Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
35930Visninger
AA

23. "Gå din vej, Brandon."

    “Skat, Sheila har lige ringet. Camerons søsters tilstand er blevet stabil, og hun takker mange gange for hjælpen i går,” sagde min mor, i det øjeblik hun kom ud gennem elevatordørene. Hun havde været nede på en brunchcafé og hente pandekager til os. Det var sødt af hende, og jeg var glad for, at hun endelig var hjemme igen. Måske kunne hun irritere mig nok til at få Justin ud af mine tanker. 

     Der gik ikke længe, før hun kom ned med pandekagerne og et glas appelsinjuice til os hver. Det så lækkert ud, men jeg ville meget hellere have haft hjemmelavede Belgiske vafler med friske bær, chokolade sauce og smoothie. Jeg ville også meget hellere spise morgenmad med Justin end min mor. Det var nok lidt strengt at sige, men jeg savnede ham så meget, og jeg fortrød stadig min opførsel overfor ham. 

     Alligevel måtte jeg dog indrømme, at pandekagerne var ret gode, og jeg havde vel i og for sig ikke noget at klage over. 

     “Tænk, at du faktisk hentede mig klokken lort om natten på et hospital,” sagde jeg til min mor, og grinede lidt da jeg aldrig ville have forventet, at hun ville gøre sådan noget. 

     -“Det var ikke om natten skat, det var om morgenen,” sagde hun og så på mig med et lille smil. 

     “Ja okay om morgenen så, det spiller ikke den store rolle. I hvert fald tak,” sagde jeg, og nikkede da jeg tog en bid af min pandekage. 

     -“Det var da så lidt skat. Jeg kunne jo ikke bare lade dig ligge derude vel?” Tro mig mor det kunne du sagtens. Underligt nok havde hospitalets lænestol faktisk været ualmindeligt behagelig at sove i taget i betragtning af, at det var en lænestol på et hospital, som garanteret ikke var beregnet til at sove i. 

     Min mor og jeg nød vores pandekager, imens vi snakkede lidt om, hvordan det var gået med kontrakten i Florida. Det viste sig, at det firma som min mor skulle investere i havde langt større financielle problemer, end min mor havde fået af vide, og at hun derfor måtte trække sig tilbage.

     “Hvad har du lavet, imens jeg har været væk skat?” Selvfølgelig. Den burde jeg have set komme. Jeg fik straks et kort flashback og billeder af Justin og jeg kørte rundt i hovedet på mig. Brandon poppede op midt i det hele med hans latterlige informationer, som Victoria havde givet ham. Jeg så lidt rundt omkring og endte med at fastlåse mit blik på min tallerken og stikke lidt i min pandekage.

     -“Ikke noget sådan specielt. Jeg har faktisk bare været her,” det meste af tiden i hvert fald. Mit blik løftede sig og mødte min mors i et splitsekund. Hun så en smule underligt på mig.

     “Har du virkelig bare været her?” Spurgte hun så og rejste et øjenbryn.

     -“Ja sådan set… nej altså, jeg har da været ude og hente kaffe,” sagde jeg og tog en tår af min appelsinjuice bare for, at hun skulle fokuserer på min handling, og ikke hvad jeg havde sagt.

     “Hvorfor var du ikke sammen Sheila?” Spurgte hun og efterlignede min handling med appelsinjuicen, bortset fra hun nok gjorde det, fordi hun faktisk var tørstig.

     -“Hun skulle til en eller anden middag,” sagde jeg og kastede et blik i gud ved hvad retning for at indikere, at jeg faktisk ikke rigtig vidste, hvilken form for middag.  

     “Ja, det ved jeg godt, Lucie. En familiemiddag. Men blev du slet ikke inviteret?” Åh mor lad nu være. 

     -“Jo mor,” startede jeg og så på hende med løftede øjenbryn, “men jeg har ærligttalt været en smule træt,” sagde jeg og prøvede at sende et smil. 

     “Er du ved at blive syg?” Spurgte hun bekymret og lænede sig nærmest ind over bordet, “kom herover så jeg kan mærke din pande,” kommenderede hun, og jeg rystede på hovedet. 

