Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36060Visninger
AA

6. En "lille" sammenkomst?

 

Og jeg, som egentlig havde forestillet mig en lille sammenkomst med mine tætteste venner, havde taget godt og grueligt fejl med hensyn til ligepræcis det. 

 

     Det var egentlig simpelt nok. Jeg havde bare forestillet mig, at det skulle være mine to piger og jeg og, så havde jeg sendt en sms til Justin, omkring om han gad at komme forbi, eventuelt med nogle venner, og så kunne vi hygge os lidt. Mine elskede to piger var selvfølgelig kommet, og det var Justin da også, men han havde også taget nogle venner med, som havde inviteret nogle venner, som endte med at invitere flere venner… 

 

     Så man kan ligesom regne sig til, hvordan vi ligepludselig var rigtig mange i den store lejlighed på Upper East Side i NY. Stuebordet var fyldt op med diverse former for spiritus, og en del tomme glas som folk allerede havde hældt i sig. Victoria og Sheila havde begge to drukket en del, og jeg? Jeg havde så drukket endnu mere, da Justin havde gjort sig den frihed, at udfordre mig i flere forskellig druklege, hvor man godt kan sige at jeg vidst nok havde tabt stort. 

 

     Mit syn var efterhånden godt indsnævret, og jeg havde ikke længere kontrol over min krop, ihvertfald ikke nok til selv at styre mine handlinger. Jeg havde for et øjeblik siden haft en drink i min hånd, men af en eller anden grund var den nu væk, og jeg kunne ikke  huske, hvorhenne jeg havde stillet den, eller om jeg havde drukket den færdig. Jeg erindrede ikke, hvad jeg havde lavet. Selv to sekunder efter det var sket, havde jeg allerede glemt alt om det. 

     Mit slørrede blik faldt på min veninde, der stod og snakkede med en eller anden fyr, en fyr som jeg ikke kunne genkende. Jeg besluttede mig for at gå over til hende og snakke med hende og den ukendte fyr, men skridt for skridt, blev jeg mere svimmel. De mange mennesker, den stærke lugt af alkohol, der fyldte luften gjorde mig svimmel. Den gav mig kvalme. 

     Pludselig tog nogen fat i min hånd, og begyndte at snurre mig rundt. Det føltes ihvertfald som om jeg snurrede rundt og det føltes også som om, at det var for meget for mig til at kunne håndtere i min tilstand og kvalmen begyndte langsomt at udvikle sig til et surt opstød. Jeg kunne mærke det presse sig på i min hals, den ubehagelige følelse blev stærkere og stærkere, imens jeg kæmpede en brag kamp for at nå hen til toilettet, inden det gik galt. Jeg væltede ned gennem min egen gang med en hånd for munden, og jeg tror endda jeg skubbede til nogle få mennesker på min vej derud. Da jeg kom ned for enden og endelig kom ind på toilettet, smækkede jeg døren hårdt i, uden at låse den, og styrtede direkte mod toiletkummen. Da jeg engang med færdig med brutalt at brække mig, for at få noget af alkoholen ud af kroppen på mig selv, og havde børstet mine tænder sådan nogen lunde, begav jeg mig igen ud fra badeværelset, og det første, der mødte mig, var en grinende Justin, der tog fat om mit håndled og hev sig over til mig. 

     “Du skal vidst ikke have mere min pige.” 

     Justin selv havde da også drukket en del, hvis man spurgte mig, men han virkede underligt nok, ualmindeligt ædru. Måske var han bare overhovedet ikke ligeså modtagelig overfor alkohol, som jeg selv var. Han smækkede sine læber mod min kind, og lagde armene omkring mig. Jeg, i mit meget kærlige humør, gengældte hans kære gestus og kyssede ham på kinden. Da jeg langt om længe fjernede mine læber fra hans utroligt bløde kind, så han på mig med et smørret smil. Han blinkede til mig en enkelt gang og hviskede derefter til mig, at jeg missede. Selv Justin og hans flirtende blikke og charmerende replikker, sammenlagt med mig, der var totalt wasted, var ikke nok til at få mig til at kysse ham. Nok var jeg fuld, men åbenbart ikke fuld nok. 

