Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36109Visninger
AA

18. Kl. 22.00

 

     Jeg vågnede, da jeg mærkede en hånd lande i ansigtet på mig. Hvad skete der? Jeg kunne tyde nogle lange negle meget tæt på mine søvnige, halvlukkede øjne og måtte konkludere at Sheila nok stadig sov. Jeg så på mit lille, hvide ur, der stod på mit natbord. 08.42, ja, jeg kunne stadig nå at sove i hvert fald en time, før det var tid til at stå op. 

     Da klokken blev 09.50, og jeg på skift havde sovet i 20 minutter og været vågen i 5, besluttede jeg mig for at jeg ligesågodt kunne stå op med samme. Måske skulle jeg lave noget morgenmad til Sheila og jeg, det ville jeg da ihvertfald blive glad for, hvis nogen gjorde for mig. Det føltes som at være med i Mission Impossible, da jeg skulle bevæge mig ud ad sengen uden at vække Sheila. Da jeg satte mine bare fødder ned, på det kølige trægulv, fik det mig til at ønske, at jeg havde haft et par sutsko eller noget, men det kunne jeg jo bare anskaffe mig. 

     Det var ret lækkert, at gulvet ikke knirkede ligesom i så mange andre lejligheder. Det gjorde mit liv meget lettere, når jeg nu ikke ville vække Sheila. Jeg trådte ud fra mit værelse, og lukkede stille døren i igen så Sheila kunne få lov at være i fred og sove uden forstyrrelser. 

 

     En ubehagelig panik begyndte at stige i mig. Mit hjerte bankede hurtigere, min puls kørte racerløb inde i mig, imens jeg kunne mærke verden lukke sig omkring mig og lade et mørke omfavne mig. Hvor er min mor henne? Hvorfor er hun ikke hjemme hos mig og passer på mig? Hvad laver jeg alene i den her store lejlighed? Følelserne eksploderede i mig tårerne pressede sig på, og så… Og så… Og så… - Øh nej

     Det var efterhånden mange år siden, at jeg var blevet bange, når jeg vågnede om morgenen og opdagede, at min mor ikke længere var hjemme. Den lille seddel på køkken bordet havde gjort det meget nemmere for mig. Så vidste jeg i det mindste, hvor hun var. Problemet her til morgen lå så bare i, at hun ikke havde efterladt en seddel nogen som helst steder. Flot mor, brainiac. 

     Biib… Biib… Biib Bii- 

     “Hallo? Hej lille skat, er du allerede oppe?” min mors stemme lød optimistisk, men noget undrende i røret. 

     -“Ja, hvor er du henne?” jeg gik direkte til sagen. Dette var ikke nogen chit-chat, jeg ville bare gerne vide, hvor min mor var henne i verden. 

     “Åh ja, pis!” facepalm… “undskyld skat, jeg glemte alt om at skrive hvor jeg er. Det er min fejl,” mon ikke. 

     -“Mor, hvor er du henne?” jeg havde ikke tid til alt hendes hejs. 

     “Ja altså, jeg er lige på vej til Florida igen, for at få lagt en sidste hånd på alt det med firmaet. Jeg kommer hjem om et par dage.” 

     -“Okay mor. Hav en god tur, og lad nu være med at gå med til et eller andet åndssvagt kompromis!” 

     “Det kunne aldrig falde mig ind skat. Elsker dig.” 

     Samtalen sluttede der, og jeg lagde min mobil på køkkenbordet. Endnu et par dage, hvor min mor ikke ville være hjemme, så selvfølgelig begyndte jeg automitisk at prøve at finde på noget, jeg kunne lave, som gjorde at jeg ikke ville ende med at kede min røv ihjel. Jeg kunne holde en fest? Åh… nej det var jeg vidst kommet mig over, efter sidste gang jeg besluttede mig for at holde en lille fest. Mon ikke der var nogle andre, der valgte at holde en fest som jeg så kunne komme til? Måske skulle jeg bare hygge mig med nogle veninder? Hvilke veninder? Sheila, Victoria? Victoria ville helt sikket droppe mig og Sheila for Justin, og Sheila ville nok meget hellere være sammen med Cameron, så ergo var konklusionen, at jeg havde to muligheder; jeg kunne enten være alene med mig selv, eller jeg kunne være alene som tredjehjul. Åh mulighederne. 

