Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
35978Visninger
AA

15. "Synes du ikke selv, at det er en forholdsvist dårlig idé sådan at bide dig i læben på den måde?"

     Musikken bragede højt igennem væggene i det store hus ude i Hamptons. Min mor var som altid på forretningsrejse - nogle gange spekulerede jeg virkelig på, om hun måske satte sit arbejde højere end mig. Vent, selvfølgelig gjorde hun da det. Hvis hun ikke prioriterede sit arbejde før mig, ville vi slet ikke have alle de penge vi har. Jeg skubbede hurtigt tanken væk og fokuserede blot på, at hun ikke var hjemme, hvilket gav mig masser af frihed til at drikke mig så fuld som overhovedet muligt, uden at overveje om jeg skulle stå til ansvar for noget andet, end de tømmermænd jeg nok ville have imorgen. 

     Olivers hus var, præcis som jeg huskede det, bortset fra at det denne gang virkede meget større. Det var ikke engang en time siden, at jeg var ankommet med en taxi, og jeg havde allerede drukket adskillige røde plastikkopper snask. Koppernes indhold var ikke specielt velsmagende, men jeg var ret ligeglad eftersom det første, der mødte mit syn, da jeg trådte ind var Justin og Victoria, der stod og snavede ved trappen. Fantastisk, bare super. Sheila var her selvfølgelig også, men Cameron hang op og ned ad hende som klister. Det så ud til, at de havde fundet ud af tingene igen. Jeg spillede scenen i hovedet, hvor Sheila fortalte mig, at hun ikke rigtig vidste, hvordan det gik med Cameron. Jeg havde kunnet fornemme på hende, at noget var galt, men det så vidst ud til at være glemt nu, allerede tre uger senere, hvilket jeg var glad for.

     Jeg sad i stuen i en stol for mig selv, hvor jeg sad med min klamme, klassiske, røde plastikkop og holdte skarpt øje med alle dem, der var omkring mig. Jeg følte mig observerende, som en ørn på jagt efter små mus, et rovdyr, der observerer sit bytte, til det finder det helt rigtige øjeblik at slå til. Ja, det var nok mig. Der var super mange flotte fyre her i aften, og jeg kunne helt sikkert godt tage et par stykker af dem med hjem, hvis det da ikke var for Patrick. Nej, jeg vidste godt, at det ikke var sikkert, at han sad et eller andet sted, i nærheden af min bygning og holdt øje med, hvornår og med hvem jeg kom hjem, men chancen var der, og det var nok. For da slet ikke at nævne, at Patrick var en cool fyr, og at jeg helt vildt godt kunne tænke mig at lære ham bedre at kende, medmindre at han var en klam pædofil selvfølgelig, det ville være ret klamt. Det kunne jo også være at Patrick, i virkeligheden var min helt egen Christian Grey! Min helt egen multimillionær, men jeg tror dog, at jeg ville overleve uden den mentale ustabilitet og dominant/submissive sex (og glem endelig ikke kontrakten om at være hans sex slave). Nej, det behøvede jeg vidst ikke i mit liv. Hvad fanden fabler du dog om? Du har helt sikkert drukket for meget. Ja uden tvivl. Indvendigt havde jeg en diskussion med mig selv om, hvorvidt jeg burde drikke mere. Der var helt sikkert noget i mig, der ville have jeg skulle stoppe med at drikke, men der var helt sikkert også noget andet, mere fristende, der ville have, at jeg skulle blive ved. 

     “Hvad så babe?” fremstammede en fyr da han smed sin varme arm om nakken på mig og smilede skævt til mig, “skal jeg ikke hente dig en drink?” Han så ikke værst ud, men han var helt sikkert heller ikke den bedste fangst, jeg havde set i aften. Jeg rakte ham min i forvejen halvfyldte kop - ja jeg var vel lettere beruset - men han grinede blot i sin egen fuldskab og bad mig drikke op, og i mellem tiden ville han hente en ny. Sikke en generøs ung mand, som bare prøvede at få mig med i kanen. Næh, du kan sgu tro nej! Så fuld er jeg ikke endnu. 

