Ved første blik ❤ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2015
  • Status: Færdig
"Tåre trillede ned af hendes slanke ansigt. De virkede på så mange måder, malplacerede på hendes kinder; der havde nærmest altid været malet et bredt smil.
Det var sådan jeg kendte Jacqueline. Jeg kendte hende som pigen der altid var glad. Pigen der altid var venlig og åben overfor nye ansigter. Pigen der altid lyste op, og hende der havde en sådan kraftig livsflamme, at man kunne se den brænde i hendes øjne.
Men nu var gløden i hendes øjne væk. Flammen var gået ud." - Harry Styles lever det søde liv som verdensberømt. Han har mange fans, der ville slå ihjel for et møde med ham. Da han er på vej mod en kongres, møder han den anderledes, men smukke, unge Jacqueline. Harry falder med det samme for hende, men hvad han ikke ved, gemmer hun på en hemmelighed. En hemmelighed, der vil bringe sorg til ellers rene hjerter.

29Likes
42Kommentarer
2535Visninger
AA

10. 8. Når hemmeligheder kommer frem i lyset


 

Alt blev mørkt og stille. Verdenen omkring mig forsvandt. Jeg forstod det ikke. Jeg ville ikke forstå det. Hendes ord gjorde så forbandet ondt!

Jeg kunne mærke en varm stikken i mine øjne, og en vrede boble op inde i mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere.

Jeg havde lyst til at græde så meget at verdenshavene flød over, jeg havde lyst til at råbe af vrede –  et vredes brøl som en arrig tiger, jeg havde lyst til at grine – det kunne jo ikke være andet end en joke, det kunne det jo ikke, men desværre vidste jeg bedre, jeg havde lyst til at løbe, jeg havde lyst til at forsvinde fra jordens overflade – ligesom dug for morgensolens stråler.

Men jeg stod blot og stirrede tomt ud i luften. Jeg så hverken på Jac eller træerne der skød op fra græsplænen. Alt virkede ligegyldigt. Fuldstændig aldeles ligegyldig.

Drengene, vores fans, berømmelse, dyre middage, piger. Alt det som jeg plejede at elske, virkede tåbelig ligegyldigt.

     ”Harry..?” en spæd stemme afbrød mine tanker.

Det var som om, at den hev mig tilbage til virkeligheden. Mine øjne fokuserede igen, og de landede på et par sorgdrukne øjne. Gløden var gået ud.

Tåre trillede ned af hendes slanke ansigt. De virkede på så mange måder, malplacerede på hendes kinder; der havde nærmest altid været malet et bredt smil.

Det var sådan jeg kendte Jacqueline. Jeg kendte hende som pigen der altid var glad. Pigen der altid var venlig og åben overfor nye ansigter. Pigen der altid lyste op, og hende der havde en sådan kraftig livsflamme, at man kunne se den brænde i hendes øjne.

Men nu var gløden i hendes øjne væk. Flammen var gået ud.

     ”Harry…” sagde hun igen og lagde sin hånd på min kind.

Jeg lukkede mine øjne. Jeg kunne tydeligt mærke hvordan der dannede sig flere og flere tåre. Det var tydeligt at jeg snart ikke kunne holde på dem længere.

Jeg åbnede mine øjne, og de første krystalklare dråber faldt. ”Jac, hvorfor fortalte du mig det ikke før?”

Jeg vidste at min stemme ville knække over, hvis jeg sagde for meget.

      ”Harry,” hun lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. ”Harry, jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg rejser om en uge. Så ville vi gå hver til sit, og ingen ville blive knust.”

       ”Du bliver da rask, ikke?” spurgte jeg. Den måde hun sagde det på, gjorde mig urolig. Knust, havde hun sagt.

Hun rystede på hovedet. Som om jeg ikke allerede havde det forfærdeligt, blev det hele meget, meget værre.

       ”Harry… Da du prøvede at holde min hånd, hev jeg den ikke til mig, fordi jeg ikke kan li’ dig, men for at beskytte dig. Hvis du faldt for mig…” Jac lukkede atter sine øjne. Hun græd også.

