Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36055Visninger
AA

17. Minder

    “Pige barn, du har ingen chill!” 

Som altid havde det lykkes os at finde en Starbucks café. Mand vi var alt for afhængige af det stads. Vi sad udenfor med tæpper, under en varmelampe og døde af grin over mit lille scenario med butiksassistenten Mia. Sheila fandt det åbenbart ekstremt sjovt, hvordan jeg havde sat hende på plads, som var jeg hendes chef, men hvad kunne jeg sige. Hvad hvis nu jeg havde være turist? Så var jeg ihvertfald ikke kommet tilbage til den neglesalon, som ovenikøbet skulle fremstå som værende en af Upper Westsides bedste neglesaloner, og så er det sådan en flabet, lille dulle, der står og tror hun ved det mindste omkring service. Pff amatør. 

     -“Hun trængte til en lille smule hjælp,” jeg tog en tår af min Toffee nut latte. Åh hvor jeg dog elskede Starbucks i julen med alle deres julespecials. 

     “Ja hun makker nok ret for fremtiden” sagde Sheila grinende, imens hun betragtede sine negle. Hun havde fået sat hvide negletipper på og hele mullevitten, hvorimod jeg bare havde fået lagt en fransk manicure i schellac. Ikke, at jeg ikke brød mig om lange negle, for det gjorde jeg i den grad, mit problem var bare, at jeg ikke kunne styre dem. 

     En tjener kom ned til vores bord med nogle smagsprøver på nogle småkager af en art, det var åbenbart noget nyt, de var begyndt at sælge, men smagsprøverne afslørede ligesom, at de ikke havde haft den store succes med at sælge dem. Sheila og jeg tog selvfølgelig imod tilbuddet om en småkage med åbne arme, og der gik ikke længe, før Sheila så anerkendende på tjeneren og lod ham vide, at de var rigtig gode. Da jeg først bed, i den sprøde småkage væltede der nærmest en knasende smag af vanille og sukker ind i munden på mig. Småkagen var meget lækker. Sprød og hår uden på, man kunne nærmest se det på den gyldenbrune farve den havde, men inden i var den bare sød og blød. Den søde smag fra sukkeret den bløde smag fra vanillen. 

     Efter vi var færdige, med at smovse småkager og diskutere idéer med tjeneren omkring, hvordan de kunne øge slaget af denne meget lækre småkage, huskede Sheila mig på, at der var noget, hun gerne lige ville snakke med mig om. Hvad mon det var? I det hun så på mig, begyndte jeg straks at se tilbage, på alle de åndssvage ting jeg enten selv havde gjort eller havde haft lokket hende med ud i, gennem de sidste to år. Jeg fik nærmest et flashback, på alle de latterlige ting jeg havde sagt og gjort, specielt på de mange udtalelser jeg havde haft om hende om Cameron, dengang jeg overhovedet ikke var imponeret over ham. Ikke at jeg var det nu, men jeg kunne da i det mindste føre en samtale med ham nu. 

     “Hvad er det så?” jeg viste det ikke, men jeg kunne mærke en nervøs følelse stige i mig. Den fyldte mig op og gjorde mig utilpas. Hvordan kunne jeg være utilpas med Sheila? Okay bevar roen Lucie! Du har ikke gjort noget, i den nærmeste fortid som Sheila ikke allerede har konfronteret dig med. Tag den med ro, ja. 

     -“Jo altså… nu må du ikke hænge mig op på noget, jeg dømmer dig virkelig ikke, fordi altså jeg kan godt se, at han er en virkelig køn, ung mand men altså…” 

     “Sheila, kom nu til sagen… du gør mig mere og mere utryg…” hun lænede sig tilbage i stolen, og jeg kunne tydeligt se, at hun overvejede, om hun skulle bringe emnet på banen, eller om hun bare skulle lade det ligge. Måske var det noget, som hun vidste, men hvad? 

     -“Jeg har bare du ved… lagt mærke til, at du bliver sådan… utilpas, nervøs øøh…” hun fumlede lidt med hænderne og lignede en, der prøvede at finde ord. Sig mig, hvad prøvede hun dog at sige? Og hvem var den kønne, unge mand? “sådan nærmest undgående, når Justin er i nærheden…” hun bed sig nervøst i læben og så på mig spørgende. Det var tydeligt at læse i hendes øjne, at hun var bekymret for, om hun måske havde overtrådt en af mine grænser ved at bringe det på banen, og jeg blev da også mega irriteret, da det var anden gang idag, at dette var sket, men jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det, kunne jeg?

