Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36056Visninger
AA

9. Invitationen

 

     Jeg trådte ind ad døren derhjemme, og lukkede den stille. Jeg var ikke længere sur, men rettere ked af det. Idag havde bare ikke været min dag, på nogen som helst måde. Min mor kom glædeligt travende ud fra køkkenet, indtil hun så mig stå og hænge lidt i det, da jeg tog min jakke af, og hængte den op på bøjlen i skabet. Jeg så over på hende og sendte hende et lille smil. Hendes idylliske aura forsvandt pludselig, og den blev mere tungsindig. Hun vidste udemærket godt, at der var noget galt med mig, men hun kendte mig også godt nok til at vide, at hun ikke skulle spørge om hvad der var sket, men at jeg i stedet selv ville komme til hende, når jeg følte jeg havde brug for at snakke om det. 

     Min mor sendte et lille smil tilbage til mig og satte atter kurs mod køkkenet, jeg kunne høre hende skramle rundt derude, og det lød som om hun ryddede op, indtil hun kom ud fra køkkenet med tallerkner, glas, bestik osv. 

     “Kom og spis skat” hun smilede sødt til mig, opmuntrende, “jeg har lavet carbonara.” 

     Thank god! Endelig noget godt at tilføje til min dag. 

     Min mors hjemmelavede pasta carbonara var noget af det bedste der fandtes, og jeg kunne ikke huske hvornår sidst, jeg havde fået det. Jeg kunne ikke undgå at trække lidt på smilendebåndende, da min mor kom ud fra køkkenet med den store gryde fyldt med carbonara. Jeg satte mig til bords og lagde som altid min stofserviet i skødet på mig selv, for at hindre pletter på mit tøj, i tilfælde af jeg skulle spilde. Ikke at det skete særligt tit, men det var efterhånden blevet en vane. 

     Min mor satte sig foran mig med et smil på læberne og skubbede en lille cremefarvet konvolut over til mig. 

     “Åben den,” sagde hun, imens jeg så undrende på den. Der var en fin indgravering af mit navn på den i en smuk perlehvid farve, og jeg kunne allerede mærke, hvordan jeg blev nervøs af en eller anden grund. Jeg vidste ikke hvad det var, men den fine konvolut gjorde mig en smule nervøs på en positiv måde. Jeg tog konvolutten i hænderne, papiret var groft og lukket med noget rødt indtørret snask, så papiret ikke gik i stykker, når jeg åbnede konvolutten. Jeg så på min mor, der sad med hænderne foldet under hagen og et kæmpe smil på læberne. Jeg tog stille fat i papiret, og tog det ud af konvolutten, det var af samme materiale. Papiret inden i var foldet på midten, så jeg åbnede det og så på hvad der stod, men nåede ikke at læse ret langt, inden min mor afbrød mig. 

     “Læs det højt skat.” Hun virkede ivrig efter at høre hvad der stod. 

     Jeg rømmede mig og begyndte at læse op, fra det smukke papir. 

 

"Kære miss Lucie Alaire

 

De inviteres glædeligt til at deltage i det årlige maskebal i New York på 5th Avenue.

 

Alle inviterede skal medbringe en ledsager, der ligeledes er inviteret til arrangementet.

 

Ballet finder sted den 29. November kl. 20.00

 

New Yorks festkomité og bestyrere”

 

     Jeg kunne ikke tro hvad jeg lige havde læst. Jeg var blevet invitere til det årlige maskebal.  En lille opsummering er vidst på sin plads:  

     En gang om året holder festkomitéen i New York et maskebal, hvor kun de mest glamourøse, rige borgere i New York bliver inviteret. Det var en kæmpe galla fest, med store, dyre kjoler hvor man sammen med sin ledsager, bliver præsenteret for hele selskabet, når det starter. Alle de rigeste unge piger og drenge i New York bliver inviteret sammen med deres familier. At blive inviteret til Maskeraden for mig, var det samme som at vinde en Grammy. At deltage i maskeraden betyder alt for ens image som rigmandsdatter - eller søn i New York City, og derfor måtte der ikke være en eneste fejl på mig den aften. 

     “Hvad siger du så skat?” Spurgte min mor, og var mindst ligeså ekstatisk som jeg selv var. 

     -“Mor det er fantastisk! Men der er ikke særlig lang tid til, og jeg har hverken kjole eller noget?” 

     “Jeg har styr på det hele skat. Du har snakket om det her siden du var 7 år gammel, alting er forberedt.” 

