Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
35968Visninger
AA

4. Charles' søn...

"Hej og velkommen Mr. Bentley." Sagde min mor, da hun stående ved min side hilste på Mr. Bentley, en af hendes bedst betroede business partnere gennem mange år. 

 

     Mr. Bentley og min mor havde arbejdet sammen, siden min mor startede sit firma, og han havde altid været en god ven af familien, havde det nemlig ikke været for ham, ville vi ikke have hvad vi har idag; penge og prestige. Det var nok min mors to ynglings ord i hele verden. 

     "Lucie, hvor er det godt at se dig." Mr. Bentley gjorde altid et godt indtryk, og sagde altid pænt ‘Hej', som regel kom hans hilsner også med en kompliment, og det slog heller ikke fejl i aften. "Du ser forrygende ud, Lucie. Du bliver smukkere og smukkere for hver dag." Han var en rigtig gentleman, uden tvivl, og garanteret også den sidste af dem. Han havde en sans for forretning, som var overvældende, og han vidste præcis hvordan han skulle gøre, for at tjene en masse penge, på noget der ikke var så meget som en cent værd, før han havde haft fat i det, præcis som min mor.

     Indtil min mor mødte ham, ville hun være børsmægeler, hun ville sikkert have været god til det, men Mr. Bentley overtalte hende, til at lave en anden form for forretning, og hun havde tit fortalt mig, hvor lykkelig hun var over at have fulgt Bentley's råd dengang for 20 år siden. Min mor mødte Mr. Bentley for første gang i en alder af 23 og på kun to år var hendes firma allerede blevet en forretning med en millionomsætning og to år senere, i en alder af 27, var min mor en succesfuld, rig kvinde, med en procentdel af omsætningen fra stort set hvert eneste af New Yorks største firmaer. Det var også der, hun fik mig. 

 

     Omkring to timer senere var alle gæsterne kommet på trods af forsinkede fly og trafikpropper, men det så ud til, at alle var der. Min mor kaldte alle til bordet, og folk gik straks gik maden i det øjeblik der blev sagt værsågod. 

     "Hvordan smager maden skat?" spurgte min mor mig i stilhed. Jeg nikkede og sagde, at den smagte godt, og det gjorde den også. Min mor var egentlig en dygtig kok, men hun havde aldrig tid til at lave mad selv, så enten var vi ude og spise, når vi holdt middage som denne, ellers bestilte min mor fra byens bedste catering. Som sagt var prestige alt for min mor, det var nok også det der var hele idéen med, at jeg skulle giftes med en rig mand, ifølge min mor. Jeg vendte hurtigt tilbage til min mad og kæmpede for at lade deres kedelige forretnings snak forbipassere, jeg var nemlig ikke specielt interesseret i at høre om aktiekurser og banker. Selvom min mor meget gerne ville have, at jeg skulle deltage i snakken, og flere gange prøvede at inddrage mig i den, endte jeg hver gang med bare at kigge op og smile en smule akavet, kun for at vende tilbage til maden. 

     "Sig mig Charles," sagde min mor til en af mændene ved bordet, jeg havde set et par gange før, men jeg vidste intet om, hvad han var for en gut. "Sagde du ikke, at din søn ville komme?" Forsatte hun med et let hævet øjenbryn, og så på den ene tomme plads på højre for Charles. Det var ret nederen af ham, hvis han skulle være kommet og så blevet væk. Men det var da endnu mere nederen af ham, at han ikke havde inviteret mig ind i slagger klubben, der tydeligvis ikke lavede det samme som mig, og han havde det sikkert også meget federe end mig. 

     -"Jo, han sagde, han ville nå det inden middagen, men altså, hvad kan man sige... Han er en ung mand, der køre lidt sit eget show." Man kunne tydeligt se på min mors ansigtsudtryk, at hun var ret overrasket. Hun havde måske mødt ham før? Det havde hun nok, jeg havde nemlig tit hørt hende nævne, at skulle hjem til Charles og diskutere forretninger over en kop kaffe, så mon ikke hun havde mødt ham en gang eller to? Altså det var da en mulighed. 

     -"Bare rolig lille Lucie," sagde min mor til mig og lagde en arm om mig. Hun gav et let klem, inden hun fortsatte,  “du vil elske Charles' søn! Han er en vidunderlig dreng, når han ikke er forsinket." Jeg så på hende med det ene øjenbryn hævet højt op i panden på mig, og et skeptisk glimt i øjnene, men hun holdte på sin optimistiske holdning og hendes irriterende smil. Jeg rullede med øjnene af hende, og jeg var sikker på, at det ikke var muligt for mig, at rulle mine øjne længere tilbage i hovedet på mig selv. Min mor prøvede altid at hooke mig op med alle mulige af hendes partneres sønner, og det fik mig bare til at se mega retarderet ud. Hvis jeg ville have en kæreste, skulle jeg nok selv finde en, uden problemer. 