     “Og så?” spurgte jeg hende. Min stemme var lidt hårdere, og mere streng end jeg havde planlagt. Det var nok irritationen, der tog over mig stille og roligt. 

     -“Jeg tænkte bare… at du måske var ked af, du ved… at du måske gerne ville have været i Victorias sted…” 

     Med kæben nede omkring fliserne og øjenbrynene siddende et sted oppe i markisen af Starbucks Coffee caféen på Upper Westside, så jeg nok tilstrækkeligt dum ud. Sheilas ansigts udtryk informerede mig om, at hun udemærket godt vidste, at hun havde ledt sig selv på vildspor med den teori. Åh stakkels Sheila

     “Ej undskyld. Jeg er helt forkert på den,” grinede hun svagt, “jeg var bare bekymret for dig.” 

     Jeg forsikrede hende om, at der var intet at være bekymret for. Jeg sluttede mig til hendes grinen, og alle bekymringerne var straks væk. Begge vores bekymringer. 

     “Åh ja, jeg har virkelig aldrig set Victoria så… glad, eller jo, men ikke på den her måde"

     -“Jeg kan kun give dig ret Sheila. Han gør sgu et eller andet ved hende” jeg tog en tår af min kaffe.

     “Så vidt jeg kunne forstå, så er han formidabel i sengen, så det er nok det, han gør ved hende,” og der var jeg så færdig med at tage en tår af min kaffe. Hvis man så forestiller sig, en elegant ung pige, som sidder med hendes veninde på Starbucks, og at hun så spytter kafe ud over hele bordet som en anden femårig, så havde man mig. Nogle asiatiske turister, som sad et par borde fra os havde alle vendt blikkene mod os og stirrede med store øjne. En gammel mand sagde noget til en dame på kinesisk, og bagefter begyndte de at grine alle sammen, imens de kiggede på os. 

     Jeg så på Sheila, der holdt hænderne foran munden, imens hun prøvede at tilbageholde et grin, men det gav hun hurtigt op på, da jeg flækkede af grin. Den gamle asiatiske mand kom over til os, med en masse servietter og gav mig et venligt klap på skulderen. Vi talte vel og mærket ikke samme sprog, men vi kunne udemærket forstå hinanden. Det var sødt ad ham. Jeg var næsten helt overvældet over, hvordan det havde været så sjovt at spytte kaffe ud og for en gangs skyld ikke tage mig selv så seriøst. Det var bare en af de mange ting, Sheila gjorde ved mig som veninde, hun fik mig til at have det sjovt, og glemme alt det seriøse der prægede min hverdag normalt. 

 

     “Av! Lucie forhelvede,” skreg Sheila af grin, da jeg bogstaveligt skubbede hende ud gennem elevator dørene, så hun landede fladt på gulvet. Jeg vidste ikke, hvad der foregik eller hvorfor, men siden jeg spyttede kaffe ud over det bord på Starbucks, havde Sheila og jeg været som to små ustyrlige børn. Hele dagen havde vi gået rundt og skubbet til hinanden. Under normale omstændigheder havde vi nok taget en taxi fra Upper Westside og til Upper Eastside, men idag havde vi valgt at gå igennem central park, hvor Sheila fandme nær havde skubbet mig i søen. Idiot. For slet ikke at nævne, at hun tog min taske, og kastede den op i et træ, så jeg måtte smide min pels og mit halstørklæde på en bænk, og få Sheila til at give mig en hestesko, så jeg kunne komme op i det fandens træ. 

     Pokkers til Sheila, når hun var i dette barnlige humør, hvor hun nærmest kunne finde på hvad som helst, men jeg var glad for, at jeg var i ligeså godt humør idag, så vi kunne være barnlige sammen. 

     “Piger? Hvad laver i?” min mor stod og fnisede lidt med et glas vin i hånden, imens hun lænede sig op ad væggen og refererede tydeligvis til mig, der sad på Sheilas numse og kildede hende, så hun skreg op som en sindssyg. Vi rejste os begge to op fra gulvet og grinede stadig lidt. Vores shopping poser lå spredt ud over gulvet i entréen, så i grunden lå der nok for sådan ca. $15.000 spredt ud over vores gulv som var det $15. Hovsa er vidst det korrekte fagudtryk i pågældende situation. 

     “I virker sørme glade i dag piger,” flot konstatering mor… skøre kvindemenneske. 

