Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36057Visninger
AA

10. Selv i en menneskemængde, vil jeg kunne udpege dig ved et hjerteslag

     Maskeraden nærmede sig i høj fart. Det føltes som om, det var igår, jeg fik invitationen, og der var allerede kun to dage til. Jeg var så småt begyndt at blive nervøs, mest, fordi jeg endnu ikke havde set min ledsager til ballet. Mr. Bentleys nevø var nemlig udenbys og kom ikke hjem før få timer før maskeraden, derfor ville jeg ikke kunne være i stand til at se ham før ballet. Der var sket så utroligt meget den sidste uge, med højdepunktet at jeg endelig var kommet på god fod Victoria igen, men det var heller ikke nemt. 

 

     “Victoria hold nu op. Jeg har fortalt dig det hele!” sagde jeg til hende og lød nærmest ulykkelig. Det var næsten umuligt at få hende til at tro mig. Sheila havde arrangeret det her, i al hemmelighed. Hverken mig eller Victoria var nemlig gået med til det her. 

     Hun bankede hænderne ned i bordet og så mistroisk på mig, hun hævede endda stemmen en smule. 

     -“Hvorfor har jeg så på fornemmelsen, at der er mere?!” Hun var frustreret og irriteret, det samme var jeg. Jeg havde fortalt hende om alle mig og Justin’s samtaler og møder, vist hende alle vores sms’er, fortalt hende om alle vores telefonsamtaler, ja selv der hvor Justin ringede til mig, og lod som han var midt i en mere 'privat stund', som han så fint kaldte det. Det viste sig så, at som jeg troede fra starten, havde de haft noget kørende siden festen i Hamptons ifølge Victoria. Da hun sagde det, kunne jeg mærke mit hjerte begynde at slå lidt langsommere, og en hvis tomhedsfølelse begyndte at fylde min krop med sorg og tårer. En ubehagelig følelse, der fyldte hver en kubikcentimeter af min krop med afsky og væmmelse. 

     “Victoria…” jeg lukkede mine øjne, og kørte mine hænder ned over mit ansigt i frustration. Hun nægtede at høre på et eneste ord, jeg havde at sige til hende, “jeg har ikke snakket med Justin siden den dag i Saks, okay? Jeg gider ikke hvis det betyder jeg skal være uvenner med dig…” jeg rystede på hovedet og bad til, at hun endelig ville lytte og faktisk forstå, hvad det var jeg sagde til hende. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne mærke hendes kolde blik bore sig ind under huden på mig. Det føltes som om små nåle stak mig over hele kroppen. Hvis øjne kunne dræbe, havde hun kvalt mig med hendes, det er helt sikkert. Hun rystede selv på hovedet og så væk fra mig, nægtede at lade sin stolthed falde. 

     “Justin kontakter mig heller ikke længere… kom nu Victoria…” hun nikkede en smule og så på mig, hendes kæbe var spændt, og hun fugtede hurtigt sine læber med sin lip-gloss. 

     -“Det ved jeg godt.” sagde hun koldt og lagde sin lip-gloss væk. “Jeg bad ham om ikke længere at kontakte dig.” Hun løftede øjenbrynet triumferende og smilede et ondskabsfuldt smil til mig. 

     Jeg kunne ikke tro mine egne øre. Hun havde bedt Justin om ikke længere at kontakte mig, og han havde gjort præcist som hun sagde. Det gjorde ondt at tænke på, men jeg vidste også godt at det nok også kunne have noget at gøre med det faktum, at ligemeget hvor meget han ringede, eller skrev, fik han aldrig noget respons. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på den følelse, det havde givet mig i kroppen, når jeg vidste at han på et tidspunkt ville enten ringe eller skrive. Det fik mig til at føle, at han ikke havde lyst til at give op på vores venskab, men ifølge Victoria, min elskede, kære veninde, var det ikke meningen, at det skulle forblive sådan. 

     “Jeg tilgiver dig Lucie.” Sagde hun så og fangede straks min opmærksomhed. Jeg så på hende med håbefulde, dog stadig med sørgmodige øjne, “men hvis jeg ser dig i nærheden af Justin, så er du færdig,” hun sendte mig et sukkersødt, falskt smil og pegede sin manicurerede pegefinger ind mod sig selv, “min, Lucie. Og jeg deler ikke.”  

     

     Det var hårdt for mig at jeg ikke måtte snakke med Justin, men der var ikke gået længe før jeg vendte mig til, at han ikke længere ringede eller skrev. Hverken mig eller Victoria havde givet Sheila nogle detaljer om vores samtale fra den dag, det forblev mellem os, at jeg under ingen omstændigheder måtte være i kontakt med Justin. Man skulle nok tro at Sheila rimelig hurtigt ville finde ud af, at der var noget, der ikke stemmede, men Victoria havde en formidabel måde at skjule ting på, specielt hendes afpresninger, af andre mennesker. 

