Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36053Visninger
AA

22. Sand mellem mine fingre

Jeg stod fuldstændig forstenet, imens jeg ihærdigt prøvede at komme med noget at sige. Jeg var skræmt, og jeg havde ingen anelse om hvad fanden der foregik. Det føltes som om mine ben rystede af ren nervøsitet, og alle nerverne i min krop var på spil. Jeg kunne næsten mærke, hvordan molekylerne i luften ramte min hud, så sensitiv var jeg. 

     “Lucie? Er du okay?” Lød en stemme en smule fjernt fra mit hovede. Det var som om alting blev sløret, og at stemmen kun var et lille ekko i mine øre. Jeg vendte ansigtet mod gulvet, og lagde mine arme tæt om mig selv. Jeg sank en klump, men det ændrede ikke på, at det føltes som om jeg ikke kunne trække vejret. 

     -“Fint,” svarede jeg hurtigt, og lagde en hånd mod min pande, “jeg havde bare ikke  lige forventet at se dig,” sagde jeg så, og lukkede øjnene. Kneb dem sammen i håbet om at han bare ville forsvinde hurtigst muligt, “men kom da endelig ind…” 

     Hold kæft hvor dumt. Hvad fanden havde jeg gang i?! 

     Hvis jeg ønskede, at han skulle gå, skulle jeg nok ikke have inviteret ham inden for. Pokkers til gode manerer. Jeg tog et par skridt ind i lejligheden, imens ét enkelt ord gentog sig i hovedet på mig. 

     Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck… 

Åh nej, nej, nej. Det her ville ende galt, helt og aldeles galt. Karma er i sandhed en kælling. 

     “Jeg havde regnet med, at du ville være lidt mere fornøjet over at se mig?” Sagde han stille, og jeg kunne fornemme ham nærme sig mig. Fornøjet?! Hvorfanden havde han dog fået den idé fra?

     -“Synes du selv, jeg ser fornøjet ud?” Svarede jeg koldt og satte mig på en af stolene omkring spise bordet i spisestuen, da jeg virkelig havde brug for at sidde ned.  

     Han satte sig på en stol foran mig, og jeg kunne mærke hans blik lægge sig på mig. Det gjorde ondt i hovedet. Hvad fanden lavede han også her? Hvis jeg godt ville se ham, havde jeg nok enten skrevet eller ringet, og jeg havde da ihvertfald ikke bedt ham komme herhjem. 

     Jeg kunne mærke, hvordan jeg bare blev mere og mere vred over, at han bare var kommet herover, når jeg ellers syntes, at jeg havde gjort det ret tydeligt at jeg ikke havde lyst til at snakke med ham lige nu. 

     “Jeg ville bare vide, om du var okay… du har jo brutalt ignoreret mig siden…” 

     -“Ja tak, det ved jeg udemærket godt,” svarede jeg med en svag og kold stemme. Der havde været masser af tidspunker, hvor jeg havde fortrudt, det jeg havde gjort, men aldrig havde jeg fortrudt det så meget som lige nu, hvor Justin sad ude på mit badeværelse og kunne højst sandsynligt høre vores samtale. Fuck. 

     Han så ned i bordet og prikkede lidt på det med sin pegefinger. Han havde tydeligvis forventet en anden reaktion fra mig, men hvorfor? Mit hovede dunkede, og jeg kunne mærke at jeg stille og roligt begyndte at svede af ren utilpashed. 

     “Undskyld,” startede han, og jeg kunne se ud af min øjenkrog, at han vendte blikket mod mig, “Victoria ringede… hun sagde hun var bekymret for dig.” 

     Jeg fnyste og stak en finger i munden af ren refleks, imens jeg forsøgte ikke at tygge mine negle til ukendelighed. 

     -“Og hvorfor var hun så det?” Spurgte jeg uden at skænke ham et enkelt blik. Jeg var både sur og irriteret på ham, men jeg var rasende på Victoria. 

     “Hun sagde at siden… ja siden vi var sammen, har du sultet dig selv,” og da kunne jeg ikke holde den længere. Jeg vendte hovedet langsomt og så på ham, som om han var sindssyg. Sultet mig selv? Hvad fanden var det nu for noget ævl? Jeg vidste sgu da udemærket godt, at jeg måske var undervægtig - hvem ved, måske meget undervægtig, men det var altså bare resultatet af et ekstremt højt stofskifte og ikke en eller anden latterlig spiseforstyrrelse. 

     -“Undskyld mig, men hvad fanden er det for noget pis?” Han trak på skuldrene. 

     “Hun sagde også, at du ville benægte det, når jeg konfronterede dig med det,” han så ulykkeligt på mig, som om han virkelig inderligt bare ønskede at hjælpe mig, men jeg havde jo ikke brug for hjælp, for jeg havde det jo fint? “Lucie jeg synes, det ville være smart, hvis du fik noget hjælp,” han lagde en hånd lidt for langt oppe på mit lår, og jeg fløj op fra stolen med hænderne ved siden af mit hoved. Jeg vendte ryggen til ham i et kort sekund og vendte mig derefter mod ham igen. 