     Jeg grinte blot ad ham, og besluttede mig for at gå tilbage til stuen, hvor den egentlige fest fandt sted.

 

     Der gik ikke længe, før jeg havde sat mig på en af bar-stolene ved den lille køkken-ø i mit køkken. Jeg havde hårdt brug for at sidde ned og bare drikke noget vand. Alkohol havde jeg ligesom udelukket for mig selv for resten af aftenen. Selvom jeg sad i køkkenet for mig selv og legede asocial, havde jeg stadig fuldt udsyn til stuen, hvor alle folk stadig drak, og dansede til den musik, der spillede i baggrunden. Mine øjne låste sig på Victoria, der stod og flirtede med en fyr som sædvanlig, og der var ingen tvivl om, at den fyr var Justin. Jeg kendte efterhånden alt til Victorias teknik. Blink lidt med øjnene, sørg for at have hans opmærksomhed, tag enhver chance du har for at røre ham, men husk at være cool. Jeg havde set hende gøre det gang på gang. Jeg kendte ethvert trick, hun havde gemt oppe i ærmet, for at få hvad hun ønskede sig. Og i dette tilfælde så det ud til, at Justin var #1 på hendes ønskeliste. Jeg kunne ikke se Justins ansigt, han stod med ryggen vendt mod mig, men ud fra Victorias opførsel, lå hun ihvertfald ikke sidst på hans ønskeliste heller. 

     Jeg kæmpede længe med at fjerne blikket fra dem og deres flirtende opførsel. Deres små berøringer og hungrende blikke prikkede til noget i mig. Jeg skubbede hurtigt følelsen væk og lod som ingenting, hvilket var noget, jeg var ret god til. 

 

     Efter et par timer hvor jeg kun havde observeret som en anden kælling, og drukket omkring 5000 glas vand, begyndte jeg at mærke bevidstheden komme tilbage til mig. Jeg blev snart klar over, hvad der egentlig foregik rundt omkring i lejligheden. Det gik op fir mig, at en masse mennesker allerede var taget hjem eller måske over til en anden fest, for at begynde forfra der og forsætte langt ud mod daggry, en ting New Yorkere holdt meget af at gøre, når de festede igennem. 

 

     “Hvordan kan det være, du altid ender med at sidde alene?” Lød en dyb stemme bag mig. Jeg vendte mig ikke om, jeg vidste allerede hvem det var. Jeg tog en tår af min vand igen, og stillede den på bordet bag mig, jeg så mig over skulderen og kunne næsten ikke undgå at smile en smule, da jeg så Justin skule til mig ovre fra den anden siden af køkken øen. 

     -“Jeg ender ikke alene, du finder mig bare altid kun, når jeg er det.” Han grinte en smule. Det var jo ikke sandt, hvad jeg havde sagt. Justin fangede mig også i en af mine snarere ensomme stunder til festen ude i Hamptons og til middagen hjemme hos mig, hvor jeg var på vej ind på mit værelse netop for at være alene. Jeg havde på fornemmelsen at Justin godt vidste, at hvad jeg havde sagt, ikke var sandt, men heldigvis for mig, valgte han ikke at kommentere på det. 

     Han slentrede over til mig og lænede sig mod bordet, hans mørke øjne borede sig dybt ind under huden på mig, men jeg holdt øjenkontakten med ham. Selvom jeg havde lyst til at kigge væk, nægtede min stolthed mig at bukke under for hans mørke, dybe, let forførende blik. 

     “Du, Lucie… er en meget mystisk, ung pige.” Sagde han til mig uden at bryde øjenkontakten. Han så på mig som om, at han stille begyndte at lukke resten af verden ude, som om den ikke betød noget længere. 