     -“Nej mor,” sagde jeg så irriteret jeg overhovedet kunne, “jeg er ikke syg. Jeg har det fint, jeg er ba-“ 

     “Kom herover sagde jeg,” kommanderede hun endnu en gang. Jeg gav et dybt og suk og rejste mig for at gå over til min mor, så hun kunne mærke mig på panden, som var jeg et barn. “Du er en smule varm skat,” sagde hun og så lidt bekymret. 

     -“Ja mor, det hedder kropstemperatur og stop så,” jeg tog blidt fat i hendes arm og sank hendes hånd fra min pande. Det var ligesom lidt for sent at begynde på at lege husmor, nu hvor jeg snart fyldte 18. Men bare rolig mor du er kun 17 år forsinket. Jesus Kristus… 

     “Skal du noget i dag skat?” Spurgte min mor, da hun begyndte at rydde af bordet. 

     -“Jeg havde tænkt mig at gå ud og købe nogle julegaver,” svarede jeg. 

     “Jamen skat jeg troede, jeg havde fortalt dig, at jeg ikke kommer til at være hjemme i julen?” Hun så mærkeligt på mig. Ja min mor var en meget spøjs kvinde, hvis du ikke allerede skulle have fundet ud af det. Hun insisterede altid på, at jeg ikke skulle købe hende julegaver, hvis vi alligevel ikke skulle holde jul sammen. Hvilket så vil sige at min mor ikke havde fået særligt mange julegaver af mig. Men, at hun købte gaver til mig, selvom vi ikke skulle holde jul sammen, det var helt fint, “fordi du er jo min datter,” som hun sagde. 

     “Hvem sagde noget om, at det var til dig?” Sagde jeg og kiggede på hende. Selvfølgelig skulle jeg nok købe hende en julegave ingen tvivl om det, men hvis jeg fortalte hende, at jeg ville købe hende en julegave, så ville hun bare spærre min kreditkort i protest. Selvom det var hende, der havde lavet regelen med, at jeg ikke måtte købe hende julegaver, hvis hun ikke var hjemme, så hun alligevel ret fornærmet ud over mit svar. Men jeg kunne ikke beslutte mig for, om det faktisk var på grund af det med julegaverne, eller om det bare generelt var min tone overfor hende. Det var jeg egentlig også ret så ligeglad med. Det var alligevel for sent for hende at begynde at opdrage på mig nu. 

     Jeg forlod hurtigt lejligheden efter min snak med min mor, da en alt for akavet stilhed havde lagt sig over os som en røgsky.

     Nogle gange kunne det virkelig irritere mig, at New York var sådan en attraktiv turistby. Altid turister alle steder, der skulle tage billeder af hver enkelt flise, der var lagt i jorden og hver enkel mursten eller betonklods bygningerne var lavet af. Selv inde i butikkerne på Fifth Avenue var der mange mennesker. Udenfor vrimlede der med mennesker, der skulle gå og tage billeder og det ene og det andet. De irriterede mig til en hvis grad, eftersom jeg ikke lige havde brug for at være omgivet af menneske lige nu. Det var også derfor, jeg ikke havde inviteret nogle som helst med mig. Jeg var gået alene. Min mor ville selvfølgelig ikke have været vild med, at jeg færdes alene, hvis ikke det var fordi vi havde boet i New York hele mit liv. Jeg kendte Fifth Avenue som min egen baglomme. 

     Jeg gik målrettet over vejen og direkte ind i Saks Fifth Avenue, da det var der, de havde det største udvalg af forskellige mærker og varetyper, så jeg ikke behøvede at rende frem og tilbage fra butik til butik og fra den ene side af vejen til den anden. I det sekund jeg kom ind ad døren, stod der en ekspedient og delte julekort ud. På det jeg fik i hånden, da hun smilede pænt til mig, stod der “All I want for Christmas, is you”. Ufrivilligt tog jeg en dyb indånding, da billedet af en smilende Justin poppede op i mit hovede. Han skulle sikkert fejre julen med sin familie og Victoria. Det ville da i hvert fald ikke overraske mig. Det slog mig straks, hvordan Sheila for noget tid siden havde spurgt ind til, hvorfor jeg altid blev så nervøs, når Justin var i nærheden, og, at hun derfor havde antaget, at jeg godt kunne lide ham. Jeg husker tydeligt hendes ord.

