg pylrende, fordi jeg ikke kunne lade være, nu hvor der endelig var kommet en der holdt af mig.

"Vi skal ikke flyve mere i den nærmeste fremtid." Jeg smilede da han bekræftede mit spørgsmål og pustede lettet ud.

"Vi skal sejle nu." Kvalmen sneg sig op gennem halsen så snart ordet 'sejle' blev forbundet med ordet 'båd' og 'bølger' i mit hoved, og jeg så forfærdet op på Justin, som stod og smilede, inden jeg blev nødt til at bukke mig forover og lade dagens retter flyde ud på den støvede asfalt. Justins skyndte sig at flytte sine dyrebare sneakers, men fik dog fat i mit hår ret hurtigt.

"Wow, er du okay?" spurgte han med opspilede øjne og bekymret mine, så snart jeg havde rejst mig op, noget skør i bæret.

"Jaah," svarede jeg tøvende og kunne ikke rigtig finde hoved og hale i det hele. I et øjeblik blev alt pludselig sort.

 

En ubestemt mængde tid senere, slog jeg langsomt øjnene op, kun for at møde lyden af motorer og piskende vand alt for tæt på. Jeg løftede træt hovedet og følte mig på én gang vågen og døsig. Så mig alligevel fra side til side og konstaterede hurtigt at jeg befandt mig på en speedbåd under en blå himmel, med et tæppe omkring mig.

"Hey. Hey, er du vågen?" Justins stemme fik mine øjne som ellers var gledet i igen, til at slå sig selv op. Jeg nåede ikkke engang at løfte hovedet, før et ansigt, bedre bekendt som hans, var lige ud fra midt. Jeg fik næsten et chok.

"Det er jeg vel," svarede jeg, som om jeg var ligeglad med om jeg var ved bevidsthed eller ej.

"Godt. Det er godt, så behøver hun ikke ligge på dig længere," sagde en stemme ikke så langt væk fra mig. Jeg rynkede brynene og løftede hovedet, ved at samle samtlige nakkemuskler jeg ejede. Og det var rigtigt - jeg lå faktisk på Justins skød. Han holdt mig med begge arme, så jeg ikke faldt ned på de beskidte brædder. Jeg så overrasket op på ham, mærkede pludselig den forunderlige varme fra hans krop og havde i det hele taget overhovedet ikke lyst til at flytte mig.

"Nej, hun bliver her," svarede Justin bestemt og så kort ned på mig, hvorefter han fik mit sløve hjerte til at piske afsted ved at blinke til mig. Jeg returnerede ved at sende ham et sødt smil, hvorefter jeg lagde mig godt til rette og faldt i søvn kort efter.

 

___________________________________________

 

Jeg vågnede ret brat. Og med 'ret brat' mente jeg, at jeg vågnede ved at mit hoved stødte ind i noget der kunne minde om en bildør, hvilket førte til et "oh, shit!" ikke langt fra mig. Pludselig svævede jeg i luften og min krop var lige ved at gå i panik. Men det gjorde den ikke, for pludselig svævede jeg ikke længere. Spørgsmålet omkring det faktum at jeg kunne have fået vinger, fik mig til at åbne øjnene, for kun at konstatere at jeg lå i Justins arme og at vi i øvrigt bevægede os.

"Uh, hey," hilste Justin sødt da han så ned på mig. Jeg smilede sødt til ham, men det blev nok ikke så flot, for jeg var ret træt. 

"Justin, du burde ikke bære hende igen. Du bar hende gennem hele lufthavnen.." Et par stemmer i det fjerne forsøgte at få Justin til at slippe mig, men han gik tydeligvis lidt hurtigere lige pludseligt, for jeg kunne pludselig ikke høre dem længere. Men jeg havde hørt hvad de havde sagt. Havde Justin båret mig gennem en hel lufthavn, for at få mig ud til skibet? Jeg smilede og lukkede øjnene i en stund.

Da jeg igen åbnede dem, var det kun fordi jeg blev smidt ned i en seng. Jeg så mig fortumlet til siden, men det var kun helt hvide lagener der mødte mit syn.

Så så jeg op, så til siden igen og jeg opdagede hurtigt at jeg lå i et gigantisk rum i en gigantisk seng med gigantiske, hvide lagener. En lysekrone hang over mig, men pludselig kunne jeg ikke længere se den, for det der skulle vise sig at være Justin, smed sig ovenpå mig og så på mig med et sindssygt glad smil.

"Godt du er vågen," sagde han blot, rykkede sig en smule så han lå bedre og så mig så smile til ham. Derefter bøjede han sig ned og lagde læberne mod mine, han fik varmen til at sprede sig i maven på mig og mine arme til at lægge sig om hans hals. Vi kyssede i lidt tid, han kærtegnede mit inderlår og jeg kom pludselig til at tænke på noget.

"Hmm, bar du mig gennem en hel lufthavn?" spurgte jeg mod hans læber. Han stoppede kysset et øjeblik og så på mig.

"Ja. Hvorfor?" svarede han og jeg svarede med et skuldertræk og et smil.

"Det var virkelig sødt af dig," svarede jeg. Han smilede.

"Jeg er en sød fyr," konstaterede han, hvilket fik mig til at smile og bide mig i læben.

"Hmm. Du skulle næsten belønnes," svarede jeg og så intenst på ham.

"Nej, det var altså helt mit eget val-... Oh," svarede han, uden at fatte hentydningen overhovedet, før til sidst. Jeg grinede af ham, fordi han var så sød, hvorefter jeg trak mig lidt fra ham, for at rejse mig. Han greb fat i mit ærme og trak mig lidt hen mod sig.

"Nej, bliv. Jeg fattede ikke lige.."

"Nej, det gjorde du ikke. Det var ærgerligt," svarede jeg med et drilsk smil, blinkede til ham og gik videre op mod nogle gigantiske døre. Det gik op for mig at jeg gik på marmor gulve. Derfor gik jeg ud af huset, der ikke var nogle vinduer i (ikke nogle med glas i hvert fald), forbi perleforhæng og skønne møbler i smukt træ, ud på den lækreste terrasse jeg nogensinde havde set og så solen gå ned bag ved vandet, som lå ud for en strand, med sand så hvidt at jeg følte en brændende lyst i mine fødder, til bare at massere sandet ned mellem tæerne.

"Det er flot, ikke?" 

Hans ru stemme bag mig, fik mig ikke til at vende mig. Jeg var fuldstændig betaget af udsigten. Jeg brændte dog inde med ét spørgsmål: "Er det her vi skal holde ferie?"

Han smilede blot som svar, hvilket fik mig til at falde ham om halsen med et prisvindende smil, alene af den grund at jeg var fuldstændig overvældet af lykke. Det her var en af de bedste oplevelser i mit liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...