 

     Mit utålmodige selv blev hurtigt træt af at vente på drengen, og jeg rejste mig og forlod stuen til fordel for køkkenet. Der var heldigvis ikke nær så mange mennesker herude, så her kunne jeg få lov til at dyrke min lettere berusede tilstand i fred - eller jeg kunne bare skrive til Patrick, da jeg efterhånden var begyndt at savne hans provokerende måde at flirte med mig på. Min telefon røg straks op ad min lille crossover-clutch fra Michael Kors (genial taske, lille og praktisk! For ikke at nævne yderst bedårende). 

     Hurtigt kunne jeg konstatere at Patrick ikke havde skrevet noget til mig, hvilket var ret sært. Patrick havde skrevet til mig stort set hver dag i de sidste 3 dages tid nu, men han kunne selvfølgelig bare have travlt. Dårligt timet, Patrick. 

     Jeg sendte ham en hurtigt besked på Kik. En drillende en ad slagsen. 

     “Patrick…” jeg sagde hans navn og prøvede sådan at smage på det. Finde ud af, hvordan jeg syntes det lød og føltes på mine læber. Tjo, det lød skam helt fint og føltes også okay, men der var bare noget, der ligesom ikke stemte overens med en eller anden følelse inden i mig. 

     Nej. 

     Nej? 

     Nej. 

     Nej, det er sandt, det føltes ikke, helt som jeg gerne ville have, det skulle føles at sige hans navn, men hvorfor kunne jeg ikke finde ud af. Ugh

     Lige som jeg sad og så rundt i køkkenet som den observerende, reserverede udseende kælling jeg til tider kunne være, genkaldtes der en stemme i mit hoved. En dyb, sød stemme der sagde; "Hvorfor sidder du her helt alene?” åh ja, jeg vender mig faktisk om af ren refleks kun for at stirre direkte gennem en tom dørkarm. Pis også, hvad fanden er det jeg har gang i? Når jo, jeg har drukket og er derfor endnu mere sensitiv overfor mine egne følelser end normalt. Shit altså. 

     “Nå! Der sidder du! Jeg har sgu ledt efter dig babe!” drengen fra stuen, der væltede ud i køkkenet ovre fra den anden dør med en rød plastikkop i hver hånd. En til mig og en til ham, gættede jeg på. Jeg tog koppen fra ham og uden at tøve hældte jeg stadset ned, bællede indholdet og lod en sær form for varme skyde gennem kroppen på mig. Den føltes kunstig og overdrevet, da den skød gennem mine årer, men jeg var ligeglad. Jeg kom for at feste, og en fest skulle det blive. 

 

     “Åååååh!!” lød skrålende fra alle sider, da min modstander endnu engang skød bordtennisbolden direkte ned i mit krus. Shit, så skal bundes endnu et krus. Jeg var efterhånden blevet godt stiv, da jeg aldrig havde været specielt god til Beer Pong Ball. Jeg havde kun ramt to - måske tre, af min mester af en modstanders krus, og han havde såmænd lige nakket det niende krus på min side. Omtumlet og rundtosset fra alkoholen i mit blod, løftede jeg kruset op til mine læber og hældte endnu et glas øl ned. Normalt syntes jeg, at øl var det mest forfærdelige i verden, men jeg var så pløre fuld, at jeg ikke lagde mærke til smagen. 

     “Hvad så twig, er du med, eller overgiver du dig” jeg forsøgte at løfte armen op over hoved, stadig med kruset i hånden og med hovedet hængende mellem mine skuldre. 

     “Kast nu bare den sidste forpulede bold... dit store brød” i mit hovede lød det som om, jeg ikke havde det mindste besvær med at snakke, men jeg ved godt at resten af festen ikke forstod halvdelen af det der. Ud af det blå mærkede jeg en arm om livet på mig og en stærk, varm hånd om mit håndled. Min arm blev holdt rundt om en eller andens nakke, en dreng ville jeg tro. 

     “Så tror jeg vidst, at det er godt drenge, hun er ikke så stor. Find en ny modstander Joe,” stemmen, der var den! Det var stemmen, der også skød gennem mit hovede, da jeg sad i køkkenet. Uden at vide hvad der foregik, blev jeg ført ovenpå og ind i en stue. Stuen med vinduet som jeg også var i, sidst jeg var til fest her. 

     “Jeg har været her før!” jeg pegede på vinduet som et andet barn og grinede. 