     -“Du skal ikke røre ved mig Brandon,” sagde jeg hårdt og pegede en finger mod ham. Jeg var så edderspændtrasende på alt og alle lige nu, at han slet ikke skulle overveje at lege sygeplejerske. 

     “Jamen forhelvede Lucie!” han rejste sig op og tog et skridt hen mod mig, “hun sagde jeg skulle tage herop og tale dig i fornuft! hun sagde at du måske ville lytte til mig fordi-” 

     -“Fordi hvad Brandon?! Jeg har undgået dig med vilje, så hvorfor skulle jeg lytte til dig?” 

     “Hun sagde du havde undgået mig, fordi du er pisse hamrende forelsket i mig! Forhelvede Lucie! Er det sandt?!” 

     Farven forsvandt fuldkomment fra mit ansigt, og min kæbe hang nede ved mine knæ. Hvad fuck i helvede? Forelsket i Brandon? Åh Jesus Kristus. 

     Hvordan kunne hun overhovedet sige sådan noget? Det var jo komplet latterligt, og jeg kunne virkelig ikke se, hvad hun skulle få ud af at fortælle Brandon, at jeg var forelsket i ham, når jeg ikke var det. Jeg holdt utroligt meget af Brandon, men jeg var ikke forelsket i ham på nogen måde. 

     Jeg kogte indeni. Mit hoved snurrede rundt, og adrenalinen pumpede på livet løs. Jeg havde lyst til at smide noget efter ham for at have været dum nok til at tro på det lort der. 

     -“Nej Brandon! Jeg er ikke forelsket i dig?! Hvordan fanden kan du tro sådan noget?!” Jeg råbte, og jeg skreg ad ham i ren frustration, over hvor stupid han havde været.

     Han facepalmede sig selv og trak sin hånd ned ad ansigtet. Han vendte sig rundt og placerede hænderne på sine hofter. Han så ud til at tænke og prøve at holde sit temperament i ro, i modsætning til mig, der forlængst havde mistet jordforbindelsen i den her samtale. 

     “Hvis du ikke er forelsket i mig, hvorfor fanden havde du så sex med mig hva’?” han vendte sig rundt igen og så på mig med et hårdt skeptisk blik. 

     -“Fordi jeg havde lyst til sex!” Jeg slog armene ud og så på ham med mit skulle-det-komme-som-en-overraskelse-blik. Jeg kunne virkelig ikke tro mine egne ører, og jeg forstod slet ikke, hvad han flippede sådan ud over. 

     “Du sagde du aldrig ville blive sådan Lucie!” råbte han og snerpede sin mund sammen til en tynd streg. 

     -“Jeg var 12!” det var måske ikke lige mit bedste argument, men helt seriøst så måtte det da være hans spøg, at han stadig troede fuldt og fast, på det jeg havde sagt som 12-årig med, at jeg aldrig ville have sex med nogle, jeg ikke var forelsket i.

     “Så det var bare for tilfredsstillelsen?” 

     -“Selvfølgelig var det for tilfredsstillelsen!” Sig mig var han helt syg i hovedet, eller hvad skete der for ham? det var næsten til at gå amok over, hvis jeg da ikke allerede havde gjort det. Han satte sig atter ned på stolen ved spisebordet, og lagde ansigtet i sine hænder, hvorefter han sukkede meget dybt. Min vejrtrækning var tung og hurtig, eftersom adrenalinen pumpede løs, men i det mindste var der stille, for Brandon var stoppet med at snakke. 

     “Så du sulter ikke dig selv pga. mig?” sagde han endelig og så op på mig. 

     -“Nej Brandon. Det gør jeg ikke,” svarede jeg og prøvede at bevare mig selv. Mine arme lagde jeg om mig selv, fordi jeg følte mig virkelig utilpas og angrebet, hvilket jeg ikke brød mig om. 

     “Hvorfor så?” Spurgte han og rystede på hovedet, som om han ikke forstod, “hvad er så grunden til at du sulter dig selv?” Ej for fuck i helvede da. Kunne han ikke lade være med det der? 

     -“Brandon!” Jeg nærmest tabte mine arme ned langs mine sider og så opgivende på ham, “jeg sulter forhelvede ikke mig selv!” Han rystede igen på hovedet og så væk fra mig. 

     “Det tror jeg ikke en skid på det der,” han så ned i bordet, “man kan jo forhelvede ikke veje 48kg og være 170, er vi enige?” Endelig rettede han blikket mod mig og så mistroisk på mig, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg ville ikke have ham her længere.

     -“Brandon jeg vil gerne have at du går. Lige nu,” jeg lagde armene over kors og ventede på, at han ville rejse sig op og gå sin vej, “kom så afsted Brandon. Jeg vil ikke se dig, og jeg vil ikke høre fra dig længere. Ud.”

