Perfekte mennesker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2014
  • Opdateret: 11 jun. 2014
  • Status: Igang
...

0Likes
1Kommentarer
115Visninger

1. Prolog

Phoebe tørrede sveden af sin pande. Hun så mod Vincent der havde presset sig op af væggen sammen med Daphne. De var væk nu. De havde mistet 2. Der var kun de 4 tilbage. Vincent, Daphne, Lawrence, og hende. Roxian og Cecil var gode overlevere. Bare ikke gode nok.

Huset var vist forladt. Vincent sneg sig hen til døren, sammen med Lawrence. Daphne blev stående. Det var utroligt at en som Daphne kunne overleve så længe.

Phoebe sank sammen ned af væggen i siddende stilling. Hun sad på hug, og lyttede. Hun var ligesom alle de andre supermennesker de havde lavet. Hendes forstærkede sanser. Hendes gode høresans. Hendes lugtesans. De havde fået deres egen personlighed. Derfor skulle de udryddes.

De var på linje med robotter men det var de ikke. De var mennesker af kød og blod, der havde fået slettet deres hukommelse som børn, og indplantet supergener til krigsførelse. Det var genialt. Det virkede godt de første år, men så fandt de ud af at de ikke var robotter som fortalt. At de kunne gøre hvad de ville. De var ikke meningsløse robotter.

Derfor var der kun en løsning. Alle skulle slettet. Hver og en. Alle supermennesker. Men de flygtede. Phoebe flygtede med Lawrence. Så kom Roxian og Vincent. Så Cecil. Senere fandt de Daphne i et forladt hus. Og en masse andre.

En masse døde andre. Hun kan huske sit værelse. Det var et fængsel. Hun delte det med sin søster, Amber, også solgt til formålet. Amber fik de. Hun var jo kun 9. Hende fik de ikke. Hun ville ikke dø. Så hun og 3 andre slap ud til skoven. Hun ved ikke hvad der skete med Rox og Maxis. Sikkert døde. Hun var den eneste overlevende pige.

Phoebe lukker øjnene og prøver at tænke tilbage til lejren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...