Perfekte mennesker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2014
  • Opdateret: 11 jun. 2014
  • Status: Igang
...

0Likes
0Kommentarer
145Visninger
AA

1. Kapitel 1

Kapitel 1

Hun ved hvordan det føles. En hel ren hjerne. Hun kan snakke, hun kan forstå. Men hun kan ikke huske noget. Sengen er hård. Hun rejser sig op i sengen. Siger ikke et ord. Så hopper hun ned af trappen, og går mekanisk hen til et lille metalbord. På det er der et glas vand, og en violet pille, og et skilt med navnet Phoebe på.

Er det mit nye navn?

Hun tager pillen, og sluger den. Hun føler sig pludselig dårlig, og falmer om på sengen nedenunder. Hun hoster, og prøver at spytte den ud. Hendes hænder ryster, og hun falder ned på gulvet, og krummer sig sammen. Det er ubehageligt. Virkelig ubehageligt.

Så stopper kramperne, og hun føler sig anderledes. Som en robot. Hendes hoved er tomt, hun kan ikke tænke på noget. Det er som om hun er berøvet for følelser. Så opdager hun en rød prik på sin arm. En slags chip.

Phoebe bedes komme til teststudiet, for udførelse af test.

Døren åbner mekanisk. Phoebe går hen mod døren, mekanisk. Så træder hun ud på gangen. Tusinder af mennesker, på hendes alder, med det samme tøj som hende. Hun stiller sig vedsiden af en dreng. Hun kender ikke hans navn, men han kommer til at betyde mere for hende end hun overhoved aner. Hun kendte ingen gang hans navn.

Hun går på række med flere tusind mennesker, mod det samme rum. Alle med numre, og poetiske navne. Pigen der gik foran hende hed Hope. Drengen vedsiden af hende hed Lawrence, og drengen til den anden side hed Malgore. Der var tusindvis af navne. I hvert stykke tøj var der en gylden plade i en metalsnor. I hendes stod der Phoebe.

Så Phoebe var mit navn

I det samme gik et stød igennem hende, og hun måtte anstrenge sig for ikke at falde.

De bedes holde op med at tænke, da alle de andre kan høre dine tanker.

Phoebe blev skubbet op af nogen bag ved. Flere og flere stilte sig i de lange linjer. Hun stod på linje 3. Så åbnede en dør sig efter 5 minutters traven, og den store mængde stilte sig i linjer. Det gjorde Phoebe også. Det tog et kvarter før hun fandt et værelse med navnet Phoebe på. Hun blev puffet derind, og døren blev lukket. Rummet var stort, i forhold til lille Phoebe. Hun var jo kun 8. Der var mørkt. Helt mørkt og stille.

Så hørte hun et brøl, og hun kiggede rystende til begge sider. Endnu et brøl, og hun skreg. Hun var bange. Så bange. Hun kom i tanken om hvad stemmen havde sagt.

HJÆLP! HJÆLP!

Stødet den her gang var endnu stærkere og den her gang faldt hun. Hun hørte den knurrende lyd igen.

Phoebe 3646! HOLD DINE TANKER FOR DIG SELV!

Hendes krop rystede stadig, efter stødet. En tåre satte sig i hendes øjne. Hendes øjne var røde af tåre der ikke kunne komme ud. Hun var skræmt. Mere bange end nogensinde.

Så så hun væsnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...