 

     Det var Thanksgiving i aften, og jeg havde endelig fået overtalt min mor til at lade Sheila deltage i middagen, da hendes forældre var taget til Paris. Victoria skulle til en familie middag, så hun kunne ikke komme, men min mor havde under ingen omstændigheder lukket hende ind alligevel, så det var nok meget heldigt. 

     Jeg vidste at min mor endnu en gang havde inviteret nogle af hende tætte forretningspartnere, men jeg vidste ikke hvem. Inderst inde gik jeg bare og bad til, at hun ikke havde inviteret Justins familie. Hvordan forklare man sig ud af, at man ikke må snakke med den ene af ens gæster for ens veninde? Min mor ville aldrig acceptere det. 

     “Kjolen eller nederdelen Lucie?” Jeg så over på Sheila, der stod med en underskøn kjole i den ene hånd og en sød lille nederdel i blonder i den anden. 

     “Kjolen,” jeg smilede til hende og ledte videre efter noget tøj i mit skab, men det var ikke så let igen. Hvis det bare havde været mig og min mor, som det havde været alle de andre år, var jeg bare hoppet i nogle joggingbukser og en t-shirt eller noget, men nej. I år havde hun insisteret på at holde en middag for hendes forretningspartnere, og hun havde endda ladet dem tage deres børn med… alle sammen. 

     “Jeg kan ikke finde noget at tage på!” Jeg hævede min stemme i frustration, og smed mine arme op i vejret, efter jeg havde smækket med lågerne til mit skab. Sheila gav et lille hvin fra sig og blev tydeligvis forskrækket, “måske dukker jeg bare op i undertøj.” Jokede jeg til hende. 

     Hun grinte også lidt, men rejste sig så fra sengen og kom mig til undsætning. Sheila var altid en stor hjælp, når det kom til tøj. Hun endte altid med at finde noget, som jeg aldrig selv havde taget på, men hun fik det altid til at ligne en million, bare ved at tilsætte nogle smykker. Den pige var genial. Jeg satte mig på sengen og betragtede hende, imens hun rodede rundt i mit skab og kom til at tænke på hende og Cameron. Jeg havde ingen idé, om de stadig gik rundt og legede kærestepar, men benægtede det, når man spurgte dem. Desuden, havde hun ikke nævnt ham i noget tid, så det kunne jo være, at de var faldet fra hinanden eller noget. 

     “Hey? Hvordan går det med Cameron?” Jeg rynkede lidt på brynene, og ventede på at hun ville vende sig om og sige noget, men det skete ikke. Hun beholdt sit hoved i mit skab og rystede blidt på det. 

     -“Jeg ved det ikke. Det er vel som det plejer, jeg ville bare ønske det var mere.” Sagde hun bedrøvet. 

     Jeg forstod hende udemærket godt. Hun havde længe kunnet lide Cameron, og han havde gjort det klart, at han også godt kunne lide hende, men det var som om at han ikke rigtig ville tage det næste skridt og gøre deres “forhold” officielt. Jeg kunne mærke, at det sårede hende ekstremt meget, da hun bare gerne ville kunne gå på gaden, hånd i hånd med Cameron, uden at skulle tænke over hvem der kiggede, og om de blev set sammen. 

     “Her, prøv det her.” Og med det samme blev jeg ramt i hovedet af noget hvidt stof. Jeg holdt det store stykke stof op og opdagede, at det var en buksedragt, jeg havde købt i sommers, men jeg havde aldrig haft den på. Jeg hævede øjenbrynet og så på hende. Hun lagde armene over kors og hævede sit øjenbryn, mimikerede mine bevægelser og pegede straks over mod badeværelset og tvang mig nærmest til at prøve den på. Jeg sukkede og rejste mig fra sengen, overgav mig inden hun løftede mig og tvang den på min krop. Jeg lukkede døren til badeværelset og stak mine ben igennem buksebenene på buksedragten. Den var af polyester, så den var ret blød, nærmest silkeagtig at have på. Jeg hev den op over min bagdel, og stak armene igennem ærmerne på den. Ærmerne var gennemsigte, så man kunne nemt spotte mine spagettiagtige arme gennem stoffet. Jeg rakte om bag på ryggen ad mig selv, og knappede buksedragten op. Jeg gad ikke engang se mig i badeværelsesspejlet, da det ikke gav mig mulighed for at se hele min krop. 

     Jeg kom atter ind på mit værelse og vandrede over til mit spejl uden at tænke over det, men der var noget meget forandret ved det. Sheila havde lagt mit sengetæppe henover spejlet. 