     -“Det er vi såmænd også Ms. Alaire” Sheila knækkede sammen, og lagde håndfladerne på sine knæ, imens hun grinede ustandseligt og prøvede at fremstamme et eller andet, som forsvandt under hendes grin, “de burde vidst lære Deres datter nogle manerer,” min mors blik blev pludselig meget koldt, og hun så direkte på mig, som vidste præcist hvad Sheila snakkede om, så jeg begyndte selvfølgelig også at grine.

     “Undskyld, hvad snakker du om søde Sheila?” spurgte min mor og prøvede at lyde høflig, men det var tydeligt, at hun var ret fornærmet.

     -“Lucie spyttede kaffe ud over et bord på Starbucks, og formåede derved at underholde fem kinesiske turister”  tårerne spruttede ud fra Sheilas øjne og løb nedad kinderne på hende. De trak hendes mascara med, og hun lignede efterhånden noget, der var løgn. 

     Min mor trak på skuldrene og grinede lidt, hun var tydeligvis blevet blød igen, efter at have hørt om situationen. 

     “Tjo, så har jeg vel også lært hende at underholde andre folk,” dette fik Sheila til at grine endnu mere, og min mor sluttede sig hurtigt til hende. Jeg derimod begyndte at bære de mange shopping poser ind på mit værelse, sådan at de ikke bare stod og fyldte en masse i gangen i tilfælde af, at postleverandøren kom op med post til min mor. Ja jeg fik som regel ikke noget post, alle dem jeg snakkede med emailede mig altid i stedet. Jeg satte mig på min seng og så på mit eget værelse. Jo det var såmænd en rigtig teenagers værelse. Teenagepige vel og mærket. En stor dobbeltseng med natborde på hver side, men til hvilken nytte, når jeg var alene? Jo de to natborde var såmænd bare, fordi det så bedre ud sådan og så, fordi vi havde penge til det. Jeg lagde mig ned på sengen og grinede lidt for mig selv, imens jeg nød hvor heldig jeg havde været i forhold til økonomi. 

     Måske ville nogen mene, at jeg burde have en hvis form for medfølelse, overfor dem som ingen penge havde, og det havde jeg nok også et eller andet sted, men i et land som dette, i en by som New York hvor penge er magt, havde man bare at prise sig lykkelig, hvis man havde penge til at gøre alverdens ting. 

     “Hvad griner du sådan af?” spurgte Sheila i døråbningen. 

     -“Jeg er høj på livet Sheila” svarede jeg og bredte armene ud i min store seng, “jeg er glad for at jeg ikke lever i hungersnød.” 

     Hun så på mig med et skeptisk blik og grinede en smule. Jeg mærkede sengen hoppe en smule, da hun smed sig ved siden af mig og så op i loftet med mig. 

     “Godt at vide, at du har medfølelse for dem, der lever i hungersnød,” sagde hun drilsk og grinede lidt. 

     -“Det har jeg da også. Men jeg gider ikke bruge min tid på at sørge over andres hunger, ulykke og elendighed, når jeg kan have travlt med at nyde det liv som jeg har fået. Man skal nyde livet ikke?” 

     Hun trak på skuldrene og lavede noget lignende en kyssemund. Tjo, hun var såmænd enig nok i, hvad jeg sagde. Sandt var jo. Folk prædiker om, hvordan man skal, nyde livet som det er og bare omfavne dagen og få det bedste ud af den, og i det næste øjeblik prædiker de om, hvordan det at nyde livet, er umenneskeligt, når der er folk, der lever i fattigdom. Hvilken form for logik var det? 

     “Vidste du godt at det kun er ca. 1% af hele USA befolkning, der så klamt rige som vi er?” 

     -“I så fald har jeg aldrig været så glad for at være i mindretal.”

Sheila grinede igen. Jeg var tydeligvis meget sjov i dag, men det måtte være Sheilas barnlighed, kombineret med min sædvanelige kæphøje side, der altid havde en flabet kommentar i ærmet. 

     “Din mor fandt dem her” sagde Sheila og satte sig op og samlede noget op fra gulvet. Det var nogle af de gamle fotoalbummer. 

     2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011, 2012, 2013, 2014. 

     Ti års familie fotos alle samlet i 10 fotoalbummer sorteret år fra år og sikkert også fra måned til måned. Vi åbnede det første album, og det aller første billede var et billede af mig, til min egen 8 års fødselsdag da jeg var igang med at puste lysene i min kage ud. Allerede dengang var jeg omgivet af mennesker. 