 

 

     Middagen havde på nuværende tidspunkt være slut i næsten i en time, men de fleste af gæsterne var blevet til et glas champagne, og det var da også hyggeligt nok, men jeg havde på det tidspunkt hørt så mange stemmer, at jeg desperat havde brug for noget ro, derfor havde jeg vist mig selv vejen ud på verandaen, hvor jeg stod og så ud over New Yorks tidlige natteliv. De mange lys nede fra gaden og larmen fra bilerne var så fjern oppe fra mit lille prinsesse tårn. Heldigvis havde jeg min egen veranda, så jeg ikke behøvede at høre på min mor og hendes såkaldte venner, eller hvad de nu var. Selvom der kun var gået 2 timer af aftenen, følte jeg allerede, at jeg aldrig ville overleve den middag her, og hvis jeg kunne, havde jeg også bare lagt mig ned for at sove, men det ville være ekstremt pinligt for mig, så det lod jeg bare være med.

     Jeg fjernede blikket fra gaden og så op på stjerne i stedet. De lyste klart i aften, ingen tvivl om det. Stjerner var min flugtvej fra virkeligheden, og jeg måtte nok også indrømme, at jeg mange gange havde ønsket, når jeg havde set et stjerneskud, men mange af ønskerne havde jeg også glemt gennem årene. Jeg blev hevet ud af mine tanker, da døren til min veranda blev revet op, og jeg hørte min mors åndssvage stemme gå skingert gennem mit øre. 

     “Skat! Charles' søn er her, kom og sig Hej!" Min mor var nærmest ekstatisk over hans tilstedeværelse. I modsætning til min mor, kunne jeg næsten ikke være meget mere ligeglad med ham, men for at få min mor til at fremstå som en god værtinde, gik jeg pænt med hende ud i stuen igen, hvor gæsterne havde samlet sig om den nyankomne gæst, som om han var en form for berømthed. Min mor bad mig blive stående lidt væk fra de andre, imens ville hun gå over og hente ham, Charles' søn. Jeg stod der for mig selv og kiggede lidt rundt uden rigtig at se alt for dum ud, jeg prøvede ihvertfald. 

     "Justin, det her er min datter, Lucie. Lucie, det her Justin, Charles' søn." Jeg rystede hurtigt på hovedet og kiggede op på drengen foran mig, og jeg kunne have svoret på, at jeg så syner, men nej, det gjorde jeg desværre ikke. Der stod han så igen, drengen, der væltede mig på gaden, og sørgede for, at jeg spildte vand ud over mig selv, på en Starbucks café.

     Han stod lidt, og grinte for sig selv inden han rakte hånden frem mod mig og præsenterede sig selv med et venligt smil på læben. For, at min mor ikke skulle fatte mistanke, gengældte jeg det venlige smil og trykkede hans hånd let ,hvorefter jeg undskyldte mig selv overfor ham og min mor, og tog kurs mod badeværelset. Ikke, fordi jeg skulle på toilettet overhovedet, men det ville bare have været så akavet, at gå direkte tilbage på mit værelse som en anden asocial taber. 

 

     Da jeg havde været på badeværelset omkring to minutter, åbnede jeg døren for at kigge om nogen så på mig. Fri bane. Jeg skyndte mig diskret ind på mit værelse og lukkede døren, med ryggen til væreslet. Jeg åndede lettet ud og stod i et par sekunder for at nyde stilheden og lukkede mine øjne, imens jeg vendte mig om. 

     "Jesus Christ" sagde jeg til mig selv, i det jeg kørte min ene hånd igennem mit hår og åbnede øjnene, og der stod han så, Justin, og kiggede på tingene på min reol, som om det var helt normalt bare at gå ind på fremmedes værelser. "Undskyld mig, men hvad fanden er det helt præcist du tror, du har gang i?” 

     Jeg kunne ikke undgå at hæve stemmen en smule, og da han vendte sig om og så på mig, var det tydeligt, at han ikke var et sekund i tvivl om, at han i den grad havde gjort noget, han ikke burde. Og lige som jeg troede det ikke kunne blive værre, smilte han til mig på den flabede, selvsikre, kæphøje smil, præcis som tidligere idag, da han gik ind i mig på Starbucks. Han sagde ikke noget, han stod bare der og så smart ud, med et billede af mig, Sheila og Victoria i hånden. Jeg vidste, at jeg ville lave en scene om mindre end to minutter, hvis ikke han tørrede det flabede smil af sit fjæs, hvilket jeg bad til, at han gjorde, for jeg ville nødig have at min mor skulle høre det, hvis jeg flippede ud på ham.

     Alene hans ansigts udtryk irriterede mig grænseløst i det øjeblik, og hans kropsprog gjorde ikke sagen bedre. Tænk, at han bare var gået ind på mit værelse, og begyndt at se sig omkring? Hvem fanden gør det?! Ingen, ud over ham! Jeg styrtede over mod ham, og hev billedet ud af hånden på ham, imens jeg så ham direkte i øjnene. Jeg følte mig så fuld af irritation over hans måde at begå sig på i andens hjem. Han havde jo absolut ingen respekt for, hvad der tydeligvis ikke var hans. 

     "Tag det roligt snuske, du ender med at gøre skade på dig selv." Sagde han stille og roligt, som om intet var hændt. 

     Hold kæft, hvor var han en utiltalende dreng. Ja, jeg ville sgu ikke engang sige, han var en mand, for han opførte sig ikke sådan. 