     -“Ja det har du ihvertfald, Lucie.” Sagde drengen med stemmen, og lagde mig ned på sofaen så jeg kunne se ud af vinduet. Jeg havde det lidt som et barn, der skulle tages vare på, men jeg var også ubehageligt fuld. Jeg grinede videre i nogen tid, og vendte mig efterfølgende for at få set ordenligt på drengen med stemmen. Ja jeg kendte udemærket godt hans navn. Justin, var hans navn. Da jeg så på ham, mærkede jeg en trang til at være umådeligt flabet og provokerende. 

     “Nå Justin, har du taget mig herop for at få noget alene tid eller hvad?” men alkoholen havde andre planer med mig. Jeg endte med at lyde mere flirtende end planlagt, og det skulle da ikke undre mig, hvis mit kropssprog havde haft præcis samme flirtende udstråling.

     -“Såmænd ikke” grinede han. Årh, grin videre, “jeg prøver at redde dig fra at ende på hospitalet til udpumpning” han blev ved at grine, heldigvis. Jeg satte mig i hjørnet af sofaen, en arm på ryglænet og en arm langs armlænet, benene krydset over hinanden. 

     “Jamen tak så” jeg sendte ham et smil, tror jeg da. “Hvor er din kæreste?” 

     -“Forhåbenligt et sted nedenunder” han smilede til mig med et skævt smil. Ugh irriterende skæve smil. Jeg følte en pludselig trang til at læne mig forover og kramme ham, mase ham ind til mig og bare nyde de få sekunder jeg havde med ham, indtil Victoria ville komme tilbage.

     Nej, Victoria er din veninde og Justin er ulovligt område. Jeg holdt trangen tilbage. 

     “Hun flår dig levende,” grinede jeg og lagde hovedet tilbage. Mit grin blev en smule hæst, men jeg morede mig over, hvor dumdristig han havde været sådan at følge mig herop. Stakkels drengebarn dog. Han sad og så på mig, som om han ikke helt forstod, hvad det var der var så morsomt, men nu var det jo heller ikke ham, der havde fået trusler fra Victoria, hvis han snakkede med mig, eller havde han? Det kunne jeg selvfølgelig ikke vide. 

     -“Det gør hun muligvis, men jeg er ret ligeglad lige nu. Bare du ikke får mere at drikke,” han satte sig op i sofaen og lagde mine ben på tværs af hans skød med et smil på læberne. Smilet var venligt, det var ihvertfald min opfattelse, men jeg turde ikke gøre mig sikker på noget med alt den alkohol i blodet. Han placerede sin hånd på mit knæ, og det føltes straks som om, han førte hånden diskret op ad mit lår. Næh nej Hr. forførende, det tror jeg sgu ikke lige. Drillende skubbede jeg hans hånd tilbage til mit knæ og så på ham, imens jeg bed mig i læben - guderne må vide, hvorfor jeg gjorde det, for jeg vidste det ikke. Det skete bare.

     “Synes du ikke selv, det er en forholdsvist dårlig idé sådan at bide dig i læben på den måde?”  

     Nej, det tror jeg da ikke. 

     Han krøb diskret hånden op ad siden på mit lår, og jeg lod ham gøre det, indtil han nåede kanten på min kjole. Næh nej du. Endnu engang skubbede jeg grinende hans hånd væk, og jeg ville egentlig bare ønske, at jeg ikke grinede så ustandseligt, da det fik mig til at virke tiltrukket ad ham. 

     -“Du kan tro nej du” grinede jeg videre. Pokkers! “jeg flirter allerede med en anden” mere grinen. Jesus Kristus. 

     “Så det gør du?” et smørret grin fyldte hans ansigt, og jeg nikkede til ham, “og hvad hedder han så, om jeg må spørge?” 

     Jeg sad og grinede lidt for mig selv, imens jeg overvejede, om jeg skulle fortælle ham om Patrick, men det blev ikke nogen længe overvejelse, da jeg ikke kunne holde begejstringen ud, og var syg for at ville hans ansigtsudtryk. Dette fik mig hurtigt til at tænke på at jeg endnu ikke har hørt fra Patrick, siden omkring en time før jeg ankom til festen. Det var mærkeligt. Jeg følte mit humør synke en smule ved tanken, men lagde det hurtigt bag mig igen. 

     -“Han hedder Patrick.” 