    

     Hvor fanden er tekopperne nu henne? Åh gud mor! Her rendte jeg rundt som en sindssyg, for at finde vores tekopper, så Sheila og jeg kunne få os noget te på denne kolde Decembermorgen. Ikke, at det var koldt i lejligheden for der var såmænd varmt nok! Men te var bare så hyggeligt om morgenen, når man kunne sidde og kigge ud over en sneklædt Central Park. Efter at have kigget alle skabe og skuffer igennem i hele køkkenet samt alle skabene, der stod i stuen igennem, gik det op for mig at jeg overhovedet ikke forstod noget som helst. Måske havde jeg undervurderet min mor. Med hånden på hjertet troede jeg virkelig ikke, at det var muligt at smide 25 Royal Copenhagen tekopper væk. 

     Med en sådan sikkerhed om at tekopperne ville være på min mors kontor, hvor hun brugte det meste af sin tid, når hun var hjemme, blev jeg meget skuffet, da der ikke var en eneste tekop gemt i værelset. Hvor fanden kunne de forbistrede, fucking tekopper være?! Kom nu Lucie, hvor plejer din mor at drikke te… Øh, i køkkenet og på sit kontor hvor der ihvertfald ikke er nogle tekopper! Hverken det ene eller det andet sted. De måtte jo være et sted i lejligheden. Ja jeg tvivlede ihvertfald stærkt på, at min mor havde skilt sig af med dem, når hun brugte næsten en time på at overbevise sin assistent om at det at tage til Danmark, for at hente 25 tekopper var en rigtig god idé. 

     En skønne dag ville jeg nok komme til at fortryde mit næste træk, det havde jeg på fornemmelsen. Det var skræmmende nok for mig at gå ind i soveværelset, når jeg havde fået lov til det, så at skulle gøre det uden at have fået lov gjorde mig hunderæd. 

     Min mors soveværelse var lidt, som hendes helt eget skjulested som ingen rigtig fik lov at se, og  det var også noget, man tydeligt kunne mærke på atmosfæren derinde. Vinduet var åbent, så kulden derindefra stak nærmest på min varme hud og gav mig gåsehud over det hele. Forsigtigt plantede jeg min fod på gulvet, og den anden fulgte langsomt efter. Præcis som jeg troede, stod alle tekopperne heroppe. Jeg hævede et øjenbryn ved tanken om at min travle (måske en smule stressede) mor ikke havde taget kopperne med ned. Skulle jeg gøre hende en tjeneste og tage kopperne med ned for hende? Ville hun blive sur hvis hun vidste, at jeg havde været herinde uden hendes tilladelse? Hold kæft, jeg lød som en nyligt ansat medarbejder, der for første gang havde fået besked på at hente noget i skuffen på chefens kontor, af en som bestemt ikke var chefen selv. Jeg tog en dyb vejrtrækning og gik ind i det kolde rum, fast besluttet på at tage alle tekopperne med ned så de kunne komme i brug. Heldigvis stod der en bakke heroppe som jeg kunne sætte de mange kopper på, og på den måde få dem ned, uden at skulle lege hverken arkitekt eller kunstner. Et minde (eller noget i den stil) strejfede min hukommelse og af ren refleks, vendte jeg hovedet mod min mors kommode, hvor billedet af Charles, Justin og min mor stod trygt og gloede tilbage på mig.