     Da elevatoren var kørt ned med Brandon, stillede jeg mig op ad væggen og lukkede øjnene i, imens jeg prøvede at slappe af. Victoria var virkelig gået over grænsen ved at have fortalt Brandon, at jeg havde en spiseforstyrrelse. Brandon havde jo set mig spise? Han inviterede mig jo ud forfanden! Og hvorfor ville hun fortælle ham, at jeg var forelsket i ham? Det gav bare ingen mening virkelig. Jeg følte mig irriteret og udkørt over min diskussion med Brandon, og min hjerne ville bare ikke lade være med at køre på højtryk, om de ting Victoria havde bildt ham ind. Jeg lagde hænderne i ansigtet på mig selv og tog en dyb vejrtrækning, i håbet om at komme til at slappe en smule af så jeg ikke var så hysterisk. 

     Da jeg efter et par minutter åbnede øjnene, og så ned mod toilettet hvor jeg tænkte at Justin nok stadig sad ude, blev jeg smule forskrækket, da han kom gående hen mod mig armene over kors og hovedet hængende nede mellem skuldrene. Nå ja, han havde også kunne høre samtalen. Pis også. 

     “Har du haft sex med Brandon?” Spurgte han ligeud og så mig direkte ind i øjnene. Hans øjne fyldtes af skuffelse, da jeg nikkede, imens jeg prøvede at holde tårerne tilbage. Jeg havde ikke lyst til at snakke mere om det nu. 

     “Hvorfor fortalte du mig det ikke?” Sagde han så og så igen ned i gulvet. Åh nej var han sur på mig? 

     -“Ville det da have ændret noget?” Svarede jeg og prøvede at undvige hans spørgsmål men den gik ikke. 

     “Svar på spørgsmålet Lucie,” sagde han blot og så på mig. Hans blik skiftede mellem at låse sig på min højre og venstre øje. 

     -“Fordi jeg var flov over det… fordi jeg fortryder det…” nu var det min tur til at se ned i gulvet. Utilpasheden fyldte mig op sådan som han så på mig. Jeg så ikke på ham, men jeg kunne mærke, hvordan hans blik faldt på mig, og det fik mig til at føle mig som en skændsel. 

     “Jeg bryder mig ikke om ham Lucie,” sagde han så, og jeg kunne se på hans fødder, at han stod og trippede lidt. Jeg forstod ham udemærket godt. Efter idag var jeg heller ikke så sikker på, at jeg brød mig specielt meget om Brandon længere. Han kendte mig meget bedre end Victoria, og derfor undrede det mig virkelig, at han bare havde slugt hendes ord som en støvsuger. Det ville nok have været mere dramatisk, hvis jeg bare havde været tom for ord, men jeg havde faktisk en masse jeg gerne ville sige til Justin omkring alt det her med Brandon, sådan at jeg kunne få banket ind i hovedet på ham, at det med Brandon var en fejl, men jeg var virkelig ikke i humør til at have den diskussion med ham nu. Det var jo meningen vi skulle hygge os, ikke? 

     Justin vendte rundt efter et par minutter hvor jeg ikke sagde noget. Han gik hen mod det store vindue i stuen og stod bare med armene over kors og så ualmindeligt frustreret ud. Det gnavede i mig, at han havde det sådan, mest fordi det jo var min skyld. Men jeg vidste bare heller ikke,hvordan jeg skulle gøre det godt igen lige nu. Gå nu over til ham, var der noget der hviskede inden i mig, og jeg gav hurtigt efter og gik over til ham. Jeg rørte ham ikke jeg stod bare bagi i ham og betragtede ham, imens jeg prøvede at komme i tanken om noget, jeg måske kunne sige, der ville få ham til at forstå. 

     Men det var ikke sådan det gik. Justin brød stilheden kort efter jeg havde stillet mig bag ham. 

     “Hvordan skal jeg kunne vide, at du ikke er sammen andre efter det her?” Sørgmodigheden fyldte hans stemme, og det føltes som om, jeg i et sekund faktisk var hans, og, at jeg havde været ham utro, selvom jeg var sammen med Brandon først. Hvordan lever nogle mennesker med den følelse, når de har været deres partnere utro? Jeg mener Justin var jo ikke engang min kæreste. Faktisk var det mig som var pigen på sidelinjen. Elskerinden om man vil. 

     -“Brandon var jo før dig…” sagde jeg og sank mit blik, “jeg havde ingen idé om at det her ville ske på det tidspunkt…” mine arme strammede sine greb omkring min krop og jeg håbede på, at jeg ville føle mig en smule mere sikker. Men en skydeskive er aldrig i sikkerhed. 

     “Det er da ligegyldigt,” sagde han og vendte sig om og kiggede på mig, “du var vel stadig følelsesmæssigt - og fysisk tiltrukket af mig, ligesom jeg er med dig?” Han så mig dybt ind i øjnene, men så ikke det mindste usikker ud, “eller det håber jeg da ihvertfald.” 

     Jeg rykkede lidt på mig og håbede, at han ville tage sit blik fra mig, da det gav mig en trykkende kvalme. Jeg havde det virkelig sindssygt dårligt med mig selv. Han var følelsesmæssigt tiltrukket af mig, præcis som jeg var med ham. Hold kæft en idiot jeg var. 