    - "Vil du godt være sød at eskortere din egen røv ud af mit værelse? Du ved tydeligvis, hvor døren er." Sagde jeg spydigt og sendte ham et bitchet blik, hvis ikke jeg for længst skulle have indikeret, at han ikke var velkommen, men det så ikke ud til st gå op for ham. 

     "Ja, det var den eneste dør, der lignede en 3 årigs." Han grinte let og synes tydeligvis, at han selv var rimelig sjov. Ha ha ha, meget sjovt. Idiot. "Du burde være lidt sødere mod dine gæster, Lucie” 

     Det var tydeligt, at han holdt af at spille kong gulerod, sådan som han troede, han kunne snakke til mig i mit eget hjem. 

     -"Du er ikke min gæst. Du er min mors gæst." Startede jeg ud. Jeg ville bare gerne lige have på det rene, også overfor ham, at han på ingen måde var min gæst. 

     "Nå da? Din mor sagde ellers, du ville være beæret over min tilstedeværelse." Han sendte mig et smørret grin, et grin som jeg forargede allerede efter så kort tid. Hvorfor i al verden, ville min mor fortælle ham, at jeg gerne ville have, han skulle komme, når jeg aldrig havde mødt ham? Eller det troede jeg da ihvertfald ikke jeg havde, men hun vidste da slet ingenting om at vi kort havde mødtes før, under yderst akavede forhold altså. 

     "Ja den er god med dig Karl smart. Jeg ville hellere slippe for den middag her, hvis jeg kunne, så hvad får dig til at tro, at jeg ønskede du skulle være her?" Han trak til på skuldrene, og kørte forsigtigt fingrespidserne henover mit sengetæppe, imens han kiggede på mig med let sammenknebne øjne og et skævt smil, der let blottede hans hvide tænder. 

     Han kiggede igen ned og spottede bogen der lå på mit natbord. fifty shades of Grey. No judgements, det var en god bog. Han tog bogen i hånden og vendte og drejede den lidt, som om han ikke kendte til den, men mon ikke han gjorde det, eftersom den var verdensomspændende.

     Han vendte igen blikket mod mig, men der var noget forandret. Hans blik var ikke længere flabet og nedladende, det var... en anelse perverst for at være ærlig. 

     "Du er nok en rigtig fræk lille tøs hva'?" Var det mig han hentydede til? Oh god, han kunne da umuligt være seriøs omkring det der. Jeg tog mig selv i at lægge hovedet tilbage og lukke øjnene, i håbet om, at han ville være væk, når jeg igen åbnede dem, men uheldigvis var han der stadig. Jeg kunne slet ikke håndtere ham lige nu, eller på noget andet tidspunkt for at være helt ærlig. 

     -"Kan du ikke bare tage dig sammen, og gå din vej?” 

     Han så på mig lidt overrasket, men det var også tydeligt, at han ikke var den mindste smule fornærmet over min attitude, faktisk så det ikke ud til at røre ham overhovedet. Han begyndte at grine lidt, da jeg satte mig på min seng med mit ansigt begravet i mine hænder, imens jeg rystede på hovedet på en noget opgivende måde. Lige som jeg troede det ikke kunne blive værre,  hørte jeg ham læse op fra min bog. Han kunne måske have valgt et andet paragraf i bogen, end et af mindre uskyldige steder fra det såkaldte legeværelse.  

     “Ej nu stopper du kraftedeme!" Råbte jeg næsten, og gik over mod ham, men han kravlede blot henover sengen og rodede den fuldstændig til, imens han blev ved at læse. Han gjorde virkelig noget ud af lydeffekterne, imens han kiggede slesk på mig. Da han igen rettede blikket mod teksten i bogen, tod jeg fat i en af puderne fra min seng og smed den efter ham. Lige som jeg havde håbet, at jeg faktisk ville ramme ham, så han hurtigt op fra bogen, smed den fra sig og greb puden inden den nåede at ramme ham. Jeg kunne ikke se hans ansigt nu, fordi puden var i vejen, men det varede ikke længe før han smed den på gulvet, ved siden af bogen.  

     "Wow, tag den ro snuske. Du kunne bare have sagt det, hvis du gerne ville lege med mig." Han blinkede til mig på en pervers måde, og jeg sukkede dybt. Den dreng var helt uden for pædagogisk rækkevidde, og noget sagde mig ligesom, at han nød at pisse mig af, som et lille barn, der dedikere sin barndom til at irritere sine ældre søskende, bort set fra, at han var meget værre. Jeg endte med at løfte mine hænder op ved siden ad mit ansigt, og gå ud på verandaen for at få fred. 

     Heldigvis kunne man ikke låse døren til verandaen indefra, med mindre man havde den nøgle, der lå i skuffen til mit ene sengebord, og med et hørte jeg to korte bank på glas døren, og da jeg vendte mig om, stod Justin der, med nøglen i hånden og hev i døren. Vær sød at sige det ikke var rigtigt.

     Jeg løb over til døren trods mine høje sko og hev i den. Sandt nok, den var låst. Jeg lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning. En ting var helt sikkert, det ville ikke hjælpe mig at råbe ad ham, tværtimod. 

     "Justin, vær nu sød at åbne døren..." Døren var ikke lydtæt, så han kunne sagtens høre mig. 

