River of memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2014
  • Opdateret: 12 jun. 2014
  • Status: Igang
Christel er 17 år og har lige overlevet fra at drukne. Der går nogen dage før hun må begynde i skole igen, men der er noget galt, noget der ikke passer.
Det som om alle andre ved noget, hun ikke ved.

(Dette er mit bidrag til konkurrencen "Bliv inspireret af en sang", Jeg har valg "Riverside" af Agnes Obel)
Se gerne traileren!

0Likes
0Kommentarer
299Visninger

2. Kapitel 1


Det er nu den 7. dag, efter ulykken. 

 

Jeg sparker tilfældigt til en sten på vejen. Mine øjne følger den. De små hop, så lidt rul også ligger den ellers stille igen.

 

Det er lørdag, det er sommer og det er varmt.

 

"Mit navn er Christel. Jeg er 17 år og er lige flyttet til byen med min mor og far. På første dagen, drukner jeg næsten."

Mumler jeg for mig selv.

 

"Mit navn er Christel. Jeg er 17 år og er lige flyttet til byen med min mor og far. På første dagen, drukner jeg næsten."

 

Gentager jeg, og går videre. Jeg havde automatisk stoppet op.

 

Det begynder at gå op af bakke og jeg gentager de samme ord igen og igen. Men lige meget, hvor mange gange jeg siger det højt for mig selv, er der stadig noget der ikke passer. Og når jeg prøver at huske noget før ulykken er der... intet... bare tomrum. Og tåge.

 

Jeg drejer til venstre halv oppe af bakken og forsætter hen af en grus sti. Det knaser for hvert skridt jeg tager.

 

Det var fredag igår. Jeg fik lov til at tage i skole, for første gang. I min nye skole altså.

Det var mærkeligt at gå der på gangene helt alene. Også fordi folk sendte mig blikke hele tiden. Men det er nok bare fordi jeg er ny. Men jeg følte dog stadig at de vidste noget, jeg ikke vidste.

 

Jeg kigger op i mellem trætoppene, der er over mig. Jeg kan skimte den lyseblå himmel her og der.

Jeg trækker vejet dybt ind og puster langsomt ud. Her er skygge og dejlig køligt.

 

En dreng kommer langsomt cyklende mod mig. Jeg kigger med det samme ned i jorden. Men af ren nysgerrighed, kigger jeg op da han ikke er så langt væk. Hans leverpostejs farvede hår glimter, når solens stråler rammer det. Han har kun bade shorts på og han er udstyret med en flot 4-pack. Jeg ser automatisk på hans arme.

 

De er flotte muskulerede. Ikke på den der pumpede måde... men på den måde der viser, at han har lavet rigtig arbejde, for at få dem, og ikke været inde i et surt og sved lugtende trænings center, hvor han har løftet vægte.

 

Han sender mig et charmerende smil og jeg får røde kinder af at føle mig busted. Men jeg tager mig sammen og smiler igen.

Jeg kigger ham i øjnene og han er ikke mere en 2 meter væk. Jeg ser pludselig sorg i hans blik, og hans smil falmer. Han racer lige forbi mig, uden at sige noget og ikke engang kigge på mig.

 

Jeg for lyst til at råbe efter ham, men lader være.

 

Det bliver pludselig køligt og jeg lægger mine arme om mig selv og går videre. Gråden begynder at snige sig op gennem min hals og ud af min mund. Jeg udbryder et par hulk, før jeg snerper min mund sammen. Tårene løber ned af mine kinder og min hals snøre sig sammen.

 

Hvorfor er alle sådan mod mig? Ingen bød mig velkommen igår, eller sagde hej eller noget i skolen! De gloede bare som en flok køer efter mig!

 

"Mit navn er Christel. Jeg er 17 år, bor hos min mor og far og er lige flyttet til en skod by fuld af skodhoveder!"

 

Råber jeg vredt til luften og træerne.

 

Den passer bedre. Meget bedre.


Jeg står pludselig i en lysning. Jeg tørrer mine øjne og kan se klart nu. Træerne har trukket sig tilbage og i stedet for grus, har jeg nu græs under fødderne.

 

Der vokser forskellige blomster i skov kanten, og jeg for også øje på en busk med hindbær. Jeg plukker en håndfuld og går videre. Jeg kan høre vand. Jeg går ind mellem nogle træer og følger lyden.

 

Jeg kommer til endnu en lysning og her bugter der sig en flod igen. Men her ligger vandet helt stille. Lyden af vand er forsvundet lige så pludselig som den kom.

 

Jeg propper endnu et hindbær i munden, men skære en grimasse da dette er noget så surt.

 

Jeg går tættere på vandet. Det glimter lokkende. Jeg tager min ene sandal af, og mærker forsigtigt på vandet med tåen. Det ikke mega koldt. Det sådan tæt på at være lunt. Jeg kigger op mod solen.

 

Nu når eg er kommet ud af skyggen, er det blevet varmt igen, og jeg kan allerede mærke, at jeg sveder under armene. Jeg kigger længere ned af floden.

 

Der er ikke træer lige ved kanten, så der er en græs sti, der er ca. 1,5 til 2 meter bred. Der er også en badebro lidt længere nede. Så jeg tager min anden sandal af og tager dem i den hånd jeg ikke har hindbær i.

 

Jeg propper resten af hindbærerne i munden mens jeg løber hen til badebroen. Jeg smider mine sandaler i græsset og tager min kjole over hovedet og smider den ved siden af skoene.

 

Jeg går ud på badebroen, ned mod enden. Den er lidt våd, så jeg nok ikke den første i dag. Men jeg er den eneste der er her nu. 

 

Min mor har forbudt mig at bade alene, især efter ulykken, men jeg orker ikke lige at rende tilbage og hente dem, så det går nok denne ene gang.

 

Og jeg kan vel ikke næsten drukne 2 gange i træk vel? Så heldig kan jeg vel umuligt være...

 

Jeg er næsten henne ved kanten, da jeg pludselig ikke længere har fodfæste. Det hele foregår i slowmotion. Jeg kigger ikke længere ud over vandet, men op i himlen.

 

Der lyder et bumb og en smerte skyder gennem mit hoved. Jeg stønner og prøver langsomt at rejse mig. Det hele gynger for øjnene af mig og mit hoved banker voldsomt. 

 

Jeg kommer helt op på benene og prøver at orientere mig om hvor kanten er. Jeg vakler et par skridt bag læs og falder igen.

 

Denne gang lander jeg bare ikke på hårdt træ, men i blødt vand, der straks omfavner mig.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...