     “Jeg tænkte bare, at du måske ville ønske, at du var i Victorias sted.”

     Ja, hvis jeg ikke gjorde det før, så gjorde jeg det i hvert fald nu. Det føltes bare som om, at det var meget nemmere at lade som om jeg ikke var tiltrukket af ham, dengang han ikke vidste, at jeg var det. Dengang jeg ikke ville indrømme det overfor mig selv. Nu hvor jeg havde indrømmet det overfor mig og for ham, var det bare som om følelsen kæmpede for at komme ud af mig, men det vidste jeg godt ikke kunne lade sig gøre. Jeg måtte sætte mig tilbage og beherske mig selv. 

     Min krop frøs øjeblikkeligt, da jeg ellers var på vej ind i sko afdeingen i Saks, og en stemme stoppede mig. Timing var vidst bare ikke lige min ting. 

     “Hej moster,” sagde jeg, og klistrede et falskt smil på mine læber da jeg så, at hun havde børnene med, “jeg kan se du har taget børnene med?” Spurgte jeg venligt og sendte hende endnu et smil, efter jeg havde trukket mig ud af hendes kram. Ih gud dog. 

     -“Ja selvfølgelig. Jeg har en drøm om, at min lejlighed stadig eksisterer, når jeg er færdig med at købe julegaver,” grinede hun let og daskede mig blidt på armen. Det var bare en af hendes dårlige vaner. Jeg havde virkelig lyst til at spørge, om hun havde mere lyst til at betale for alle de ting, som de ville ende med at ødelægge i Saks i stedet, men jeg måtte holde igen med min attitude. 

     “Nå Lucie, er din mor udenbys i julen i år?” Spurgte hun med et smil og rettede på den store taske, der hang over hendes skulder. 

     -“Ja det skulle jeg mene, at hun er,” sagde jeg og sendte et smil igen velvidende, at hun udemærket godt vidste, at min mor ikke ville være hjemme i julen. 

     “Nå det var da ærgerligt. Du er mere end velkommen hos os Lucie,” hun sendte mig endnu et venligt smil. Hvert år inviterede hun mig til at holde jul hos dem, hvis min mor ikke var hjemme i julen. Min moster havde en kærlighed for kerne familier, måske var det grunden til, at hun ikke var begejstret over, at min mor ikke var gift, og, at jeg var blevet født udenfor ægteskab. Så gammeldags. 

     -“Mange tak,” sagde jeg venligt, “men jeg har allerede lagt planer med nogle veninder og sådan, så jeg gider ikke begynde at rode rundt nu,” tilføjede jeg hurtigt, inden hun fik håbene for højt op om, at jeg ville komme og holde jul hos hende og møg ungerne. 

     “Nå okay, men hvis nu dine planer skulle blive aflyste, så er du mere end velkommen til at kigge forbi,” sagde hun inden hun gav sig til at råbe og skrige af min ene fætter. 

     Jeg takkede hende straks og skyndte mig videre, inden jeg ville blive fanget midt i en krig mellem min moster og hendes mega irriterende små unger. Jeg løb ikke væk fra hende, men jeg gik virkelig stærk og måltrettet over til rulletrapperne, der førte op på den etage, hvor der var kvindetøj i lange baner, som jeg nemt kunne gemme mig bag, hvis hun skulle komme herop. 

     Det var tæt på. Jeg pustede ud, og lagde en hånd henover mit hjerte. Det var fandme et mirakel, at jeg kom væk fra den tossede kvinde. Hun var måske nok min moster, men hun var fandme tosset alligevel. Det var kun sket en gang, at jeg havde sagt ja til at holde jul med min moster. Jeg havde ikke været mere end 10 år gammel dengang eller noget lignende, og det var det rene helvede. Dengang var hendes børn stadig helt små, og allerede dengang havde jeg lovet mig selv, at jeg aldrig ville holde jul med dem igen. Jeg glemmer aldrig, hvordan hendes ene lorteunge satte ild til mit hår, fordi min moster havde givet ham lov til at løbe rundt og lege med en stjernekaster. En stjernekaster han så åbenbart syntes skulle i håret på mig, og woosh så var halvdelen af mit hår brændt af. Tro mig, når jeg siger, at min mor heller ikke var specielt imponeret over sin nevø, da hun kom hjem og hendes datter havde pagehår, når hun havde forladt hende med langt glinsende hår. Jeg fik nærmest kuldegysninger ved påmindelsen om, hvor sur min mor blev. Hun skræmte mig virkelig den dag, men med tiden lærte både hun og jeg at elske mit korte hår, selvom det tog noget tid. 