     -“Jeg kan kun sige i lige måde.” Svarede jeg og løftede øjenbrynene let. Mine handlinger så ikke ud til at genere ham det mindste, tvært imod lænede han sig tættere ind mod mig, så tæt at jeg kunne mærke hans åndedræt mod min kind. Gå nu væk. Skub ham væk, bad min underbevidsthed. Jeg lyttede som regel til min underbevidsthed, men der var noget i mig, der krævede at jeg for en gangs skyld trodsede den. Jeg vidste godt, at det var mig, der var det sårbare offer, mellem Justin og jeg, og at han var jægeren, der var ingen tvivl. Ikke ligesom med Victoria, der kæmpede for sin rolle som jæger. Jeg mærkede hans hånd på mit lår, hans fingre strøg let over min hud, imens hans anden hånd let kærtegnede min håndryg. Mange ting kan man sige om Justin, men han forstod virkelig at få hvem som helst til at skælve. Det løb mig koldt ned ad ryggen, jeg mærkede den ubehagelige, kildende følelse løbe ned over hver og en af mine ryghvirvler. Det gav mig kuldegysninger over hele kroppen, men jeg forblev rank som en pind, og lod mig ikke påvirke af hans berøring. 

     “Du tænder mig, Lucie.” Hviskede han hæst i mit øre, og i samme øjeblik mærkede jeg hans fugtige læber lukke sig om min øreflip. Han rykkede sig lidt væk fra mig, da han så, at jeg ingen reaktion havde til hans charme. Han rynkede brynene og så mistroisk på min hånd, hvorpå jeg talte på mine fingre. 

     “Sig mig hvad laver du?” spurgte han undrende. Det var tydeligt at se, at jeg havde formået at forvirre hver eneste hjernecelle i hans hoved og forstyrre hver enkel af hans sanser med min yderst irriterende handling. 

     “Tjo, jeg tæller, hvor mange jeg mistænker dig for, at have sagt det til i aften”.  

     Jeg havde nu regnet med at den flabede undertone i min spydige kommentar, ville få ham til at tage et ekstra skridt tilbage, og det var nok det, der gjorde at min kæbe næste ramte køkkengulvet, da han blot begyndte at le. 

     “Du forbløffer mig Lucie.” Sagde han med et smil så oprigtigt, at jeg ikke selv kunne undgå at trække blidt på smilebåndet. Hans kridhvide tænder kom til syne, da hans læber langsomt skiltes, og hans smil bredte sig. 

     Drengen havde tydeligvis fået meget mere at drikke, end jeg lige havde regnet med. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre ad mig selv, eller hvad jeg ellers skulle gøre, for at få ham til at vende tilbage til min veninde i stedet. Jeg vidste godt, at det var ret strengt sådan at smide lorten videre til hende, men jeg havde simpelthen ikke overskud til ham og hans flirt lige nu eller på noget andet tidspunkt.  Det var sjovt hvordan jeg aldrig rigtig magtede Justin, ligemeget hvordan han var. Når han var sit sædvanelige ædru, flabede, irriterende jeg, magtede jeg ikke den side af ham, når så han var sit fulde, flirtende, forførende jeg, magtede jeg ikke den side af ham. Det var ligesom ikke rigtig nogen win-win situation, men alligevel var der noget over ham, der gjorde at jeg alligevel følte, at jeg nød hans selskab til trods for alle hans mange måder at belaste mig på. Det gjorde mig bare frustreret, at jeg ikke vidste hvad det var ved ham, der udskilte ham fra så mange andre drenge, hvis selskab jeg før havde afvist gang på gang. 

     Måske var det ligepræcis det faktum, at han havde en tendens til at pisse mig af, der gjorde at jeg nød hans selskab. Måske var det bare sådan vores venskab - eller hvad man nu ville kalde det - fungerede. Han lænede sig mod mit køkkenbord og kiggede stadig på mig, dog brød han øjenkontakten, da han så ned i sin kop og grinede en smule. Hvorfor grinede han? Hvad var det, der var så sjovt? Kunne han gennemskue, at jeg prøvede at finde ud af hvordan han og jeg egentlig hang sammen? 

     Jeg så ned på ham oppe fra min bar-stol, hævede øjenbrynene og lavede en fakt med min hånd som på internationalt plan betød “what the hell”. Han så op på mig og grinte endnu mere, og jeg forstod ikke ligefrem mere af det. Han var næsten ved at flække af grin og havde næsten næsen nede i hans kop, som om han prøvede at drikke den alkoholiserede drik med næsen, et syn som jeg ikke havde lyst til at nyde noget som helst af. 