     Flabet som han var, lagde han øret hen mod glasset og spurgte, hvad jeg sagde. Jeg gentog mig selv et par gange og var efterhånden ved at blive godt sur på ham. Ud af alle de middage min mor havde holdt, hvor jeg var blevet tvunget til at deltage, var den her nok den værste af dem alle sammen, og det siger lidt, når man tænker over, at der engang var en lille snotunge, der nøs mig i ansigtet.

     "Åben døren siger du?" Spurgte han gentagende af, hvad jeg lige havde sagt sådan cirka 50 gange. 

     -"Ja tak, Justin". Jeg lød stadig opgivende,  det eneste positive ved den veranda her, på dette tidspunkt var, at der var pisse koldt herude og jeg heldigvis havde et tæppe liggende. 

     "Sig du vil have mig snuske, så skal jeg nok lukke dig ind." Han blinkede til mig igen, og det der smørrede, irriterende grin formede sig på hans læber. Jeg lagde armene over kors i protest og brokkede mig over, at det var koldt herude, men han var tydeligvis ligeglad. Jeg så op på himlen og lidt rundt omkring, bare for at være sikker på at ingen ud over Justin, kunne se min pinlige situation. 

     "Jeg vil gerne have dig, Justin." Sagde jeg og sukkede dybt bagefter. Jeg ville bare gerne ind, men han var ikke villig til at lukke mig ind i min egen lejlighed, og det irriterede mig grænseløst.

    -"Det kan du godt gøre lidt bedre sveske." Han så bedende på mig. Ville han nu også have, at jeg skulle mene det? Jesus Christ, hvis der er en Gud deroppe, der lytter til min bøn, så vær sød at få ham til at lukke mig ind. 

     "Justin helt ærligt! Det er pisse koldt herude!" Han stod lidt og grinte for sig selv, imens han kort rækte tungen ad mig og grinede videre, den nar.

     -"Bare sig du vil have mig nuttegris, det er ikke så svært." Måske ikke, men han skulle ihvertfald overveje at droppe at de kælenavne, for de var sådan set ret irriterende.

     Trods min stolthed og stædighed, ville jeg hellere ind end at stå herude og fryse, så jeg måtte virkelig tage mig sammen hvis jeg gerne ville ind, og det ville jeg jo gerne. Og lukkede øjnene kort for at forberede mig selv på, hvad jeg skulle til at gøre, for det var virkelig langt ude, at skulle fortælle en fremmed, at jeg gerne ville have ham. Jeg åbnede øjnene igen og forsøgte at se forførende på ham igennem glasset. Forsigtigt lagde jeg min pege finger på glasset, og tog et skridt frem uden at bryde øjenkontakten med ham. Jeg bed forsigtigt mig selv i læben, og blinkede et par gange 

     “Søde, søde Justin," sagde jeg langsomt og tydeligt med en rolig stemme, men alligevel fik jeg det til at lyde som om jeg krævede ham, "luk mig nu ind. Så kan vi måske finde ud af noget, der involvere, mindre snak og... mindre påklædning." Stille og roligt kørte jeg min finger ned af glasset og blinkede til ham, hvorefter jeg slikkede mig langsomt om læberne. 

     Jeg måtte virkelig have været overbevisende, for han bed sig selv i læben og smilede slesk til mig, imens han forsigtigt åbnede låsen til døren og åbnede den. Han rækte ud efter min hånd, og jeg lagde den forsigtigt i hans, uden at træde ud af min rolle. Han lukkede forsigtigt døren efter mig og lagde nøglen tilbage i skuffen, han så stadig på mig med det lystne blik. Hans mørke øjne skinnende i lysene udefra, da han igen begav sig over mod mig, lagde hænderne på mine hofter, og hviskede stille og forførende i øret på mig.

     “Enten er du noget af en skuespiller, ellers vil du virkelig gerne have mig”

     Ja jeg måtte nok indrømme, at det ihvertfald ikke var mulighed nr. 2, det var nok nærmere bare af ren desperation for at komme indenfor i varmen. Uden så meget som at tøve lagde jeg hænderne på hans brystkasse og hviskede stille tilbage 

     -“Ja, så må det ihvertfald være den første." Og så skubbede jeg ham stille væk fra mig. Jeg var nu tilbage i mit gamle bitchede jeg, og legen var forbi mellem mig og den flabede Justin. "Og smut så ud." Sagde jeg hårdt med et koldt blik, imens jeg pegede over på døren. Han så noget overrasket ud over min pludselig handling, men han beholdt lidt af det sleske og lystne i sit blik, 

     "Org lad nu være baby. Vi var lige ved at blive så gode venner?" Sagde han, imens han så op og ned ad mig, og slikkede sig om læberne. På det tidspunkt fortrød jeg lidt, at jeg ikke havde valgt at tage en længere kjole på, jeg vidste nemlig ikke helt om jeg brød mig om den måde han kiggede sultent på mig på. 

     -"Nej det var vi ikke, gå nu bare." Det hungrende blik forsvandt fra hans øjne ,og han gik over mod mig igen. Af ren refleks lagde jeg armene over kors, og løftede mine øjenbryn mistroisk, men det stoppede ham ikke. Han  tog fat i mine arme og tvang dem stille ned lang siderne på mig, selv endte hans ene hånd med at hvile om mit liv og hans anden hånd havde taget min. Undskyld holdt han mig i hånden? Hvad var der galt med den knægt. Jeg ville gerne have trukket min hånd til mig, men noget sagde mig, at det ikke ville gøre nogen forskel.