     “Sheila, hvad har du gjort ved mit spejl?!” Råbte jeg til hende og grinede lidt samtidigt. Hun kom ud fra mit sko skab med et par cremefarvede Christian Louboutin sko der var spidse i fronten, uden plateau. 

     “Tag dem her på. Du kan se dig selv i spejlet når du er færdig.” Sagde hun kommanderende. Jeg vidste godt, hun jokede, så jeg undslap et grin og tog skoene på for bagefter at gå over ved mit sminkebord og sætte mig i stolen. Jeg slog armene ud og grinede ad hende. 

     “Gør mig smuk Sheila.” Sagde jeg, og lagde hovedet tilbage, imens jeg drejede stolen, så den kørte rundt og rundt. Jeg blev en smule rundtosset af det, men jeg havde det sjovt. 

 

     “Sid stille Lucie! Jeg er næsten færdig!” Grinte hun, mens hun lagde den sidste hånd på min makeup. Sheila var meget talentfuld, når det kom til styling generelt, så jeg var ikke i tvivl om, at hun havde fået mig til at ligne noget, der hørte til på en catwalk. Hun gjorde et sidste penselstrøg over mit kindben og tog et skridt tilbage, da jeg åbnede øjnene. Hun betragtede sit værk med et smil på læben og vandrede over til spejlet, hev sengetæppet af det, og holdt sin hånd foran spejlet. Hendes kropssprog fortalte mig, at jeg var velkommen til at komme over og se mig selv, inden gæsterne ankom. Jeg vandrede målrettet over til spejlet, og blev mødt af et syn jeg ikke havde regnet med. Mit hår var redt tilbage i en stram hestehale og mine øjne var omringet af en sort eyeliner, men det så godt ud. Meget chic og meget modeagtigt. 

     “Du skuffer mig aldrig Sheila.” Jeg smilede til hende, og hun bukkede for mig. Jeg begyndte at grine en smule over hendes barnlige gestus. Hun kunne virkelig bringe mit indre barn frem, en egenskab jeg holdte meget af, at hun var i besidelse af, da jeg nogle gange godt kunne blive kedet af alt det seriøse, der foregik i min hverdag. Man kunne vel sige, at Sheila var min flugt fra hverdagen, min adgang til atter at være barn og ikke skulle bekymre mig om noget som helst. 

     “Sheila! Lucie! Gæsterne er her!” 

     Sheila og jeg skyndte os ud fra værelset, løb så elegant vi nu kunne i vores stiletter, for at nå ud til døren inden gæsterne kom op med elevatoren. Vi stoppede ved siden af min mor, lige i det elevatordøren gik op og Mr. Bentley kom til synes, arm i arm med hans kone Elizabeth. 

     Elizabeth var en meget klassisk, feminin dame, der sansynligvis ikke havde arbejde en eneste dag i sit liv, med alle de penge hendes familie havde. For ikke at nævne alle de penge Mr. Bentley tjente på arbejdet til daglig.

     “Lucie! Du ser eventyrlig ud!” Sagde Mr. Bentley og kyssede min kind samtidigt med, at han trykkede min hånd. Han hilste pænt på Sheila, og introducerede hende for Elizabeth, der hilste ligeså pænt som han selv gjorde. 

     “Oh Lucie, du vil nok gerne låse døren til dit værelse… Din moster kommer, med alle børnene” hviskede min mor uoverskueligt i mit øre. Jeg kunne allerede mærke hvordan hun ikke kunne overskue min mosters 3 børn, der havde aldre på henholdsvis 5, 7 og 10. Min fasters 3 børn var nok de 3 mest irriterende børn i verdenshistorien, så jeg styrtede straks over til mit værelse og låste døren så hurtigt jeg kunne. Jeg tog nøglen til døren og lagde den ned i min clutch, hvor jeg opbevarede min mobil og min lip-gloss. I det jeg vendte tilbage til min veninde og min mor, var ugerne allerede ankommet og var i fuld fart med at fare rundt med min faster i hælene. Jeg vendte hovedet mod elevatoren, hvis døre der åbnede og Charles ansigt kom til syne. Jeg blev nærmest paralyseret og bange for, at Justin ville træde ud af elevatoren som den næste, men det skete aldrig, og jeg kunne ånde lettet op. 

 

     De sidste gæster ankom og jeg havde tilbudt min mor, at Sheila og jeg ville komme ind med maden, så hun kunne få lov at sidde og snakke med sine gæster. Min mor havde endnu engang selv lavet mad, heldigvis. Man når et punkt, hvor mad fra diverse catering firmaer bliver ekstremt kedeligt. 

