I Need You to Be Alright

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 26 jun. 2016
  • Status: Færdig
18 årige Judy Johnson lider af en speciel form af sygdommen Angst.
Hun har svært ved at stole på folk, danner derfor ikke bånd med nogle og er meget alene, da det tager lang tid for hende at give en person sin tillid. Hun er blevet alt for vant til at den bliver misbrugt. Men Judy er ikke en bange lille pige der græder sig selv i søvn hver nat. Nej tværtimod er hun sjov, sød og utrolig nem at holde af. Det søde ydre falder den kendte dreng- Justin Bieber - også for, da Judy kommer med det forkerte fly, og skal bo hos Justin. Underligt nok, føler Judy med det samme, at Justin er én man kan stole på og stoler ubetinget på det han siger til hende.
Justin begynder at kunne lide den pige, han nu ved hvordan er, og Judy er forlængst faldet pladask, for den dreng hun har givet sin tillid til.
Folk råder dem begge to til at tage afstand fra hindanden, for Justin er kendt og sladderblade er farlige. Kan Judy holde til mere, hvis Justin misbruger den tillid, hun så hurtigt har givet ham?

34Likes
17Kommentarer
52660Visninger
AA

6. Figure this out.

 

Judy's P.O.V.

 

Jeg åbnede træt øjnene. Det tog ekstra lang tid, fordi de var klistret sammen af alt det mascara jeg ikke havde fjernet i går aftes.

Jeg missede med øjnene - der var lyst i værelset. Meget lyst.

Den komfortable seng var virkelig behagelig at ligge i og var helt sikkert ikke min, da jeg aldrig ville få en seng med så god en kvalitet.

Dog rejste jeg mig alligevel halvt op, så jeg støttede på mine albuer, for at kigge ordentligt rundt i værelset. Det var Justins gæsteværelse.

Et gæsteværelse lignede det nu ikke ligefrem. For udover den dejlige dobbeltseng, var der kæmpe panorama vinduer foran mig. Der var det største fladskærms TV jeg i mit liv havde set og der var et stort, hvidt skab.

Alle væggene og møblerne var hvide, hvilket gjorde værelset lyst og fint.

Tro mig - jeg kunne vænne mig til det her værelse!

 

Værelset: 

 


 

Jeg så ned af mig selv.

Jeg havde sovet i Justins trøje. Utroligt nok var den enormt komfortabel og jeg kunne virkelig godt vænne mig til at sove i den.

Ej okay.

Men faktum var at jeg sådan set heller ikke havde andet tøj. Alt mit tøj var jo i kufferten, som nu var væk for altid. Sammen med mine piller og undertøj og en masse andet jeg også ville få brug for!

Gud, jeg vidste ikke engang hvor lang tid jeg skulle være her!? Jeg blev virkelig nødt til at ringe til min mor i dag! Hvad nu hvis hun syntes det var fuldstændig sindsygt!?

Men først måtte jeg prøve at ignorere min mave, som knurrede som bare fanden.

Jeg kunne godt forstå den. Sidste gang jeg havde spist, var for over halvandet døgn siden, så jeg var pænt sulten, for at sige det mildt.

Dog havde jeg absolut ingen lyst til at gå ned til Justin og company. Det var helt nye mennesker, jeg havde jetlag og jeg var fuldstændig afhængig af ham indtil jeg fandt noget andet. Hvis altså jeg fandt noget andet. Vi var i New York, for hulen da! Det var sgu ikke bare til at finde et vilkårligt hotelværelse bare sådan lige. Og jeg havde absolut ikke penge til at flyve helt til Californien!

Fuck, det var en screwed up situation. Så jeg valgte den nemme løsning - jeg forsøgte at falde i søvn igen og undgå at tænke på problemerne og det faktum at jeg stod i lort til halsen.

 

En halv time efter, var jeg stadigvæk ikke faldet i søvn og jeg var virkelig sulten! Min telefon var gået død, så jeg havde ingen jordisk chance for at tjekke hvad klokken var, eller ringe til min mor. Så jeg blev jeg nødt til at låne en oplader af Justin - min gamle lå i kufferten.

