Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36110Visninger
AA

24. Hvide roser og diamanter

     Jeg sad lidt og grinede for mig selv med min kaffe, imens Sheila stadig prøvede at overtale mig til at tage med hende hjem i aften. Hun var da utrolig. Jeg havde virkelig prøvet at forklare hende, at jeg ikke havde lyst til at komme hjem og holde jul med hendes familie. Det ville altså være for meget med så kort varsel. Sheilas forældre var godt nok gæstfri, men jeg tvivler da på, at de ville være imponeret over, at jeg kom væltende og spolerede deres familie-jul. 

     “Du kan jo ikke bare sidde alene hele aftenen Lucie! Tag dig lige sammen,” sagde hun grinende og forsøgte stadig ihærdigt at overtale mig til at tage med. Det kunne jeg da i hvert fald. Hvad nu hvis jeg faktisk havde lyst til at være alene på juleaften? 

     -“Sheila-“ mere nåede jeg ikke at sige, før hun brutalt afbrød mig. 

     “Nej, du stopper lige nu, Lucie. Jeg kan ikke klare, at du skal være alene juleaften.” Protesterede hun, og lagde armene over kors, imens hun så intenst på mig og prøvede samtidigt at lade være med at grine. 

     -“Hold nu op. Jeg kommer ikke til at være alene. Jeg kommer til at have min Ben&Jerry’s is og mit fjernsyn,” modargumenterede jeg derefter, hvilket fik hende til at bryde hendes intense blik og begynde at grine. Jackpot. Jeg grinede lidt sammen med hende, og håbede inderligt på, at hun ville lægge det fra sig og bare acceptere, at jeg ikke havde tænkt mig at holde jul sammen med hende. 

     “Jeg forstår virkelig ikke, hvordan du kan vælge et fjernsyn, frem for god mad Lucie,” sagde hun og lød også virkelig som om, hun på ingen måde forstod mit valg. 

     -“Fordi juleaften er der, alle de gode julefilm bliver vist, og hvis jeg holder jul sammen med dig, så får jeg ikke set dem,” jeg trak kort på skulderen og tog en tår af min kaffe. Selvom jeg ikke skulle holde jul med Sheila, var det nu meget rart at kunne være sammen med hende på juleaftensdag, inden alle festlighederne begyndte. 

     Sheila informerede mig om, at Justin og Victoria skulle holde jul sammen, præcis som jeg havde forudset. Hun nævnte, at Justins far skulle på en forretningsrejse, præcis ligesom min mor skulle. Den samme forretningsrejse? Det kunne tænkes, når nu de var forretningspartnere. Men det var jo fuldkommen ligemeget, om vores forældre skulle fejre julen sammen. Justin og jeg ville være væk fra hinanden, ligesom vi havde været den sidste uges tid. Ærligt så var jeg stoppet med at tælle dage, efter jeg havde passeret dag nr. 3 uden at have hørt fra Justin. Alligevel frustrerede det mig ret meget, at jeg ikke vidste, om Justin og jeg var overstået, eller om han bare ventede på, at jeg skulle undskylde overfor ham eller noget. 

     “Det lader vidst til, at de kommer til at holde alligevel,” sagde jeg til Sheila med et smil på læben. Hun smilede tilbage til mig og nikkede blidt. Men der var noget overrasket over hendes øjne. 

     -“Ja, ærligt så havde jeg jo ikke regnet med det. Men det lader vidst til, at de har det ret godt sammen.” Hun tog en tår af sin kaffe og så lidt rundt. Hun lignede lidt en, der tjekkede om nogle så på os eller så ud til at lytte til vores samtale. “Så vidt jeg kunne forstå,” begyndte hun med en lavere stemme end før, “så har de skide god sex.” 

     Og der kunne jeg så sige hej til endnu en dag, hvor jeg var ved at blive kvalt i en kaffe latte fra Starbucks. Jeg kneb kort øjnene sammen, og prøvede at forstå hvorfor Sheila havde et behov for at fylde mig med de informationer. Nå ja, hun vidste jo ikke noget som helst. 