     Jeg tog den mørbrad min mor havde lavet ud af ovnen, og da jeg vendte mig om for at stille den på bordet, stod Sheila foran hovedet på mig med armene over kors. Der var noget i hendes blik, der fortalte mig, at der var noget galt, og jeg blev straks bange for, at hun havde set mig titte ind i elevatoren, i håbet om at finde Justin derinde. 

     “Hvad er der?” spurgte jeg hende og prøvede ikke at lyde for meget som om jeg udemærket godt vidste, at der var noget galt. Hun holdt min clutch op foran mig og hævede øjenbrynene. 

     “Du må lade være med at ligge den her alle mulige steder! De små rollinger fandt næsten nøglen til dit værelse!” jeg åndede lettet op og satte mørbraden fra mig samtidigt med, at jeg takkede min veninde, som om det havde gjalt mit liv at de unger, ikke fik fat i den nøgle. Hun grinte lidt af mig og klappede mig på skulderen inden hun tog alt salaten ud ad køleskabet og begyndte at bære det ind på bordet. 

 

     “Det var fantastisk altså! Lucie var det sjoveste lille barn, da hun var mindre” 

     Ja, det var lige præcis, som man skulle tro. Min mor sad gravalvorligt og fortalte pinlige historier om mig, fra da jeg var mindre. Historien hun lige havde fortalt, om mig der jagtede en due nede i central park og endte med at falde i søen,  havde resulteret i, at min kære veninde sad med en serviet under hvert øje, for at undgå at hendes mascara om to minutter var smurt ud i ansigtet på hende. Ja, god gammeldags underholdning for alle, ud over den historierne omhandlede. Jeg kunne mærke, at jeg blev mere og mere rød i hovedet og tog derfor endnu en tår af min iskolde vand. Min krop var så varm af ydmygelse, at jeg næsten kunne mærke hvordan det løb mig koldt ned ad ryggen, da vandet passerede gennem min hals. 

     Min mor tørrede sine øjne og skulle lige til at starte en ny historie, da elevatoren sagde den sædvanelige pling lyd. Lyden fungerede som en form for dørklokke, der lod os vide hvornår nogen var steget ind i elevatoren, og var på vej op til vores lejlighed. Min mor var straks i færd med at rejse sig, så hun kunne åbne døren, og se hvem det var, men jeg var hurtigere, end hun var og insisterede straks på at åbne døren og lade hende sidde ved bordet og underholde vores gæster. Hun vippede hovedet lidt fra side til side og sagde at det da egentlig virkede fornuftigt nok, da hun havde mange flere historier om mig, fra da jeg var lille. Normalt havde jeg under ingen omstændigheder åbnet for min mors gæster. Ja, man kan bare kalde mig uhøflig hvis man vil, men det var jo ikke mine gæster, så jeg havde ingen grund til at åbne for dem, men det min mor havde gang i lige i aften, det var simpelthen for pinligt, så jeg tog enhver chance jeg havde for at slippe for det. 

     Jeg gik ud til døren og rettede lidt på jakkerne, der hang hulter til bulter i jakkeskabet. De hang ikke engang på bøjlerne! De var bare kastet over bøjlestangen, som i at andet proletarhjem! 

     Jeg hørte elevator dørene gå op, og jeg vendte mig om, for at se hvem den forsinkede gæst kunne være. Da hans ansigt kom til syne imellem de to døre, mærkede jeg en klump i halsen på mig selv. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen, jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle sige, når nu jeg havde fået klar besked på, at jeg ikke måtte. Han tog nogle få skridt frem mod mig, han havde blomster med. Han rækte mig blomsterne med et smil på læben, og jeg så en anelse forvirret ud. Ligesom jeg havde fået besked på ikke at snakke med ham, havde han fået besked på ikke at kontakte mig, så at komme op til min lejlighed med blomster, var nok ikke den smarteste idé han havde fået. 

     “Til din mor. Vertindegave,” han så smilende ned på mig, han var trods alt stadig højere end mig, men ikke så meget, når nu jeg havde høje sko på. Han lignede en, der ventede. Ventede på, at jeg ville åbne munden og sige noget til ham, ligemeget hvad det var. Han lignede en, der ville have jeg skulle sige noget, og jeg ville gerne sige noget til ham, bare et tak eller noget, men Victorias truende ord holdt min mund lukket med 7 segl, så det var umuligt for mig at få et eneste ord ud. “Hvis jeg ser dig i nærheden af Justin, så er du færdig”. Jeg følte mig allerede færdig, hvis jeg skulle være ærlig, men uheldigvis var jeg stadig i live nok, til at se Justin i min lejlighed, min ven og vide, at jeg under ingen omstændigheder måtte snakke med ham. Jeg gav ham et lille smil og satte straks kurs mod køkkenet for at finde en vase til blomsterne, min mor havde fået. 