Suk man. Alle mine mulige valgmuligheder mundede ud i det samme svar; Justin!

Og for at kunne fuldføre det, måtte jeg altså gå ned til dem. Lige meget hvor lidt jeg så havde lyst til at snakke med dem. De havde ærligtalt ladet mig sove her. Mig! En helt fremmed pige, som han tilfældigvis løb ind i lufthavnen. Gad vide hvor længe han ville lade mig blive? Var han sur på mig? Var han kun venlig i går!?

Gad vide hvor jeg egentlig ville være lige nu, hvis ham Ryan ikke havde jagtet Justin, så han løb ind i mig. Det kunne havde været så mange andre..

Under alle omstændigheder fik jeg vendt mig om og sat mig op. Jeg kiggede ud og så New York's travle hverdagsliv, for næsen af mig. Biler og taxier kørte afsted. Der lød et dyt hist og her og der var mennesker alle vegne. Ja, så var man virkelig i New York!

 

Jeg rejste mig op og gik ud på mit badeværelse, som hørte sammen med værelset. Endnu engang - sikke et gæsteværelse!

Jeg kom derud og kløede mig i håret, mens jeg kraftigt overvejede at gå i seng igen. Det var virkelig fristende og den varme dyne så utrolig indbydende ud. Men jeg tog mig sammen, stak mig selv en mental lussing og fandt den lille kam i min håndtaske.

Thank god jeg havde husket den! Jeg plejede aldrig at bruge den, men jeg havde alligevel taget den med, just in case.

Da jeg havde redt mit mørke hår, så meget som det nu kunne, gik jeg ud til hans skab. Jeg fandt mine egne hyggesokker som jeg havde haft på igår, men mine leggins var ikke til at se.

Jeg åbnede skabet og så hurtigt en masse tøj! Meget af det var sort og der var flere hylder kun til caps eller sko. Der var mange hængerøvsbukser, huer og sorte trøjer.

Det var virkelig en swagger-stil. Eller, nej. Bare nej.

Jeg så ikke nogen grund i at skifte fra denne trøje til en anden, så jeg beholdt bare denne på og gik ud på gangen.

Huset var virkelig koloenormt og der var mange værelser på gangen.

Hvor var køkkenet? Stuen!?

Jeg gik tøvende ned af gangen og tog prøvende i en dør, men der var bare et rum magen til mit indenfor. Var vi på et hotel?

Jeg gik ned af gangen og kom hurtigt til en trappe. Jeg gik ned af den og kom til et stort rum, med TV, diverse spilkonsoller og et mindre (et vildt stort) køkken.

Det måtte være deres.. stue? Who knew.

I den anden ende af rummet var der en ny gang og jeg gik stille hen til den. Jeg skulle finde Justin!

Jeg gik hen mod en af dørene og gik forsigtigt hen til den, for at tage i håndtaget, men den blev med det samme lukket op indefra og ud kom ingen ringere end Justin.

Han smækkede bogstavelig talt døren i hovedet på mig, men det var lidt ligemeget - jeg havde fundet ham!

Hvordan mon han var i dag?

"Ej sorry! Det var da utroligt så mange gange jeg skal støde ind i dig!. Og hvor lød det bare forkert!" udbrød han glad og med et lille grin, som følge af den sidste del.

Jeg lukkede døren i igen, med et lille smil. Jeg havde røde kinder, det var helt tydeligt.

Det var så akavet når han snakkede om sådan noget. Sikke en dirty mind, haha.

Jeg fik lukket døren, så jeg kunne se ham og kiggede på Justin. Han havde et par hvide, lange shorts på og så havde han helt bar mave og et halv vådt håndklæde hængende over skuldrene. Han havde strithår og det var i det hele taget tydeligt at han lige havde været i bad.

Wow, han var guf for øjnene! Hans mave var virkelig god og jeg fik med det samme lyst til at lade mine fingre glide over hans abs, som han i øvrigt havde masser af uden at spænde overhovedet.

Men det ville ikke bare være mærkeligt, men også bare helt vildt forkert, så jeg lod helt vær!