     -“Jeg kan se hvad du mener,” sagde jeg og nikkede en smule og var stadig alt for bange til at rykke mig det mindste, “men du er jo også sammen med Victoria…” og det var så ligepræcis bare det, jeg ikke skulle have sagt. Idiot. 

     Hans blik blev straks hårdt og stramt, og jeg kunne se, at hans kæbe spændtes. Det var tydeligt, at han var irriteret over, det jeg havde sagt, og det irriterede mig også virkelig, at jeg havde sagt det. Hold kæft et unfair træk af mig. 

     “Det var sgu da utroligt, at du ikke kan lægge Victoria på hylden i bare 3 sekunder Lucie,” sagde han, tydeligvis vred over det jeg havde sagt. Han gik direkte forbi mig og forsvandt ind på værelset, men jeg ville ikke lade ham slippe så let nu.

      -“Justin du kan virkelig ikke være det bekendt at være sur,” sagde jeg da jeg stod i døren og betragtede ham, imens han tog noget tøj på. Hans blik faldt på mit i et øjeblik. 

     “Kan jeg ikke? Jeg står her og prøver at fortælle dig, at jeg har følelser for dig, og alt hvad du tænker på er Victoria? Det synes jeg ikke, at du kan være bekendt Lucie.” 

     Åh der var han bare ikke på vej hen. Virkelig. Der var ingen grund til at gå ned ad den vej her, da den bare ville bringe problemer, men vi havde vidst allerede taget svinget og kunne nu ikke bakke tilbage. 

     -“Det kan du sagtens sige Justin… men er det mig eller hende, som er pigen på sidelinjen? Det er mig Justin,” han så stadig på mig. Vores blikke spejledes i hinandens øjne. Jo mere jeg åbnede munden, desto mere ville jeg ønske, at jeg havde holdt den lukket til at starte med. Det stod klokkeklart ud af Justin, at han - præcis som jeg - ikke ønskede at have den denne diskussion. Vel og mærket var det ham, der startede den, men det var mig, der endnu engang fik drejet emnet til at ende på ham og Victoria. Et fejt, men typisk trick som jeg desværre brugte alt for meget, og jeg måtte hellere se at skille mig af med det. 

     “For mig, var du aldrig pigen på sidelinjen Lucie,” hans stemme var lav, og han gik overmod mig. Han gad virkelig ikke diskutere det her længere. Hvilket jo var forståeligt nok, når det var så sindssygt trættende at snakke om, fordi det satte så mange tanker igang. Tanker man ikke havde lyst til at tænke på. 

     Jeg gav et lille nik fra mig og så ned i gulvet. Jeg burde nok bare have holdt min mund lukket, men trangen til at sige hvad jeg havde på hjerte, pressede sig så meget på, at det nærmest føltes som et surt opstød af tanker og følelser. Som en klump i halsen af længsel. Længsel efter at få båret byrden af skuldrene. 

     -“Det er kun dig, der ser det Justin,” jeg tvang mig selv til at løfte hovedet og se ham i øjnene. Forvirringen bredte sig hurtigt over ham, som forstod han ikke et ord af, hvad jeg mente, “men det er ikke hvad verden ser… Verden ser dig og Victoria hånd i hånd,” som ordene strømmede ud af munden på mig, kunne jeg mærke, at jeg blev mere og mere irriteret, fordi for hvert ord jeg sagde virkede det bare mere virkeligt. For hvert ord blev Justin og Victoria mere officielle for verdens befolkning, imens Justin og jeg blev mere og mere hemmelige. 

     “Lucie,” hviskede han stille og så bedende på mig, men det var allerede for sent til at tigge mig om at stoppe, “vil du ikke nok lade være… jeg beder dig, lad nu være.” 

     -“Nej Justin,” en trykkende følelse pressede sig mod mine øjne, i takt med at min krop blev varmere og varmere, og mit temperament blev mere og mere hysterisk, “for jeg er sjovt nok en del af den verden, der vil være tvunget til at se dig sidde og lege vanvittigt forelsket. Det er mig, der skal sidde og trækkes med, at du kysser hende dag ud og dag ind og tager til alverdens arrangementer med hende, imens jeg sidder og higer efter dig i den her skod lejlighed, hvor jeg alligevel altid er alene.” 

     Jeg råbte ikke ad ham, men jeg kunne sagtens fornemme, hvordan min i forvejen irriterede stemme blev mere og mere hård, selvom det føltes som om, jeg kæmpede hvert sekund, for at den ikke skulle knække, og, at jeg skulle bryde sammen for øjnene ad ham. 

     Noget såret faldt over ham. Sorg og tristhed fyldte hele hans krop, og det lyste ud ad ham som et stort rødt lys, og med ét ville jeg ønske, at jeg havde holdt min mund fuldstændigt lukket. Jeg skulle være stoppet, da han bad mig om det, men jeg blev ved med at snakke, og nu havde jeg såret ham. 