     Jeg var målløs. Invitationerne blev sendt ud for mere end en måned siden, og min mor havde holdt det hele hemmeligt for mig. Jeg var bange for, at jeg ikke var blevet inviteret. Selv Sheila og Victoria havde siddet og snakket om, at de havde fået deres invitationer . 

     “Hvad med kjole mor?” Spurgte jeg hende uroligt. Hun kunne da umuligt have forberedt en kjole til mig, uden at spørge mig om, hvad jeg havde tænkt mig omkring den? 

     -“Jeg sagde jo lige, at jeg har det hele under kontrol lille skat,” sagde hun så, “du skal ikke tænke over det.” 

     Nej, det siger du nok, men det gør jeg altså alligevel. Det gik straks op for mig, hvordan ledetrådende hang sammen med brevet jeg lige havde fået. En hvid fjer, til min maske. Hvide handsker, til mine hænder da jeg altid havde nævnt, at jeg ville have handsker på, når jeg engang skulle deltage i maskeraden. La Malicieuse, fordi den var glamourøs og tiltrækkende, opmærksomhedsvækkende. Barbie dukken, for at indikere noget med fin påklædning, herunder kjoler osv. Jeg kunne mærke hvordan der stille blev kastet noget lys, på min ellers helt igennem forfærdelige dag, og jeg mærkede mig selv smile en lille smule inden i. 

 

     Da vi havde spist, og jeg var blevet sat til at udføre lorte jobbet, opvasken, smuttede min mor op på sit kontor for at snakke i telefon, som hun altid gjorde. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på maskeraden. Jeg havde en forstilling om hvordan balsalen så ud, når den var dækket op til maskeraden. Min mor sagde, at hun havde styr på det hele, men hvad med ledsager? Hvad havde hun fundet ud af der? Jeg ville nu hellere selv have fundet min ledsager, eller ihvertfald have udset mig en, men det havde jeg ikke haft chancen for. Jeg tvivlede ikke på min mors dømmekraft, når det kom til sådanne ting, men der var bare så mange forfærdelige muligheder og alt for få oplagte ledsagere, der kunne eskortere mig til ballet. De fleste piger, der blev inviteret til ballet drømte om at komme med deres kæreste, eller den dreng de nu kunne lide, og så drømte de om, at deres aften ville være som et eventyr, men sådan var det ikke for mig. Jeg ønskede ikke at komme med nogen som helst kæreste, hvilket også var ret svært, når nu jeg ikke havde nogen. Jeg havde ikke i sinde, at tage til ballet med en jeg kunne gå og small-talke med hele aftenen, tværtimod var mit eneste krav, til hvem end min ledsager var, at han skulle få mig til at se godt ud, og det vidste min mor udemærket godt. Jeg forstillede mig straks en høj, ung Leonardo DiCaprio lignende mand, med det halvt lyse hår redt tilbage, de klare himmelblå øjne og et skævt smil. 

     “Miss Lucie?” Dørmandens stemme lød gennem lejligheden, og jeg vandrede ud i gangen for at finde ud af, hvad han lavede her. Han stod rank med hænderne bag på ryggen, klædt i sin uniform og spurgte efter min ubetingede opmærksomhed. 

     -“Ja?” svarede jeg og så undrende på ham. Han kom normalt ikke op i de beboendes lejligheder, og var heller ikke kommet op til vores før. 

     “Der står en ung mand nede i entréen og spørger efter dem. Han siger, han har prøvet at ringe?” 

jeg så forvirret på ham og tog min telefon fra spise bordet. Jeg havde utallige sms’er og ubesvarede opkald fra Justin, så jeg gik straks ud fra, at det var ham, der nu stod nede i entréen i min bygning, og spurgte efter mig. Jeg sukkede dybt og kørte en hånd gennem mit hår i frustration. Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, fordi jeg vidste, det kun ville skabe større problemer mellem Victoria og jeg. Jeg så over på dørmanden og sendte ham et lille smil, men hans blik forblev søgende efter svaret på, om han skulle lukke den unge mand ind, eller ej. 