Han kiggede smilende på mig og kom med et lille grin over vores situation. Jeg gjorde det samme. Men da det var ved at blive lidt akavet, åbnede jeg bare munden. Det blev dog langt fra mindre akavet.

"Undskyld hvis jeg forstyrrer, men jeg.. eh jeg har ikke spist i snart to døgn og mit sidste måltid var en sandwich, så hvis det ikke er til for meget besvær, ville jeg-"
"Ja, jeg vil gerne lave morgenmad til dig," afbrød han mig, med et grin.

Jeg sendte ham et halvt skeptisk blik.

"Du burde lære ikke at afbryde," svarede jeg med et strengt smil.

Jeg fandt det overraskende naturligt bare at opføre mig, som om jeg var hjemme og det kom en hel del bag på mig. Normalt var jeg virkelig genert, men der var et eller andet ved Justins afslappede attitude, som gjorde at jeg opførte mig, som jeg faktisk gjorde inde i mit hoved.

Han grinede igen over hvad jeg sagde.

"Hvorfor griner du af alt hvad jeg siger?" smilede jeg til ham. Jeg fortrød dog hurtigt spørgsmålet, da det bare kom ud som en bebrejdelse. Men Justin smilede sødt og lagde armen om mig, mens vi gik ind mod den der stue igen.

"Fordi du er sjov," svarede han ligeud i luften.

"Og så ser du ret sød ud når du er genert," tilføjede han og jeg blev straks rød i hovedet og vendte mit hoved lidt væk. Gud, hvor var det pinligt! Og ret sødt..

Hvorfor lagde han i det hele taget armen om mig? Ikke fordi det ikke var rart, men vi havde lige mødt hinanden for gods sake! 

Han var bare et meget 'Hej-jeg-har-lige-lært-dig-at-kende-og-vi-skal-totally-være-venner-for-life!' agtig. Dog var det rigtig rart og det var også meget nemmere at være sammen med ham,når han opførte sig som om vi havde været venner i lang tid.

Det ville være træls hvis han var kold og småsur.

Okay, jeg forlangte for meget. Jeg havde lige mødt drengen!

 

"Se, det er det der jeg mener! Nå, men du skal altså bare lade som om du er hjemme. Jeg ved godt at jeg er lidt, ehm... ja. Men jeg møder nye mennesker hele tiden, så."

Han hentydede først til min reaktion, hvilket bare fik mig til at blive endnu mere rød i hovedet. Han kunne ikke lige finde det rigtige ord, men det var præcis det jeg havde stået og diskuteret med mig selv, så jeg vidste hvad han mente. Var han tankelæser eller sådan noget?

Jeg endte med at nikke genert og fulgte så med ham op af en anden trappe indtil vi kom til et enormt køkken! Det var nærmest som om det gik 'ind' i væggen. Ej okay, men det mindede mig lidt om et walk in closet.

Et walk in køkken.

Mine damer og herrer! Justin Bieber havde et walk in køkken.

Så var det officielt.

Det gav forøvrigt god mening. Han var verdenskendt, mødte nye mennesker hver dag og han kendte helt sikkert også en masse piger. Men det var lidt ligemeget, han var sød.

Det var ihvertfald helt sikkert at han var det præcis modsatte af mig. Han var udadvendt og utrolig imødekommende. Sikkert også meget hjertevarm. Sådan virkede han i hvert fald.

Jeg var en loner, indadvendt, led af angst for at møde nye mennesker og var for det meste bare for mig selv.

Dog havde Justin allerede fået mig til at opføre anderledes end jeg normalt var. Jeg havde allerede irettesat ham, være flabet overfor ham og grint af ham, som gæst i hans eget hus.

Gud man! Hvordan ville det ende!?

"Jeg formoder at du kunne tænke dig en rundvisning, inden vi begynder på æg og bacon?"

Han sendte mig et charmerende smil, i færd med at kigge i køleskabet efter æg og bacon og diverse andre madvarer.

Kunne han også lave mad!?

"Ja det kan jeg faktisk, svarede han stolt. Jeg havde vidst sagt det højt. Ups!

