Ved første blik ❤ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2015
  • Status: Færdig
"Tåre trillede ned af hendes slanke ansigt. De virkede på så mange måder, malplacerede på hendes kinder; der havde nærmest altid været malet et bredt smil.
Det var sådan jeg kendte Jacqueline. Jeg kendte hende som pigen der altid var glad. Pigen der altid var venlig og åben overfor nye ansigter. Pigen der altid lyste op, og hende der havde en sådan kraftig livsflamme, at man kunne se den brænde i hendes øjne.
Men nu var gløden i hendes øjne væk. Flammen var gået ud." - Harry Styles lever det søde liv som verdensberømt. Han har mange fans, der ville slå ihjel for et møde med ham. Da han er på vej mod en kongres, møder han den anderledes, men smukke, unge Jacqueline. Harry falder med det samme for hende, men hvad han ikke ved, gemmer hun på en hemmelighed. En hemmelighed, der vil bringe sorg til ellers rene hjerter.

29Likes
42Kommentarer
2523Visninger
AA

4. 2. Jacqueline Jackson


  "Jeg vil vide alt om hende; navn, mobilnummer, søskende, karrierer. Alt." Sagde jeg og vandrede frem og tilbage i rummet.

Poul så blot mærkeligt på mig. "Hvad synes du jeg ligner? En detektiv?"

  "Jeg er ligeglad med hvad du ligner. Denne her pige skal findes. Jeg har et billede af hende. Så du kan tage det, og ansætte en opsporer eller hvad de nu hedder."

Han rystede blot på hovedet, og foldede sine store hænder i sit skød.

  "Der er én ting, jeg ikke forstår; Hvorfor lige hende? Du har tusinde - ja, millioner af fans. Der er masser af piger." Han rystede igen på hovedet, og så indgående på mig.

  "Der er bare et eller andet over hende. Jeg føler virkelig, at jeg er nød til at finde hende." Faktisk vidste jeg ikke hvorfor, at det lige var hende jeg ville finde. Det ville jeg bare. Om den opsporer-detektiv-ting så kostede en formue, var jeg villig til at ofre det.

 

*

 

Nu måtte han da snart ha' fundet noget. Jeg sad inde i stuen i min lejlighed. De sidste tre timer der var gået, havde jeg ikke kunne finde ro. Jeg følte mig så rastløs.

Alt ved den pige gjorde mig helt konfus og forfjamsket. Hendes accent og fløjlsbløde stemme, hendes flammende hår, fyldige læber, slanke og lange lemmer, og ikke mindst hendes gyldenbrune, glødende øjne.

Åhhh, de øjne... Man kunne bare dykke ind i dem, og drukne. Der var så meget venlighed i dem. Den måde hun snakkede til mig. Jeg følte mig næsten helt normal og ikke-kendt. Det var faktisk en befrielse.

Jeg trak min iPhone op af lommen, og gik ind under mine fotos. Jeg trykkede på det nyeste billede. Jeg kunne mærke hvordan varmen bredte sig fra mit bryst, og videre ud i kroppen.

Et lille fløjt lød fra min mobil, som jeg genkendte som et tweed.

Hurtigt gik jeg ind på Twitter og så det nyeste oplæg.

Det omhandlede mit møde med hende i går.

Der havde været mange forskellige reaktioner - nogen synes det var utrolig sødt, mens andre skrev at de hadede hende. Jeg ignorerede de forskellige kommentarer. De vidste ikke bedre.

To korte bank lød ude fra min hoveddør. Jeg rejste mig fra sofaen, og satte kursen ud i entréen.

Jeg åbnede døren, og så Poul stå derude med en sort mappe i hånden. Selvom at jeg var utålmodig, syntes jeg faktisk at det var gået hurtigt med at finde noget.

   "Kom ind." Sagde jeg, og gik et skridt til side, så han kunne komme forbi.

Han nikkede kort og gik ind i entréen. Han stak mig mappen.

   "Han kunne ikke finde mere end det. Men han havde jo heller ikke meget at gå ud fra. Her er regningen." Mere sagde han ikke, før han igen forsvandt ud af døren.