      ”Det er allerede sket. Første gang jeg så dig, var jeg solgt. Om du så aldrig vil holde min hånd, og tog af sted til Danmark uden at sige farvel, ville jeg ikke holde op med at elske dig. For jeg elsker dig, Jac.” at sige det var som at tage en sten fra mit hjerte. Ikke at det gjorde smerten mindre, men det fjernede en byrde fra mine skuldre.

       ”Harry… Det må du ikke sige…” hendes ord var næsten kun en hvisken.

Jeg tog hendes hænder i mine. ”Jo, jeg elsker dig, Jacqueline Jackson.”

Tårerne strømmede ned af mine kinder. Det var ikke lige præcis i denne her slags situation, jeg havde regnet med, at min kærlighedserklæring ville komme.

Jacqueline begyndte at græde mere. ”Harry, jeg kan ikke…”

Med de ord strøg hun af sted. Hun løb, men det var tydeligt at hun havde besvær med det.

Det gjorde ondt at se hende sådan. At se hende som den syge person, hun i virkeligheden var.

 

*

 

Normalt var jeg ikke overtroisk og troede ikke på forudsigelser, men drømmen kørte stadig i hovedet på mig.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes hånd var blevet kold og forsvundet. Det føltes som om at drømmen, havde prøvet at fortælle mig noget. Som om at den var en forudanelse.

For åbenbart var Jacqueline syg. Dødelig syg.

Bare at tænke det, fik en kraftig smerte frem i mit bryst. Det føltes som tusinde sylespidse nåle, der bare borede sig ind i mit hjerte.

Mine øjne sveg og var tørre. Jeg havde aldrig før grædt så meget i mit liv. Det var forfærdeligt, hvor hjælpeløs jeg følte mig.

Der var mange spørgsmål der kørte rundt i mit hoved. Hvad mente hun helt præcis, da hun rystede på hovedet - Ville hun virkelig ikke blive rask? Jo, selvfølgelig ville hun det.

Lægerne var utrolig dygtige i dag, og medicin og behandlingsmetoder var blevet forbedret meget.

Jeg sad i min sofa, og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv.

    ”Harry?”

I mine mange tanker, havde jeg helt glemt Louis, der var kommet over.

Jeg havde fortalt ham alt om Jac.

     ”Hmmph…?” mumlede jeg.

Louis dumpede ned ved siden af mig. ”Måske du skulle overveje, at tage over til hende?”

Jeg så på ham. Noget inden i mig skreg et kæmpe ja. Men jeg vidste ikke om Jacqueline havde lyst til at se mig.

Jeg svarede blot ved at ryste på hovedet.

      ”Harry, af hvad jeg har forstået på det hele, så er du fuldstændig skudt i hende. Og hun er tydeligvis også interesseret i dig.” Louis skubbede blidt til mig med skulderen.

    ”Hun er syg, Louis.” sagde jeg blot, og prøvede at ignorere den varme følelse, der bredte sig i mit bryst. Han sagde at hun tydeligt var interesseret i mig.

Han sukkede. ”Er det ikke en rigtig god grund til at snakke med hende? Jac går igennem en svær tid, hun har brug for én at støtte sig til. Én hun kan snakke med.”

     ”Jeg er nød til at gå.” sagde jeg og rejste mig fra sofaen.

Selvfølgelig. Hvor dum har jeg lige været? Jac havde brug for en ven.

 

*

 

Det snart meget velkendte vandrehjem, viste sig for mig. Sommerfuglene jagtede igen hinanden som tosser.

Jeg var nød til at få nogle svar. Hvis det ikke var tilfældet, var jeg helt sikker på, at mit hoved ville eksplodere.

Jeg parkerede min bil; jeg havde haft for travlt med at komme her hen, til at kunne vente på en chauffør. Egentlig havde jeg ikke noget imod selv at køre.

Hurtigt steg jeg ud af metaldåsen, og begyndte at løbe mod indgangen. Hvorfor jeg løb, var jeg ikke klar over. Måske følte jeg ikke, at jeg kunne komme hen til Jac hurtigt nok? Ja, det var nok det.