Altså hvad skete der lige? Jeg plejede aldrig at sige noget!?

Jeg grinte nervøst og sendte ham et undskyldende smil, som han gengældte med et charmerende et.

"Jeg takker ja til din rundvisning, Hr. Kok," smilede jeg sødt, med let røde kinder.

"Det tænkte jeg nok du ville sige," svarede han og så drillende over på mig. Dog med et charmerende smil plantet på hans læber.

Åh Gud.

 

"Men kom," afsluttede han og lavede et lille nik med hovedet i retning af trappen.

Han tog et skridt ud fra walk in køkkenet, men stoppede så op og ventede. Han ville have mig til at gå først.

"Gentleman, huh?" spurgte jeg flabet om, mens jeg sendte ham et stort smil og gik forrest ud af døren.

"Altid," svarede han selvsikkert. Jeg kiggede tilbage på ham og han kom op på siden af mig. Jeg forsøgte at lade være med at grine over hvor sød han var.

Alle dem jeg kendte, ville være blevet tossede hvis jeg lige havde mødt dem og opførte mig sådan her. Hvorfor var han så rummelig? Jeg lavede fejl hele tiden, men han smilede bare?

Egentlig var jeg bare taknemmelig for at han havde vist sig som en gentleman. Det var rart at vide at han kunne være sådan og at han respekterede kvinder. Det var vildt sødt og også noget af det - trods min manglende erfaring - jeg faldt for, hos en fyr.

Vent, hvor kom det fra?

 

Han styrede op af trappen, jeg var kommet ned af og stoppede så op på gangen lige foran 'mit' værelse. Så meget kunne jeg da huske, at det var her jeg havde tilbragt min nat.

"Så det her er værelset du lånte. Kan du forøvrigt lide det?"

Han vendte sit ansigt om til mig og sendte mig et spørgende smil. Jeg stod lige bag ham foran døren indtil mit værelse.

"Det var fantastisk! Tak fordi jeg måtte låne det i nat," svarede jeg ivrigt. Nok lidt for ivrigt.

"Det er jeg da glad for at høre.." svarede han og gik så videre ned af gangen. Jeg hørte ham dog mumle; "Det ville nu være til at finde ud af igen.."

Jeg ved ikke om det var meningen jeg skulle høre det, eller om han bare sagde det for sig selv, men under alle omstændigheder hørte jeg det.

Hvad skulle det betyde? Ville han gerne have mig til at blive i længere tid?

Hvordan jeg skulle tage det, havde jeg ingen idé om. Jeg blev nok en del smigret, når jeg rigtig mærkede efter.

 

Justin forklarede hvad der var inde bag de fleste af dørene. Jeg var dog travlt optaget af at huske hvad der var bag den forrige dør, så jeg knapt hørte hvad der var bag den nye.

Typisk.

Der var så mange nye indtryk og jeg forsøgte at sluge det hele i en mundfuld, mens jeg skyndte mig at følge efter Justin hen af gangen. Han gik overraskende hurtigt. Ellers gik jeg bare langsomt. Begge dele var mulige og sikkert også gældende.

"Det her er stuen, hvor vi spiller og slapper af og- ja, den var du jo i lige før, og så er der køkkenet til snacks og andet og mit rigtige køkken, TV-stuen, mit værelse, Chaz' værelse, Ryans værelse og et gæsteværelse og et depot og-"

Justin talte ud i én lang køre, mens han pegede på en vilkårlig dør. Jeg drejede mit hoved fra side til side, for at se alt hvad han pegede på, men det var nærmest umuligt at nå det hele.

"Her har vi så det store badeværelse udover dem på værelserne, men dette deles vi primært om. Her er spa og sauna og selvfølgelig bruser og en masse andre toiletting."

Jeg spilede øjnene op. Jeg troede der var grænser for hvor stort og lækkert, et badeværelse kunne være. Åbenbart ikke. Ihvertfald sked Justin og hans venner på den, for de havde helt klart lavet ny rekord! Gud, det spa skulle jeg prøve.

Hvis jeg overhovedet skulle være her så længe, så jeg nåede det.