     "En af mine gode venner, holder en lille fest imorgen. Hvorfor tager du ikke dine små veninder i hånden, og kommer? Jeg lover det bliver hyggeligt, okay?" Han så spørgende på mig. Det var egentlig ikke, fordi jeg havde vildt meget lyst til at feste med ham og hans venner, jeg kendte jo ikke nogen ad dem, så jeg tøvede lidt. 

     "Kom nu," sagde han så, "det bliver sjovt”. Selvom hans irriterede mig grænseløst, sådan cirka 90% af tiden, kunne det vel ikke skade, at tage med, kunne det? Det ville jo også være endnu en mulighed for at være sammen med Sheila og Victoria, desuden var det altid dem, der inviterede mig med til fest og aldrig omvendt, så mon ikke det var tid? 

     "Okay." Sagde jeg lidt efter, da jeg havde besluttet mig for at tage med, ligemeget om Sheila og Victoria tog med eller ej. 

 

     Min mor og jeg, var igang med at sige farvel til de sidste gæster, der bestod af Mr. Bentley og hans kone, min mors assistent, Charles og resten af hans familie, inklusiv Justin.

     Jeg havde ingen idé om hvorhenne han befandt sig på nuværende tidspunkt, og det var egentlig heller ikke noget jeg bekymrede mig specielt meget om, medmindre han var i færd med at gennemrode min undertøjs-skuffe eller noget lignende. 

     "Vi ses Charles." Sagde jeg smilende og trykte hans hånd. 

     -“Det gør vi," sagde han og smilede tilbage til mig. "Justin kommer du eller hvad?" Og pludselig dukkede han op med hans sædvanelige skæve smil. Jeg havde ikke rigtig snakket med Justin siden vi stod inde på værelset, det var simpelthen så akavet for mig, at skulle snakke med ham, efter han tvang mig til at rende rundt ude på min egen veranda og leget sexet, men han synes sikkert selv det var en brilliant idé. Først sagde han pænt farvel til min mor, og efterfølgende til mig. 

     "Det var en fornøjelse at møde dig, Lucie." 

 

 

 

      "Skulle Sheila ikke også komme?" Spurgte Victoria nysgerrigt, imens hun krøllede sit lange lyse hår. Det var egentlig meningen, at Sheila skulle have været med, men hun havde aflyst i sidste øjeblik, fordi Cameron havde inviteret hende med en fest hos en af hans venner, og så havde jeg selvfølgelig været en god veninde og sagt, at det var helt okay. Tanken havde da strejfet mig, om ikke det kunne være den samme fest, men det troede jeg nu næppe. New York var jo en kæmpe by med millioner af indbyggere, så det ville da være lidt spøjst, hvis det var den samme fest, eftersom at den fest Victoria og jeg skulle til var helt ude i East Hampton. Jeg havde kun været derude en enkelt gang og kunne derfor kun huske meget lidt af det, da det var længe siden, men der var ingen tvivl om, at jeg sagtens kunne huske de store flotte palæer og villaer. Victoria grinede lidt, da jeg fortalte hende om at Sheila praktisk talt havde valgt Cameron frem for os, men hun tog det ikke alt for tungt, heldigvis, det gjorde jeg heller ikke. 

     "Det er ret surt at din mor er hjemme Lucie. Så kan du jo ikke drikke sammen med os andre," det havde hun sådan set også delvist ret i, jeg kunne ihvertfald ikke drikke mig fuld, hvis jeg havde planer om at komme hjem, men en drink eller to skadede mig nok ikke, og jeg kunne godt forestille mig, at Victoria nok ville overtale mig til en drink eller to alligevel.

     Victoria havde sagt ja, til at køre bilen over til festen, og skulle det ske, at hun drak sig alt for fuld, hvilket hun nok gjorde, så havde jeg sagt ja til at køre hjem. Jaja, jeg kunne skam sagtens køre. Jeg havde bare ingen bil, men det havde Victoria, og det var den vi havde tænkt os at køre i. Jeg vendte mig mod Victoria, da hun langt om længe var blevet færdig med sit hår. Hun gik over til den taske af hendes, hun havde taget med og hev to kjoler op, den ene kortere og mere nedringet end den anden. 

     "Hvilken en skal jeg have på?" Spurgte hun mig med et smil. 

     -"Den hvide. No Way in hell, at jeg tager til fest med dig i den korte kjole igen." Jeg grinede, og det samme gjorde hun. Sidst vi var til fest, og hun havde den korte kjole på, gik det helt galt, altså vi snakker langt over grænsen, og vi havde begge svoret på, at det aldrig ville ske igen. Det komiske var bare, at hun altid havde den korte med, bare for at joke med det, sådan vidste jeg også at hun for længst havde udset sig at tage den hvide, stramme kjole på. Den sad perfekt på hendes lange slanke krop, ikke engang Angelina Jolie kunne hamle op med det der. De sorte pumps hun havde på til kjolen, gjorde hende bare endnu mere betagende at se på. Gud hvor lød jeg dog romantisk idag, det var da helt vildt, og helt sikkert også noget nyt, men jeg er sikker på Victoria ville sætte pris på min kompliment, hvis hun havde hørt den. 