     Jeg brugte mange minutter på bare at sidde og prøve og finde ud af, hvad det var, Justin syntes, der var så skide morsomt. Endelig så han op på mig og grinede ikke knapt så meget længere. 

     “Jeg kom bare i tanke om, at halvdelen af alle herinde har drukket sig pisse stive i det her stads, og det smager ikke engang godt.” Sagde han, imens han stadig grinede en smule. Halvedelen af alle herinde? Var han måske ikke selv fuld? Det lignede ham da ihvertfald ikke sådan at flirte og charmere sig ind på mig uden alkohol i blodet. Det kunne selvfølgelig også være, at det havde været hans intentioner til den middag, min mor havde holdt, men jeg ville ikke ligefrem kalde det en succes hvis det var det, der var planen. 

     “Jamen… Har du da ikke selv drukket mere end sædvaneligt?” spurgte jeg ham undrende, for jeg undrede mig virkelig over hans udtalelse om de andre, der var kommet til festen. Han så straks på mig og lænede sig væk fra køkkenetbordet, så vi atter var ansigt til ansigt, han havde et smil på læben, et skævt et af slagsen. Jeg måtte være ærlig og sige, at det klædte ham sådan at stå der og bare smile skævt. Gad vide om det var sådan, han havde charmeret sig ind på alle pigerne, han havde været sammen med. Egentlig var det jo ret tarveligt af mig, bare sådan nærmest at beskylde ham for at have været sammen med en hel masse, men så igen havde han heller ikke gjort noget for at bevise det modsatte overfor mig, ligeledes havde jeg ikke gjort noget for, at overbevise ham om, at jeg var jomfru, når jeg i den grad ikke var det. Så hvem troede jeg egentlig, at jeg var sådan at dømme ham for noget, jeg ikke vidste om var sandt? Og hvis det så var sandt, det jeg antog, så gjorde jeg jo stadig det samme, så i virkeligheden havde jeg ikke noget som helst at skulle have sagt. 

      Han må have kunnet tyde, at noget foregik inde i mit hoved, for han lagde hænderne på mine knæ og sank sig lidt, så han kunne se mit ansigt. Jeg så på ham og rejste straks mit hoved igen, hans bevægelser afspejlede mine, da han rejste sig op og smilte forsikrende til mig. Han fjernede atter hænderne fra mine knæ, og lænede sig igen kæphøjt mod køkkenbordet. 

     -“Nej miss Alaire, jeg er ved mit fulde fem. Undre det dem da?” Og så var han tilbage. Flabede, selvsikre, kæphøje og utroligt irriterende Justin. Et let grin undslap mine læber, og jeg lænede hovedet tilbage og så op i mit loft, ikke, at jeg vidste hvorfor jeg gjordet det, jeg gjorde det bare, fordi jeg følte for det. Da jeg så på ham igen, stod han også og smågrinede lidt for sig selv, det var tydeligt at ingen af os tog situationen særligt seriøst, efter Justins alt for formelle svar på mit alt for uformelle spørgsmål. 

     Justin og jeg stod og snakkede stille og roligt sammen, for hvad der ville være første gang vi faktisk snakkede sammen som normale mennesker, udenfor akavede omstændigheder. Han var helt anderledes at snakke med, når han ikke var i færd med at irritere mig, hvilket han var 80% af tiden, men dette var nok de heldige 20% af tiden, hvor han ikke var det. Lige som vi stod og havde det hyggeligt, kom Victoria, min elskede veninde, og nærmest ruinerede alt det hyggelige med hendes fuldskab og forsøgte på at få fat i Justin, hvilket jeg måtte sige var en fuldført mission. Endnu en vil det sige. Hun bragede ind mellem os, satte sin drink på køkkenbordet og slyngede armene om halsen på ham, “Hej handsome” var det eneste hun fik sagt, inden hun stillede sig op på tæerne og kyssede ham. Jeg vidste ikke noget om hvor fuld hun var, men et eller andet inden i mig håbede på, at hun havde brugt hele aftenen på, at drikke sig fuld i tequila shots. Hvad var der galt med mig? Jeg vidste jo udemærket godt, at tequila og Victoria ikke var nogen gud kombination.