     “Lad os springe alt det kedelige over,” Sheila grinede og lukkede fotoalbummet, hvorefter hun greb det, hvor der stod 2007 på. Jeg vidste udemærket, hvad hun mente. Sheila og jeg blev veninder i slutningen af 2006, og det første billede i bogen var atter mig til min dengang 10 års fødselsdag, men denne gang med Sheila ved min side. Hun kørte roligt sine fingre, henover plastikken, der beskyttede fotoet, og et smil formede sig på hendes læber. 

     “Jeg har været med til alle dine fødselsdage siden det. Tænk at du snart fylder 18…” 

     -“Hvis min 18 års fødselsdag bliver ligeså vild som din, så er jeg allerede bekymret,” vi grinede sammen. 

     Sheilas 18 års fødselsdag var et brag af en fest. Sheilas forældre havde leget et af de største festlokaler i byen med udsigt over central park og det hele. Det gik vildt for sig. Det var første gang, jeg drak mig fuld - sådan virkelig fuld. Cameron var der også dengang, men det var inden de begyndte ustandseligt at være on/off. 

     Som tiden gik, endte vi omkring midten af den bog, der hed 2010. Jeg stivnede, da vi nåede til det første billede af Victoria, Sheila og jeg. Det var fra vores tur til LA med Sheilas forældre. Billede var taget på Sixflags. Jeg var kun 13 dengang, Sheila var 15 og vi fejrede Victorias 15 års fødselsdag derinde. Det var dengang, inden jeg begyndte sådan rigtig at blive involveret med drenge osv., men det fik mine to piger, som var omkring to år ældre end mig hurtigt sat igang. 

     “Jeg husker den tur som var det igår” sagde Sheila. 

     -“Så er vi to. Jeg har stadig billedet fra Rodeo Drive hængende over mit skrivebord," Victoria, Sheila og jeg havde fået et taget et billede af os alle sammen sammen midt på Rodeo Drive, og vi havde alle sammen fået en kopi af billedet. Jeg havde hængt mit op med en tøjklemme, i min lyskæde, der hang over mit skrivebord. 

     “Tro mig, jeg har også stadig mit, og jeg ved Victoria har hendes,” Sheila smilede stort. “Der er sket så meget de sidste to år. Specielt med dig lille ven,” hun skubbede blidt til mig, og jeg grinede.

     Ja, jeg var jo den yngste af os, og det ville være lyv at sige, at min mor var imponeret, da jeg som 14 årig hang ud med to 16 årige. Med tiden lærte min mor påskønne Sheila, hun mente, at hun havde en god indflydelse på mig, men hun havde selvfølgelig ikke samme holdning til Victoria. 

     Vi havde sandeligt været igennem meget os tre piger. Vi havde haft meget sjov og havde lavet meget ballade, og de mange tusinde gange, vi havde trodset vores forældres vilje, kunne nærmest ikke tælles. Som dengang jeg fortalte min mor, at jeg sov hos Sheila, og hun havde sagt, at hun sov hos Victoria, og ja selvfølgelig havde Victoria sagt, at hun sov hos Sheila til sin mor. Vores forældre fandt aldrig ud af at vi i virkeligheden havde rendt rundt i byen det meste af natten, og i virkeligheden havde sovet hjemme hos Cameron alle sammen. Det var tider, gode tider. Det var inden alt det her ustyrlige trekantsdrama, som Victoria havde skabt oppe i hendes eget hoved, med Justin og jeg, der i al hemmelighed var tiltrukket af hinanden, og derfor ikke måtte være i kontakt med hinanden. Det var sgu noget latterligt pis, og alligevel kunne jeg ikke lade være at tænke, at det måske var sandt. Jeg var da ihvertfald kommet så langt, at jeg havde indrømmet, at Justin havde en eller "følelsesmæssig påvirkning" på mig, direkte citeret fra mit eget hovede.

     Latterlige Justin. 

     “Tror du, at de holder?” jeg havde egentlig ikke lyst til at spørge, men det fløj bare ud af munden på mig. 

     -“Af hvad?” Sheila så ret forvirret forvirret ud. 