 

     "Du har nu nået din destination." Sagde GPS'en, Thank god vi havde en, ellers havde vi aldrig fundet det sted her. Vi holdte ude i en kæmpe indkørsel til en kæmpe fransk patricia villa midt i East Hampton, og hold kæft, hvor var her flot.

     Det så ikke ud som om der var nogen naboer. Ikke lige i nærheden ihvertfald, så der ville nok være noget musik, når vi kom indenfor. Jeg håbede virkelig ikke, at vi var kommet for tidligt, jeg hadede nemlig at komme for tidligt til arrangementer, det var altid så akavet bare og sidde og vente på de andre gæster som en anden idiot. Hemmingsløse Victoria styrtede over til døren og bankede på, imens hun hoppede op og ned et par gange.

     "Skynd dig nu Lucie!" Sagde hun smilende og vinkede mig over mod hende, hun ville nok ikke lade tiden gå til spilde. Jeg skyndte mig op til hende, da en fremmed dreng åbnede døren, og så en smule underligt på os, hvilket jeg godt forstod. Der stod der så to fremmede og ville ind til hans fest, akavet.

     Han så på mig, tjekkede hver en centimeter af min krop med sine øjne. Måden han kiggede på mig på, irriterede mig en smule til at begynde med, men det var ikke værre end at jeg hurtigt rystede det af mig, og blev ligeglad med det, heldigvis. Han smilte let til os begge to og flyttede sig fra døråbningen for at byde os ind.

     “Du må være Justins veninde, Lucie." Sagde han, imens han så på mig og jeg nikkede let, "kom indenfor." Sagde han venligt, og Victoria skyndte sig indenfor, noget sagde mig, at hun var mere end klar til at fyre den af. Selv gik jeg stille og roligt ind og så mig omkring i den store entré. Jeg var ikke helt med på at blive kaldt Justins veninde, for det var egentlig ikke hvad jeg var, ikke at jeg vidste præcis hvad jeg var for ham, men vi var da ikke venner, det var helt sikkert, specielt ikke efter hans lille nummer igår.

     Jeg så på den store trappe, der var i entréen, for enden af den var en kæmpe balkon i det fineste marmor gulv. Der var virkelig ikke sparet på materialerne herinde. I midten af væggen på balkonen var en kæmpe dør, der kom musik og snak inde fra rummet, der var bag døren, og jeg formodede straks at festen primært foregik derinde, for det lød allerede, som om den var igang. Den store dør åbnede og ud kom Justin med en øl i hånden, han så smilende på mig og kom ned ad trappen. Han hilste pænt på Victoria, og hun så med det samme ud som om, at hun var yderst betaget af hans væsen, det så næsten ud som om, at han charmerede sig ind på hende med vilje, som om han havde en plan med hende senere i aften, som ingen kendte til ud over ham.

     Blikke som dem han gav hende, var hun vandt til at få fra så mange andre. Tro mig, når jeg sagde, at han ikke kunne sige noget til hende, som hun ikke havde hørt før. Han sendte mig et skævt smil og et forsigtigt nik som en gestus. Jeg gengav gestussen og fulgtes op oven på med ham den anden dreng, Oliver hed han tydeligvis. Victoria blev eskorteret ovenpå af Justin. Drengen kendte sit kram og kendte jeg Victoria ret, ville der blive kamp til stregen hele aftenen omkring hvem, der kunne have hvem i sin hule hånd først.

    

     Festen var gået i gang for flere timer siden og jeg havde fået et par drinks, men ikke nok til, at jeg var blevet så påvirket igen, hvilket nok var heldigt. Til vores overraskelse, var det faktisk lige præcis den her fest, Cameron havde inviteret Sheila til, så hun var her naturligvis også, hvilket kun gjorde festen sjovere for Victoria og jeg.

     Reserveret som jeg nu var, havde jeg valgt at forlade festen i nogle minutter, og var gået op ad trapperne i den store stue, til en mindre stue med et kæmpe vindue i den bagerste væg, med en fantastisk udsigt over den sø, der lå lige bag ved huset. Jeg havde været så heldig, at ingen havde set mig gå herop. Sagen var bare den, at jeg ikke rigtig var i humør til at feste, det var også derfor jeg ikke havde stadset mig op, ligesom de andre piger her, ja selv Sheila havde stadset sig op, og hun havde da endda noget kørende med Cameron, men det var nok bare for at kunne give noget at vise af til sine venner, som om hun var en pris, han havde vundet.

     Justin og Victoria have leget katten efter musen hele aftenen, problemet var bare, at ingen af dem vidste, hvem der var kat og hvem der var mus, så jeg vil tro, at det gik lidt begge veje, når alt kommer til alt. Oliver og en af hans andre venner, hvis navn jeg aldrig fik, havde prøvet at lægge an på mig adskillige gange, i løbet af den time jeg havde været nedenunder, men så reserveret som jeg var, havde de begge opgivet ret hurtigt.  Jeg kunne faktisk ikke se nogen grund til, hvorfor jeg havde sagt ja til at komme, når jeg nu hellere ville have siddet derhjemme og hygget med mig selv. Jeg vidste i det hele taget ikke, om jeg overhovedet ville kalde det her en fest, men det var nok mest fordi jeg ikke rigtig selv deltog i den, ikke, at jeg havde et problem med det, for jeg havde jo selv valgt det.