     "The killer, da killa, Tequila” som hun plejede at sige. 

     Af en eller anden grund kunne jeg ikke tage øjnene fra dem. Jeg tog mig i selv nærmest at nær-studere, hvordan deres læber skiltes efter lange kys, og mødtes igen efter en kort pause, hvor de begge to fik chancen for at trække vejret. Jeg overværede, hvordan Justins arme roligt snoede sig rundt om hendes smalle talje og hvilede på hendes brede hofter. 

     Han vendte sig med ryggen mod køkkenbordet, og så havde jeg jo pludselig frit udsyn til enhver detalje - Tak for det, Justin. Jeg spottede hurtigt, at Justins læber skiltes ad i en langsom bevægelse efterfulgt af, at han blidt lod til tunge strejfe hendes underlæbe. Hun gav hurtigt efter, og hendes læber skiltes på præcis samme måde. Jeg håber ikke, at nogen så den måde, hvorpå jeg sad og ligenede en idiot, der bare sad og stirrede på to unge mennesker, der var midt i et meget romantisk kys. Synet af deres tungespidser, der rørte hinanden, gjorde mig ekstremt ubekvem. Det fik mig til at føle et eller andet, en følelse som jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle beskrive.  

     “LUCIE MADELYN ALAIRE! HVAD FANDEN FOREGÅR DER?!” oh fucking no… 

     Jeg rev øjnene fra Justin og Victoria, og så ud i stuen hvor alle gæsterne var ved at gå i panik, imens de blev jagtet ud af lejligheden ad min mor, som endnu en gang var kommet to dage for tidligt hjem… Victoria, Sheila og Justin var de sidste til at prøve at komme ud ad lejligheden, men jeg gik ikke ud fra, det var lykkedes dem, siden de kom slentrende tilbage og satte sig i sofaen ved siden ad mig. Jeg vidste udemærket godt hvad der ville ske nu, jeg ville få stuearrest, og jeg ville sansynligvis ikke få lov til at hænge ud med hverken Sheila, Victoria eller Justin igen. 

 

     Der gik nok en time, hvor min mor bare skældte mig ud. Hun ringede endda til Justins far, som heldigvis var lidt mere rolig omkring hele situationen og faktisk bad min mor tage det roligt.

     “De er jo kun børn… De fester med deres venner, nogle gange tager det overhånd. Tag den nu med ro, der er ingen grund til at forbyde dem at være sammen, fordi de holdte en uskyldig fest.”

     Charles blev vores redning den aften. Til at starte med var min mor slet ikke enig med ham, men efter de havde snakket sammen i nogen tid, havde min mor indset, at vi i princippet ikke havde gjort noget forkert eller unormalt. 

     “Frøken Alaire, det hele var min skyld… Det var mig, der inviterede alle de fremmede sammen med to ad mine venner. Vi troede ikke, det ville være et problem. Undskyld, på min og mine venners vegne.” Sagde Justin. Min mor undskyldte ham pænt og ingen ad os endte med stuerrest eller noget som helst andet, den eneste straf jeg fik var, at jeg selvfølgelig skulle rydde det hele op helt selv. Justin havde tilbudt at hjælpe mig, men min mor havde pænt bedt ham lade være og lade mig tage min straf alene. 

 

     Da de andre var taget hjem og klokken efterhånden var blevet 02.30 om morgenen, begyndte jeg ligeså stille at rydde op. Jeg havde det lidt som om, jeg blev iagttaget, men min mor var højst sandsynligt gået i seng, så det var nok bare vrangs forestillinger. Når jeg sådan tænkte det over det, havde jeg faktisk hygget mig rigtig meget i aften, selvom jeg tilbragte det meste af tiden alene i mit køkken, indtil Justin kom og ødelagde det for mig. 

     Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Victoria bare sådan havde kysset ham og ikke nok med det, kunne jeg slet ikke komme mig over, at han faktisk kyssede tilbage. Det ledte mig bare endnu mere i retningen af at tro, at Justin faktisk havde været sammen med Victoria til festen i East Hampton. Jeg vidste ikke hvorfor, jeg havde noget imod det, for jeg kunne i princippet være pisse ligeglad, det vedkom ikke mig alligevel, og det ville det heller ikke komme til, lige bortset fra hvad Justin havde sagt til mig tidligere, imens jeg stadig troede han var fuld. 