     Jeg hørte straks gæsterne sige hej til Justin, og han svarede venligt igen. Jeg følte et savn inde i mig selv. Det kom nok af, at jeg ikke kunne snakke med ham, for hvis Victoria fandt ud af det, ville hun blive så edder rasende, at hun ville ende med at slå mig ihjel. 

     Jeg havde sat blomsterne i en vase og stod egentlig bare og kiggede på dem, da Sheila kom ud i køkkenet til mig. 

     “Har du set, Justin er kommet?” Hun smilede og satte sig op på køkkenbordet foran mig, imens hun søgte efter mit fortabte blik, der havde begravet sig selv i de smukke blomster. Jeg nikkede lidt, men fjernede aldrig mine øjne fra blomsterne, betragtede dem bare uden at sige et ord. 

     “Du har måske sagt hej til ham?…” spurgte hun og lød meget mere nervøs end normalt. Jeg vidste, at jeg var busted, for hun havde godt regnet ud, at der var noget galt. I modsætning til Victoria, var jeg ikke specielt god til sådan at gemme tingene væk. 

     Jeg rystede på mit hoved som svar på hendes spørgsmål. Nej, jeg havde ikke sagt hej til ham, for hvis jeg gjorde, ville Victoria sørge for at jeg sikkert aldrig kom til at sige et ord nogensinde igen. 

     “Lucie er du sikker på, du er okay?” Jeg nikkede igen. Jeg ville gerne sætte ord på mine følelser, men jeg vidste, at hvis jeg først åbnede munden, ville jeg ende med at sige alt for meget, og så ville jeg ende med at lave splid i vores lille gruppe. Altså mere end jeg i forvejen havde sørget for.

     Sheila vendte sig rundt og så ind i spise stuen, hvor de andre sad og hyggede sig. Grinede, causerede, morede sig, imens jeg sad herude, med mit blik begravet i en buket blomster, der ikke var til mig. Det var faktisk ret ynkeligt, når jeg tænkte over det. Jeg rejste mig op, og gik med Sheila tilbage til middagen, som var blevet til dessert. 

     Jeg havde på fornemmelsen, at der var en højere kraft, der bare aldrig var på min side. Karma måske? Jeg satte mig ned på min plads, og foran sad Justin og smilede over hele hovedet. Gud, lad nu være. Jeg havde lyst til at rejse mig igen, bare for at finde et andet sted at sidde. Sheila satte sig på sin plads ved siden ad mig, og begyndte straks at snakke med Justin, imens jeg fokuserede på at få skrabet noget dessert til mig, så jeg virkede som om, jeg havde travlt med noget andet. 

     “Lucie, vil du ikke lige række mig flødeskummen.” Hans dybe blide stemme hørtes i mit hoved, brød sig ind i min tankegang og nægtede at forsvinde derfra igen. Jeg så over på Sheil,a og selvom jeg gerne ville række ham flødeskummen, tog jeg alligevel mig selv i at stikke halen mellem benene, og satte Sheila til det. Hun så underligt på mig, men rækte ud efter flødeskummen og gav den til ham med et værsågod. Jeg så endnu en gang ned i min dessert og tog en skefuld af den kolde is. Isen føltes ligeså koldt og tung, som jeg selv gjorde. 

     “Nå Justin, hvordan går det med Victoria?” Spurgte Sheila ham inderligt interesseret i, hvordan det gik med dem. Og mig? Ja, jeg ville bare ønske, at jeg var i stand til at lukke deres samtale ud ad mit hoved. Jeg havde ikke lyst til at høre det, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for, at lukke det ude, men det gik ikke så skide godt. 

     Når folk siger, at hjernen altid vil noget andet end hjertet, var den her situation vidst et pragt eksemplar. Helt dybt nede i hjertet, havde jeg virkelig ikke lyst til at høre noget som helst, om Justin og Victoria. Min hjerne derimod, den ville meget gerne have hvert enkelt detalje, han kunne sige om deres såkaldte forhold. Jeg forstod ikke hvorfor Sheila overhovedet bekymrede sig om hvordan det gik dem, jeg kunne ikke se hvordan noget menneske overhovedet skulle kunne interessere sig for andres kærlighedsliv, eller hvad det nu var. 

     Ja, hvordan går det med Victoria, hva’ Justin? Nyder du at være hendes lille tøffelhelt af et boy-toy? Nyder du at hun bare koster rundt med dig, og beder dig gøre alt hvad hun siger? Er det rart at hun har så meget magt? 

     Ih ja, super jaloux kærester er lige min type Lucie, vidste du ikke det?  

     Ækelt, klamt, ulækkert, afskyeligt, udelikat væmmeligt. Føj. 