     Justin stivnede i et kort øjeblik. Hans øjenbryn sad nærmest helt oppe ved hans hårgrænse, og hans øjne var ved at hoppe ud ad hovedet på ham. Hans mund var formet, i et lille smil og var halvt åben. Et par sekunder efter sank han hovedet ned mellem skuldrene, og rystede på det, imens han grinede et dybt opgivende grin. Sig mig hvad fanden var så sjovt? 

     “Det er godt med dig Lucie. Du må hygge dig med Patrick,” han rejste sig stadig grinende, og forlod mig siddende alene oppe i stuen med det store vindue. Jeg følte irritationen skyde op i mig over Justins grinen, da jeg nævnte Patrick for ham. Troede han, at jeg digtede det hele op? I så fald skulle jeg fandme nok vise ham! Men hvad helt præcist? At Patrick er ægte? Jeg havde aldrig selv set ham. At Patrick og jeg flirter? Tjo, men alle og enhver på de sociale medier kunne jo sige, at de hed Patrick. 

     Jeg tumlede ned ad trappen, imens jeg klæbede til gelænderet, så jeg ikke ville falde. Ikke specielt elegant, det indrømmede jeg gerne. Et højt bump kunne høres, da min hæl gled på trappen, og jeg landede direkte på røven på kanten af et trappetrin. Jeg var sikker på, at det gjorde ondt, men, fordi jeg var så skide fuld, lagde jeg ikke mærke til smerten og blev straks irriteret i stedet, hvilket var en følelse jeg ellers syntes, jeg havde følt rigeligt til den aften. 

     “Lucie?! Er du okay?!” en arm blev viklet rundt om livet på mig, og jeg genkendte straks den søde parfume. Sheila. Åh tak søde Sheila, min heltinde. Hun hjalp mig op at stå og derefter ned ad trapperne, så jeg ikke faldt igen. Det måtte have været noget af en udfordring for hende, men hun tog alligevel kampen op. Sikke en kriger. 

     Jeg blev ført tilbage til en af de mange stuer og sat i sofaen. Sofaens bløde puder føltes rart, mod min ømme bagdel og jeg lænede mig straks tilbage mod ryglænet, og bed det der var tilbage af smerten i mig. Foran mig sad selveste modbydeligheden selv - Victoria. Det værste var næsten at den eneste grund til, at jeg syntes, hun var modbydelig var fordi hun var min bedsteveninde, og alligevel syntes, at hun kunne tillade sig at bestemme, hvorvidt Justin og jeg snakkede sammen. Kælling. Jeg var edderspændtrasende på hende, fordi hun ikke bare kunne få det ind i sit hovede, at Justin og jeg ikke var tiltrukket ad hinanden på den måde. Eller jeg var ihvertfald ikke tiltrukket ad ham. Var jeg? 

     Og ja, det skulle da, så også lige passe at Cameron kom ind og satte sig som klister på Sheila, så ikke alene var jeg tredje hjulet, næh, jeg var såmænd femte hjulet. Cameron og Sheila satte sig straks til at sidde og putte med hinanden, hvorimod Victoria og Justin nærmest ikke kunne stoppe med at drille hinanden, med små overdrevene berøringer, der gav mig lyst til at kaste alt det jeg havde drukket op. Sad de seriøst og gnubbede næser? Ej nu måtte de forfanden da holde op. Jeg himlede straks med øjnene uden at tænke over, om de måske så det. 

     “Du er kun min, ikke skat?” føj for den da. 

     -“Jo skat, kun din og ingen andres” åh guder. Jeg løftede min hånd op til hovedet og lagde min langefinger og min pegefinger mod min tinding i håbet om at det ville stoppe, men der tog jeg vidst grueligt fejl. 

     “Min egen prinsesse” sagde han, og jeg så i min øjenkrog, at han skubbede en hårlok om bag hendes øre. Jeg rørte blidt mit eget øre, imens jeg fulgte skarpt med i, hvad de foretog dem. Stalker much… 

     “Du minder mig om Tornerose” sagde han blidt til hende, før han kyssede hendes kind nænsomt. 

     -“Kommer du så, med et ægte kærlighedskys og vækker mig, hvis jeg falder i søvn i hundrede år?" svarede hun og lød en smule fuld. Hun har drukket. 