     Bakken med de mange tekopper satte jeg på hjørnet, af den store dobbeltseng og jeg gik over til kommoden, hvor jeg betragtede billedet med kun et enkelt spørgsmål i hovedet; Hvorfor har du et billede, af Charles og Justin i dit soveværelse, mor? Ud fra Justins buttede kinder og det forvirrende, fraværende udtryk i hans øjne gik jeg ikke ud fra, at Justin var meget mere end 2 år gammel på det billede, men hvis Justin var 2 år på det billede, måtte det betyde at min mor højst sandsynligt var gravid på det billede. Gravid med mig. Holy shit… havde min mor og Justins far haft et forhold, efter min mor sparkede min far langhelvede i vold? Nej, det kunne bare ikke passe! Tag det roligt forfanden! Det er bare et billede, det beviser ingenting! 

     Igen blev min bevidsthed reddet, af min underbevidsthed der som altid havde sin helt egen mening omkring tingene. En mening, som også var min, men som altid blev overskygget af noget andet. Jeg stod åndeløst, og stirredde på billede imens jeg prøvede at komme i tanke om hvad i al verden, der kunne have gjort at dette billede blev taget og hvilken personlig forbindelse, min mor måtte have til Charles. Jeg forstod, at der var et billede af Mr. Bentley, da han og min mor havde arbejdet sammen i mange år, og billledet med Mr. Bentley var også taget under en form for kongres eller noget, hvorimod billede med Charles og Justin var et meget personligt billede.

     Med en masse spørgsmål og ingen svar forlod jeg min mors værelse med tekopperne og vendte tilbage til køkkenet, hvor jeg straks gik igang med at lave noget morgenmad, og på den måde prøvede at holde mig selv beskæftiget, så jeg ikke behøvede at tænke på meget på forbindelsen mellem Justins og min familie. Jeg kunne ikke lade være med tænke på, om Justin måske vidste noget omkring alt det her, og selvom tanken var usandsynlig, ville den alligevel bare lede mig ud i en blindgyde, hvis han nu vidste noget. Desuden hvis han ikke vidste noget, ville det da også være lidt at af bombe at smide. Hey, min mor har et billede af dig som barn i sit soveværelse, ved du noget om det? Ej vel? 

     “Okay, der står to kopper te på køkken bordet, du laver mad og ser ud som om der er noget, der virkelig går dig på. Har du en ægteskabskrise, før ægteskab eller hvad?” en lys, morgentræt stemme grinede lavmælt ved kogeøen bag mig. 

     -“Nej, jeg øver mig på at være gift,” jokede jeg tilbage, og jeg kunne tydeligt høre hendes fnisen. 

     Vi nød vores morgenmad og vores te med udsigt ud over Central Park, og det var et vidunderligt syn. Det sneede her til morgen. Ikke for meget og ikke for lidt. Snefnuggene var store, og de dalede fint ned igennem luften i New York city. De fik alt til at se - og virke så fredeligt. Som et lille paradis midt i en by og det gik op for mig, at jeg enormt gerne ville gå en tur i central park, imens det sneede og mærke sneen mod mit varme ansigt. Billeder og scenarier fra en af de gange jeg var i central park blev vækket til live i mit hoved. En abnormt irriterende botnakke, der kastede en snebold efter mig og ramte mig lige på balden. En idiot, som løb henover en græsplæne med mig på skulderen, imens jeg skamløst råbte efter hjælp, men uden held. En komplet skovl, der smed mig i sneen på toppen af en bakke, og rullede ned ad den med mig så vi begge var dækket af sne bagefter. En nar med en super sød latter og ekstremt dårlig humor. Et fjols ved navn Justin. Det var ikke hans skyld, at han var et fjols, det var hans kærestes skyld - min “veninde", Victoria. 

     “Hvad går dig så meget på, Lucie?” Sheila så noget bekymret på mig, imens hun tålmodigt ventede på, at jeg skulle svare hende, “du ser ud som om noget graver i dig… vil du ikke nok sige det?” tilføjede hun derefter. Jo da, hvilken del vil du høre først? Den der omhandler, at Victoria er så forbandet jaloux, at jeg ikke må snakke med Justin? Eller det ved du måske allerede? Hvad med den, hvor min mor har et billede af Justin og hans far i sit soveværelse? Nej, måske er den hvor jeg sidder og klynker ynkeligt over, at jeg savner, at Justin og jeg kan være venner, den bedste. 