     “Okay… jamen altså jeg er ikke rigtig overrasket. Men næste gang du har tænkt dig at komme ind på det emne, kan du så ikke advare mig,” sagde jeg da jeg greb ud efter en serviet for hurtigt at tørre mig om munden. Bare for at være sikker på, at jeg ikke have kaffe over det hele. Hun grinede en smule og lovede mig at advare mig næste gang, hvilket jeg var yderst taknemmelig for. 

     “Hvad med Brandon? Har du hørt fra ham?” Spurgte hun pludselig og så nu meget mere bekymret ud. Jeg havde fortalt hende om, hvad der var sket, den dag hvor Brandon var kommet med op i lejligheden for at hjælpe mig med mine shoppingposer. Jeg var stadig lidt nede over det, men ikke nær så meget som jeg var de første par dage. 

     -“Han har ringet nogle gange… men jeg tog ikke telefonen. Jeg har ikke lyst til at snakke med ham,” svarede jeg omgående, og helt automatisk faldt mit blik ned i mit skød, og en følelse af skam skyllede ind over mig. Jeg skammede mig over at have taget hans ord så meget til mig. 

     “Forståeligt. Bare is ham ude, tøs. Hans opførsel var uacceptabel. Nu må han betale prisen,” Sheila trak kort på skulderen og tog en tår af sin kaffe med et flabet ansigtsudtryk. Hun blev rasende, da jeg fortalt hende om, hvad Brandon havde sagt. Og det var et held, at det lykkedes mig at tale hende fra at ringe til ham og gå ballistisk på ham. 

     -“Det gør han vel… jeg forstår det bare ikke.” Jeg forstod det virkelig stadig ikke. Jeg havde spildt alt for mange timer med at tænke over, hvad i alverden der kunne have fået Brandon til at sige sådan noget, men jeg var aldrig kommet til et svar. Jeg måtte vel bare leve med at, jeg ikke altid kunne få svar på alting, ligemeget hvor meget jeg ønskede det. 

     “Shit!” Udbrød Sheila efter at have kigget på sin mobil, “klokken har så meget lige slået, at jeg er mega forsinket,” hun skyndte sig at skubbe sin stol ud og rejse sig op. Inden for få sekunder havde hun fået sin jakke på og smidt tasken over skulderen. “Vi ses Lucie, ha’ dig en hyggelig aften okay? Ring hvis du har brug for det.” Hun sendte mig et kys og styrtede derefter ud ad døren. Den egentlige grund til, at vi havde mødtes i dag var for at udveksle julegaver, men det havde jo så udviklet sig til, at vi lige fik en kaffe og fik snakket lidt. Jeg kunne ikke undgå lidt at føle, at det måske var min skyld, Sheila var forsinket, når nu jeg ikke rigtig havde tænkt så meget over, at hun faktisk skulle noget idag. At det kun var mig, der absolut ingen planer for juleaften havde. 

 

     Desværre måtte jeg nok indrømme, at jeg alligevel endte med at føle mig en smule ynkelig og ensom, da jeg flere timer senere sad i min sofa med varm kakao opvarmede pandekager uden noget og så The Holiday. Men alligevel kunne jeg ikke klage over dette mesterværk af en film, som ovenikøbet passede fuldstændigt perfekt taget begivenheden i betragtning. Jeg havde allerede set The night the Grinch stole Christmas, da de havde vist den omkring en time før.

     Jeg havde op  til flere gange overvejet at ringe til Sheila for at gøre en ende på min ynkelige aften og komme ud og hygge mig lidt. Men sidst jeg overvejede det, var klokken 21.30, og det var efterhånden ved at være et godt stykke tid siden, så jeg turde slet ikke tænke på, hvad klokken var nu. 

     Heldigvis smagte mine pandekager vidunderligt, og min varme kakao smagte næsten ligeså godt. Men pandekagerne gjorde mine fingre fedtede, og jeg besluttede mig at gå i køkkenet for at hente nogle servietter og noget bestik. Man behøver ikke spørge, hvorfor jeg ikke bare havde husket det, inden jeg begyndte at spise pandekager, men det havde jeg altså bare ikke.