Jeg stoppede ikke med at løbe, da jeg kom ind i forhallen – også selvom receptionisten råbte efter mig. Jeg stormede igennem det Grease-indrettede rum, og fortsatte op af trapperne.

Hvilket nummer var det nu hun boede i? 7, selvfølgelig. Vores begges lykketal.

Som en komplet sindssyg stormede jeg op af trapperne. Jeg løb ind i en ældre mand, men jeg følte ikke, at jeg havde tid til at stoppe op og sige undskyld.

Jeg drejede om hjørnet, og en trædør med tallet 7, rejste sig foran mig.

Mit løb blev til gang, og jeg tog en dyb indånding. Stille bankede jeg på døren.

    ”Jac?” mine stemme var lav og spæd. Selvom jeg ikke sagde mere end hendes navn, knækkede min stemme alligevel over.

Det begyndte at skramle lidt på den anden side af døren.

     ”Harry?” selv igennem døren, lød hendes stemme mindst lige så skrøbelig som min. Hvis ikke mere.

Jeg sukkede og prøvede at synke den klump, der havde samlet sig i min hals.

     ”Jac, hver sød at lukke mig ind.” bad jeg og lukkede mine øjne.

Der lød igen en skramlen og så et lille ’klik’.

Døren blev åbnet på klem, og Jacquelines ansigt kom til syne. Det var tydeligt at hun havde grædt.

Det gjorde så ondt at se hende sådan. Det var forfærdeligt.

     ”Må jeg ikke nok komme ind?” spurgte jeg.

Jac sukkede, men nikkede så kort. Døren blev åbnet helt, og jeg gik ind på værelset.

Rummet var ret lille og bestod af fire hvide, lige lange vægge, et enkelt vindue og en sølle dobbeltseng. Det var ikke meget at råbe hurra for, men lige på det tidspunkt, var det ikke det jeg fokuserede mest på.

     ”Jac… Jeg har brug for at få nogle svar…” min stemme var næsten bare en hvisken. Jeg kunne ikke finde styrken til at tale højt.

Hun nikkede blot som svar, og satte sig over i sengen. Jeg fulgte hendes eksempel.

Mit hjerte hamrede mod mit bryst. Det hamrede så hårdt, at det gjorde ondt.

      ”Vil du ikke nok fortælle med det hele?” jeg havde stadig ikke fundet styrken i min stemme.