Jeg så ned på den sorte lædermappe, og lukkede døren, uden at fjerne blikket fra den.

Nede i mappen var der informationer om hende. Endelig ville jeg kunne sætte et navn på hende.

Jeg gik igen ind i stuen, og satte mig i sofaen. Langsomt åbnede jeg mappen.

Øverst lå billedet af mig og hende. Det var printet ud i stort format. Jeg fjernede billedet, og lagde det på sofabordet.

Det næste var et dokument. Øverst stod der et navn; Jacqueline Jackson

Mit blik gled ned over siden, og jeg begyndte at læse.

 

 

Det var meget svært at finde noget på Jacqueline, men lidt har jeg da fundet.

 

Med en maskine der kan genkende ansigter, fandt jeg Jacquelines Facebook side, da den genkendte hende fra billedet du gav mig. Hendes facebookprofil er ikke åben for alle, og derfor fandt jeg kun en minimal mængde af informationer der.

 

Hun er 19 år gammel, og bor i Danmark. Hun har intet arbejde, men har udgivet en bog. Bagerst i mappen, ligger det et billede af hendes bog, og et billede fra Facebook.

 

Mere har jeg ikke fundet ud af der.

 

Men efter at jeg fandt hendes navn, er det lykkedes mig, at finde frem til hendes mobilnummer: 25692156

 

Mere har ikke været tilgængelig.

 

Held og lykke,

   - Robert Portmann

 

 

Det var ikke meget... Men jeg har da hendes navn og nummer...

Jacqueline, det er altså et specielt navn. Men så passer det jo egentlig meget godt.

Men Danmark? Det er jo et helt andet land! Jeg må sige at hendes engelsk sad lige i skabet. Jeg kunne i hvert fald ikke høre, at hun ikke var engelsk.

Et suk forlod mine læber i bar overraskelse. Jeg samlede min mobil op.

Skulle jeg ringe til hende? Nej, det ville bare være mærkeligt. Jeg kan lige forestille mig hvordan det ville lyde.

   "Hej! Du snakker med Harry. Jeg mødte dig den anden dag. Man kan vel godt sige, at jeg har stalket dig. Men hvad siger du - skal vi tage på en date eller noget?"

Nej, det er helt henne i skuret! Et opkald ville bare virke alt for akavet.

Jeg besluttede mig for at sende en sms.

 

Hej Jacqueline.

 

Det er mig, Harry Styles. Jeg ved ikke om du kan huske det, men vi mødte hinanden i går.

Jeg kunne godt tænke mig, at lære dig at kende.

Skal vi ta' en kop kaffe eller noget en dag?

 

Xx Harry Styles

 

Før jeg nåede at tænke yderligere over hvad jeg havde skrevet, havde jeg sendt beskeden. Nu var der ingen vej tilbage.

Kort tid efter, modtog jeg en besked fra hende.

 

 

Hej Harry.

 

Jeg drikke ikke kaffe med en stalker.

Hvordan har du egentlig fundet frem til mit navn og nummer?

 

- Jacqueline

 

 

Jeg smilte over beskeden, og dvælede lidt ved hendes spørgsmål.

 

Jac, Kan jeg kalde dig det?,  Jeg har mine kontakter. Men helt seriøst, vil du ikke drikke kaffe med mig?

 

Harry.

 

 

Jeg kunne godt selv høre, hvor desperat jeg lød. Man kunne næsten forveksle mig med en lille forurettet dreng, der gerne vil ha' noget fra sin mor.

Jeg rystede på hovedet over min egen sammenligning.

Endnu en besked tikkede ind på min mobil, og jeg kunne mærke mine håndflader blive svedige.

 

Jacqueline er fint.

Jeg drikker ikke kaffe, så det ville være svært.

 

 

Denne pige blev ved med at fascinere mig.

 

Hvad så med en cola?

 

Harry.

 

 

Hun måtte da snart give efter. Jeg havde i hvert fald besluttet mig for, at blive ved.