     -“Ja, hun er jo en sød pige, for ikke at nævne utroligt smuk.” 

     Der var den igen: klumpen i halsen, den væmmelige utilpasse følelse i kroppen på mig. Jeg så kort op på Sheila, der sad og smilede sødt til Justin, som om hun var glad for at høre de gode nyheder. Men vent, det var hun måske også. Damn it. Jeg lagde stille og roligt min ske fra mig og skubbede stolen ud bag mig, i det jeg rejste mig. Justins og Sheilas øjne vendte sig undrende mod mig, spørgende og nysgerrige efter hvor jeg var på vej hen. 

     “Undskyld mig, et øjeblik.” Jeg så på Sheila hele tiden, smilede kort og forlod spisestuen. 

     Uden at tænke over børnene, åbnede jeg døren til mit værelse og gik derind. Jeg lukkede døren igen, men jeg låste den ikke. Det skulle jeg dog nok have gjort, da der ikke gik længe før alle de 3 unger rendte rundt inde på mit værelse. Jeg nåede dårligt nok at vende mig om før en hoppede rundt i min seng, smed rundt med puderne,  en anden løb over til mit klædeskab og hev mit tøj ud fra hylderne, den sidste løb ind i mit sko skab og begyndte at prøve at tage mine sko på. 

     “Hey! Stop så det der! Det er meget dyre sko!” råbte jeg højt, da jeg gik over til ham, der sad med mine Zanotti sko på. Jeg løftede en sko æske fra gulvet og slog ham i hovedet med den, i håbet om, at han ville lade mine dyrebare sko være, men det hjalp ikke. Han smed blot skoen til $1050 gennem luften så den landede i den anden ende af værelset. 

     Jeg mærket vreden stige op gennem kroppen på mig, men jeg vidste også, at jeg blev nød til at tage det roligt, inden jeg brækkede nakken på dem alle tre og smed dem ud over min veranda. 

Der gik dog ikke meget mere end 10 sekunder, før jeg tog fat i dem alle sammen og nærmest kastede dem tværs gennem mit værelse og ud ad døren, hvorefter jeg smækkede den hårdt i og gik ud på min veranda, da jeg havde brug for luft. Træk vejret Lucie, helt ned i maven. Jeg lænede mit hoved tilbage, og tog en dyb vejrtrækning i håbet om at verden bare ville forsvinde. Jeg lukkede øjnene, og håbede på at alle lydene bare ville stoppe, og alting ville blive helt stille. Jeg håbede på at tiden bare ville stå stille, så jeg kunne få lov til at være alene for en gangs skyld. 

     Jeg spottede en skikkelse ved siden af mig. Skikkelsen var mørk, og jeg var ikke i tvivl om hvem det var. Skikkelsens albuer hvilede på rækværket og noget tydede på at personen kiggede op mod himlen, i modsætning til mig, der iagttog de mange biler og gadelygter nede på gaden. 

     “Du har ikke sagt et ord til mig hele aftenen Lucie…” hans stemme havde noget vemodigt over den, noget trist eller skuffet måske. Jeg rystede blot på hovedet, selvom jeg ikke vidste, om hans blik var rettet mod mig, eller ej. Jeg vidste at han højst sandsynligt ønskede svar på, hvorfor jeg var så afvisende og lydløs, men jeg kunne jo ikke fortælle ham, at hans kæreste havde forbudt mig at snakke med ham, kunne jeg? Eller måske vidste han det allerede? Victoria havde jo også bedt ham om, ikke at kontakte mig, så måske vidste han godt, at jeg havde fået besked på ikke at snakke med ham. 

     “Lucie, du ved godt, at jeg ikke går herfra, før du har snakket til mig.” Han vendte sig mod mig, tog  et skridt tættere på mig og prøvede stædigt at fange mit blik og skabe øjenkontakt med mig, men jeg så blot den anden vej. Jeg hørte hans skridt bevæge sig væk fra mig efterfulgt at døren til verandaen lukkede i. Ej, lad nu være med at sige han havde lukket mig ude igen. Jeg vendte mig om og bad til at han ikke havde låst mig ude endnu en gang, og da jeg vendte mig om, stod han foran mig, ude på verandaen. Jeg så over mod den lukkede dør, gardinerne var trukket for, så ingen kunne se herud. Jeg vendte mit blik tilbage til ham og lagde mine arme over kors i protest. 