     Jeg kom op i køkkenet, og strakte mig alt hvad jeg kunne for at nå op i skabet ovenover mikrobølgeovnen, hvor servietterne var. Fandens til høje skab. Jeg måtte strække mig og vende mig og dreje på alle tænkelige måder, før jeg med fingrespidserne fik fat i nogle servietter og hev dem ud ad skabet. Nogle faldt ned på gulvet, men jeg samlede dem bare op og lagde dem på kogeøen bag mig. Jeg rakte igen op for at lukke skabet og kom helt tilfældigt til at se ind i det blanke glas på mikrobølgeovnen. Jeg havde den lyseblå natkjole på, som jeg også havde haft på, sidst Justin var her. Den var selvfølgelig blevet vasket, men den mindede mig stadig om ham. Jeg stod lidt og betragtede mig selv i det mørke, blankpolerede glas, imens jeg glattede kjolen ud forsigtigt efter at have tørret mine hænder af i servietterne.

     Da jeg atter satte mig ned i sofaen, kom jeg til at se ud af det store panorama vindue. Sneen dalede ned udenfor, og den så noget så let og luftig ud i lyset af de mange gadelygter nede ved vejen og lysene fra diverse lejligheder. Hvis man dog bare som menneske kunne falde ligeså graciøst som et snefnug, når man fejlede. Uden at gøre det bevidst sukkede jeg dybt, og vendte min opmærksomhed tilbage til filmen. Lige som jeg havde sat mig godt tilrette, og pakket mig godt ind i tæppet jeg havde siddet med hele aftenen, ringede dørtelefonen.

     Jeg undrede mig, men rejste op selvom min krop protesterede.

     “Ja?” Sagde jeg og lød nok en smule opgivende, da jeg trykkede på knappen for at svare.

     -“De har besøg miss Lucie,” lød dørmandens optimistiske stemme i røret. Besøg? Af hvem dog. Jeg sukkede blidt.

     “Af hvem dog?” Spurgte jeg og var egentlig ikke specielt vild efter at få det af vide.

     -“Det kan jeg ikke fortælle dem miss.” sagde han så monotont. Åh guder.

     “Okay… send gæsten op… medmindre det er Brandon. Så kan du informere ham om, at jeg ikke ønsker at se ham,” sagde jeg koldt og monotont. Dørmanden lagde på efter at have sagt glædelig jul, men han informerede mig ikke om, hvorvidt gæsten ville komme op eller ej. Èn ting var helt sikkert: jeg havde ikke tænkt mig at stå og vente ihvertfald. Så jeg vendte tilbage til min sofa og mine pandekager. 

     Tilbage i sofaen var min film efterhånden ved at have nået sin slutning, men jeg nåede ikke at se mere end to korte minutter, før jeg hørte elevator døren gå op. Det var altså ikke Brandon, der var gæsten. En masse navne begyndte at cirkulere rundt i min hoved, da jeg langsomt rejste mig op fra sofaen, uden at være i stand til at se elevatoren derfra hvor jeg var. Jeg hørte sko tage små langsomme skridt ind i lejligheden. Jeg ville gerne flytte mig. Jeg ville gerne gå over, og se hvem der var trådt ind i min lejlighed, men jeg var som sømmet til gulvet. Jeg kunne ikke rykke mig. Jeg stod blot med mit tæppe rundt om mig og ventede på, at nogle ville komme til syne. En klump dannede sig inden længe i halsen på mig jo længere der gik, og jeg blev et større og større nervevrag. Mine hænder rystede en smule, da jeg hørte skoene bevæge sig med langsomme skridt hen mod mig. Faktisk tror jeg ikke jeg blinkede, og jeg tror heller ikke jeg trak vejret en eneste gang, før jeg så ham for mine øjne. Han stod og så på mig med et lille smil på læben og så utroligt lækker ud. I den ene hånd havde han en bukket hvide roser, og i den anden havde han en lille æske. En smykkeæske. 