     “Imponerende, hvordan du får det til at lyde så skide let at skulle være mig, som skal lade som om jeg er forelsket i Victoria,” sagde han og nikkede lidt, inden han atter så på mig, “for det bliver nemlig vildt let at skulle kysse hende foran dig, uden at skulle drømme om, at hun var dig, Lucie,” han tog et skridt til siden og gik direkte forbi mig. Åh nej. Han gik målrettet mod døren, og jeg fulgte efter, imens jeg fortrød hvert et ord, der var kommet ud af min mund. 

     -“Nej, Justin… lad nu være,” sagde jeg og rakte ud efter ham, imens jeg holdte de pressende tårer tilbage, “jeg mente det ikke sådan, det er jeg ked af Justin.” 

     Han trådte ind i elevatoren og så på mig. Hans øjne var som en grå regnvejr sky. Hvis han begyndte at græde, så knækkede jeg da først. Han trykkede på knappen som førte ned i receptionen en enkelt gang. 

     “Ja, det er jeg også…” dørene til elevatoren lukkedes, inden jeg kunne nå at sige noget, og den kørte ned. Forlod min lejlighed sammen med Justin. 

 

      Kender du de der øjeblikke, hvor du sidder og snakker med nogen, og virkelig ser på dem, som om du er interesseret i det, de siger, men inden i dit hoved foregår der bare noget helt andet? Jeg havde brugt jeg ved ikke hvor mange timer på at sidde og græde derhjemme over, hvor stort et fjols jeg havde været overfor Justin i går. Endelig havde jeg faktisk haft ham, og jeg havde brugt det meste af tiden, på at tænke på Victoria, og hvad der ville ske hvis hun fandt ud af det. Da han gik, var jeg helt sikker på, at han ikke kom tilbage. Det havde jeg så sandelig også ret i.

     Klokken var 20.49, og jeg var ude at spise med Sheila. Hun havde praktisk talt tvunget mig ud ad lejligheden, da jeg havde sagt til hende, at jeg virkelig ikke var i humør til at gå ud. Jeg havde hverken hørt fra eller set noget til Justin, siden han forlod lejligheden i går omkring ved middags tid. Selvfølgelig havde jeg prøvet at skrive til ham nogle enkelte gange på Kik, men jeg havde ikke fået noget svar. Ikke, at jeg havde regnet specielt med at få et efter min opførsel, men man havde vel lov at håbe. 

     “Lucie du høre jo overhovedet ikke efter! Du nikker bare og siger ‘ja’?” udbrød Sheila forvirret midt i hendes historie. Sandt som det nu var, havde jeg ikke hørt et enkelt ord af, hvad hun havde sagt. Jeg havde for travlt med at tænke på Justin, og hvad jeg mon skulle sige og gøre, hvis jeg hørte noget fra ham. Men jeg kunne bare heller ikke se, hvorfor han nogensinde skulle kontakte mig igen, når jeg havde været sådan overfor ham. Havde han været hvilken som helst anden dreng, havde jeg sikkert været fuldstændigt ligeglad, men alene fordi han var ham, så var jeg det bare ikke. Tanken om ham fyldte mig hele tiden og skubbede alt andet ude. Sult, tørst, interesse. 

     -“Måske ved jeg bare ikke hvad jeg skal svare Sheila,” sagde jeg for at prøve at dække over mig selv med et godt gammelt falsk smil plastret på ansigtet. Hun rystede på hovedet og tog en tår af sit glas vand. Hvem prøvede jeg overhovedet at narre? Det var jo tydeligt for en hver, at jeg ikke hørte en skid efter hvad hun sagde, og jeg kunne tydeligt se, at hun var ualmindeligt irriteret over det. 

     “Du virker så humørforladt i dag… fortvivlet måske… og jeg ved godt, du sikkert ikke har lyst til at fortælle mig noget som helst om, det da du har været så indelukket her på det sidste, men jeg stoler på, at du åbner op om alt det her en eller anden dag. Og den dag vil jeg gøre hvad jeg kan for at hjælpe, og det håber jeg du ved,” hun så mig dybt ind i øjnene med et bekymret ansigtsudtryk imens hun blidt kærtegnede min håndryg. 

     -“Jeg har bare ikke sovet særligt meget her de sidste par dage, så jeg er lidt træt,” jeg sendte hende et lille smil og håbede virkelig inderligt på, at det så ægte nok ud til, at hun ville tage nogle skridt tilbage og prøve at tro på hvad jeg sagde, selvom det overhovedet ikke var det, der gik mig på. Det var sandt nok, at jeg ikke havde sovet meget de sidste to dage. Den første, fordi jeg havde travlt med at vende al min opmærksomhed mod Justin, og natten til idag fordi jeg havde travlt med at bebrejde mine dumheder for, at Justin var gået ligeså hurtigt, som han var kommet.