     “Jeg kunne aldrig give dig andet, end kærlighedskys” the horror, folkens… 

     Jeg så væk i det øjeblik det gik op for mig, at Justin havde i sinde at kysse hende. Det var ikke et syn, jeg havde lyst til at nyde noget af. 

     Selv minutter senere sad jeg og stirrede ud i det blå, imens begge mine veninder sad med tungen i halsen på hver deres fyr. Jeg kunne høre, at festen var igang inde i en anden stue, men jeg magtede faktisk ikke at feste mere. Det festhumør alkoholen havde installeret i mig var efterhånden begyndt at vende sig til noget mindre behageligt, nemligt tømmermænd.

     

     Jeg besluttede mig forholdsvist hurtigt, for at forlade festen inden jeg fik det alt for dårligt. Okay Lucie, først den ene arm gennem ærmet… JA! Lige præcis. Og så… Den anden arm, super! Det gik jo fint nok. I samme øjeblik som jeg drejede dørhåndtaget, for at åbne den store dør, der førte udenfor til frisk luft, opdagede jeg en skikkelse i en kort lyserød kjole, der lænede sig mod den anden halvdel af døren, som stadig var lukket. 

     “Hvad vil du, Victoria?” hvæsede jeg ad hende i irritation, “har prins Charming forladt dig?” 

     -“Næppe. Hvor skal du hen Lucie?” spurgte hun med det mest irriterende smørrede grin smurt hen over ansigtet, jeg længe havde set. Gå din vej. 

     “Hjem. Vi kan ikke alle sammen være vante til at drikke hver weekend” jeg grinede let og blinkede flabet til hende. For at være helt ærlig vidste jeg ikke, hvad der gik ad mig. Jeg var stadig fuld, men var allerede begyndt så småt at få tømmermænd, så jeg var ret irriteret samtidigt. Dårlig kombination. 

     -“Hold nu op Lucie hele huset ved jo godt, at du går, fordi du er jaloux” hun lagde armene over kors og rykkede lidt på sit hovede, “alle her ved du godt, at du ville ønske du var mig og var sammen med Justin. Det er tydeligt."

     “Ej, nu må jeg le” jeg grinede en smule over hende og så op på hende. Kom du bare an Victoria. “Du er sgu for meget, nogle gange.” 

     -“Jeg vil hellere være for meget, end at være ynkelig Lucie. Så kom over det” med ét skubbede hun sig et stykke ud fra døren og skulle lige til at gå, men noget inden i mig - noget, der var meget meget vredt - gjorde, at jeg greb fat om hendes håndled og holdte hende fast. Hun skulle ikke væk, før jeg var færdig med hende. 

     “Jeg er ikke ynkelig Victoria. Det er du. Du holder ikke Justin og jeg fra hinanden, fordi du tror, jeg har et eller andet sygt crush på ham. Du holder os fra at være venner, fordi du er skide bange for, om han måske ville finde mig mere attraktiv end dig, så pak dit lort sammen.”  

     Jeg havde ingen idé om hvad dét var, eller hvad det gik ud på, for den sags skyld, men det føltes som om, en kæmpe byrde blev taget af mine skuldre. Som om jeg endelig kunne stå med rettet ryg igen. Hun så på mig med øjnene spærret op, så de havde samme størrelse som espresso kopper. Jeg spottede tydeligt frygten lyse ud ad hendes øjne, og jeg vidste med det samme, at jeg havde vundet denne gang. Hun vristede hurtigt sit håndled frit fra mit greb og spurtede tilbage i en ad stuerne uden at se sig tilbage. 

 

     Kulden udefra omfavnede mig med det samme, da jeg bevægede mig udenfor. Jeg havde allerede ringet efter en taxi, inden jeg gik ud og havde egentlig også planlagt at vente på den inden for, men der var alt for stor chance for, at nogen ville overtale mig, til at blive og feste videre, og det skulle jeg ihvertfald ikke, sådan som jeg efterhånden var ved at få det. Tænk sig, hvad fanden var det helt præcist, der var foregået oppe i hovedet på mig, da jeg sagde de ting til Victoria? Holy shit… 

      "Jeg er ikke ynkelig Victoria. Det er du."

     Jeg førte langsomt min hånd op foran min mund imens jeg stirrede ud i den sorte nat. Hvad fanden har du gjort?