     “Du kan fortælle den unge mand, at jeg har travlt, og bede ham om at stoppe med at ringe til mig, tak.” Han nikkede en enkelt gang og satte atter kursen ned ad i elevatoren. Da han var væk åbnede jeg beskederne fra Justin kun for at konstatere, at der på 80% af dem stod “ring til mig Lucie” og på de sidste 20% stod der “vi bliver nød til at snakke sammen”. Nej, vi blev ikke nød til at snakke sammen. Han ønskede at snakke med mig, omkring hvad der var forgået tidligere, men jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, på nogen tænkelig måde. Jeg vidste godt at det ikke var helt fair, når han egentlig ikke havde gjort noget, men hvis han var det, der stod i vejen, for mig og min veninde, måtte jeg bare sørge for at han ikke var i vejen længere, og den eneste måde jeg kunne sørge for det var ved ikke længere at snakke med ham. Selvom det fik mig til at have det dårligt med mig selv, gjorde jeg det. 

 

     “Ej mor, hvad fanden tænkte du på med ham her?” Spurgte jeg min mor mistroisk. Jeg tvivlede normalt ikke på min mors dømmekraft, som sagt, men det gjorde jeg så fra nu af. Min mor havde afholdt såkaldte auditions for rigmands sønner, alle inviterede til ballet, så hun kunne finde mig en ledsager, der var fuldstændig perfekt. 

     -“Undskyld skat, jeg synes bare, han så sød ud.” Sagde hun og lagde sin hånd på min ryg, imens hun grinede lidt. Typisk min mor, hun forstod bare ingenting. 

     “Ja, måske, men han skal ikke se sød ud, han skal se godt ud.” Sagde jeg endnu engang, i forsøget på at få min mor til at forstå, at jeg ikke brød mig specielt meget om de drenge, hun havde valgt som kandidater. Der var faktisk ikke en eneste af dem, der så specielt godt ud og for at være helt ærlig, ville jeg hellere ledsage mig selv, end at lade nogle af de drenge ledsage mig til ballet. Kald mig bare overfladisk, det ville ikke være noget, jeg ikke havde hørt før. 

     “Altså skat, jeg ved ikke om det er til nogen hjælp, men jeg ved at Mr. Bentleys nevø er blevet inviteret. Han er ellers en flot udseende ung mand?” Hun så mig en smule nervøst, og håbede at jeg i det mindste ville tage imod tilbuddet om hendes velkendte forretningspartners nevø. 

     Jeg lukkede øjnene kort og kunne nærmest allerede forstille mig, hvor galt det ville gå, men det endte med, at jeg åndede ud og nikkede blidt. Min mor krammede mig og kyssede mig på kinden, imens hun undskyldte på New Yorks vegne, for at der ikke boede nogen pænere drenge. 

     “Bare han er ældre end mig mor!” Min kommentar fik min mor til at grine, imens hun nikkede og forsikrede mig om, at jeg slet ikke bekymre mig om hvorvidt Mr. Bentleys nevø var yngre eller ældre end jeg. Jeg grinede med hende, og vi morede os meget over det billede vi begge to havde i hovedet af mig, der ankom til maskeraden med en 12 årig der var 140 høj. 

     “Du ved lille skat… Charles ringede igår, troede jeg, indtil jeg tog telefonen.” Min mor så på mig som om jeg udemærket godt vidste hvad hun ville sige, og det gjorde jeg måske også, men det ville jeg ikke vide, før hun havde fortalt mig resten, “det var Justin der ringede, fra sin fars telefon. Til mig?” Hun løftede øjenbrynene og så på mig, som om hun ville have, jeg skulle forklare hvad der foregik, og hvorfor min ven ringede til hendes mobil, fra hans fars. Jeg gjorde alt hvad jeg overhovedet kunne for at undgå hendes blik tilstrækkeligt nok, til at få hende til at fortsætte, da jeg lige nu ikke kunne sige noget til mit eget forsvar. “Han sagde at du har ignoreret hans opkald og beskeder, og, at du bad dørmanden om at få ham til at forsvinde igår?” 

     Det var der det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne holde det for mig selv, at jeg var uvenner med Victoria på grund af Justin, og jeg derfor ikke ønskede at snakke med ham. Tænk, at han havde ringet til min mor for at se om han kunne få fat i mig igår aftes. Jeg gik forholdsvis tidligt i seng igår, da jeg var udmattet efter alt den råben og skrigen, for ikke at nævne mit hoved, der var ved at eksplodere af tanker og forstillinger om hvad der skulle ske i fremtiden. Jeg kunne mærke min mors bedende blik hvile på min krop, da jeg så væk fra hende. Jeg ønskede ikke at skulle forklare hende hvad der var sket, da jeg ikke var helt sikker på det selv. 