     Jeg endte som altid med at kigge på en masse tøj, som jeg godt kunne lide. Tøj som jeg stærkt overvejede at købe, indtil det gik op for mig, at det var meningen, at jeg skulle købe julegaver, til dem jeg holdt af og ikke til mig selv. Inden længe havde jeg fundet julegaver i store dynger til både Sheila, min mor og Victoria. Ja tro det eller ej, men jeg havde faktisk købt julegaver til Victoria, selvom jeg mest af alt havde lyst til at lave mit eget julekort, hvorpå der skulle stå “Take that mask of, Halloween is not until October,” men så ville det også være for åbenlyst, at vi ikke ligefrem fløj rundt på lyserøde skyer med hinanden.  

     Efter at jeg havde betalt for tingene i kassen var jeg gået op i mande afdelingen af en eller anden underlig grund. Der var jo ikke just nogle mænd jeg kunne købe en gave til. Eller jo jeg kunne såmænd købe en gave til enhver mand jeg måtte lyste at købe en gave til, men det havde jeg ikke tænkt mig. 

     Jeg kunne ikke købe en gave til mig far, da jeg ikke så ham og ikke havde set ham i flere år. Jeg følte stadig ikke for at snakke med Brandon efter hans lille nummer hjemme i lejligheden. Magen til respektløshed. Den eneste jeg faktisk havde lyst til at købe en gave til var Justin. Men jeg vidste jo ikke, hvor Justin og jeg stod henne, og jeg fandt det nærmest utænkeligt, at han skulle have købt mig en gave. Alligevel fandt jeg mig selv med en grå cashmere sweater i hænderne, som jeg nærstudererede og kraftigt overvejede at købe til ham. Det kunne vel egentlig være ligemeget, om han havde købt mig en gave, præcis lige som det kunne være fuldstændigt ligegyldigt, hvorvidt han stadig var sur på mig eller ej. Desuden kunne jeg virkelig godt se ham for mig i den sweater, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg forestillede mig, at han så fandens lækker ud i den. 

     “Lucie?” Jeg vendte mig om mod stemmen, og så sikkert meget forvirret ud da jeg ikke havde forventet at møde flere jeg kendte. “Ej hvor sjovt sådan at møde dig her.” 

     Jeg gloede bare på hende i forvirring, da hun kom gående over mod mig hånd i hånd med Justin. Hun så umenneskeligt overrasket ud, og derfor vidste jeg også, at hun måske i virkeligheden ikke havde lyst til at snakke med mig. Men hvis Justin skulle tro, at hun havde begravet stridsøksen mellem os, så ville det jo være mega underligt, hvis hun ikke kom over og sagde hej. 

     -“Victoria, hej,” sagde jeg med et smil, og så på Justin i en splitsekund. Han holdt en masse poser. Victorias shoppingposer ville jeg tro. 

     “Stor shopping?” Spurgte Victoria med et drilagtigt blik og et skævt smil tydeligt refererende til mine mange shoppingposer. 

     -“Du ved… julegave shopping,” svarede jeg og sendte hende et akavet smil. Jeg håbede virkelig, at hun skulle nå et eller andet. 

     “Julegaveshopping siger du?” Svarede hun og løftede et øjenbryn, “må man så spørge, hvem den cashmere sweater er til?” Tilføjede hun, og så mistroisk på sweateren jeg stadig havde i hænderne. Fuck. Jeg tog en dyb vejrtrækning og lukkede øjnene kort. 

     -“Det er bare til Brandon,” sagde jeg, da jeg atter løftede hovedet og sendte et venligt, men akavet smil. Hun så overrasket ud, men havde et lille smil spillende på læberne idet jeg kunne se hende stramme grebet om Justins hånd. “Nå ja og tak for hjælpen Victoria,” tilføjede jeg, og besluttede, at hun ikke skulle have lov at slippe fra hendes lille nummer med Brandon. 