     “Ingen kan se os, ingen kan høre os. Så forklar mig hvorfor du ikke vil snakke til mig. Du vil ikke engang se på mig Lucie, og jeg kan ikke se, hvad det er jeg har gjort galt, så vil du ikke nok fortælle mig det?” Han så bønfaldende på mig, i det han løftede sine hænder og rev mine arme ud af deres korslagte stiling. Han holdt mine hænder i sine og kærtegnede mine håndrygge med hans tommelfingre. I et øjeblik stod jeg bare der, og nød det, jeg nød endelig at mærke hans varme hænder, men desværre var nydelsen kort, da jeg ret hurtigt hev mine hænder til mig og vendte ryggen til ham. Mit hoved sank hurtigt, og mit blik fandt hurtigt det mørke trægulv under mine fødder. Jeg hørte intet andet end en sørgelig stilhed bag mig, indtil en svag hvisken brød stilheden. 

     “Det er ikke meningen du skal snakke til mig…” den svage hvisken var mig selv. Jeg ville have sagt det højere, men noget inden i mig var bange for, at nogle skulle høre det og at Victoria derfor skulle finde ud af det. Jeg mærkede ham nærme sig bag mig, stille og roligt. Han strøg sine fingre ned over min ryg i en rolig bevægelse, og jeg fik straks kuldegysninger over hele kroppen. 

     “Korrekt…” sagde han stille og fjernede igen sin hånd fra min ryg, og jeg mærkede straks hvordan jeg længtes efter hans berøring. 

     “Justin?” Jeg vendte mig hurtigt om i håbet om at se ham og bare komme til at sige undskyld til ham, men han var allerede tilbage i lejligheden, og min undskyldning var for sent. Jeg fortrød straks at jeg ikke havde sagt noget til ham, da jeg havde chancen for det, for jeg vidste at næste gang jeg så ham, ville være til maskeballet, hvor han ville tilbringe sin aften ved siden af Victoria, så det på ingen måde ville være muligt for mig at komme til at sige et eneste ord til ham, med mindre jeg ville slagtes på langs som en forårsrulle. Min krop føltes tung, da jeg atter satte kursen ind på mit værelse, låste døren og gik videre ud til resten ad middagen og gæsterne. Sheila sad ved spisebordet og prikkede til et hindbær med sin gaffel, som om hun ikke rigtig vidste, om hun skulle spise det eller ej. 

     “Skal du spise det der eller hvad?” Jeg smilte til hende, da hun så på mig, hun sendte mig et smil igen, og spurgte hvor jeg havde været henne. Jeg så ned i bordet i et kort sekund og rystede på hovedet en smule, hvorefter jeg genoptog øjenkontakten med Sheila og fortalte hende at jeg blot havde været på mit værelse, og ryddet op efter ungerne. Hun nikkede forstående og tog en tår af sin vand. 

     “Jeg så bare Justin gå ind på dit værelse, imens du var derinde så… jeg tænkte i måske havde snakket?” Hun så urolig ud. Jeg havde ikke fortalt hende om Victoria’s og min lille aftale, med at jeg under ingen omstændigheder måtte snakke med ham, men hun vidste godt at Justin for et par uger siden, kimede min telefon ned dagligt, uden at få et eneste svar fra mig. Sheila havde også godt spurgt ind til, hvorfor jeg ikke svarede på hans sms’er eller besvarede hans opkald, min undskyldning? at jeg ikke magtede det, fordi jeg var “stresset”. 

     -“Nej… Nej vi snakkede ikke.” Svarede jeg hende på ærligste vis, for vi havde jo ikke rigtig snakket sammen, det var mest Justin, der havde snakket i håbet om, at jeg ville svare ham, fortælle ham hvorfor, jeg nægtede at snakke med ham, men jeg havde ikke i sinde at fortælle ham det, da jeg udemærket godt vidste at hvis Victoria fandt ud af, at jeg havde fortalt ham hvad hun havde sagt til mig, så ville jeg for alvor være færdig og jeg ville have smadret deres forhold. Sheila nikkede lidt og sendte mig et lille opmuntrende smil. 

     “Jeg ville bare ønske jeg forstod hvorfor i ikke snakker sammen… det ville gøre det nemmere at hjælpe” hendes hoved sank stille ned mellem hendes skuldre, og jeg mærkede en klump i halsen på mig selv. Jeg vidste at hun bare gerne ville hjælpe, men det kunne hun bare ikke. Victoria havde både Justin og jeg i sine hule hænder, og det værste ved det hele var at ingen af os prøvede at lave om på det. Godt nok ønskede Justin at vide, hvorfor jeg ikke ville snakke med ham, men det var vidst også det, når nu han havde fået besked på ikke at kontakte mig. 

     -“Du skal ikke hjælpe Sheila, jeg har det under kontrol.” Et lille grin undslap hendes læber efterfulgt af et lille grin. Hun rullede øjnene ad mig og greb den champagne der stod på bordet, uden nogen rigtig lagde mærke til det. Hun greb begge vores champagneglas og fyldte dem med den eksklusive drik. Hun løftede sit eget glas i en skål og tog en tår, imens jeg efterlignede hendes bevægelser. 