     “Skat?” Hun pressede mig til at sige hvad der foregik, men jeg havde ikke i sinde at sidde og fortælle hvad der var sket, ned til den mindste detalje, så jeg sad lidt og grublede over, hvordan jeg kunne sige det så kort som muligt, uden at få det til at lyde alt for alvorligt. 

     “Jeg kom op og skændes med Victoria,” var alt hvad jeg kunne sige til at starte med, det forklarede dog ikke det med Justin. 

     -“Skat jeg har sagt, du ikke skal hænge ud med den tøs,” begyndte min mor, inden jeg afbrød hende med en snerrende tone. 

     “Mor prøv at holde din kæft ikke? Vil du gerne vide hvad der foregår, eller hvad?” 

     Det virkede måske hårdt, at jeg bad min mor om at holde sin kæft, men hun vidste godt at jeg ikke altid havde en fænomenal selvbeherskelse, når jeg var frustreret, derfor havde hun aldrig taget nogle af de ting jeg havde sagt til hende personligt, heldigvis. Hun lukkede heldigvis munden på sig selv, og satte sig tilbage i sofaen, spændte sin morgenkåbe og lagde armene over kors, imens hun ventede, på det brag af en forklaring jeg havde. 

     “Vi kom op og skændes, fordi Victoria kan godt lide Justin, men hun tror, jeg har noget kørende med ham bag hendes ryg, og det har jeg bare overhovedet ikke!” Jeg ville gerne gøre det klart overfor min mor, at der intet var mellem Justin og jeg, så ikke hun begyndte at stille spørgsmål til det også. “Og så fordi Justin sådan set er grunden til at Victoria ikke vil snakke med mig, så tænkte jeg bare at hvis jeg ikke snakker med ham, så bløder hun måske op…” jeg gav et dybt suk, da jeg hørte hvor latterligt, det egentlig lød og foldede mine hænder i mit skød af ren nervøsitet. Min mor var god til at rådgive mig, uden at fortælle mig hvad jeg skulle gøre, så jeg ventede bare på, at hun kom med et eller andet form for råd, jeg kunne prøve at rette mig efter. 

     “Hmm… Skat, det er op til dig selv, men synes du virkelig det er fair overfor Justin?” Hun sagde ikke mere til mig end det, før hun rejste sig og gik ovenpå. Der skulle ikke en videnskabsmand til for at finde ud af, at det overhovedet ikke var fair overfor Justin, det jeg havde gang i, og som sagt havde jeg det også ret skidt med det, men jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle forklare det til Justin, uden, at han ville blive sur på mig, så jeg besluttede mig for at lade det ligge og tænkte, at Justin nok ville stoppe med at ringe og skrive på et eller andet tidspunkt. 

     Min mor kom ned igen og lignede en, der var klar til at hive nogen forretningsaftaler hjem. Hun kom over til mig og krammede mig, trak mig ind i sin favn og kyssede min kind blidt. Hun tog et lille skridt væk og rækte ned i sin pung, jeg var ikke et sekund i tvivl om hvad der foregik og hvad hun lavede med sin pung, det var nemlig sket alt for tit. 

     “Her skat,” sagde hun og rækte mig sit kreditkort, “gå ud og køb nogle sko til maskeraden. Hvis du gerne vil se kjolen først, så hænger den oppe i min skab,” hun kyssede mig endnu en gang på kinden og smilte blidt til mig, inden hun forlod lejligheden. Jeg gik langsomt over til trapperne, der førte ovenpå, hvor min mors værelse var. Jeg kunne ikke huske hvornår sidst, jeg havde været derinde og erindrede derfor heller ikke, hvordan der egentlig så ud sådan helt præcist. Jeg var nærmest nervøs, da jeg stod foran døren til min mors soveværelse, jeg følte mig næsten spændt på at komme derind igen, da jeg nok ville skyde på, at det var en 5-6 år siden, jeg sidst havde været derinde. Jeg tog ned i håndtaget på døren, og skubbede den stille op, den knirkede ikke det mindste. Jeg placerede roligt min fod på det kolde trægulv derinde og mærkede en mild vind stryge henover mit ben, jeg gik ud fra at vinduet var åbent, så koldt som der var herinde. 

     Forsigtigt placerede jeg min anden fod på den anden side af dørtrinet og skubbede døren op på hvidt gab. Min mors soveværelse lignede nærmest en katolsk kirke. Dekorationerne herinde var meget romantiske, med malerier fra romantikkens tid i de fineste pastelfarver, hængende på væggene. Det meste af værelset var hvidt, lige bortset fra pastelfarverne på malerierne og på sengetæppet og puderne. Jeg huskede slet ikke, at det så sådan ud, men der var noget over værelset, der beroligede mig, selvom det føltes som at stå i en fremmeds værelse. 