 

Da vi havde set det meste af huset (som iøvrigt inkluderede en kæmpe pool), gik vi igen indenfor og Justin begyndte at lave morgenmad, mens jeg hjalp med at dække på bordet.

Hans venner kom pludselig ned og jeg hentede en vilkårlig trøje fra Justins skab, som han kunne tage på.

Vi satte os for at spise, med udsigt til New York. Hvem ville have troet jeg ville ende her? Nu sad jeg her og spiste morgenmad med tre flinke fyre! Eller... jeg kendte nok Justin bedst. Jeg kendte dog heller ikke Justin ret godt, men han havde givet et fantastisk førstehåndsindtryk!

 

Mens vi spiste, mærkede jeg pludselig tørsten snige sig frem. Jeg trængte virkelig til noget at drikke.

"Må jeg låne mælken.... Chaaa-az?" spurgte jeg langtrukkent, den lyshårede. Jeg var ikke helt sikker på hvem der var hvem af dem.

Jeg bed mig nervøst i læben. Han begyndte at grine ret højt og også Justin sad og forsøgte at lade være med at grine.

Wut?

"Hvad?" spurgte jeg nervøst og lidt langtrukkent. Dog præsterede jeg at sende dem et lille bitte smil, men mit blik var rimelig spørgende, så det hjalp vist ikke så meget.

Justin rømmede sig med et smil og forsøgte helt tydeligt, ikke at grine. Han skubbede 'diskret' til ham den lyshårede der grinede, som hurtigt forsøgte at lade være med at grine.

Det var som om han forsøgte at få dem til at stoppe med at grine, som om han vidste at jeg blev forvirret over det.

Den lyshårede rømmede sig kort og forsøgte så at forklare sig.

"Ehm... det der er Chaz," forklarede han og pegede mod ham der så var Chaz. Den mørkhårede.  

"Jeg er Ryan," tilføjede han med et grin.

Min mund blev til et stort, overrasket O og jeg gemte hurtigt ansigtet i hænderne og grinte lidt ned i dem. Gud, hvor var det pinligt!

der var fifty fifty chance og alligevel valgte jeg forkert! Jesus.

Justin strakte sin arm og lagde en hånd på min ryg og nussede den blidt.

"Hey.. det gør altså ikke noget. Alle bytter om på dem."

 

Justins P.O.V.

 

"Hey.. det gør altså ikke noget. Alle bytter om på dem."

Okay, lille løgn. Men jeg kunne ikke holde ud at hun skammede sig over det. Det var jo helt utroligt sødt at hun kom til at bytte om på dem!

Den måde hun gemte ansigtet i sine hænder på, var så cute at jeg ikke rigtig kunne lade være med at nusse hende på ryggen.

Hun syntes nok at det var lidt mærkelig når vi lige havde mødt hinanden, men for mig var det en helt naturlig handling.

Af en eller anden grund.

Hendes ansigt tittede igen frem og hun fjernende igen sine hænder fra sit ansigt.

Kun godt. Hun var virkelig en smuk pige, som man kun kunne nyde at se på!
Hendes ansigt var rødt og jeg fandt det ret sødt, så jeg smilede til hende.

"Hvis du siger det," svarede hun med et lille smil. Ryan og Chaz sad og smilede over hele hovedet. De havde det vel på samme måde som mig. Forståeligt - hun var nuttet.

 

______________________________________________

 

Judy's P.O.V.

 

Det meste at formiddagen, havde vi brugt på ingenting. Vi snakkede for det meste bare frem og tilbage og det var også rigtig rart. Efter min lille bummert, havde vi siddet og snakket lidt og Justin flyttede slet ikke sin arm. Han blev ved med at nusse min ryg med tommelfingeren og selvom det var mærkeligt, var det alligevel rigtig rart. Jeg var glad for at han blev ved.

Af en eller anden grund.

Men jeg havde lånt en oplader af Justin for en times tid siden. Jeg havde også fået at vide at Justin var kommet til at smide mine leggins til vask, sammen med min bluse.