 

     “Mm, Brandon kom herover i går,” sagde jeg, da jeg tog en tår af min kaffe. Sheila vendte hovedet og så underligt på mig med brynene furet sammen, så det var tydeligt, at hun syntes det var ligeså underligt som jeg gjorde, da jeg så ham stå der i elevatoren. 

     -“Hvad fanden ville han? Jeg troede ikke, du ville snakke med ham, efter i var i seng sammen?” 

     “Det ville jeg da heller ikke,” udbrød jeg og trak på skuldrene bagefter, bare fordi jeg stadig syntes det var underligt, at Victoria havde sagt de ting til Brandon. Hvis dette var hendes måde at prøve at ødelægge mig på, så skulle det her nok blive interessant. 

     Sheila så på mig og ventede tydeligvis på, at jeg ville fortælle hende hvad der så skete, da han kom herop. I et kort sekund tvivlede jeg på, om jeg måske skulle fortælle hende om de ting Victoria havde sagt, og  jeg besluttede mig hurtigt for at gøre det, fordi hvis Victoria så benægtede, ville det se ud som om Brandon havde fundet på det hele. Det ville selvfølgelig også betyde, at jeg satte Brandon i et ualmindeligt dårligt lys, hvis nu Victoria skulle benægte det hele, men det bekymrede jeg mig ærligt talt ikke så meget om lige nu.

     “Jeg ved sgu ikke helt hvad der gik ad ham,” startede jeg ud og tog endnu en tår af min kaffe, imens jeg så ud over Central Park med Sheila ved min side. “Han ævlede løs om, at Victoria havde fortalt ham, at jeg var forelsket i ham,” det føltes stadig helt forkert at sige det, så jeg skar en grimasse ved mine egne ord. Sheila så nu endnu mere forvirret ud end jeg gjorde da Brandon sagde det. 

     -“Hvorfor i al verden ville hun dog sige sådan noget?” Spurgte hun mindst ligeså undrende som jeg. 

     “Det gad jeg fandme også vide. Han sagde også, at hun havde fortalt ham, at jeg har en spiseforstyrrelse,” jeg gav nogle korte nik og så på Sheila, der nu så på mig med triste øjne og gav et dybt suk fra sig, som om hun var bange for, at det havde såret mig. Det havde vel også en smule, men det var mest fordi Brandon burde kende mig bedre end det. 

     -“Altså hvis du var en, jeg lige havde mødt så havde jeg nok godt kunne tro på det,” startede hun stille og roligt ud. Hendes stemme var blød og rolig. Måske var hun bange for at sige noget forkert i et forkert toneleje. “Jeg mener bare… du er ikke ret stor,” hun trak lidt på skuldrene og så på mig, “men Brandon har jo kendt dig siden tidernes morgen? Han brude jo vide at du altid har været en lille pind, ikke?” Spurgte hun. 

     Enhver anden var nok blevet sur eller irriteret over hendes valg om at kalde mig en lille pind, men det havde hun efterhånden kaldt mig et par gange, og fordi jeg vidste, at hun ikke mente det på nogen diskriminerende måde, blev jeg ikke sur på hende. 

     Det lod til, at ingen af os havde et godt svar på, hvorfor Victoria måske ville have sagt de ting, specielt det med mig, som efter sigende skulle være forelsket i Brandon. Det eneste vi havde konkluderet, var at hun måske bare havde opfattet min opførsel overfor ham som om, at det var pinligt for mig hvis jeg var forelsket i ham, og derfor benægtede det. 

     Pludselig skød en skinger lyd igennem vores ører, der næsten foresagede, at jeg tabte min kaffe ned på gulvet. Sheila rev sin telefon op af lommen, og så til at være blevet mindst ligeså forskrækket som jeg var blevet. ‘Hallo?’ sagde hun, da hun tog telefonen og jeg kunne svagt høre Camerons stemme i den anden ende af røret. Han lød opstemt. Nervøs. Det lød lidt som om han ikke rigtig kunne finde ord for noget som helst. 

     Der gik ikke længe for Sheila lagde på og stoppede telefonen tilbage i lommen, hvorefter hun sendte mig en undskyldende blik. 

     “Jeg bliver virkelig nød til at løbe Lucie,” sagde hun og skyndte sig ud i gangen, hvor hendes jakke hang. 

     -“Hvad er der sket?” Spurgte jeg, bekymret for hvorvidt hun var okay eller ej, da jeg ikke rigtig kunne finde ud af. Hun gav et opgivende suk fra sig og tog sig til hovedet. 

     “Cameron er kørt galt i bilen, imens han havde sin søster med. Hun ligger i kunstig koma på hospitalet,” sagde hun og kørte armene igennem ærmerne på hendes jakke på en opgivende og alligevel stresset måde, “Justin er derude sammen med Victoria, vil du med?” Noget indeni mig overvejede det kraftigt, men det rationelle i mig fik hurtigt talt mig fra det, så jeg takkede pænt nej og fortalte hende, at det var okay, inden jeg lod hende køre ned i elevatoren. 