     Jeg gik over til kommoden, min mor havde stående ved siden af sit 2x3 meter spejl, der hang på væggen. Kommodens overflade var fyldt af billeder af mig, min mor og nogle af hendes tætteste forretningspartnere, deriblandt Mr. Bentley… og Charles? Jeg genkendte Mr. Charles på et af billederne, men det så ret gammelt ud. Han stod med en lille dreng på armen, ved siden af min mor. Drengen havde store mørke øjne og små, runde, fyldige læber. Hans lille runde næse var ret nuttet. Det gik langsomt op for mig, at det var Justin på billedet. Min mor havde et billede af Charles, og Justin som barn i sit soveværelse? Sådan som jeg havde forstået det, havde min mor ikke kendt Charles særligt længe, men hun havde jo også bare sagt, at han var hendes nye forretningspartner og havde intet nævnt omkring om hun kendte ham fra før. 

     Jeg vendte mig om med ryggen mod kommoden og betragtede det store, lyse værelse. Skabet fyldte nærmest hele væggen, der var overfor mig, men det kunne jeg vel have sagt mig selv. Min mor holdt meget af mode og holdt knapt så meget af, at have det samme outfit på, mere end en gang, sådan havde jeg det også selv, og jeg havde det nok fra min mor. 

     Langsomt gik jeg over til det store skab og åbnede det, der hang en stor plastik dressing-bag på en bøjle, og jeg gik straks ud fra, at dette måtte være den kjole, min mor havde fundet til mig. Et smukt syn mødte mine øjne, da jeg havde taget kjolen ud af dressing-baggen, og jeg stod og så på den. Den var endnu mere perfekt, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Den var lavet i de smukkeste råhvide blonder, halsudskæringen var bred og strakte sig fra den ene skulder til den anden. Udskæringen til selve kjolen var hjerteformet henover brystet, stram ned til til livet,  derefter var den løs. Der var ingen tvivl om, at den gik helt ned til mine fødder, ligemeget hvor høje sko jeg så måtte ende med at tage på. På bøjlen hang der en råhvid maske i en lille silkesnor. Den var dækket af de samme blonder, som dem der var på kjolen. Enkelt, elegant. 

 

     “Hvordan har Victoria det? Altså efter igår?” jeg så på Sheila med et blik fyldt af beklagelse. Hun nikkede lidt og smilede kort til mig. Jeg havde taget Sheila med ud for at finde sko til maskeraden, da hun og Victoria var de eneste, jeg stolede på, når det kom til sådan noget, men Victoria og jeg var jo ikke ligefrem på talefod lige nu. 

     -“Hun er okay, men hun er lidt i chok.” Hun så ned på de hvide Saint Laurent sko på mine fødder. Hendes blik betragtede den smukke sko, som havde den tilhørt Askepot i et tidligere liv. Det var uden tvivl en smuk og elegant sko, meget enkel så den ikke stjal opmærksomheden fra min kjole. 

     Jeg var glad for at Victoria var okay, og jeg fortrød virkelig inderligt, hvad jeg havde gjort. Hun var trods alt en af mine bedste veninder, og ligemeget hvor meget hun gik mig på nerverne, gav det mig ikke retten til at slå hende, ligemeget hvor forkert det hun havde sagt måtte være. Veninder behandler hinanden med respekt, og vi gik begge over stregen igår. 

     “Jeg tager dem.” Jeg så smilende på ekspedienten, der havde hjulpet os med at finde skoene. Han smilede pænt tilbage, og lagde skoene tilbage i æsken, efter han graciøst havde taget skoene af mine fødder igen. Den service, der blev udøvet i eksklusive butikker var endnu en af de mange grunde til, at jeg holdt meget af at komme der. Jeg tog mine egne sko på og gik over til kassen med Sheila. 

     “Det bliver $921.75 frøken.” Jeg smilede til ham, og tog min mors kreditkort op ad min pung, og førte det igennem kortlæsningensmaskinen. Godkendt. Jeg mærkede mit hjerte hoppe en smule, da han rækte mig posen med æsken, der indeholdte mine sko til maskeraden. Jeg følte en hvis tilfredstillelse inden i mig selv, som kun følelsen af at bruge penge på noget eksklusivt kunne give mig. Nej, jeg var ikke indkøbsnakoman, jeg holdte bare ekstremt meget af at bruge mine penge på noget, jeg vidste var af den fineste kvalitet, og var det eksklusiveste af det eksklusive. Vi forlod butikken, og Sheila gav mig min taske tilbage, hun havde holdt den for mig, imens jeg prøvede mine sko. 