Jeg havde brugt så meget på, at finde hende. Så jeg ville ikke give op. Ikke nu.

En enkelt date. Bare en enkelt var hvad jeg ville.

Jeg kunne bare ikke give slip på hende. Hun dragede mig. Jeg fik lyst og trang til, at vide mere og mere om hende.

Min meddelsestone afbrød mine tanker.

 

Det virker ikke som at du vil gi' op.

 

 

Jeg grinte lidt af den kortfattede besked. Trods længden, kunne man næsten mærke, hvordan hun var ved at give sig.

 

Aldrig.

 

 

Et enkelt ord var nok. Jeg sank tilbage i sofaen. Jeg kunne mærke at det snart ville lykkes. Snart ville jeg kunne jeg lære denne Jacqueline at kende. Og hun ville kunne lære mig at kende.

Selvfølgelig var hun på daværende tidspunkt, ikke gået med til en date, men jeg følte virkelig at hun snart ville.

Den velkendte pling-lyd lød igen.

 

Jeg kan vel lige så godt overgive mig...

Hvornår passer det dig bedst?

 

 

En følelse af sejrsrus pumpede rundt i min krop. Jeg kunne ikke lade være med at smile alt for meget. Jeg var egentlig også ligeglad. Det eneste der betød noget, var det faktum, at jeg snart skulle på date med den mystiske pige jeg havde mødt.

Jeg skyndte mig at svare, at jeg havde et hul i morgen. Faktisk var det ikke helt tilfældet, men det var blot et ubetydeligt møde, som godt kunne rykkes til senere på ugen.

Umiddelbart efter kom der et svar tilbage.

 

Det lyder fint.

Hvor skal vi mødes?

 

 

Hvor kunne vi egentlig mødes? Jeg havde været så travlt optaget med at overtale hende, at jeg helt havde glemt at tænke på et sted.

Jeg gennemgik hurtigt de bedste caféer jeg kendte, og kom frem til en i midten af London. Jeg skrev adresse og mødetidspunkt til hende.

Et stort, tilfredst smil spillede på mine læber. Jeg overvejede hvor meget søvn, jeg mon ville få den nat.

 

*

 

Jeg så ud af den mørktonede bilrude – Det var endnu en af de foranstaltninger, man måtte tage som verdenskendt, hvis man ikke konstant ville overfaldes af paparazzi eller hormonforstyrrede teenagers.

Det var efterhånden lidt hen af på eftermiddagen, og jeg skulle snart møde Jacqueline. Jeg kunne mærke, hvordan det kildede i min mave, når jeg tænkte på det.

Normalt var jeg aldrig nervøs over en date, men denne pige var noget særligt.

Som jeg dagen før havde forudset, var det ikke søvn, jeg var i overskud af. Overhovedet ikke.

Faktisk kunne jeg stadig mærke trætheden sidde i min krop, og de små poser under mine øjne, bekræftede at jeg ikke havde fået mange timers søvn.

    ”Hvor vil du sættes af, sir?” spurgte chaufføren.

Jeg kiggede hurtigt ud på gaden, og så at vi snart var henne ved sidegaden, hvor caféen lå.

    ”Her vil være fint.” svarede jeg.

Han drejede ind til vejkanten, og gik om for at åbne min dør. Jeg trådte ud på fortovet, og begyndte at sætte af sted mod caféen. 

Nede for enden af sidegaden, fandt mit blik skiltet der tilhørte den udvalgte café.

Søgende gled mit blik væk fra skiltet, og mødte i stedet de glødende, gyldne øjne, som jeg havde længtes så meget efter.

Hun løftede sin hånd som hilsen, og jeg gengældte det hurtigt.

Jeg stod nu overfor caféen, men var på den forkerte side af gaden. Jeg satte derfor over den i lange, hurtige skridt.

    ”Hej.” sagde Jacqueline med sin fløjlsbløde og dog en anelse hæse stemme.

    ”Hej.” svarede jeg, og mødte hendes venlige blik.

Hun havde flettet sit gyldenbrune, ja, næsten ravfarvede, hår i en fletning, som faldt smukt og yndefuldt ned over hendes højre skulder.

