Ved første blik ❤ 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jun. 2015
  • Status: Færdig
"Tåre trillede ned af hendes slanke ansigt. De virkede på så mange måder, malplacerede på hendes kinder; der havde nærmest altid været malet et bredt smil.
Det var sådan jeg kendte Jacqueline. Jeg kendte hende som pigen der altid var glad. Pigen der altid var venlig og åben overfor nye ansigter. Pigen der altid lyste op, og hende der havde en sådan kraftig livsflamme, at man kunne se den brænde i hendes øjne.
Men nu var gløden i hendes øjne væk. Flammen var gået ud." - Harry Styles lever det søde liv som verdensberømt. Han har mange fans, der ville slå ihjel for et møde med ham. Da han er på vej mod en kongres, møder han den anderledes, men smukke, unge Jacqueline. Harry falder med det samme for hende, men hvad han ikke ved, gemmer hun på en hemmelighed. En hemmelighed, der vil bringe sorg til ellers rene hjerter.

29Likes
42Kommentarer
2502Visninger
AA

13. 11. Engle hører ikke til her

 

Alting var perfekt. Jeg havde aldrig forventet, at turen var en god idé.

Det føltes som at gå på små lyserøde skyer. Små lyserøde skyer af candyfloss!

Hvem skulle ha’ troet, at jeg kunne føle mig så glad på én gang?! Jeg havde det, på en og samme tid, som at titusinder vilde heste galoperede inden i mig, og at jeg var ved at springe faldskærmsudspring.

Om jeg kunne lide det? Helt klart!!

Det brummede pludselig i min lomme. Jeg fiskede min iPhone op, det var Gemma.

    ”Hva’ så, sis?”

   ”Harry?” Gemmas stemme rystede.

En klump samlede sig i min hals. ”Hvad er det?”

Hun tøvede kort. ”Det er Jacqueline… Hun kollapsede pludselig, da vi kom ud af butikken. Harry, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!! Hun vil ikke vågne!”

Lige der faldt min verden atter fra hinanden. Jeg var ikke klar til… Nej, det kunne ikke ske…

    ”Ring efter en ambulance. Jeg møder jer på hospitalet!”

 

*

 

Min puls pumpede. Lysene flimrede forbi. Lyden af mine gummisko mod gulvet hamrede i mit hoved.

Jeg løb over til skranken.

    ”Jaqueline Jackson? Hvor er hun?” jeg var forpustet.

    ”Harry?” Gemmas stemme lød bag mig.

Jeg vendte mig om, og mødte min søsters blik. Hendes øjne var røde og opsvulmede. Hun havde grædt.

     ”Hvor er hun?”

Gemma begyndte at græde igen. ”De har sendt… sendt hende til D-Danmark.. Åh Harry, det er alt sammen min skyld! Vi skulle aldrig være t-taget på shoppetur… Harry, jeg er s-så ked af det!”

Jeg tog hende ind i mine arme. ”Det er ikke din skyld, sis. Det vil det aldrig være.”

Hun græd stadig. ”Danmark? Hvad mener du med Danmark?” spurgte jeg. Var hun væk?

    ”L-Lægerne sagde, at der ikke var noget de kunne gøre her.. S-så hun skulle h-hjem til sin familie…”

     ”Hvornår skete det?” mit hjerte stoppede med at slå.

Hun tørrede sine øjne. ”Lige f-før. Hun er b-blevet sendt af sted med h-helikopter…”

Jeg løb ned af gangen. Bare jeg kunne nå det… Jac, jeg kommer!

     ”Harry! Hvor tager du hen?!” Gemma råbte efter mig, men jeg stoppede ikke.

 

*

 

Skiltene med ord jeg ikke forstod, susede forbi mit blik.

    ”Kan du køre hurtigere?” spurgte jeg utålmodig.

Paul så på mig i bakspejlet. ”Sir, jeg er nød til at overholde fartgrænserne. Men bare rolig; jeg er sikker på, at hun vil vente på dig.”

Det stikkede varmt i mine øjne. Jeg klemte det gule papir i min hånd.

Bare det ikke var for sent.

Hendes smil… Vil jeg se det igen?

Hendes latter… Vil jeg se den igen?

Hendes læber… Vil jeg mærke dem igen?

     ”Sir, vi er ankommet.”

Mine øjne spærrede op. Mit hjerte pumpede. Adrenalinen susede. Min krop reagerede af sig selv. Jeg åbnede døren, sprang ud, løb.