     “… Du er skide bange for, om han måske ville finde mig mere attraktiv end dig…"

     “Pak dit lort sammen” 

     Shit. Jeg havde virkelig sagt alle de ting. Åh guder nej, nej, nej. 

     Tårerne vældede op i øjnene på mig, da det gik op for mig at i stedet for at prøve at gøre situationen bedre, havde jeg kun gjort det værre for mig selv. Jeg havde virkelig pisset på Victoria, det vidste jeg udemærket godt. Fandens! 

     Ikke alene var min egen situation lige blevet titusinde gange værre, men jeg havde også sagt nogle forfærdelige ting til min veninde. Hvorfor kalder du hende det? Det vidste jeg rent ud sagt ikke. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvorfor jeg blev ved at kalde hende min veninde, men det gjorde jeg bare. Vi var jo veninder, ikke? Vi var vel veninder, selvom Victoria troede, at jeg prøvede at tage hendes kæreste fra hende, eller hvad? Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, for at berolige mig selv. Jeg følte, at jeg var en fortabt hundehvalp, der intet kunne stille op. Fuck også! 

     Jeg mærkede en underlig begejstring, løbe gennem mig da min mobil bippede. Det måtte være Patrick, når nu jeg ikke havde hørt fra ham i flere timer.

 

_______________________________

Til: Lucie Alaire

Fra: Victoria Jackson

_______________________________

 

Du tager godt og grueligt fejl, hvis du tror, at

jeg lader dig slippe efter det her, Lucie. 

Du har lagt dig ud med den forkerte, din lille

skank. 

 

Kys Victoria ;) 

_______________________________ 

 

     Jeg måtte have taget fejl, da jeg troede, at jeg blot havde gjort min situation værre. Jeg havde nærmest arrangeret dommedag for mig selv. Det var lige før jeg overvejede at ringe til en begravelses-arrangør med det samme, så jeg kunne få det overstået. Victoria var som en virkelighedens udgave af Blair Waldorf, og jeg havde på fornemmelsen at det næste liv, hun havde i sinde at destruere, var mit. 

     “Hvis der virkelig findes karma, så forstår jeg ikke hvordan jeg er i live…” min stakkels mor, hvad hun dog ikke skulle stå model til nu. Lige der var jeg faktisk ret glad for, at hun ikke var hjemme.

     Ja, hvis jeg nogensinde havde haft i sinde at sætte mig selv i godt lys, så Justin og jeg måske kunne genoptage vores kontakt, så havde jeg da ihvertfald ødelagt det nu. Mine arme hang slapt ned langs siden på mig, da jeg sukkede, og endnu flere tårer trillede ned ad mine kolde kinder. Skulle jeg virkelig aldrig snakke med Justin igen? I så fald, hvorfor tudede jeg så over det? Det var jo ikke noget at gøre et kæmpe nummer ud af. 

     Tag dig sammen Lucie! Har du virkelig tænkt dig at stå og tude over en eller anden dreng midt om natten? Nej, godt så tag dig lige sammen ikke. Tør snottet væk fra dit fjæs og løft hovedet inden dit ansigt falder af, for Guds skyld. 

     En sort taxi rullede op, i den store indkørsel og stoppede et par meter foran mig. Aldrig havde jeg skyndt mig så meget ind i en taxi før,men jeg ville bare væk. Jeg måtte væk. 

     “Upper East side. Jeg dirigerer vejen, når vi når så langt,” tårerne stoppede ikke med at trille ned ad mine stakkels kinder til trods for min peptalk til mig selv. Selv havde jeg benægtet alt, til alle tider og overfor alle, der spurgte, ikke at nogen havde gjort det, men jeg kunne ikke længere bare overse det, eller skubbe det væk som var det ingenting. Det var ikke længere, noget jeg var i stand til at skjule, om jeg ville det eller ej. Justin havde en eller anden form for følelsesmæssig påvirkning på mig.  

     “Et lommetørklæde, miss?” spurgte chaufføren med en beroligende stemme. Jeg fornemmede en smule bekymring i hans ord, men jeg tog glædeligt imod lommetørklædet, han havde rakt til mig og takkede ham mange gange for det. 