 

     “Du tænder mig, Lucie.” 

 

     Det var lige præcis, hvad han havde sagt. Du tænder mig. Jeg tænder ham, eller det var hvad han havde sagt, men hvorfor? Jeg havde jo ikke lige frem gjort noget ved ham, der hentydede til at jeg ønskede at vække seksuelle lyster i ham, dog havde han sagt det alligevel. Du tænder mig, men mente han det nu også, eller var det et forsøg på at få mig med i sengen? I princippet kunne det have været hvad som helst. 

     Jeg så tilbage på aftenen i East Hampton, hvor Justin havde forsøgt at kysse mig, men jeg havde afvist ham blankt. Gud ske tak og lov for at være ædru ellers var det gået helt ad sporet. 

     Jeg så tilbage på morgenen efter festen i East Hampton forleden morgen, hvor Victoria havde hentydet til, at jeg også havde lyst til at være sammen med Justin, også den antagelse havde jeg afvist lige så pænt, som jeg aftenen før havde afvist Justin selv. Havde jeg virkelig lyst til ham? Var det derfor, jeg ikke kunne tage øjnene ad ham og Victoria tidligere på aftenen? 

     “Hvad plager dig min lille skat?” Jeg så op fra gulvet og over på min mor, der stod ved spisebordet i den anden ende af lokalet med hendes lange natkjole på. Hun så undrende på mig, det var åbenbart meget tydeligt, at jeg tænkte på noget, som jeg ikke helt kunne finde ud af hvordan hang sammen. 

     -“Jeg ved det faktisk ikke mor… Jeg kan ikke rigtig finde ud af det.” Svarede jeg hudløst ærligt. Jeg ville hjertensgerne have et råd til, hvad jeg skulle gøre, for ligesom at få ryddet bod på alt det, der foregik i mit hoved, men det var svært, når jeg ikke engang selv vidste, hvad der egentlig foregik.

     Jeg sad på mine knæ med hænderne på gulvet som en kat for at samle alt skraldet op fra gulvet og tørre alt det spildte op med min trofaste gule karklud. Jeg satte mig tilbage på mine hæle og så fortvivlet ned i gulvet, med mine arme hængende slapt ned langs siderne af min krop og gav et dybt suk. Jeg mærkede inden længe min mors varme hænder rundt om mit hoved og hendes læber kyssede mig blidt på panden, en rigtig moders gerning, når hendes barn er trist, og hun er magtesløs og ude af stand til at hjælpe. 

     “Lille skat… Lucie… Nogen gange er der noget inden i os, som vi ikke helt kan forklare. Det meste af tiden, ved vi ikke helt hvordan vi skal sætte hverken ord eller handling på det. Nogle, såsom dig selv, hævder at de ikke ved hvad det er, der får dem til at føle sådan - på den uforklarlige måde - men hvis de tænker sig rigtig godt om,” hun hold en lille pause, hvor hun løftede mit hoved, og jeg så hende op i øjnene. Hun førte sin pegefinger mod sin tinding og sagde: “ja, så ved de i virkeligheden godt, hvad det er.” Hun smilte blot og sagde ikke mere, men kyssede mig dog på panden, hvorefter hun gik i seng. 

     Jeg var forvirret, men jeg vidste alligevel godt, at hvad hun sagde var sandt. Den reneste sandhed af alle. Kun de, der ikke vil vide hvorfor, ved ikke hvorfor. Måske var problemet med mig bare, at jeg faktisk ikke havde lyst til at vide det. 

 

     Morgenen efter havde jeg stadig ikke sovet, jeg havde haft travlt med at gøre rent hele natten og var først kommet i seng omkring kl. 07.15. 