     “Altså din mobil vibrere uafbrudt, så jeg vil tro der er nogen, der virkelig gerne vil have fat i dig.” Jeg så mærkeligt på hende, og tog min telefon ud af tasken og sandt nok, jeg havde utallige ubesvarede opkald og beskeder på min telefon, alle sammen fra Justin. Jeg mærkede en klump i halsen, men tvang mig selv til at synke den og holde hovedet højt. Sheila virkede nysgerrig efter at vide, hvem der var så ivrig efter at komme i kontakt med mig, men jeg smilede blot til hende, og lagde mobilen tilbage i tasken. 

     “Ukendt nummer,” sagde jeg og lagde hovedet let på skrå, imens jeg smilede for at indikere, at hun ikke skulle bekymre sig om de mange opkald på min telefon. 

     Vi gik lidt videre, og jeg kunne stadig mærke min telefon brumme i min taske, men jeg nægtede at tage den. Jeg havde ikke noget at snakke med Justin om, og jeg tænkte at han på et tidspunkt ville fatte memoet. 

    

     “Hallo?” sagde Sheila da hun tog sin telefon og lagde den op mod øret. Jeg kunne høre en hvinende stemme i den anden ende ad røret, men kunne ikke sige noget om hvem det var. Sheila lagde sin hånd henover munden og spirrede øjnene op. Der var gået ca. 20 minutter hvor min telefon ikke havde ringet, og jeg havde haft en form for fred indtil Sheilas telefon ringede. Hun så overrasket ud, hun virkelede nærmest ekstatisk over, hvad end der blev sagt i den anden ende ad røret, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule nysgerrig. Jeg ville gerne vide, hvad samtalen omhandlede. 

     “Det er fantastisk! Men jeg bliver nød til at løbe, vi ses.” Sheila lagde hurtigt på og så på mig med et smil, et lille smil. Et smil der langt fra kunne måle sig med smilet, der nok var rettet mod personen, der havde ringet til hende. 

     “Hvad var det? Det lød positivt.” Konstaterede jeg og smågrinede lidt. 

     -“Det var bare Victoria. Hun er helt oppe at køre, fordi Justin har inviteret hende med ham til maskeballet.” Hun sendte mig et venligt smil, imens mit eget smil stille falmede. Jeg var målløs. jeg stod bare og stirrede på Sheila, som om jeg ikke troede på, hvad hun lige havde fortalt mig. Justin havde inviteret Victoria til maskeballet. Justin skulle ledsage Victoria til maskeballet. Jeg mærkede en ubehagelig, fysisk følelse i kroppen på mig selv og kunne have svoret på, at jeg endda fik et surt opstød ved tanken om det. Elektriske impulser sværmede rundt i hovedet på mig, skød følelser igennem kroppen på mig, fik mig til at føle mig utilpas. 

     “Lucie er du okay?” Spurgte Sheila mig og søgte efter mit blik, prøvede ihærdigt at få øjenkontakt med mig, forsøgte at tyde mine følelser i mit blik, en umulig opgave. Hun viftede sin hånd foran mit ansigt. Jeg følte mig næsten forstenet. 

     -“Ja tak, jeg har det fint.” jeg sendte hende et sødt lille smil, som om intet var hændt, men tanken om, at Justin skulle ledsage Victoria, ville ikke forlade mit hoved. 

 

 

***

 

Hvem elsker ikke et godt gammelt maskebal? Men at Justin skal ledsage Victoria? Avsen... Det er der nok nogen, der ikke er helt med på. 

Og Lucies mor har et billede af Charles og Justin i hendes soveværelse? Weird much... 

Hvad tror i, der kommer til at ske til maskeballet? 

 

Følg med i næste kapitel... 

 

Åh gud... Jeg er så ked af, at jeg har været fraværende så sindssygt længe! Men vi er lige gået ind i eksamensperioden, der hvor jeg går i skole, så alting er hektisk lige nu! Der er pres på, kan man sige! 

Men nu hvor jeg har læseferie, håber jeg, at jeg kan få bare en lille smule mere tid at skrive kapitler og sådan! 

I må undskylde mig! Jeg skal gøre mit yderste for at lignende ikke skal gentage sig! 

Til vi ses igen! 

- Une Fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...