     “Glædelig jul snuske,” sagde han og sendte mig et lidt større smil. Mit hjerte galoperede derudaf, og uden overhovedet at tænke noget igennem to gange smed jeg tæppet fra mig, så det landede på gulvet, og jeg skyndte mig over til ham. Jeg lagde armene om hans nakke og puttede mig ind til ham. Han duftede vidunderligt, og varmen fra hans krop varmede mig hurtigt op. Til trods for blomsterne og æsken i hans hånd krammede han stadig igen og kyssede mig blidt på skulderen. 

     “Justin, jeg er så ked af det jeg sagde, det-“ han tyssede straks på mig og tog nogle skridt direkte forbi mig. Normalt ville jeg havde protesteret, men i frygten for, at han måske ville gå igen, valgte jeg at tie stille. Han lagde blomsterne på bordet sammen med æsken og satte sig i sofaen. Afslappet sad han lænet tilbage og så på mig med et roligt blik, der fik mig til at slappe af. 

     “Kom her,” sagde han. Uden at tøve gik jeg hurtig over og satte mig ved siden ad ham, hvor jeg atter skulle til at åbne min mund for at sige noget, men igen blev jeg tysset på. Justin lagde sine arme omkring mig, og bar mig ved lethed op på hans skød, hvorefter han lagde en hånd på mit ene lår, og nussede det blidt imens hans anden arm stabiliserede min ryg. “Du behøver ikke sige noget. Jeg gider overhovedet ikke snakke om det,” startede han og skubbede en tot af mit hår om bag mit ene øre. Hans tommelfinger strejfede mit ansigt blidt, og jeg lod mig selv berolige af hans åndedrag. “Alting er okay nu, Lucie. Det er alt, du behøver at vide.” 

     Hans øjne borede sig ind i mine i tre lange sekunder, før han stille og roligt lukkede sine læber om mine. Lige da jeg så ham, havde jeg bare lyst til at snakke om det hele og få rodet bod på alt det jeg havde sagt, som ikke havde været fair, men ved følelsen af hans læber på mine skyllede alle mine bekymringer væk, og jeg troede inderligt på hans ord. At alt var okay, og at jeg ikke behøvede at vide andet end det. At alt det andet ikke betød noget som helst.

     Lige som jeg sad i min nydelse i Justins arme, og frydede mig over, at han endelig var hos mig igen strøg tanken mig; han burde sidde sammen med Victoria nu. Så hvorfor er han her? Til at starte med prøvede jeg selv at finde et fornuftigt svar, men intet svar gav mening. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvorfor han var her, og ikke hos hende. Var der sket noget mellem dem? Nej det troede jeg næppe. Det ville Victoria da næsten ikke tillade, så skide forelsket som hun var. 

     “Justin, hvorfor... er du egentlig her?” Startede jeg, og kunne straks høre, hvor forkert det lød, da jeg sagde det, “jeg mener altså… hvorfor er du her og ikke hos Victoria?” Rettede jeg hurtigt. Et svagt grin lød fra ham, imens hans hånd forsigtigt strøg op og ned ad min halvnøgne ryg og gav mig kuldegysninger. Han så på mig med et lille smil, og kyssede mine læber blidt i et kort øjeblik. Kysset tog næsten min opmærksomhed fra det spørgsmål, jeg lige havde stillet ham. Et spørgsmål jeg ellers var meget interesseret i at få et svar på. Havde han kysset mig i bare et splitsekund længere, havde jeg glemt alt om det. 

     -“Fordi lige som jeg sad der med Victorias forældre og skulle forestille at være forelsket,” han sank en klump og trak let på skuldrene, men fjernede aldrig sit blik fra mit. “Der var bare noget inden i mig, som skreg ad mig, at jeg ikke burde være der, så jeg besluttede mig for at tage hjem. Efter middagen selvfølgelig. Jeg sagde bare, at jeg ikke havde det så godt, og, at jeg ikke ville ødelægge deres aften. Da jeg så var på vej hjem, var der bare noget i mig, der hylede efter at komme herover. Til dig.” Han tog min hånd i sin, og kyssede mine fingre blidt med lukkede øjne. Han lagde min hånd fladt ud på hans bryst og så atter ind i mine øjne. 