Løb.

Løb.

Hurtigere.

Hurtigere.

Det gik for langsomt. Det føltes som at verden havde besluttet sig for at gå i slowmotion.

En ældre dame, sagde noget til mig i et irriteret toneleje, men jeg lyttede ikke. Jeg løb ned af de hvide gange. Med kun skranken for øje.

    ”Jacqueline Jackson. Hvilken stue ligger hun på?” jeg kastede forpustet ordene ud. Kvinden på den anden side af computerskærmen så overrasket ud. ”Jacqueline… Jackson – hvor er hun?”

    ”Undskyld, men kun de nærmeste har tilladelse til-…”

    ”Jeg er hendes kæreste! Hvor er hun?”

    ”Undskyld, men reglerne-…”

Jeg træk en 10 pund op af lommen. ”Det er en nødsituation.”

Hun tog forbavset pengene og begyndte at taste på computeren. ”Hun ligger på stue 5.”

Jeg satte igen i løb. For enden af gangen drejede jeg til venstre.

5

Jeg stoppede op foran døren. Forpustet og grædefærdig bankede jeg på døren.

Den blev åbnet på klem. En midaldrende kvinde med orange, gråsprængt hår kiggede på mig med røde, opsvulmede øjne.

    ”Undskyld, men mit navn er-..”

    ”Harry Styles.” kvinden fuldendte min sætning.

Jeg nikkede.

Hun åbnede døren. ”Jac har fortalt os alt om dig.” hendes stemme knækkede over.

Inde i rummet stod en seng. I sengen lå … Jac… min Jac…

Tårende strømmede ned af mine kinder. Hun så lille ud. Hendes hud var hvid. Som en porcelænsdukke der nemt kunne gå i stykker.

Skrøbelig.

Jeg faldt sammen ved siden af sengen. Jeg tog hendes hånd. Den var kold.

    ”H-har..ry..” en spæd, hæs stemme lød fra porcelænsdukken.

Jeg gispede. ”Jac!”

Hun så på mig. Jeg så på hende. Et lille smil bredte sig på hendes læber.

     ”Jeg v-vidste du ville komme…”

Jacquelines mor brød sammen i gråd, og hendes far holdt om hende. Han græd også.

     ”Lad vær’ med at anstrenge dig..” jeg strøg hendes kind. ”Hvor lang tid?”

    ”Nok.” hun smilede, men en enkelt tåre havde fundet sin vej ud af hendes øjenkrog.

Jeg rystede på hovedet. ”Hvordan kan det være nok?”

    ”Jeg s..å dig i-igen…”

    ”Jeg elsker dig.”

    ”Jeg elsker også dig.”

Jeg sank, men klumpen i min hals ville ikke gå væk. Mit hjerte brændte. Som havde 1000 krigere hugget deres spyd i det, for at gentage det igen og igen. Det blødte…

Jeg kom i tanke om papiret. ”Jeg… Jeg har skrevet en sang til dig…”

    ”Vil d..u sy-ynge den for mig?

    ”Jeg vil gøre alt.” jeg kyssede hende på panden, og trak det gule, krøllede papir op af min lomme.

    ”Jeg elsker dig…” hviskede Jac og lukkede sine øjne.

Jeg rømmede mig;

”It's all the little things I'll miss the most

'Cause all the little things makes you to you

 

All your kisses and touches keeps me alive,

So how am I supposed to stay,

When you take away?

 

You should know,

That I'm glad we met,

Even if its only for 2 minutes, 2 years or 20 we have left,

I'm still glad we met

 

You are beautiful,

You always will be,

You are magical,

And enchant me

Like an angel you smile

But angels don't belong here”

Jac smilede og en tåre trillede ned af hendes kind. ”Tak…”

 

*

 

Da jeg forlod hospitalet den dag, forlod jeg mit hjerte.

Det ligger der stadig.

Og det vil det altid gøre.

 

 

***

Først og fremmest vil jeg lige undskylde for den lange, lange, LANGE ventetid.

Jeg har simpelthen haft den største skriveblokering nogensinde! Men nu fik jeg endelig sat mig foran computeren, og med det skrevet slutningen på denne movella...

Jeg håber, at slutningen rørte jer bare lidt - jeg måtte i hvert fald fælde en tåre da jeg skrev det...

 

Hilsner Mille A.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...