     “Justin og Victoria. Tror du at de holder?” hun så ud til at overveje mit spørgsmål lidt, og hun trak en smule på skuldrene, imens hun undlod et svagt hmm

     -“Jeg ved det ikke. Jeg håber det, men…” hun holdt en kort pause, “jeg tror måske ikke helt, at Victoria kan håndtere det. Du ved… hun har aldrig rigtig været i et fast forhold, så jeg tænker at hun måske prøver at...” hun lavede nogle underlige fagter med armene, som ikke ligefrem hjalp på forståelsen, “at putte ham i en kasse, du ved… jeg tror hun bliver for jaloux til at kunne håndtere, når andre piger er for tæt på Justin. Og samtidigt tror jeg ikke, at hun vil ændre sig specielt meget, altså på den måde, at hun vil blive ved med at have en fysisk nærkontakt til andre drenge..." hun så på mig det der forstår du hvad jeg mener - blik og ja, jeg forstod hende udemærket godt. 

     Victoria havde altid haft en lidt for kærlig nærkontakt, til alle sine drenge venner og havde også til tider flirtet lidt for meget med et par stykker af dem. Selvfølgelig dømte vi hende ikke på nogen måde, det var jo bare hendes natur! Det var sådan, hun altid havde gjort. Samtidigt havde Sheila nok ret i, at Victoria var lige en tand for jaloux, når det kom til Justin, det burde jeg af alle vide, når nu jeg havde fået VIP billetter til den forestilling. 

     Jeg var i den grad overrasket over Sheilas tanker om deres forhold, da det kom virkelig bag på mig, at hun ikke gik til den med romantiske fortællinger om, hvordan de sikkert blive gift en dag osv. Men Sheila så tingene med et rationelt syn. Hun kendte Victoria, meget bedre end jeg gjorde og havde set hende meget mere, end jeg havde, siden hun kom sammen med Justin.  

     Sig det til hende! Fortæl hende hvad Victoria har gang i! 

     Jeg måtte da være sindssyg så meget som overhovedet at overveje det! Under ingen omstændigheder kunne det lade sig gøre, at jeg kunne fortælle Sheila, om de ting Victoria havde sagt til mig, og de "instrukser" hun havde givet mig. Nej nej, Sheila ville blive så edderspændtrasende, at hun helt selv ville sørge for, at Justin og Victoria gik fra hinanden og den skyld, den byrde, ville jeg helst ikke have siddende på mine skuldre. 

    "Jeg tror du har ret Sheila... desværre" jeg trak let på skuldrene og vendte bladet i fotoalbummet, så nogle nye fotografier kom til syne, “tænk at min mor overhovedet frivilligt satte billeder af Victoria i hendes dyrebare fotoalbummer," jeg grinede let og rystede lidt på hovedet, da min mor allerede dengang ikke var specielt imponeret over Victoria.

     -"Åh ja, din mor har aldrig brudt sig specielt meget om hende..."

     "Nej, du ved... en mor bryder sig vel ikke om nogle, der har dårlig indflydelse på deres børn."

     -"Sandt som sagt" Sheila grinede en smule, og stilheden lagde sig stille over os, imens vi bladrede igennem de mange fotografier, og genlevede hvert eneste øjeblik, der var blevet foreviget i et fotografi. 

 

     “Lucie, kan du huske dengang til din 11 års fødselsdag, hvor du brændende ønskede dig en pony?” 

     -“Ja, og derfor kan jeg også forsikre dig om, at det var en hest, og ikke en pony jeg ønskede mig,” jeg daskede drillende til hendes skulder, så hun næsten spildte sin kakao ud over mit gulv, men jeg var ligeglad. Vi havde åbnet dørene ud til min veranda, trukket de lange gardiner fra og sat os op ad sengen så vi kunne se op på nattehimlen, som var fyldt med stjerner. Vi drak varm kakao med flødeskum, imens vi var pakket ind i tæpper og dyner.

     “Whatever… og kan du huske hvad du ønskede dig, i din 17 års fødselsdagsgave?”

     -“Ja, jeg ønskede mig en monogram kuffert fra Louis Vuitton,” jeg løftede øjenbrynene og sendte hende et smørret grin, “og jeg fik to,” Sheila grinede svagt og så på mig smilende, men efterhånden falmede hendes smil og hun vendte blikket tilbage mod himlen.

     “Er vi blevet for hurtigt voksne?” spurgte hun så. 

     Sig mig var hun igang med at filosofere omkring livet eller hvad? Egentlig sad jeg og ventede på, at hun ville komme med et eller andet mega poetisk om hvor lidt tid vi egentlig har at leve i.

     “Jeg synes nu ellers stadig i to er rigeligt børn.”

    Vi vendte os begge to om, og så min mor gå ind i værelset med et stort sølvfad fyldt med frugter på. Der var honning melon, papaya, mango, jordbær, galia melon og små stykker af chokolade overtrukne bananer med på træ-pinde i. 