     “Du er fandme så charmerende,” sagde jeg og fnisede som en anden lille pige. 

     -“Åh hold op, jeg er ikke engang begyndt,” sagde han og blinkede til mig, hvorefter han lænede sig fremad og tog smykkeæsken fra bordet. “Det er kun dig, jeg har lyst til at fejre julen med, Lucie. Min egen lille juleengel.” Sagde han med så blid og romantisk en stemme, at jeg havde lyst til at græde. Han kyssede mig atter blidt, og jeg kørte en hånd gennem hans hår. Holdt ham fast. Jeg ville ikke slippe hans læber igen. Min grådighed efter hans læber, vækkede minder i min krop, og jeg føltes straks elektrisk ved hans mindste bevægelse. Min puls begyndte ligeså stille at banke hurtigere, og jeg vidste med det samme hvad det ville udvikle sig til, hvis jeg ike beherskede mig selv og stoppede. Derfor fik jeg med nød og næppe adskilt mine læber fra hans mod min egen vilje, og et dybt, tilfredstilt suk lød fra hans læber. Sukket var for mig et tegn på, at han havde længdes ligeså meget efter det kys, som jeg havde. Det var fuldt af længsel og lettelse. 

     “Vil du have den gave eller hvad?” Sagde han med et flabet smil, da hans vejrtrækning var faldet en smule. “For jeg kunne da helt sikkert finde noget andet at pakke op end gaver,” tilføjede han og blinkede. Hans ord fik mig til at grine en smule, og jeg kunne med det samme mærke, hvordan mine kinder blev varmere, og jeg vidste da, at jeg rødmede helt sindssygt. Det var som om, jeg kunne mærke varmen fra hans hånd krible op igennem min rygsøjle, da hans fingre forsigtigt strøg over min hud, og han smilede til mig, med gaven i den ene hånd imens han ventede på, at jeg ville tage den og pakke den op. 

     Den lille æske var udsøgt, og noget sagde mig, at den ihvertfald heller ikke havde billig. 

     “Hvad er det?” Spurgte jeg og så på ham, imens jeg forsigtigt forsøgte at få gavepapiret af den lille æske. Den var nydeligt pakket ind. Nærmest til perfektion og jeg tænkte straks at det måtte have været ekspedienten i forretningen, som havde pakket den ind for ham. 

     -“Ja, det må du vel åbne den for at finde ud af,” svarede han med en charmerende, smørret smil på læben og drillende øjne. Jeg bed mig blidt i fingeren da jeg havde fået papiret af æsken og frydede mig over, at jeg havde ret i det med, at det var en smykkeæske. Men aldrig havde regnet med, at det ville være en smykkeæske, hvorpå der stod Cartier. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at smile som en anden idiot af bar begejstring. Min sjæl hoppede op og ned af spænding og skreg ad mig, at jeg skulle åbne den i stedet for at sidde og glo på ham som en anden smilende klovn. 

     “Har du købt mig Cartier?” Spurgte jeg. Selvfølgelig dumt at spørge om, når det var det, der stod på æsken. 

     -“Nej,” sagde han, og jeg furede øjenbrynene sammen i forvirring, men smilet ville ikke fjerne sig fra mine læber. “Jeg havde en Cartier æske liggende derhjemme, jeg kørte til Chinatown og købte dig en Hello Kitty-batch fra en af souvenir butikkerne.” Sagde han og så dybt seriøs ud, indtil han sendte mig et venligt smil med et sæt kærlige øjne som følgesvende. “Åben den nu bare Lucie,” afsluttede han så, hvorefter han kyssede mig blidt på kinden og så på æsken i mine hænder med øjne fulde af opstemthed. Forsigtigt holdte jeg med den ene hånd fast i æskens bund, og med den anden åbnede jeg forsigtigt låget, til en lille udsøgt halskæde kom til syne nede i æsken. Der dannedes en kæmpe klump i halsen på mig, og i et øjeblik var jeg sikker på, at jeg ikke kunne trække vejret. Den var ualmindeligt smuk halskæden, og jeg kunne ikke tro, at han havde købt den til mig. Den var helt sølvfarvel, vedhænget var hjerteformet med en diamant i midten. Enkel, elegant. Fantastisk var faktisk det eneste ord, jeg følte nærmede sig, hvad jeg syntes om den. 