     Jeg håbede sådan på, at Camerons søster var okay. Hun var ikke meget mere end 3-4 år yngre end jeg, og det ville da være forfærdeligt hvis hele hendes liv skulle ødelægges af det her. 

     Hurtigt besluttede jeg mig for at prøve at foretage mig noget andet, og så skrive eller ringe til Sheila senere, for at høre om hvordan det gik hvis hun da ellers ikke selv ringede. 

 

     Min søvn blev forstyrret, da min telefon ligepludselig vibrerede på livet løs og igen foresagede et jordskælv inde på mit værelse. Sheila Williams stod der på opkalds ID’et. Det kunne jeg med nød og næppe læse gennem min halvlukkede - og nu også halvblinde øjne grundet det skarpe lys fra min telefon. 

     “Hvad så?” Sagde jeg med et træt og hæs stemme. Jeg sagde ikke engang hej, da jeg gik ud fra det nok var vigtigt. 

     -“Cameron er helt utrøstelig,” sagde Sheila og løs selv sønderknust, “jeg kunne virkelig godt bruge din støtte i det her… vil du ikke nok være sød at komme herned?” 

     Jeg vidste godt med mig selv, at jeg allerhelst ville blive hjemme og ligge og sove, men hvis Sheila havde brug for mig, så var jeg mere end villig til at hoppe ud af min seng og komme hende til undsætning. Jeg informerede hende straks om, at jeg var lige på trapperne og lagde derefter på. Ved et uheld kom jeg til at kigge på klokken. 03.56. Jeg burde så meget sove nu. 

     Uden rigtig at magte noget smed jeg et par nylonstrømpebukser på og tog en stor hvid sweater, der kun gik til lige over  midten af lårene. Jeg greb min taske og min minkpels hvorefter jeg styrtede ud i gangen og smed mine Zanotti sneakers på. Ja ja, det var ikke planlagt, det var bare dem som stod fremme, og derfor tog jeg bare dem. 

     Jeg skyndte mig at få fat i en taxi, og jeg bad chaufføren suse ud på hospitalet så hurtigt som muligt. Da han ankom gav jeg ham lynhurtigt $30 uden at tænke på, hvad taxien egentlig havde kostet og fløj ind i på hospitalet i en sådan fart, at jeg var lige ved at ramme glasdøren, fordi den næsten ikke nåede at åbne for mig. 

     “Hej, jeg hedder Lucie Alaire. Jeg leder efter min veninde, Sheila? Vores ven er her, hans lillesøster er indlagt efter en bilulykke?” Sagde jeg til sygeplejersken bag skranken, der så ualmindeligt træt ud. 

     -“Kan du give mig navnet på din ven?” Spurgte hun venligt. 

     “Ja selvfølgelig, Cameron øøh.. je-jeg ved ikke hvad han hedder til efternavn… jeg er så træt, undskyld,” begyndte jeg med det samme, imens jeg prøvede at komme på hvad det nu var Cameron hed til efternavn. 

     “Lucie?” Til mit held kom Sheila lige rundt om hjørnet og så på mig. Hun nikkede til sygeplejersken bag skranken og smilede sødt til hende, “det er okay, hun er med mig,” sagde hun så og sygeplejersken lod os gå ind på gangen. 

     “Hvordan har han det?” Spurgte jeg, bare for at have en idé om, hvordan jeg mon skulle reagere, når jeg så ham. 

     -“Ikke godt… han er overbevist om at der sker hende noget slemt, og at det er hans skyld,” sagde hun med hovedet hængende ned mod gulvet. 

     “Har i snakket med hans forældre?” Spurgte jeg så. 

     -“Ja, men de er i LA og kan ikke komme med nogle fly overhovedet. Alt er booket. Men jeg sagde til dem, at jeg nok skulle holde dem underrettet om situationen,” hun prøvede at sende mig et smil og trykkede på knappen til en elevator. Jeg fulgte efter hende ind i den. 

     Da vi kom op og var gået en 20 meter ned ad en anden gang kom vi til en lille stuelignende lounge med en nogle stole og nogle sofaer. Jeg så Cameron sidde med hovedet lænet tilbage, imens han så direkte op i loftet. Mit blik faldt næst på Victoria og Justin, der sad og prøvede at snakke med ham. Det var fandme hårdt at skulle prøve ikke at se på Justin, når jeg ikke rigtig vidste, hvor vi stod henne lige nu, men Victoria var her også, så jeg måtte spille med som altid. 

     “Hej Cameron,” sagde jeg, og lagde en hånd på hans skulder da jeg satte mig ned ved siden ad ham. Hans blik forblev limet til loftet, men jeg vidste at han godt havde hørt mig. 

     -“Han har ikke sagt noget den sidste time…” sagde Victoria og så bekymret på ham. Jeg nikkede blidt og så på hans hånd, der lå i hans skød, og med det samme skød igennem mig, hvor meget komfort og trøst det egentlig måtte have givet ham, at Sheila sikkert havde siddet med hans hånd i hendes. For selvom det bare er en lille handling, som ikke gør den store forskel, så er det altid en rar følelse, at nogen kan tage en i hånden og sige at alting nok skal blive okay. 