     -“Jeg har det fint, tro mig,” fint var måske ikke den korrekte beskrivelse af, hvordan jeg havde det, men alle er ligeglade så…

     “Hør jeg ved godt, der er noget galt, Lucie. Jeg kan jo se det på dig forfanden!” hendes stemme lød noget frustreret over mit svar, og det forstod jeg udemærket også godt, men nu var det altså bare sådan det var, “men forhelvede Lucie… jeg må vel bare stole på, at du fortæller mig noget, når du er klar?” jeg nikkede. Det var alt jeg følte, jeg kunne gøre uden at komme til at sige noget. Afsløre noget. 

     Stemningen lettede sig hurtigt, men allerede efter en time, tog Sheila hjem. Noget med en eller anden familie middag hun skulle hjælpe sin mor med at gøre klar til. Victoria ville også komme, det havde hun ihvertfald sagt, og hun havde da også spurgt mig, om jeg ikke havde lyst til at deltage i festlighederne, men i aften måtte jeg springe over, da jeg ikke havde overskud til hverken det ene, eller det andet. Egentlig havde jeg bare lyst til at sidde herhjemme foran pejsen med min bog og læse. Jeg ønskede intet andet end at begrave mig i en fiktiv verden. En verden som jeg ikke var en del af. En verden hvor min verden, var fuldstændig ligegyldig. 

 

     Klokken nåede alligevel at blive 12.00, før jeg havde fået snøvlet mig selv i bad. Jeg skulle jo trods alt lige rydde op efter morgenmaden, rede min seng og lægge de ting på plads som jeg havde købt igår. Du bliver seriøst nød til at lade være med at shoppe hele tiden, ellers bliver det næste du shopper et nyt klædeskab. Ja, ja, ja. Jeg var bestemt en af de piger, der havde alt for meget tøj. Nogle af tingene i mit klædeskab havde endda stadig prismærke på og var aldrig blevet gået med. Andre af tingene havde jeg kun haft på en gang til en form for særlig anledning. Utroligt nok var det stort set det samme med mine sko. Kun få par havde jeg faktisk på til hverdag, selvom jeg sjælendt havde det samme par sko på flere dage i træk. Okay Lucie, du burde virkelig rydde op i dit klædeskab. Ja, men det bliver ihvertfald ikke nu, frøken utilfreds.

     Dovent traskede jeg ud på mit badeværelse og flåede nærmest mit nattøj af. Tænk, at jeg havde haft nattøj på hele dagen. Brusebadet var en klar beslutning for mig, selvom de fleste nok havde valgt karbadet frem for det. Sagen var bare den, at jeg holdt mest af karbad, hvis det skulle bruges til afslapning (selvom bad generelt er afslappende). Et højlydt hvin kom fra min mund, da jeg uforsigtigt trådte ind under brusehovedet og tændte for vandet ud at tænke mig om og derfor blev gennemskyllet af iskoldt vand. Forskrækkelsen kom så meget bag på mig, at jeg gled og slog hovedet ind mod glasset, der afskærmede brusebadet, fra resten af det store rum jeg kaldte badeværelse.

     Pis!

     Fuck!

     I vrede begyndte jeg at hamre løs på glasset måske med håbet om, at det ville gå i stykker, men det var uden held. Der skulle åbenbart mere end mine små næver til at ødelægge det solide glas. Smerten skød gennem mit stakkels hoved, og til at starte med var jeg en smule svimmel. Uden at slukke for vandet satte jeg mig ned i brusekabinen, indtil mit hoved var okay igen. Forsigtig løftede jeg hånden mod mit hovede, der hvor jeg havde ramt glasset. Åh forhelvede… selvfølgelig. Jeg havde fået en bule. Den var ikke stor, men den var der, og den gjorde ret ondt. Just my luck. Få minutter passerede, og jeg besluttede mig for, at jeg nok hellere måtte se at få vasket mig, så jeg kunne komme i noget afslappende tøj og komme til at læse. 