Så jeg rendte stadig rundt i Justins. Han havde kommenteret det med et smil og af en eller anden grund varmede det nede i maven.

Men nu burde min mobil have fået nok strøm til at jeg kunne ringe til min mor.

Så jeg ringede nervøst op og ventede på at hun svarede.

Hvad ville hun mon sige!?

 

*Hej skat! Åh Gud hvorfor har du ikke ringet noget før, jeg har været så bekymret. Er det godt i Californien?*

Jeg sank en klump.

*Jo.. ehm. Jeg er ikke i Californien.* svarede jeg nervøst, min glade mor. Der blev stille i den anden ende.

*Jamen... Hvor hulen er du så?* Hun lød bekymret, men ikke vred. Slet ikke vred.

*Jo.. ser du...* startede jeg ud, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle sige det. Hvordan skulle jeg forklare det hele, uden at det lød fuldstændig sindsygt!?

* Okay.. mor jeg siger det bare ligeud okay? *

*Øhm.. okay." svarede hun nervøst.

*Altså.. det korte af det lange er, at jeg faldt i søvn i flyet, så en stewardesse måtte vække mig og sige at jeg havde sovet i ti timer, men det troede jeg jo ikke på, så jeg gik bare ud og fandt ud at jeg var endt i New York, da hende damen ved boarding var kommet til at give mig manden forans billet og viste mig derfor hen til det forkerte fly. Jeg forsøgte så at finde min kuffert, men det var umuligt, så jeg forsøgte at finde kundeservice, men inden jeg nåede det var der én der løb ind i mig, som så viste sig at være popstjernen Justin Bieber og han sagde så at jeg bare kunne bo hos ham et stykke tid, hvilket jeg overvejede i lang tid, men det var det eneste valg jeg havde! Så jeg tog med ham hjem og lånte noget tøj og sådan og her er virkelig fedt og de er virkelig søde. Han bor sammen med hans to bedste venner i et enormt hus og jeg har fået et mega fedt gæsteværelse og.. ja.*

 

jeg fortalte ud i én lang køre. Jeg var nervøs for hvad hun ville sige. Jeg krummede mine tæer, så de næsten gjorde helt ondt. Jeg bed mig i læben. Der var pludselig blevet stille i den anden ende.

 

*Så du er altså i New York?* spurgte hun stille.

Var hun vred?

 

*Ja mor. Jeg ved det var dumt, men jeg har ikke råd til en flyrejse til Californien eller hjem og dette var den eneste mulighed! Lufthavnen lukkede og ellers havde jeg jo skulle sove på en bænk i parken!* svarede jeg, næsten grædefærdig.

Var hun vred? Hvor vred var hun? Hvor sindsygt syntes hun det var?

Men min tankerække blev afbrudt af min mor. En sød lille latter hørtes i den anden ende af telefonen. Hun grinte!?

*Mor... griner du?* spurgte jeg hende, stadig nervøs.

Hun grinede færdig.

* Skat.. det er lidt vildt, men jeg synes det er godt.* Jeg kunne nærmest høre hende smile.

*Synes du det er godt!?* spurgte jeg forvirret og næsten med åben mund. Det kunne da ikke være sandt!? Havde jeg hørt rigtigt!? Var det stadig min mor jeg talte med?

*Skat. Det er super godt at du har et sted at bo! Jeg er glad for at de er søde og at du har det godt! Må du blive der?* 

Jeg måbede.

*Øhm.. ja. Altså det tror jeg? Er du slet ikke vred?*

*Nej da! Jeg er bare glad for at du har det godt. Skat, jeg synes du skal blive der. Så skal vi nok finde ud af det hele.*

Wow! Sagde hun lige det jeg hørte hun sagde!?

*Okay.... Men.. jeg ved jo ikke om jeg må blive der? Og hvad med min kuffert og.?*

*Skat, din kuffert er væk forevigt - det må vi altså bare indse.*

*Ja, det sagde han også.  Altså, Justin.*

*Haha, men skat. Jeg tror at du skal sætte dig ned og spørge rigtig pænt om du må blive der i lidt tid. Ring til mig når du har fundet ud af det, skat! Jeg skal nok ringe til psykologen og forklare det hele.*

*Tak mor.. men vil det gå!?* Jeg var rimelig bange for svaret.