     “Den er enestående, Justin… og meget smuk,” sagde jeg hvorefter jeg kyssede ham på kinden, så blidt som var han en rose, hvis blade kunne falde af, hvert øjeblik det måtte være. 

     -“Den minder mig lidt om dig skat.” Svarede han og så ind i mine øjne med så kærligt et blik, at det fik mit hjerte til at stoppe i et splitsekund, og fik min hjerne til at binde knuder på sig selv, imens min sjæl legede ballerina inde i kroppen på mig, og hoppede rundt på hver eneste af mine nerver noget så graciøst og derved fyldte mig med en dejlig, varm følelse. 

     “Vil du gerne have den på nu?” Spurgte han, efter jeg havde brugt adskillige sekunder på at stirre ind i hans øjne. Jeg var praktisk talt mundlam, så jeg nikkede kort og kravlede da ned fra hans skød, og satte mig ved siden ad ham med ryggen til ham. Jeg flyttede mit hår fra min ryg så det hvilede på min højre skulder. Han begyndte straks at rumstere rundt for at komme til at sidde bagved mig med fronten mod min ryg, derefter kunne jeg svagt høre, hvordan han forsigtigt fik halskæden ud af æsken, og inden jeg vidste af det, var han igang med at lukke den. Jeg så ned på halskæden der hvilede blidt mod min hud. Den lille diamant skinnede svagt i lyset udefra, og jeg kunne ikke holde mig selv fra kort at røre ved den.

     Han har købt dig Cartier . Tanken flød igennem mig adskillige gange, før det faktisk gik op for mig, at han havde købt mig en Cartier halskæde. Ikke, at det betød mere, bare fordi det var Cartier, men hvilken pige har ikke ihvertfald én gang i hendes liv ønsket, at en dreng, der kunne få hendes hjerte til at banke hurtigt nok til at kunne generer strøm, ville købe hende et smykke fra Cartier? Det havde jeg i hvert fald drømt adskillige gange. 

     Selvom jeg prøvede ihærdigt på ikke at lade den tanke ramme mig, så gjorde den det alligevel. Hvis han havde købt Cartier til mig, hvad havde han så ikke købt til Victoria? Jeg forestillede mig straks, hvordan han garanteret havde købt hende et eller andet sindssygt, og straks følte jeg en trang til at spørge, men jeg bekæmpede trangen og besluttede, at i aften skulle det ikke handle om hende. Måske havde Justin købt hende en eller anden sindssyg ting, men selvom hun ikke vidste det, så var det mig, der vandt i aften. Justin forlod hende for at være sammen med mig juleaften, og selv ikke om han havde købt hende hele verden, ville det ikke kunne konkurrere med det. 

 

     Atter fandt jeg mig selv på bar-stolen ved kogeøen, og betragtede Justin, der kokkerede i mit køkken. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad han dog lavede, men det duftede himmelsk. Præcis ligesom de Belgiske vafler havde gjort. Han så yderst koncentreret ud, men nu var der jo ikke heller ikke noget til at forstyrre ham, eftersom jeg ikke sagde et ord grundet det faktum, at jeg havde travlt med at betragte ham stå der og lave mad til os. Mænd, der kan lave mad er så utiltrækkende. Said no woman ever. Han havde endda forklæde på for ikke at ende med at svine hans hvide skjorte til, men for min skyld kunne han også bare have taget den af. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg mon havde gjort noget i mit liv, der havde givet mig så meget god karma, at jeg havde Justin i mit liv. Han var som en velsignelse. Skønhed som hans kunne ikke købes for alverdens penge. Så ubesværet sexethed kunne ikke læres af noget menneske overhovedet, det var bare endnu en af frynsegoderne ved at være Justin. Skønne, smukke, dejlige, sexede... utro... Justin… selvfølgelig havde jeg det dårlig med, at jeg vidste, Justin var sin kæreste utro, men et eller andet inde i mig kunne bare heller ikke helt have så ondt af Victoria som jeg måske kunne have lyst til. 