 

     Åh Christian… stakkels fifty tænkte jeg til mig selv, da jeg tog en tår af min ret så udsøgte rødvin og læste videre i min bog. Jeg forstod ikke deres kærligheds problemer, men alligevel mærkedes det som jeg følte dem selv. Det måtte være forfatterens måde at skrive på. At læse bogen var lidt som en dans, og forfatteren var føreren. Hold da op, jeg skulle da godt nok ikke have mere af den rødvin på nuværende tidspunkt, ligemeget hvor udsøgt den så måtte være. Øjeblikkeligt stillede jeg glasset med vin tilbage på stuebordet, og lænede mig atter tilbage i sofaen med benene krøllet op under mig og læste videre i det dæmpede lys. 

     Min mobil gav et velkendt pling fra sig og lyste kraftigt op fra køkken øen, men jeg havde ingen intentioner om at rejse mig for at se, hvad det var. For slet ikke at nævne at det nok bare var Sheila, der tiggede mig om at komme til hendes familie middag, fordi hun nægtede, at jeg skulle sidde for mig selv. Fandens til kvindemenneske, men jeg elskede hende alligevel. Jeg rystede kort på hovedet og vendte tilbage til min bog, men skulle det da ikke være sandt, at min mobil gav endnu et pling fra sig og igen lyste op som en anden lyskegle ved en film premiere? Jo da. Du går ikke over til den Lucie. Du ved, du ender med at tage til den skide middag, hvis du gør det. Alle sanser var i brug for ikke at give efter for fristelsen, og se hvad der dog var så vigtigt. Alt inden i mig havde lyst til at gå over til min telefon, men jeg havde lovet mig selv, at i aften ville være uden forstyrrelser. Det skulle jeg nok have tænkt over, da jeg besluttede mig for ikke at sætte min telefon på lydløs… 

     Den blodige, brage kamp blev vundet af min telefon, der for tredje gav et pling og lyste op. Nu kan det fandme være nok. Bogen gav et højt smæk fra sig, da jeg nærmest tyrede den ned i bordet og travede over til min fandens mobil telefon. Wow, hold da op. Klokken var næsten 19.00. Har jeg virkelig siddet og læst i næsten 5 timer? Wow. 

     Mit hjerte begyndte hurtigt at banke derudaf, da jeg åbnede beskederne. Jeg havde med mine fulde fem troet, at det var Sheila, der havde skrevet, og jeg var fast besluttet på at lade min telefon ligge, men jeg tog godt og grueligt fejl. Beskederne var sendt via Kik, og det var fra en hvis hr. Patrick. Da beskederne endelig hoppede op på min skærm efter at være blevet indlæst, kunne jeg have svoret på, at mit hjerte fløj direkte op i halsen på mig og stoppede med at slå samtidigt. Min mave slog knuder, og alle svedkirtler i hele min krop blev aktiveret med det samme, da min krop med høj hastighed blev varmere og varmere. Som at stå midt i Vegas på årets varmeste dag kun iført sort. 

 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Okay… jeg kan ikke holde det ud længere

_______________________________

 

     Stod der i den første besked. Nysgerrigt gav jeg mig til at læse videre… 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Jeg vil gerne møde dig. I aften. 

_______________________________

 

     Mit hjerte galoperede derudaf som var det med i et hestevæddeløb. 

_______________________________

 

Anonymous Stranger: 

 

Mød mig ved Bethesda fontænen kl. 22.00… 

_______________________________

 

     Der stod jeg med min telefon i hånden og var fuldstændig målløs. Alt hvad jeg kunne svare var ‘Okay’. Okay? Hvad fanden var det for et svar at komme med? Men jeg havde bare ikke noget andet at svare. Endelig fik jeg min vilje. Der var vel og mærket ikke gået meget mere end halvanden uge, siden Patrick skrev til mig første gang og dermed, var det heller ikke mere end 4-5 dage siden, jeg virkelig begyndte at interessere mig for at mødes med drengen, men han havde jo tidligere afvist mig blankt og sagt, at det ikke ville ske i den nærmeste fremtid. Her stod det så alligevel. Ved Bethesda fontænen kl. 22.00 skulle jeg mødes med Patrick. 