 

      "Hvad laver du heroppe, helt alene?" Lød en bekendt stemme bag mig. Jeg vendte mig ikke om, jeg var alt for betaget af det smukke landskab for øjnene af mig. 

     -"Ja, nu er jeg jo ikke rigtig alene mere vel?" Svarede jeg spydigt igen, dog uden min velkendte bitchede tone, for en gangs skyld. Hans dybe latter lød svagt gennem rummet og ødelagde den stille stemning heroppe. 

     "Hvorfor er du heroppe? Festen foregår nedenunder." Informererede han mig pænt om i færd med, at han satte sig ned i en lænestol bag mig. Jeg kunne nærmest fornemme hans øjne hvile tungt på mig, og det virkede måske afvisende af mig, ikke at vende mig om mod ham, når han snakkede til mig, men jeg havde ikke bedt ham komme op og snakke med mig, faktisk nød jeg det mere heroppe da stilheden kun blev brudt af lyden fra festen nedenunder. 

     -"Jeg er bare ikke rigtig i festhumør." Svarede jeg ham, og tog en enkelt tår af det vand jeg havde i mit glas. Ja, jeg stod og drak vand, tro det eller ej. 

     "Hvis du ikke er i festhumør, hvad fanden er du så kommet for?" Så fyldt af spørgsmål den dreng var. 

     Kunne han ikke bare acceptere, at sådan var det uden at skulle have en dybere forklaring? Jeg vendte mig mod ham med løftede øjenbryn og et ellers mimikløst ansigt, det gik da straks op for ham, at jeg ikke var i humør til spørgsmål heller. Han så på sin øl og tog en tår af den. Han var forholdsvist fuld, eller noget deromkring. Jeg gik over til stolen han sad på, og lagde en hånd forsigtigt på armlænet af den hvide læderstol. Han så op på mig med et lille smil og stillede sin øl fra sig, den var nok blevet kedelig nu. 

     "Fester i ellers løs dernede?" Han sendte mig et skævt smil, og lænede sig tilbage med en hånd på sit skød og den anden hængende ned bag stolens ryglæn. 

     "Ja, jeg må nok indrømme, at det ikke er helt det samme, uden nogen der står i vejen hele tiden." Han begyndte straks at grine af sin egen joke, og dækkede sin øjne med den hånd, der før hang ned bag ryglænet. Jeg begyndte også selv at grine lidt, han forstod da at joke med vores tidligere sammenstød, og jeg kunne sagtens tilføje mere til hans joke, men der var ingen grund til det, så jeg gjorde det ikke.

 

     Da vi engang begge to blev færdige med at grine over Justins joke, havde jeg tårer løbende ned ad kinderne. Det var egentlig ikke, fordi det var så sjovt overhovedet, men Justin syntes åbenbart, at jeg havde et meget sjovt grin, som havde fået ham til at grine yderlige, og så var det ligesom bare eskaleret til det ekstreme.

     Den akavede stilhed begyndte ligeså stille at ramme os, og jeg vendte igen hovedet mod udsigten gennem vinduet og af ren refleks satte jeg mig på armlænet til stolen. Jeg var helt sikker på, at jeg nok skyggede for Justin, så han ikke kunne se, men det var nu heller ikke, fordi jeg ville mistænke ham for, at sidde og kigge ud som en anden teenagepige. Når nu jeg tænkte over det, vidste jeg ikke hvor gammel han var, men han så ikke særligt gammel ud. Måske var han lige omkring de 18, han var ihvertfald ikke yngre end det.

     Jeg mærkede kuldegysninger skylle ned ad ryggen på mig, da jeg mærkede nogen bag mig lege med mit lange hår. Jeg kunne ligesom fornemme, hvordan han snoede små totter rundt om sine fingre, og lod dem glide af igen ligeså stille. Det var meget ubehageligt til at starte med, men jeg stoppede ham ikke, og efter nogen tid lagde jeg ikke rigtig mærke til det længere. Hvordan kunne det overhovedet være, at Justin var gået herop? For det var da ihvertfald ikke for at lede efter mig. Hvorfor brød jeg overhovedet mit hoved med det? Det måtte være mangelen på underholdning, der fik mig til at tænke så meget. 

     Jeg mærkede pludseligt to hænder på mine hofter, der forsigtigt hev mig længere bagover, og inden jeg vidste af det, sad jeg på Justins skød med ryggen til ham og mine ben hvilende på det armlæn, jeg lige var blevet hevet ned fra. Jeg prøvede at rejse mig, da det simpelthen bare var alt for underligt at skulle sidde med ham på den måde, men han slyngede sine arme omkring mig og holdt mig nede, så jeg besluttede mig, at han nok selv ville lade mig gå på et tidspunkt, og hvis ikke det var tilfældet, ville nogen nok komme mig til undsætning, eller det håbede jeg da ihvertfald.