     “Hvad mener du?” Svarede hun og grinede en smule. Jeg kunne fornemme, at hun blev nervøs, men hun viste det ikke. Ikke engang det mindste. 

     -“Ja med Brandon, du ved,” sagde jeg og så på hende, som om hun burde vide hvad jeg snakkede om. “Det betyder rigtig meget for mig, at du bekymre dig så meget for mig.” Hun så stadig helt paf ud. Jeg vidste, at hun vidste hvad jeg snakkede om, men jeg tror ikke hun havde regnet med, at jeg ville tage det op med hende. 

     “Ja da, selvfølgelig,” sagde hun med et smil efter 10 lange sekunders stilheds mellem os. 

     -“Ja du ved… ikke alle kan være så heldige at have en veninde, der åbenbart sender folk til at redde dem, når man har problemer med maden, hvis du forstår.” Alt farven forlod hendes ansigt i et sekund, og hun så kort på Justin. Hun rettede hurtigt på sit hår og sendte mig et nervøst smil. 

     “Hvad man ikke gør for sine bedste veninder, ikke?” Sagde hun efterfølgende og vendte igen blikket mod Justin, “hvad siger du skat? Tror du, Brandon vil kunne lide trøjen?” 

     Justin brugte ikke meget længere end 5 sekunder på at betragte trøjen i mine hænder. Han smilede svagt, men noget trist havde lagt sig over hans øjne, da han kort så mig i øjnene. 

     -“Jeg tror, at han bliver vild med den,” svarede han og gav mig det samme lille smil som han havde betragtet trøjen med. Var han jaloux? 

     Vi stod i nogle få sekunder og bare kiggede rundt omkring os, måske for at finde en undskyldning for at gå. Jeg ville gerne have været den, der blev nød til at undskylde sig selv, men Victoria kom mig i forkøbet. 

     “Ja, vi skal også se at komme videre. Vi ses Lucie,” sagde hun og smilede, inden hun skyndte sig væk sammen med Justin, der kun lige nåede at sende mig et lille smil, inden han fulgte med Victoria. Jeg stod og stirrede på dem, mens de forsvandt længere og længere væk fra mig. Mens hun trak ham længere og længere væk fra mig. Det gjorde ondt at se dem gå side om side. Hånd i hånd med hinanden. Hvad der gjorde endnu mere ondt var at se hendes lipgloss fyldte læber presse sig blidt mod hans, der kun lige var mildt fugtet af hans tunge. Jeg trak vejret dybt og så ned på trøjen i mine hænder. Jo, jeg måtte have den til ham, ligemeget hvordan han ville have det med, at jeg gav ham en gave. 

     “$152.66,” sagde den unge dame bag kassen, efter hun havde scannet prismærket på sweateren. Jeg førte mit kort gennem kortlæsningsmaskinen i en graciøs bevægelse, og spurgte hende, om hun ikke kunne være sød at pakke den ind. Jeg forlod Saks kort efter, og ærgrede mig ekstremt meget over, at jeg havde købt så mange ting, da jeg fik ondt i armene af at bære alle de poser. Jeg følte mig ør i hovedet efter at have stødt ind i Victoria og Justin på den måde. Mine tanker om de to gjorde mig altid sindssygt træt, fordi jeg vidste, at min hjerne arbejde på højtryk, når det kom til dem. Jeg forstod bare ikke, hvilken situation jeg havde sat mig selv i. Jeg havde håbet på, at efter jeg ligesom havde fået bekræftet Justins og min tiltrækning af hinanden, så ville han og Victoria ikke optage så meget plads i mit hovede, men der havde jeg taget godt og grundigt fejl.  