     Af en eller anden besynderlig grund var jeg både postivt og negativt nervøs. Mysteriet om den fremmede Patrick havde fanget mig fra starten. Hvem var han? Jeg vidste det ikke, men jeg var også bange for at han måske kunne være en eller anden klam, gammel, pædofil mand. Det er jo set før. Lucie, tag den med ro, okay? Der er 3 timer til. Du har ingen grund til at stresse. Mit hovede var på kanten til at eksplodere bare ved tanken om hvad Patrick var for en, og den overvældende nyhed, at jeg skulle møde ham i aften havde nærmest blæst mig omkuld og revet mig rundt som en tornado. Tanker omkring hvad skulle tage på af tøj, begyndte forholdsvist hurtigt at skøjte rundt som skøjteløbere i hovedet på mig, og jeg var allerede stresset nok i forvejen til så meget som at overveje at tage mig af det problem. Hurtigt greb jeg min mobil og satte en alarm til kl. 20.00 og efterfølgende, lagde jeg mig ned i min sofa og prøvede at sove ovenpå alt den stress, og alle de tanker, der løb gennem mig. 

 

     Central park var mørk i nat, og jeg var skide taknemmelig for de gule lys, der skinnede klart fra lygtepælene langs stien. Jeg havde sovet, til min alarm ringede, og efter det havde jeg skyndt mig at tage et par stramme jeans på, min hvide rullekrave-sweater (som egentlig slet ikke var en sweater men nok bare var mere en trøje), min lange hvide frakke, sorte ankelstøvler med hæl på og min hvide pels hue, da det jo sneede udenfor. 

     Mine hænder var dybt begravet, i lommerne på min frakke og mine skuldre var trukket langt op under ørene. Ikke så meget fordi det var koldt, men fordi jeg var allerhelvedes nervøs for, hvad der skulle ske. Tænk hvis han slet ikke var, som jeg havde forestillet mig, og jeg bare havde haft alt for høje forventninger? Hvad hvis vi slet ikke klingede sammen på nogen måde? Okay cool på Lucie. Det hele skal nok blive okay, sagde jeg til mig selv og prøvede ihærdigt på at berolige mine nerver. Der var ikke langt igen til fontænen. Gav vide om han allerede er der, når jeg ankommer? Hvis ikke, hvor venter jeg så henne? Det var alt sammen meget forvirrende og ikke mindst stressende. Hold nu fokus: en opgave, der var nemmere givet end gjort.

     Nervøsiteten forsvandt ikke ligefrem, jo tættere på jeg kom, og jeg kunne efterhånden se lyset fra fontænen. Der var absolut ingen mennesker. Burde jeg være nervøs? - ja. Var jeg det? - ja, også i den grad! Jeg havde jo ikke den fjerneste idé om, hvem denne mystiske mand kunne være, men jeg vidste, at jeg havde et inderligt behov for at finde ud af det, fordi selvom det lød fuldstændigt tosset, var der altså noget ved ham, som havde fanget mig. Fængslet mig. Taget mig som gidsel og krævet, at jeg fandt ud af, hvem han var. Holdt mig fast i håbet på, at jeg ville være ligeså nysgerrig nu, som jeg var helt i begyndelsen. Ud af alle de besynderligt latterlige ting jeg havde rodet mig ud i gennem årene, ville den her nok være nr. 1 på min mors hadeliste, hvis hun fandt ud af noget som helst af alt det her. Derfor var jeg også meget glad for, at min mor ikke var hjemme. Hold kæft, hvad ville hun ikke havde tænkt? ‘Hej mor, jeg smutter lige ud. Ja, jeg ved godt klokken er 22.00. Hvor jeg skal hen? Jeg skal såmænd bare en tur i Central Park og møde en komplet fremmed.’ Total, mega, aldrig godkendt fra hendes side af. Ikke, at jeg havde fundet det en specielt gennemtænkt idé, hvis nogen kom og sagde det til mig. Hvorfor gør jeg det, spørger du så? Fordi jeg var edderspændt, nervøs og fastbesluttet på at finde ud af hvilket ansigt, der gemte sig under navnet Patrick. 