     Pludselig hørte jeg Cameron mumle noget meget meget lavt, og en tårer gled forsigtigt ned ad hans kind, imens hans læber kun lige bevægede sig en smule. 

     “Hvad er der Cameron?” Sagde jeg stille og håbede, at han ville snakke lidt højere, og at han måske ville kunne få noget af alt vreden ud, “hvad prøver du at sige?” Gentog jeg mig selv efter et par gange. 

     -“Hvad hvis jeg har slået hende ihjel Lucie,” sagde han så stadig stirrende op i loftet. 

     “Cameron…” det var det eneste jeg kunne sige. Et anstændigt menneske havde nok sagt noget i stil af ‘du skal ikke være bange’ eller ‘selvfølgelig har du ikke det’, men sagen var bare den, at vi faktisk ikke vidste noget som helst om hans søsters tilstand indtil videre. 

     Jeg lagde armene omkring Cameron og hev ham lidt ned til mig, så jeg kunne give ham et kram. Sheila kom med det samme over og kyssede tårerne på hans kinder væk. Hun var tydeligvis ligeså bekymret for ham, som han var for sin søster. 

     Sheila havde sat sig ved siden ad mig, og jeg havde straks overladt Cameron til hende og havde dumpet sofaen til fordel for en lænestol overfor den. Cameron faldt hurtigt i søvn ved følelsen af Sheila, der nussede og kyssede ham i håret, og for hvad jeg ville tro nok var første gang siden bilulykken i aftes så han fredfyldt og rolig ud. 

     Omkring en time senere kom en sygeplejerske og spurgte efter Cameron, hvilket betød, at Sheila måtte vække ham og nærmest tvinge ham til at gå med sygeplejersken. Det var nemt at spotte at Sheila gerne ville være gået med ham, men sygeplejersken havde udtrykkeligt fået besked på kun at tage familie med ind i stuen hos hans søster. 

     “Tak Lucie,” sagde Sheila og sendte mig et smil så godt hun kunne, “det er virkelig sødt af dig at komme og hjælpe mig - og ikke mindst Cameron med at kapere at det her.” 

     Jeg sendte et trygt smil, og jeg kunne let mærke trætheden begynde at fylde mig endnu engang. Den lagde sig som en tung byrde på mine skuldre og forlangte, at jeg lagde mig til at sove. Alt inden i mig var træt - eller det vil sige alt ud over mine tanker, som var lysvågne til mit eget uheld. Ja jeg var sgu egentlig ligeglad, om jeg tilbragte natten på et hospital eller i min seng. Ærligt indrømmet ville jeg dog foretrække min seng, når Justin også var her. 

     Mit blik faldt roligt på ham og mødte med det sammen hans brune, mørke øjne. Victoria lå med hovedet i skødet på ham og ansigtet vendt ind mod hans krop. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hvordan han blidt nussede hende i håret, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hun måske sov. 

     Mit blik var måske nok en del mere afslørende, end jeg havde planlagt, det skulle være. I mit hovedet ville jeg gerne kigge på ham, som om det egentlig ikke rørte mig specielt meget, at jeg ikke vidste, hvor vi stod, men da jeg så ind i hans øjne, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var i stand til at lade som om. Jeg var såret over at han bare var gået, og hans øjne fortalte mig, at de ting jeg havde sagt, dem som havde fået ham til at gå, havde såret ham. 

     Jeg kunne mærke min puls stige, og min vejrtrækning begyndte så småt at fejle dens ellers stille og rolige rytme, i takt med at jeg blev varmere og varmere inden i. Mine muskler arbejdede på højtryk for at holde mig fra at begynde at rumstere rundt, selvom jeg virkelig følte mig utilpas. Synet af hans fingre i hendes hår kradsede på min hud som skarpe klør, der kunne rive hul i min tynde hud hvert sekund det skulle være. Det føltes som om hans gennemborende blik kunne se direkte ind i min sjæl, og selvom der ikke blev vekslet nogen form for kommunikation ud over øjenkontakt, føltes det som om han stille og roligt pillede mig fra hinanden, som var jeg en murstensvæg. 

     Min mave slog knuder på sig selv, og mine tanker dansede tango med hinanden, da han på mystisk vis fik bøjet sig tilstrækkeligt nok til at kunne kysse Victorias hår. Han rejste hovedet og så atter ind i mine øjne. Da besluttede jeg, at jeg var blevet for træt til at kæmpe videre i den her stirrekonkurrence af en nonverbal samtale. Jeg tog derfor en dyb indåndning, og lukkede mine øjne i. Mærkede min krop blive tungere, i takt med at den slappede mere af og til sidst overgav sig selv til søvnen og lod den omfavne mig, og holde mig i sine beroligende arme.

 

***

Alt hvad der kommer let, går let. Er det ikke det, de siger? Desværre ser det også ud til, at det var sådan det skulle gå for vores unge elskere, men det er vel ikke slut her? Er det? 

 

- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...