     Jeg stoppede brat op, og håbede mest af alt på, at jeg havde hørt syner, da jeg syntes at høre en meget bekendt stemme spørge, om jeg skulle have noget hjælp, med alle de poser jeg gik og slæbte på. Så meget for at få en dag alene. Uden overhovedet at lave sjov var Brandon virkelig den sidste person, jeg ønskede at snakke med lige nu. Jeg holdt meget ad ham, men efter han havde fucket godt og grundigt op oppe i lejligheden, havde jeg virkelig ikke den mindste lyst til hverken at se eller høre på ham. Jeg sukkede dybt og begyndte straks at gå videre i håbet om, at han ville lade mig være og bare lade det ligge. Et øjeblik senere stod en stor bekendt skikkelse og tårnede sig op foran mig. Han tog fat i poserne jeg havde i mine hænder og så forsigtigt på mig. 

     “Lucie lad nu være. Lad mig nu hjælpe dig.” Sagde han, og jeg kunne tydeligt høre på hans tonefald, at han ikke havde tænkt sig at lade mig bære de poser selv, om det så gjaldt hans liv. Irriteret så jeg op på ham med munden presset sammen til en tynd streg, hvorefter jeg slap poserne og lod mine arme hænge slapt ned langs siderne ad min krop. 

     -“Fint,” spyttede jeg og gik udenom ham, så jeg kunne fortsætte hen mod min bygning, hvor jeg håbede jeg kunne få lov at være i fred, men noget sagde mig ligesom at det også bare var noget, som jeg forestillede mig. 

     Jeg sagde ikke et ord hele vejen tilbage til bygningen, selvom Brandon flere gange lod til at prøve at indskyde en samtale med mig. Ja rent ud sagt var jeg stadig rasende på ham, men mest fordi Justin havde hørt hans ord. Jeg vidste udemærket godt, at Brandon ikke vidste, at Justin var der, men det ændrede ingenting. Hvis Brandon ikke var kommet, havde Justin ikke fundet ud af, at jeg havde været i seng med ham, og så var han blevet i lejligheden med mig. 

     “Tak.” Sagde jeg koldt, og tog poserne fra ham idet jeg gik ud af elevatoren, da den standsede ved min lejlighed. Jeg havde prøvet at fortælle ham allerede nede ved døren, at han skulle give mig poserne, så jeg kunne komme op, men han insisterede på at bære dem hele vejen op, og jeg havde ikke lyst til at lave en scene midt i det hele, så jeg havde bare ladet ham gå med op i elevatoren. 

     Jeg kunne vel have sagt mig selv, at han ville følge efter mig ind i lejligheden, men det kom alligevel bag på mig, da han gjorde det. For første gang i lang tid var jeg faktisk ked af, at min mor ikke var hjemme. Hun havde kunnet få Brandon til at gå uden problemer. 

     “Har du tænkt at være sur på mig forevigt?” Spurgte han, da han trådte ind på mit værelse, og jeg havde stillet poserne på gulvet. Jeg havde ikke lyst til at svare ham, men jeg vidste også bare, at det her ville tage så meget længere tid, hvis jeg ikke gjorde det. Og jo hurtigere jeg kunne få Brandon ud her fra jo bedre. 

     -“Nej,” sagde jeg og vendte mig om. Jeg sendte ham et falskt smil, “hvordan skulle jeg kunne være sur på dig overhovedet? Jeg er jo smask forelsket i dig,” tilføjede jeg flabet, da jeg hang min jakke ind i skabet og smækkede med lågen dertil. Han sukkede og rullede med øjnene. 

     “Hold nu op Lucie… jeg vil bare gerne hjælpe,” sagde han og kørte en hånd frustreret gennem sit hår. 

     -“Jamen du hjælper da også hele tiden søde Brandon. Jeg synes du håndterer min spiseforstyrrelse rigtig fint,” spyddede jeg ad ham og så på ham med et hårdt blik. Jeg lagde mine arme over kors og lagde min vægt på det ene ben. “Eller det synes du måske ikke?” 

     “Lucie stop nu forhelvede! Jeg blev jo bekymret for hvad hun sagde!” Hans tonefald ændredes drastisk, og han lød straks mere sur og irriteret. Lige den reaktion jeg havde håbet på at fremkalde i ham, så han måske ville forstå mine følelser overfor ham lige nu. 

     -“Du burde slet ikke have lyttet til hende til at starte med Brandon.” Hvæsede jeg hårdt ad ham og havde nærmest knive i øjnene der borede sig ind i hans. 

     “Hvordan fanden skal jeg tro andet, når du er så-“ han nåede ikke længere før jeg afbrød ham. 