 

     Da stien jeg gik på stoppede, og jeg stod midt på pladsen ved fontænen, gik der ikke meget længere end 5.2 sekunder, før jeg spottede en mands skikkelse ovre ved fontænen. Han havde en sort jakke på, med en stor pelskrave og hans hænder var placeret på betonkanten. Det så ud som om, han stod og stirrede ned i vandet, der var svagt oplyst af de små lamper i bunden af bassinet. Han så frustreret ud eller måske bare anspændt. Min puls steg langsomt, da jeg automatisk tog skridt hen mod ham. Det måtte være Patrick. Han - manden med ryggen til, og jeg var de eneste, der var på pladsen, hvilket ikke ligefrem gjorde situationen mindre uhyggelig. Fornemmelsen af at mine skridt blev langsommere og langsommere, jo nærmere jeg kom på ham. Jeg forsøgte at gå så lydløst som muligt, så jeg ikke forskrækkede ham, men jeg kunne ikke holde hælene på mine sko fra at lave små, svage, klikkende lyde mod gruset. Han så ikke specielt stor ud, altså højde mæssigt. Ihvertfald ikke meget højere end jeg. Jeg havde en ustyrlig lyst til at række ud efter ham, men jeg måtte modstå trangen, i tilfælde af at det ikke var ham. 

     “Patrick?…” min stemme var svag og kunne næsten ikke høres. Faktisk var jeg i tvivl, om han havde hørt den eller ej, indtil et par sekunder efter hvor han svagt løftede hovedet, så jeg næsten kunne se ham i en profil positur. Lyset både fra bassinet og den svage måne oplyste hans ansigt svagt nok til, at jeg kunne se konturen på hans kæbe og kindben. Indtil videre så han ikke ud til at have en eneste skønhedsfejl. Han vendte hovedet tilbage mod bassinet, og rejste sig op så han stod ret, men stadig med ryggen til mig, og af refleks tog jeg et skridt bagud, uden at vide om jeg var nervøs eller bange. Bange for ham måske? Den tykke pels på hans hætte blev hevet ned over hans hoved i et fast ryk, og han vendte sig langsomt. Hans hænder var i lommerne på jakken og hans ansigt var rettet direkte mod jorden, så jeg ikke havde nogen mulighed for at se ham ordenligt. 

     “Patrick..” jeg tog et lille skridt imod ham, og løftede hånden lidt. I samme øjeblik lænede han sig let tilbage, og hev en hånd op ad lommen, der signalerede, at jeg skulle blive stående. Hans reaktioner og mangel på ord gjorde mig mere og mere nervøs og skræmt. Det gav mig lyst til at vende om og løbe så hurtigt jeg kunne, men der var noget ved ham. Jeg ville vide hvem han var. Hans vejrtrækning var så dyb og nervøs, at jeg kunne høre den tydelig, derfra hvor jeg stod. Kunne det være, at han var langt mere nervøs end jeg. Stille og roligt løftede han hænderne op til hans hætte, og mine forhåbninger om, at han endelig ville tage den af og lade mig se ham gjorde, at min puls steg. Jeg havde det som om, at jeg  var ved at blive kvalt i min egen vejrtrækning, selvom jeg er rimelig sikker på, at jeg ikke engang trak vejret. Min puls hamrede derudaf, som jeg ved ikke hvad, og jeg var hundrede procent sikker på, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kunne klare det længere. Jeg ville bare se ham. 

 

*** 

 

Uha folkens, nu begynder det efterhånden at blive en smule spændende herovre! Hvem er den mystiske Patrick? Kommende Calvin Klein model eller klokkeren fra notre dame? (Jeg er helt vild med Quasimodo btw, skøn!) 

Fornemmer i også spændingen? Hvis i er ligeså spændte på at finde ud af, hvem Patrick er, så følg godt med ;) 

 

- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...