     Jeg havde kun sovet i et par timer, da jeg blev vækket af min ringende mobil telefon, der lå på mit natbord og brummede. Jeg følte mig straks irriteret over, at nogen kunne have lyst til at snakke, nu hvor jeg lige præcis ikke havde lyst til at snakke. Jeg løftede dovent min mobil så jeg kunne se hvem der ringede. Det var Sheila. Jeg sukkede dybt og jamrede højlydt, inden jeg tog telefonen og gav et dovent “godmorgen” til min veninde. Jeg hørte hendes latter i den anden ende af røret, og hun spurgte, om jeg var træt. Sig mig hvad troede hun selv? Det var ikke hende, der var blevet sat til at rydde 90 kvadratmeter stue op efter en fest. 

     Vi snakkede lang tid frem og tilbage om igår aftes, om hvad jeg havde fortaget mig, så vel som hvad hun havde fortaget sig. Hun havde åbenbart danset med nogen af de piger, der var kommet, havde snakket lidt i telefon med Cameron ude på verandaen osv. Hun var så sød, når hun snakkede om Cameron, man kunne nærmest høre lykken i hendes stemme over, at han praktisktalt var hendes kæreste, bare ikke for offentligheden. Noget med, at han gerne ville se, om de kunne få det til at fugere, inden de ligesom fortalte folk, at de var sammen, men selvfølgelig havde Sheila allerede sagt det til mig og Victoria, sådan er piger bare 

     “Apropos Victoria!” sagde Sheila pludselig og flækkede af grin. Det lød lidt som om, at hun prøvede at lade være, men hun kunne vidst ikke rigtig holde det tilbage. Hvad var der med Victoria, der var så sjovt? Hvad var der sket, som jeg ikke havde fået noget af vide om, og havde jeg overhovedet lyst til at høre om det? 

     Sheila prøvede flere gange at starte en sætning, men det slog fejl hver gang, da hun igen begyndte at grine som en flækket træsko. 

     “Ej, vi bliver nød til at mødes. Jeg kan ikke over telefonen, jeg bliver nød til at se dit ansigtudtryk! Starbucks om en time, vi ses.” Hun smed røret på, imens hun grinede højlydt. 

     Jeg så på min telefon, og hun havde sendt mig utallige sms’er i de forbipasserede timer, som jeg havde brugt på at sove og rydde op. 

 

 

_______________________________

Til: Lucie Alaire 

Fra: Sheila Williams

_______________________________

 

OMG HAHAHAAH LUCIE DU SKAL HØRE 

DET HER!!! 

_______________________________

 

     Og en til… 

 

_______________________________

Til: Lucie Alaire 

Fra: Sheila Williams 

_______________________________

 

Ej Lucie det er simpelthen for sjovt! 

Ring tilbage så snart du kan! 

Kys! 

_______________________________

 

     Men jeg bed særligt mærke i en… 

 

_______________________________

Til: Lucie Alaire 

Fra Sheila Williams 

_______________________________ 

 

Nej nej nej, omg. Hun har fandme gjort det

igen den scorekarl! Du skal høre det her! 

_______________________________

 

     Alle de andre beskeder var i og for sig egentlig ikke meget anderledes end de 3. Jeg undrede mig over, hvad det kunne være, men den sidste sms satte ligesom prikken over i’et på mine spekulationer omkring Victoria og Justin. Jeg kunne selvfølgelig stadig ikke være helt sikker på det, men der var ikke nogen beviser, der pegede i den modsatte retning, var der? Alting var egentlig bare en stor sløret plet fyldt op med en masse antagelser. Påstande uden belæg til at bevise, at de var sandhed. 

 

***

Så er det vidst ved at være på tide, at Lucie får svaret på sit spørgsmål; har Justin virkelig været i seng med Victoria? 
Vil den underlige, ubeskrivelige følelse få sat ord på sig? 

"Du tænder mig Lucie."? - Ja hvad gik det så lige ud på? 

Følg med i næste kapitel...

 

Oh my god! 1000 visninger? What even... Jeg er helt oppe at kører! 
Tusinde millioner tak, til alle jer, der læser med! Det er er virkelig fedt, at i gider! 
Kom som sagt altid med feedback i kommentarfeltet, like og favoriser! 
Elsker jer! 
Til vi ses igen om 3 dage ;) 

- Une fille 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...