     “Jeg håber, at du ved, at jeg synes, det er vildt tiltrækkende, når en mand kan lave mad,” sagde jeg og hvilede mit hoved på min knyttede hånd, imens jeg stadig iagttog ham. Et syn for guderne siger jeg.

     -“Jeg håber du ved, at jeg synes, det er ligeså tiltrækkende, når en kvinde kan lave mad, så jeg ikke behøver gøre det,” sagde han kort og kiggede tilbage på mig med et drillende smil. Når han lægger sådan op til leg, må han vel også lege med. 

     “Nå… jeg vidste ikke, at vores forhold fungerede patriarkalsk?” Indskød jeg med et opløftet øjenbryn og et smil på læben. 

     -“Det gør det heller ikke,” svarede han og vendte sig mod mig, hvorefter han gik over til siden ad mig med en spise-ske i hånden. Der var noget på skeen, og det gik straks op for mig, at han var ved at kokkerere noget italiensk. “Måske er jeg bare mandschauvinist,” tilføjede han og placerede et kort kys på mine læber. “Her, smag.” Kommenderede han med et smil på læben, og så begejstret ud da jeg smagte på den udsøgte mad, som han havde bragt mig. 

     “Det smager rigtig godt. Konsistensen er fantastisk, og jeg undrer mig stadig over, hvem, der har lært dig at lave mad,” sagde jeg med et lystigt smil, og det jeg fik tilbage lignede det faktisk ret meget. 

     -“Hvad kan jeg sige… madlavningsfløde er fantastisk,” svarede han med et smil og vente tilbage til komfuret og kokkerede lidt videre uden at besvare mit spørgsmål. Jeg blev lidt frustreret over, at han ikke ville besvare det, men det glemte jeg hurtigt, da han satte maden på bordet og skænkede mig en tallerken, hvorefter han satte sig ved siden ad mig og skænkede noget mad op til sig selv. 

     “Bon appétit,” udbrød jeg med et smil. Han grinede en smule og tig en tår ad sit glas vand. Jeg kunne selvfølgelig ikke se det sjove, i det jeg havde sagt, så jeg blev straks forvirret. 

     -“Jeg håber virkelig du ved, at “bon appétit” er fransk, og vi spiser italiensk mad,” sagde han et let løftet øjenbryn og et smørret grin på læben. 

     “Jamen så undskyld hr.” Svarede jeg med et smil og blev til gengæld velsignet med hans søde grin. 

     Det tog selvfølgelig sin tid at spise, når vi sad og pjattede, og jokede som vi gjorde. Ingen af os fik et eneste ben til jorden, det var som en kamp om, hvem, der kunne kom med flest flabede kommentarer. En kamp, der tydeligvis ikke havde nogen ende. 

     

     “Hvor er det pænt af dig Lucie, sådan at give mig den trøje du havde købt til Brandon i julegave,” sagde han med et smil, og holdt den bløde sweater op foran ansigtet imens han studerede den. “Ville Brandon ikke have den?” Tilføjede han flabet med et drilsk udtryk i øjnene, da han fjernede sweateren fra sit ansigt og så på mig. 

     -“Hold da op din store idiot,” udbrød jeg og smed den sammenkrøllede kugle af gavepapir efter ham med et grin. “Den var aldrig til Brandon…” sagde jeg og sendte ham et sukkersødt, ærligt smil. 

     “Nå ikke?” Svarede han og hævede øjenbrynet med et svagt grin. 