*Skat, du har lige sagt at de er søde! Gør nu ikke din mor bekymret!* grinte hun blidt og jeg følte mig straks mere sikker. Det hjalp altid at snakke med min mor. 

*Forsøger jeg heller ikke. Jeg er bare usikker, men hvis du siger det er det det jeg gør. De er rigtig søde og Justin er rigtig kærlig.*

*Aw, hvor er det godt Judy! Jeg synes, at hvis du må blive, er det det vi gør. Så må du altså holde din ferie hos en fremmet popstjerne i New York. Hvor sindsygt det end lyder.*

Jeg kunne fornemme hun smilede, hvilket fik mig til at smile. Det var virkelig fantastisk at hun tog det på den måde! En del af mig havde også meget mere lyst til at blive hos Justin og lære ham bedre at kende. Og det ville jeg jo rigtig få tid til, hvis jeg fik lov til at blive.

*Hvor er det fantastisk mor! Det gør vi! Og uanset hvad der sker, finder vi ud af det ikke?*

*Selvfølgelig Judy! Du ringer bare, snuller. Jeg er klar ved telefonrøret.*

*Tak mor, jeg elsker dig. Nu går jeg ned og spørger ham.*

*Ja, gør du det Judy-mus. Jeg elsker også dig, held og lykke!*

*Tak, vi ses.*

*Vi ses skat*

 

Vi lagde på. Puha, det gjorde helt ondt at lægge på. Det hele føltes så godt når man havde hende i røret, men så snart man lagde på kom der en snigende tomhed i maven.

Dog ignorerede jeg den og den forsvandt hurtigt. Jeg kunne godt lide at være her!
Nu håbede jeg bare inderligt at han ville give mig lov til at blive! Ellers vidste jeg ikke hvor jeg ville ende... Men mor havde sagt at vi nok skulle finde ud af det uanset hvad. Så selvfølgelig ville vi det. Jeg ville også godt kunne forstå hvis han sagde nej, eller kun for en kort periode. Det var altså ikke bare lige til at give en fremmet lov til at bo i sit hus i to måneder! Slet ikke. Også selvom det var ham der havde inviteret mig hjem til ham i første omgang.

Jeg følte allerede at vi kendte hinanden ret godt og selvom jeg normalt ikke brød mig om nærkontakt fra næsten-fremmede mennesker, var det anderledes med ham.

Spørg mig ikke hvorfor.

Jeg tog en dyb indånding og pustede så langsomt ud. Dog hjalp det kun et sekund, på den pludselige nervøsitet der var dukket op i min mave. Det var fordi jeg var bange for at blive smidt ud. Hundrede procent. Selvom en del af mig fortalte at han aldrig ville gøre det, var der stadig den del af mig der altid tvivlede.

Det var sådan jeg var og det var pisse irriterende.

Jeg sukkede. Tankerne var umulige at finde ud af, så jeg bestemte mig for bare at spørge! Så måtte det briste eller bære!

Jeg gik derfor med faste skridt mod døren, åbnede den og gik i samme sekund ind i én, som var på vej ned af en af de mange trapper i nærheden.

"Hov undskyld... Ryan?"

"Du ramte plet," svarede han med et smil som svar på min søgning af hans navn.

Jeg rødmede. Jeg havde ingen idé om hvad jeg skulle sige. Han grinte lidt og gik så ned af gangen.

Jeg slog mig selv med flad hånd på panden. Jeg rystede smilende på hovedet mens jeg bandede indvendigt over min egen akavethed.

Jeg gik så ud med et kæmpe smil på læben, lukkede døren efter mig og bestemte mig for at gå nedenunder.

Det var nu eller aldrig.

 

_______________________________________________________________

Hey guys!

 

Så kom der endelig et kapitel mere - det har været langt under vejs!

Men hvad tror I Justin vil svare? Og vil de andre være enige? Og hvorfor har de det så specielt overfor den anden?

 

KNUS

 

~AnnabananaHoran <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...