Hendes tøj var meget beskedent og normalt – hun havde blot et par blå jeans og en hvid T-shirt på. Normalt ville jeg finde det en smule kedeligt, men det komplimenterede virkelig Jacquelines livlige og iøjefaldende hår og øjne.

Hun var virkelig smuk.

     ”Skal vi ikke gå ind?” spurgte hun, og hev mig nærmest ud af min trance.

Jeg nikkede, og vi gik begge ind på den lille café.

Vi satte os ved et lille bord i det ene hjørne af rummet. Jeg kom ofte på denne café; det var ikke en af det mest populærere, i hvert fald ikke blandt unge, så her kunne jeg nyde en kop kaffe, uden at blive forstyrret. Faktisk var der ofte kun ældre mennesker der bevægede sig her ned.

Jacqueline gav caféen en meget varmere atmosfære. Her virkede pludseligt mere rart og meget lysere.

     ”Hvad skulle det være?” en servitrice stillede sig ved vores bord. Hun var nok midt i halvtredserne.

     ”En kop kaffe. Sort.” sagde jeg og kiggede så over på Jacqueline. 

     ”En almindelig cola, tak.” hun smilede venligt til damen.

Jacquelines venlighed imponerede mig. Selvom at jeg kun havde kendt hende i kort tid, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at hun altid smilede og udstrålede glæde.

Jeg ville selv mene, at jeg var en glad og udadvendt person, men jeg blegnede nærmest ved siden af hendes skønhed. Med skønhed mener jeg ikke kun hendes ydre – smuk var hun skam, men også hendes indre; Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen person, som var så venlig, imødekommende og tiltalende som Jacqueline. For alle tre egenskaber besad hun med bravur. Faktisk havde hun også en god situationsfornemmelse.

     ”Nå, fortæl mig; Hvad er din historie?” spurgte hun, og lænede sig ind over bordet.

Hendes spørgsmål kom bag på mig. ”Øhhh… I år 2010 meldte jeg mig til X-factor, jeg-”

     ”Jeg vil stoppe dig lige der,” sagde hun og holdte sin hånd frem for sig. ”Jeg vil ikke høre din One Direction-historie. Jeg vil høre din. Hvem er Harry Styles?”

Jeg blev meget overrasket. Dette var aldrig hent for mig før. ”Min?” spurgte jeg forbavset.

Hun nikkede.

      ”Øhhh, mit fulde navn er Harry Edward Styles. Jeg blev født d. 1 februar 1994. Da jeg var 7 blev mine forældre skilt. Jeg har en søster. I gennem hele mit liv, har jeg altid sunget. Faktisk har jeg medvirket i enkelte tv-programmer og film. Det var selvfølgelig ikke nogle store roller. Jeg kan godt li’ katte. Og så har jeg ikke noget imod at være nøgen.”

Jacqueline brød ud i latter. Jeg kunne ikke selv lade være med at grine lidt. Hun havde sådan en dejlig latter; den var ikke belastende eller overfladisk, men den var helt sin egen.

       ”Seriøst, så du render bare nøgen rundt, når du har mulighed for det?” spurgte hun, da hun havde fået nogenlunde kontrol over hendes grin.

Jeg nikkede bekræftende. ”Ja, sådan i store træk.”

Hun rystede på hovedet.

Den samme servitrice kom igen vraltende – denne gang bare med en bakke på slæb.

    ”Værsgo. I må endelig sige til, hvis der er noget.” hun smilede venligt til os, og jeg skyndte mig at gengælde det.

     ”Du hører fra os. Og tak.” Jacqueline smilte stort til hende.

Jeg tog en slurk af min kaffe, og rettede mig lidt op i stolen.

    ”Hvad er din historie så?” spurgte jeg.

Jacqueline så op fra hendes cola, og et kort øjeblik sværgede jeg på, at kunne se et lille glimt af fortvivlelse i hendes øjne. Det blev dog hurtigt erstattet med hendes sædvantlige glød.