Jac nikkede kort og tog en dyb indånding. ”Som jeg fortalte på caféen, blev mine forældre skilt da jeg var ti, og min mor og jeg flyttede til Danmark. Året efter flyttede min far også til Danmark, men det var ikke fordi mine forældre fandt sammen igen. Det var fordi jeg fik konstateret en sjælden lungekræft. Jeg blev med det samme sat i kemobehandling, og det virkede bedre end hvad lægerne først forventede. Derfor kom jeg ud af behandlingen, og kom ret hurtigt ind til en operation. Desværre blev operationen ikke så vellykket; de fik ikke fjernet hele kræftknuden. Lægerne vurderede at det ville være for risikabelt, at sende mig ind til endnu en operation. Så derfor fik jeg forskelligt medicin, som forhåbentligt skulle kunne holde kræften tilbage, indtil endnu en operation kunne komme under overvejelse. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg levede mit liv på hospitalet et helt år. Det endte med, at den anden operation blev vurderet til at være overflødig, og derfor blev jeg sendt hjem med selvskab af en masse piller. Da jeg næsten lige var fyldt 13 – det vil sige et år efter, at jeg blev sendt hjem – fik jeg et tilfælde. Jeg fik vand i lungerne, og kræften slog ind igen. Jeg kom på hospitalet, og det var kun med nød og næppe, at jeg klarede den gennem natten. Fra det øjeblik gik det op for mig, hvor hurtigt livet pludselig kan forsvinde. Derfor besluttede jeg mig for altid at være glad og venlig. Hvorfor spilde livet væk med at være sur eller bange? De følgende 5 år gik med op og nedture; nogle gange var jeg helt kræftfri, og andre gange, var jeg heldig at overleve. Da jeg var fyldt 18, fik jeg endnu en tilfælde – denne gang bare værre end de andre. Meget værre. Jeg fik så meget vand i lungerne, at jeg næsten blev kvalt. Resten tog kræften sig af – lægerne endte med, at skulle genoplive mig. Jeg var bukket under for presset. De følgende dage blev der taget prøver, og foretaget mange undersøgelser. Det endte med, at mine forældre og jeg blev kaldt ind til samtale. Og der faldt bomben for alvor. Jeg fik stemplet ’uhelbredelig’. Den lungekræft jeg har, er for stor og stærk. Jeg var for svag til endnu en operation, og medicinen virkede simpelthen ikke. Selvfølgelig ville lægerne blive ved med at give mig medicin, men jeg nægtede. Hvis det alligevel ikke virkede, kunne det vel være lige meget. Jeg fik at vide, at jeg maks har to år tilbage – nu vil det jo så være ét. Efter min dom, tog jeg rundt til alt familie, og sagde farvel på en ordentlig måde. Derefter tog jeg af sted på jordomrejsen. Faktisk var det på grund af kræften, at jeg tog af sted – jeg ville så gerne nå, at opleve så meget som muligt. Og så mødte jeg dig, Harry Edward Styles. Du ødelagde lidt mine planer om, at holde mig for mig selv, og lade være med at bliver venner med nye mennesker. Jeg vil selvfølgelig altid smile til dem, men ikke mere end det. Men det skulle du selvfølgelig lave om på…”

Da hun stoppede med at tale, blev der helt stille i rummet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Der var så mange tanker der kørte rundt i hovedet på mig. Det var ét stort rod oppe i knolden på mig. Jeg havde fået så mange forfærdelige informationer på én gang.

    ”Så… Du… Jeg…” min hals snørede sig sammen, og ordene samlede sig i en klump.

Jeg rystede kort på hovedet. Jeg kunne ikke forstå det…

    ”Jac, må jeg spørge dig om noget mere?” endelig kunne jeg snakke normalt.

Mine hænder rystede, og det føltes som, at jeg hele tiden var på renden til at bryde sammen.

Jacqueline nikkede stille.

    ”Det du sagde i parken om at du skubbede mig væk, fordi du ville beskytte mig for at falde for dig, hvad var det præcis du mente?” tårerne trillede ned af mine kinder. Normalt ville jeg aldrig i min videste fantasi, græde foran en pige, men lige nu, var jeg ret ligeglad.

Jac sukkede dybt og lod hovedet falde lidt forover, så hendes gyldne hår dækkede hendes ansigt.

Små hulk forlod hende, og hendes krop dirrede.

    ”Jacqueline, jeg…”

Jac løftede hovedet, så hendes rødsprængte øjne mødte mine.

    ”Forstår du det ikke, Harry. Det er for fanden mig, der er faldet for dig!”

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke. Faktisk tror jeg slet ikke, at jeg tænkte noget.

Men åbenbart vidste min krop, hvad jeg skulle gøre.

Jeg lænede mig frem mod Jac, lod mine hænder finde hendes ansigt.

Roligt og ømt masserede jeg hendes kindben. Hun var så forbandet smuk – ja, selv når hun græd.

Mit blik fangede hendes, og så var det som om tiden stod stille. Verden omkring os forsvandt, og der var ikke andre end os.

Jeg lænede mig langsomt længere ind mod hende. Jeg kunne mærke Jacs ånde, der blidt ramte min hud.

Hun fjernede den sidste afstand mellem os, og så gik fyrværkeriet af.

Følelser eksploderede inden i mig. Hendes læber mod mine, det føltes perfekt. Det kildede helt ned i mine tær.

For en kort stund, følte jeg mig helt igennem lykkelig.

 

***

Så oplevede Harry og Jacqueline deres første kys!

Hvad synes I? Vil I ha' mer'? ;)

Mille A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...