     “Jeg tænkte i nok ville have lidt at hygge med,” Sheila smilede og takkede min mor mange gange, det samme gjorde jeg. Det var utroligt lækkert. Desuden kunne jeg ikke huske, hvornår sidst min mor havde bragt noget ind til mig selv. Hvad er der med dig i dag, mor

     Jeg så op på stjernerne - betragtede dem, mens de funklede på nattehimlen, som når solens stråler spejler sig i havets overflade. I stjernernes funklende lys poppede der et billede op i mit hovede, et minde. Et minde om Justin og jeg i et kosteskab til af New Yorks mest prestigefyldte fester med kun en enkelt gammel slidt, blinkende pære til at lyse rummet op. Jeg huskede tydeligt, hvordan hans øjne søgte mine på en desperat måde, og hvordan han havde sagt, at det ikke var meningen, jeg skulle se ham kysse hende. Der var noget over ham den aften, noget over hans opførsel overfor mig, noget over den måde han så på mig, der havde sat sig fast i mig som fluer på fluetape. 

     “Jeg håber en dag, jeg får et forhold, som det Justin og Victoria har,” fløj det ud ad munden på mig, og jeg tog en tår af min kakao. Noget køligt satte sig på min overlæbe. Flødeskum. Jeg slikkede det hurtigt af og fniste som en lille pige. 

     -“Jeg håber en dag jeg får et forhold med en, der er ligeså lækker som Justin,” lød det fra Sheila, og jeg kunne simpelthen ikke holde grinet tilbage. 

     “Det sagde du bare ikke!” 

     -“Du skal ikke benægte det!” hvæsede hun, og kneb øjnene sammen. 

     “Ej for fanden. Du er for meget Sheila,” jeg løftede øjenbrynene ad hende, og vi brød begge ud i latter. 

     Forholdsvist kort efter besluttede vi os for at gå i seng. Vi efterlod fadet på gulvet, efter vi havde lukket dørene ud til min veranda. Mine tanker styrtede stadig derudaf omkring alverdens ting, så jeg var selvfølgelig ikke træt. Jeg satte min pude op af hovedgærdet på sengen, og greb straks min bog fra mit natbord. Fifty Shades of Grey. Hvis jeg bare en dag, kunne finde en, der elskede mig bare halvt så meget som Christian Grey elsker sin Anastasia, så ville der være sket et mirakel. Alligevel på en måde, fandt jeg det ret utiltalende, hvordan så mange piger (inklusiv mig selv. suk…), fandt det så betagende at læse om noget så kliché agtigt som to vidt forskellige mennesker, fra fuldstændig forskellige verdener, der finder en kærlighed i hinanden, der er så stærk, at den er ubrydelig. 

     “Læser du nu den bog igen?” sagde Sheila skeptisk, men grinene da hun satte sig op ved siden af mig. 

     -“Ja, det gør jeg vidst” svarede jeg og smilede til hende. 

     “Handler den overhovedet om andet end sex?” 

Åh ja, det mest stillede spørgsmål, når det kom til Fifty Shades. 

     -“Ja Sheila,” grinede jeg, “det er en bog om kærlighed, ikke et kompendium af klamme, erotiske noveller, skrevet af 16 årige drenge, som har set for meget porno,” jeg grinede og så på hende med et løftet øjenbryn. 

     “Okay. Når du har læst den, vil jeg gerne læse den. Hvis den er god, skal jeg nok læse de to andre bøger også.” 

     -“Okay,” grinede jeg og lukkede min bog, hvorefter jeg placeret den på sin sædvanelige plads på mit natbord. Jeg pakkede mig ind i min dyne og lagde mig ned. Det var næsten umuligt for mig, ikke at glæde mig lidt til jeg blev færdig med min bog, så Sheila kunne læse den. 

     “Men hvis jeg springer ud som domina bagefter, er det din skyld!” 

     -“Jeg skal skam nok tage skylden, men jeg tvivler på, at du ville blive domina.” 

     “Åh så hold da kæft,” sagde hun og klaskede en pude lige ned i hovedet på mig. Måske er der noget domina i hende alligevel. Wink, wink

 

 

***

Kan Sheila have ret? Er Victoria virkelig alt for jaloux og promiskuøs til at være i et fast forhold? Ville dette være Lucies chance for at tale med Justin igen? 

***

Her har i så endnu et kapitel, og jeg håber i nød at læse det. Der kommer snart endnu et nyt kapitel, og jeg håber i bliver ved med at læse med! 

- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...