    ”Jeg hedder Jacqueline Jackson. Jeg er født i Danmark i år 1995 d. 17 marts. De første 10 år af mit liv, levede jeg her i England – eller mere præcist; her i London. Ser du, min far er engelsk og min mor er dansk, så da deres ægteskab gik i stykker, flyttede jeg med min mor til Danmark. Jeg har ingen søskende, så det var bare mig og min mor. Eller det var det indtil min far flyttede dertil. Jeg tror vidst jeg var elleve der. Jeg har en kæmpe passion for skrivning. Faktisk begyndte jeg at skrive da jeg var en ti stykker, tror jeg. I dag har jeg fået udgivet en bog. Jeg elsker også at rejse. Faktisk så er jeg i gang med en jordomrejse lige nu.”

    ”Er det rigtigt?” spurgte jeg. En jordomrejse… wow…

Hun nikkede og tog en slurk af sin cola. ”London er sidste destination, før turen går hjem til Danmark igen.”

    ”Hvornår tager du så hjem igen?” spurgte jeg, og kunne mærke et stik i hjertet. Bare at tænke på, at hun skulle rejse gjorde ondt.

     ”Om to uger.” sagde hun og smilede venligt.

To uger… Jeg syntes at det var virkelig lidt, og ærgrede mig derfor over, at jeg ikke havde mødt hende før.

      ”Kunne du tænke dig en rundtur i London eller…?” spurgte jeg i håb om, at finde en undskyldning for at tilbringe mere tid med hende.

Hun begyndte at grine let af mig. ”Nej-” sagde hun og rystede på hovedet. ”som sagt - I mine ti første år af mit liv, boede jeg her i London.”

Jeg kunne ha’ givet mig selv et slag i hovedet med en stol. Hun havde endda fortalt mig det før…

Jacqueline tog en slurk af sin cola, og jeg tog en af min kaffe.

     ”Hvilken slags bog er det, du har udgivet?” spurgte jeg. Selvom at jeg havde fået et billede af hendes bog, havde jeg ikke givet det opmærksomhed nok, til at kunne huske titlen eller bogomslaget i det hele taget.

     ”Den hedder ’My Angel of music’. Den handler om denne her fyr, han er en verdenskendt sanger- og sangskriver. Trods de mange potentielle kærester, er han single. En dag han er ude og gå, møder han denne her pige. Hun er noget specielt – det synes han i hvert fald. Hun bliver ved med at afvise ham lidt – hun har leukemi, men kan ikke få sig selv til at fortælle ham det. Ja, de begynder at blive rigtig glade for hinanden. Men det er sådan, at hendes leukemi ikke kan kurreres, så hun går hen og dør. På den måde finder han ud af at hun havde leukemi. Han vælger til sidst at skrive en sang. Han kalder den My Angel of music. Sangen handler om hende.”

Jeg lavede store øjne. ”Det er godt nok et alvorligt emne.”

Hun trak blot på skuldrene. ”Jah… Men det er desværre meget normalt.”

Det kunne hun selvfølgelig ha’ ret i.

     ”Jeg kunne godt tænke mig, at holde kontakten med dig.” tilstod jeg.

Et smil bredte sig på Jacquelines læber. ”Det kunne da være rart, men jeg ved nu ikke rigtigt… Jeg mener, jeg skal jo snart hjem til Danmark.”

Jeg nikkede. ”Men vi kan jo bare prøve, at holde kontakten alligevel.” sagde jeg. Igen kunne man forveksle mig med et forurettet barn.

Hun rystede opgivende på hovedet. ”Så siger vi det. Du er nu min ven, Harry Edward Styles. Og venner køber hinanden colaer. Og vidst jeg ikke tager meget fejl, har jeg drukket denne her.” sagde hun og løftede sit tomme glas. Et stort, dejligt smil bredte sig på hendes ansigt.

Jeg kunne ikke andet end at grine ad hende, og bestille en ny cola.

     ”Og for resten – for mine venner er det Jac.” sagde hun med et kækt smil. 

 

***

Hvis I synes den lyder interresant, så sæt den på jeres favoritliste og like ;)

Mille A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...