     “Glædelig Thanksgiving Lucie”. 

 

     Næsten 3 timer var gået, og gæsterne var taget hjem. Mine høje sko blev taget af med det samme og den stramme hestehale mit hår var bundet i blev også taget ud. Jeg kørte fingrene gennem mit hår for at få noget luft under det og løfte det lidt fra min hovedbund igen. Jeg så på mit nøgne ansigt i spejlet, makeuppen var røget af, i det øjeblik den sidste gæst var gået. Det var næsten mærkeligt at se mig selv, uden den kraftige eyeliner, men det føltes rart at min hud igen kunne ånde. 

     Jeg rakte bag om ryggen på mig selv og knappede buksedragten op lige så stille, hev armene ud af ærmerne, og lod den ligeså stille glide ned af min krop, til den landede på gulvet, og jeg trådte ud af den. Inden længe havde jeg samlet den op, og lagt den i vasketøjskurven. 

     Da jeg atter vendte tilbage til mit værelse, kunne jeg ikke undgå at  se mig selv i spejlet, at skænke mig selv elevator blikket. Jeg betragtede min krop med en kritisk tanke i baghovedet, som altid, men langt fra negativt anlagte tanker. Jeg blev hurtigt kedet ved synet af mig selv og flyttede mig derfor fra spejlet og fandt noget nattøj. En top og et par joggingbukser var lige hvad jeg magtede at tage på, og efterfølgende fandt jeg hurtigt min seng. Jeg satte mig godt til rette og rakte endnu en gang ud efter min bog, så jeg kunne drive mig selv lidt væk fra virkelighedens verden og begrave mig i en verden, skabt af et andet menneske. En verden hvor en ung kvinde, komplet modsat mig selv, formår at gifte sig med en mand så helvedes ustabil at man aldrig ville turde drømme om ham. Fifty Shades

Jeg åbnede bogen og begyndte allerede at drage mig selv ind i forfatterens verden, da jeg opdagede et pænt foldet stykke papir ligge inde mellem siderne, der hvor jeg var nået til. Jeg undrede mig, da jeg vidste at det ikke var mig, der havde lagt det der, da jeg ikke brugte bogmærker, jeg foldede som regel bare hjørnet, af den side jeg var nået til. Papiret så ret udsædvaneligt ud, det var ikke bare hvidt som alle andre normale stykker papir, faktisk var det en smule lyserødt, af hvad jeg kunne se i det dæmpede lys fra min natlampe. Jeg lagde mærke til det lille mærke i hjørnet af papiret, som var intet andet end mine initialer; LA, Lucie Allaire. Jeg tvivlede ikke et eneste sekund hvor papiret kom fra. Det kom fra den notesblog min mor havde fået lavet til mig, hvor mine initialer var indgraveret i det ene hjørne på hvert enkelt stykke papir. Jeg foldede papiret ud og kunne ikke genkende håndskriften, der var på papiret, jeg vidste bare, at det ikke var min egen. 

Jeg brugte mange minutter på at prøve at finde ud af hvad, der var ment med den lille besked, nogen havde efterladt i min bog, og det drev mig til vanvid at den ikke var underskrevet, så jeg i det mindste vidste hvem, der havde skrevet den. 

     Selv i en menneskemængde, vil jeg kunne udpege dig ved et hjerteslag.

     Jeg lagde den lille note ned i min skuffe i mit natbord ved siden af sengen og rystede hurtigt de romantiske ord ad mig, så jeg kunne begrave mig selv i min bog som først planlagt. Der gik ikke længe, før mit hoved var fuldstændigt gemt væk i bogen om den uskyldige pige, der ved ingenting om seksuelt samleje og den sex afhængige, yderst mentalt ustabile mand, der ender med at forelske sig i hinanden. Totalt cliché, når man tænker over det, men alligevel var der bare et eller andet fængende og anderledes ved Fifty shades trilogien, som ikke var set før. 

 

 

***

 

Åh, umage par og kærlighed der ikke kan modkæmpes. Fifty Shades... 

Mystisk note at finde i en kærllighedsroman, der er så fucked up som Fifty Shades, synes i ikke? 
Og hvad i al verden skal den betyde? 

 

Følg med i næste kapitel... 

 

Undskyld endnu engang for, at der er gået vildt lang tid mellem kapitelerne. Mit liv er super hektisk for tiden, med alle de her årsprøver og eksamener... Jesus Christ... 
Håber i kan tilgive mig! 

Forresten tusinde tak for næsten 3000 læsninger! Det er cray! 

Smid gerne et like og en kommentar! 

- Une Fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...