     -“Nej, men jeg tænkte, at det ligesom ikke ville være helt så smart og stå og fortælle Victoria, at jeg havde tænkt mig at give dig den.” Han nikkede hovedet en smule fra side til side med et forstående ansigtsudtryk. “Vi har jo ikke ligefrem hendes velsignelse, har vi?” Tilføjede jeg og prøvede ihærdigt på at lyde sjov, men ikke engang jeg syntes, at det var specielt sjovt. Det gjorde Justin derimod, der grinede svagt og sank hovedet ned mellem skuldrene på en opgivende måde. Jeg kunne ikke lade være med at grine med ham. 

     Nænsomt foldede han sweateren sammen, og lagde den ved siden ad sig, hvorefter han kravlede hen mod mig og satte sig i skrædderstilling foran mig. Mit blik forgabte sig i hans, og jeg glemte at trække vejret i et øjeblik, da han blidt kyssede mine læber og holdt sit ansigt helt tæt til mit, sådan, at jeg kunne mærke hans varme ånderdrag på mine læber. Jeg så ned på mine hænder, som lå trygt og blidt i hans, imens hans tommelfingre strøg henover mine håndrygge. 

     “Tak for gaven, babe,” sagde han stille og kyssede atter mine læber, og derved tog mit åndedrag fra mig i et kort sekund, inden vores læber skiltes, og jeg igen kunne trække vejret. “Min nye yndlingssweater, fra min yndlingspige.” 

     Min yndlingspige

     Jeg lod ordene hvile lidt i luften, imens jeg smagte lidt på dem, og mærkede lidt på hvordan de fik mig til at føle. En varme spredte sig inden i mit og flød gennem mine årer for at varme hele min krop og med de blide ord. De vibrerende lydbølger fra Justins stemme hang stadig i mine ører. Uden at tænkte over det lagde jeg mine hænder på hans kinder og nærmest tvang mine læber mod hans på en aggressiv og lystfyldt måde. Et kort og lavt støn lød fra Justin da han nærmest væltede bagover indtil han sad lænet op ad armlænet på sofaen med bene strakt ud på hver side ad mig så jeg sad på mine knæ mellem hans ben.  Hans hænder lagde sig i et fast greb om mine hofter da han pludselig bed mig blidt i læben og jeg trak mig et par centimeter væk fra hans indfangede læber og elektriske aura. Jeg mærkede hans hænder bevæge sig pinefuldt langsomt op og ned ad mine ben samtidigt med at Justin kyssede min mundvige. 

     “Hvor længe er din mor væk?” Spurgte han forførende og sendte mig et slesk smil. 

     -“Øh, til i overmorgen tror jeg? Hvorfor er det relevant lige pludselig?” Spurgte jeg og undrede mig over hans spørgsmål. Hvorfor ville han vide, hvornår min mor kom hjem? Jeg så på ham og opdagede noget drilsk og legesygt i hans blik og fornemmede straks hvordan der var en ny triumferende flabet kommentar på vej.

     “Jeg ville bare gerne vide, hvor lang tid jeg har til at ordne dig og få dig til at skrige mit navn,” sagde han og blinkede frækt til mig. 

     -“Fuck, hvor er du bare helt igennem klam,” sagde jeg med et grin og lagde hovedet en smule tilbage over hans kommentar. 

     Hans ene hånd flyttede sig da fra ydersiden af mine ben til indersiden og han brugte en enkelt finger til at stryge henover den følsomme hud på min inderlår.

     “Det kan godt være skat, men du kan lide det… især i sengen.” 



*** 
Juleaften med bae, er der overhovedet noget bedre? Pas nu på i ikke bliver for afhængige af hinanden, i skulle nødigt bliver opdaget af en vis kæreste ;) 


Jeg må endnu engang undskylde for 3000 års fravær fra movellas! Jeg håber at jeg den her gang er i stand til at være tilbage for good! Jeg har en masse spændende ting til jer alle sammen, som jeg håber i vil bryde jer om, og glæde jer til at læse! 
Til vi ses igen 
- Une Fille 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...