 

 

     Satans til Patrick! Den stædige, elendige, mystiske dreng! Hvad var hans problem egentlig? Hvorfor kunne han ikke bare møde mig? Hvad var det store problem, i at mødes så jeg kunne se ham, for jeg kunne ikke se noget problem i det og hans eneste svar til, om vi skulle mødes var “det kan ikke lade sig gøre”. Og hvad fanden skulle det så lige betyde?! 

     Aldrig i mit 17 år lange liv havde jeg troet, at jeg skulle diskutere med en dreng kl. 11.oo om morgenen og da slet ikke om noget så latterligt som hvorvidt vi skulle mødes, eller ej. Han var dog irriterende. Og faktummet, at jeg havde rigtig mange tømmermænd, gjorde det ikke ligefrem nemmere for mig at skulle føre noget lignende en samtale med ham. 

 

_______________________________

 

Miss. L. Alaire: 

 

Jeg kan altså ikke se problemet! 

_______________________________ 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Lucie, stop så! Emnet er uddebateret!

_______________________________ 

 

     Store ord for en idiot. Hvad var der med den fyr? 

_______________________________

 

Miss. L. Alaire: 

 

Patrick, stop det der! Er det virkelig så galt,

at jeg gerne vil møde dig?

_______________________________

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Hold nu op… Det bliver ihvertfald ikke i nær 

fremtid, okay? Men det skal nok ske, det

lover jeg, bare ikke nu. 

 

Hvordan var festen igår?

_______________________________

 

     Og der var så det forventede emneskift. Det var et typisk Patrick-trick sådan at skifte emne, når det nuværende emne ikke længere passede ham. Sukkende slukkede jeg skærmen på min telefon uden at svare ham. Jeg havde seriøst brug for et par minutter lige at tænke i. 

     Jeg satte mig i sofaen, med en kop te og tog en tår af den varme, søde drik som jeg lidt håbede ville pleje mit dunkende hovede. Hold da op sidste aften var godt nok lidt af et slør, men jeg huskede uheldigvis episoden med både Justin og Victoria og det stak i brystet med en hvis smerte, når jeg tænkte over det. 

     I samme øjeblik ringede telefonen, og jeg tog den selvfølgelig med det samme kun for at konstatere, at det var Leile nede fra receptionen. 

     “Miss Lucie? Der har lige været en ung, nydelig herre hernede. Han bad mig ringe til dem for at sige, at han er ked af at han ikke kan møde dig. Har jeg grund til at være bekymret?” 

     Patrick. 

     Jeg smed røret fra mig med det samme og spurtede mod elevatoren. Døren åbnede hurtigt, og jeg trådte ind i den, selvom jeg kun var iført min natkjole og bare fødder. Det føltes som om, at der gik en evighed, så jeg lukkede øjnene og ønskede, at elevatoren snart ville stoppe og få sekunder efter stoppede den - kun halvvejs nede. 

     “For helvede da!” skreg jeg næsten og løb ud af elevatoren. Det havde jeg simpelthen ikke tid til. Jeg fandt hurtigt den nærmeste brandtrappe, åbnede døren og fløj ned ad trapperne som blev jeg jagtet af en voldtægts mand. Jeg måtte se ham. Jeg faldt næsten ud igennem døren nede i receptionen, hvor alle folk vendte sig og stirrede forvirrede på mig, da jeg løb ud igennem dørene på bare fødder, kun for at opdage, at han var væk. Gaden var fyldt med mennesker, som alle gloede på mig, som var jeg en alien, men han var væk i menneskemængden, og jeg havde ekstremt kolde fødder - bogstaveligt talt.

 

 

***

Åh guder Lucie... hvilken frustration det må være, ikke at kunne finde ud af, hvad Justin betyder for dig? Og endnu værre, hvilken frustration, at Patrick nægter at møde dig? 

 

***

 

Jeg undskylder uendeligt mange gange for at have ladet jer vente i uendelighed. Grunden til, at jeg ikke har haft opdateret, er fordi jeg efter anbefalinger fra en professionel fik af vide, at jeg skulle slappe så meget af som muligt grundet et forhøjet stress niveau... hvilket desværre var en meget lang process. Men jeg er her igen nu, og jeg vil prøve at opdatere så meget jeg kan - taget omstændighederne i betragtning! 

Ud over det, velkommen til 2016! Jeg ønsker jer alt godt! 

- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...