     -“Så hvad, Brandon? Så hvad?” Nu var jeg først blevet interesseret i at vide, hvad han skulle til at sige. Men ingen ord kom ud ad hans mund. Han så blot ned i gulvet, og det gik straks op for mig, at han nok var taknemmelig for, at jeg havde stoppet ham, da han ellers ville have sagt noget virkelig dumt. “Så tynd? det var det ikke Brandon? Du skulle til at hentyde til, at jeg er tynd?” Sagde jeg for at presse ham til at sige det. 

     “Du er jo forhelvede ikke tynd Lucie!” råbte han nærmest og smed armene opgivende ud til siderne, “du er jo sygeligt skind og ben! Hvordan skulle jeg tro andet, end at du er syg?!” Hans ord skubbede mig ud over kanten af raseri. Selvbeherskelse? Hvad er det for noget? Uden at tænke over noget som helst, vandrede jeg målrettet hen til ham og stak ham en lussing, der helt sikkert også ville gøre ondt i morgen. Tårer begyndte at vælde op i mine øjne, og jeg måtte ærligt indrømme, at jeg ikke brød mig om det. Det han havde sagt havde virkelig såret mig, hvilket jeg ikke var vant til, men jeg havde ikke tænkt mig at græde foran ham. Det var ikke en side, han skulle se af mig.

     “Gå.” Sagde jeg hårdt. Og det var det eneste jeg sagde. Jeg stod blot og gloede på ham, imens jeg ventede på, at han ville gå, men der skete ikke rigtig noget. Han tog sig ikke engang til kinden. Han så blot på mig og så noget overrasket ud.

     -“Lucie, jeg…” begyndte han, men han skulle ikke begynde at undskylde nu. Det var sgu for sent.

     “Jeg er ligeglad med dine undskyldninger. Bare gå din vej og vær sød ikke at komme tilbage.” Han så straks såret ud. Mindst ligeså såret som jeg måtte have set ud, efter han så pænt havde hentydet til, at jeg faktisk havde en spiseforstyrrelse. Jeg havde egentlig været vant til at folk bare antydede, at jeg havde en spiseforstyrrelse, for ærligt ja så var jeg ret tynd. For tynd vil mange mene. Og jeg havde gennem mange år skulle leve med at folk bare generelt troede, at jeg havde et abnormt problem med min vægt, men det havde jeg altså ikke. Det havde jeg lært at leve med. Men at Brandon som udemærket godt vidste, at jeg ikke havde problemer med spiseforstyrrelser lige pludselig hoppede med på den vogn havde såret mig så forfærdeligt. Jeg kan huske, da jeg var mindre, og jeg plejede at læne mig op ad Brandon, når andre påpegede min krop, og han havde altid hjulpet mig med at blive stærkere og bare acceptere mig selv som jeg er. Det kom så meget bag på mig.  

     -“Lucie hør på mig vil du ikke nok?” Hans stemme var lav og nervøs. Jeg stod og rystede, fordi jeg var så vred på ham, og jeg havde slet ikke lyst til at høre hans undskyldning. 

     “Nej. Gå din vej Brandon.” 

     Han sagde ikke mere. Han vendte blot rundt og forlod mit værelse. Jeg fulgte selvfølgelig efter, da jeg ville være sikker på, at han faktisk forlod lejligheden. Han skubbede sløvt sine arme igennem ærmerne på hans jakke og tog aldrig blikket fra mig. Han så mig ikke i øjnene, han så bare på mig, og det var tydeligt, at han fortrød, det han havde sagt, men det var for sent at ændre på nu. Jeg stod med korslagte arme og ventede blot på, at elevator dørene ville lukke og føre ham ned for enden ad bygningen, hvor han kunne få lov til at gå, så jeg kunne være alene, indtil min mor kom hjem engang i aften.

     Da elevator dørene endelig gled i, og elevatoren begyndte at køre ned, kunne jeg mærke hvordan ikke længere kunne holde tårerne tilbage længere. Jeg gik over til sofaen, og begravede mit ansigt i mine hænder, imens jeg lod tårerne flyde ned ad ansigtet på mig, og bare lod følelserne vælde ind over mig som en flodbølge. Vrede, sorg, frustration, irritation, forvirring. 

     Det føltes som sorgen blev ved at skylle ind over ind over mig, selv helt op til en time efter Brandon var gået. Først nu ønskede jeg virkelig, at Justin havde været her til at trøste mig og få mig til at falde lidt ned, men lige nu var det eneste jeg havde til at omfavne mig det varme vand fra bruseren ude på badeværelset. Ufrivilligt begyndte jeg at køre mine hænder op og ned ad mine arme, og ned ad min krop imens Brandons ord kørte gentagende rundt i mit hovede. "Du er jo sygeligt skind og ben,” hans stemme gav ekko inden i mig. Jeg havde virkelig aldrig følt mig så ked af det før. Aldrig havde jeg troet at nogens kommentarer om min krop ville efterlade et sådan præg på mig, men Brandons ord havde brændemærket sig fast i min sjæl, og for første gang i meget lang tid følte jeg mig en smule usikker på, hvordan jeg så ud. 

     Jeg blev hurtigt færdig med at bade, og jeg gik straks igang med at tørre mig med et håndklæde, inden jeg svingede min badekåbe rundt om mig, og blev forskrækket da noget inde på badeværelset faldt ned fra bordet ved vasken og smadredede. Jeg tog et mindre hop tilbage for at undgå at blive ramt ad de splitrende porcelænsstykker, der nu lå spredt ud over gulvet. Badekåben måtte have fået fat i sæbeskålen, som af en eller anden underlig grund stod helt ude på kanten af bordet. Jeg lukkede badekåben om livet på mig selv, inden jeg satte mig på knæ nede på gulvet. Forsigtigt, for ikke at komme til at skære mig selv i benene eller noget ved at placeret mit ben lige ovenpå et af skårene. Efter at have samlet det største stykke op, så jeg havde et sted at ligge resten af de stykker, der kunne samles op, gik jeg straks igang. Sæben smed jeg i skraldespanden, da jeg ikke var sikker på om der måske kunne have sat sig et stykke af sæbeskålen i den, så folk kunne komme til at skære sig. 

     “Av,” udbrød jeg pludselig, og slap det stykke af porcelænskålen, jeg havde i hånden. Jeg så hurtigt på min hånd og så at stykket havde skåret sig ind i min håndflade, da jeg uheldigvis var kommet til at holde lidt for godt fast på det. En smule blod løb ud fra det lange, men ikke særligt dybe snit i min håndflade. Jeg ville tro det kun lige havde skåret gennem min hud. En underlig følelse af lettelse skyllede ind over mig, jo mere jeg så på snittet og det løbende blod. Jo mere jeg tænkte på den fysiske smerte, forsvandt den psykiske. Det var mærkeligt og ubehageligt, men i et kort sekund var mit hoved klart. Jeg tænkte ikke. Hverken på Victoria, Brandon eller Justin. Eller noget andet for den sags skyld. Det var kun snittet i min hånd og den brændende smerte, der løb gennem hovedet på mig. Lidt ligesom et papirsnit. 

     Mit blik fandt straks det stykke, jeg havde skåret mig på, da det skillede sig ud fra de andre grundet den lille mængde blod, der dækkede den skabe kant. Uden at tænke over mine handlinger greb jeg ud efter stykket og holdt det i hånden. De andre stykker jeg allerede havde samlet var blevet forvist til gulvet. Hvad hvis alle mine tanker kunne tages væk. Bare i to minutter. To korte minutter hvor jeg ikke behøvede at tænke så meget?

 

*** 

De siger at de psykiske smerter overskygges af de fysiske i et øjeblikke, men hvor mange øjeblikke har du brug for? Hvor er Justin henne, når stakkels Lucie har brug for ham? Sammen med Victoria? 

 

Jeg håber i kunne lide dette kapitel, og at i hygger jer med mine everlasting cliff-hangere ^.^ det er en hobby! 

Efterlad gerne kommentarer og fortæl hvad i synes! 

 

TJEK MIN SENSTE ONE SHOT - ME MYSELF & I UD OG FORTÆL MIG, HVAD I SYNES! 

Link: http://www.movellas.com/da/story/201604211704282715-me-myself-i

- Une fille

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...