     Justin stank af øl og noget andet, der var meget stærkere, men jeg kunne ikke lige sætte en finger på hvad det var, det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at det ikke var noget jeg skulle nyde noget af, når nu det var mig, der skulle køre hjem. Jeg kunne mærke hans åndedræt på min kind så I stedet for at vende hovedet til siden, valgte jeg at kigge den på min hånd, som let blev kærtegnet af hans, men det varede ikke længe, for han løftede sin hånd fra min, og placerede den blidt på min kind så han kunne vende mit ansigt hen mod hans. Han kyssede min mundvige blidt, imens jeg bare sad med store undrende øjne og stirrede på ham. Igen, hvad fanden havde han gang i? Altså jeg vidste da godt, at han havde fået for meget at drikke, men ikke så meget for meget! Jeg begyndte derfor at trække mig en smule væk fra ham, for det var simpelthen alt for underligt til mig. Selvom jeg ikke var meget for at indrømme det, kunne jeg faktisk lige pt bedre lige hans flabede side, den forstod i det mindste at holde sig på afstand. 

     "Skal vi finde et værelse eller er det fint her?" Spurgte han så og bed sig i læben. Jeg kunne ikke tro mine egne ører, han var sgu da helt fra den. Troede han virkelig, at vi skulle til at have sex eller hvad? Næh nej du, tro om igen. Jeg rejste mig hurtigt fra hans skød, og fjernede hans hænder fra mig. Jeg følte mig faktisk en smule fornærmet over, at han troede, jeg var så nem at få med i sengen, men så kunne han da berede sig på en enorm overraskelse. 

     -"Sig mig er du dum, eller er du bare hjerneskadet? Hvad fanden får dig til at tro, at jeg vil lave noget som helst med dig?" Jeg kom nok til at hæve stemmen en smule mere end hvad der egentlig var meningen, musikken var for høj nedenunder til, at nogen ville kunne høre mig, men det var jeg såmænd også fuldstændig ligeglad med, det generede mig faktisk ikke hvis de hørte mig. 

     "Aw lille skat, ikke så stædig. Jeg gør ikke noget du ikke vil have." Han blinkede til mig igen, og det sendte mig helt udenfor pædagogisk rækkevidde. Jeg kunne slet ikke styre min vrede længere, han var simpelhen den mest utilregnelige idiot, jeg nogensinde havde hørt på. 

     -"At stoppe med at trække vejret ville være en god start." Fik jeg sagt inden jeg vendte mig om og gik. Det var måske lidt ondt, men som sagt havde jeg allerede mistet kontrollen, så jeg ville helt sikkert ikke føle nogen form for skyld imorgen.

 

     Jeg var godt på vej gennem en af de mange gange i det store hus, da jeg pludselig stoppede ved en af dørene. Inde fra rummet hørtes høje støn og dybe vejrtrækninger. Jeg kunne genkende Sheilas stemme, da hun stønnede Camerons navn, og jeg begyndte at væmmes ved billederne, der dannedes i mit hovedet, men alligevel kunne jeg ikke lade være med, at lægge øret mod døren dog med et noget ubehaget ansigttryk, indtil jeg igen hørte hans stemme bag mig. 

     “Det kunne være os derinde, hvis ikke du var så skide stædig, snuske." Jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle grine eller græde over hvor latterlig han var, sådan at tro, at jeg havde nogle som helst intentioner om, at have nogen som helst form for seksuel fysisk kontakt med ham. Det var da det dummeste jeg længe havde hørt, lige bortset fra ham drengen på et tidspunkt, der valgte at spørge mig hvor meget jeg ville havde for to timer. Han fik så også noget af en lussing bagefter.

     "Hold kæft du er så latterlig altså." Sagde jeg imens jeg skyndte mig ned ud i entréen igen, og hev min jakke ned fra en af de mange knager, i samme øjeblik væltede Victoria ud fra køkkenet. Den pige har altid kunnet noget med timing. 

     "Victoria, jakke på, vi skrider, nu." Hun var ikke et sekund i tvivl om, at det virkelig var nu vi skred, så hun skyndte sig i sin fuldskab at tage jakke på og skulle lige til at gå over til Justin og sige farvel, da jeg tog fat i kraven på hendes jakke og måtte trække hende ud i bilen, uden at hun væltede, få hende ind i bilen, spænde hendes sele og så ellers bare køre hjem.

     Hele vejen hjem sad Victoria og brokkede sig over, at vi bare var taget hjem uden videre, men hun vidste jo heller ikke hvad der var foregået oven på med mig og Justin. Jeg vidste ikke hvad hans lille stunt deroppe gik ud, og jeg må nok også indrømme, at jeg var pænt ligeglad, jeg vidste bare med sikkerhed, at Justin havde overskredet min grænse, for ikke at nævne hans underlige opførsel. Men han var selvfølgelig også fuld. Selv havde jeg aldrig troet, at jeg ville komme til at sige sådan om min egen veninde, men for en gangs skyld ville jeg faktisk hellere have haft, at Justin havde forsøgt at charmere sig ind på Victoria, men det havde måske allerede gjort? Jeg havde jo stået oppe i stuen ret længe, da Justin kom derop, så jeg kunne jo ikke vide, hvad der var sket nedenunder i alt den tid, og for at være ærlig var jeg heller ikke specielt interesseret i at vide det.

 

***

 

Åh åh... han spiller vidst små spil ham Justin? 

Både Victoria og Lucie på en aften? Classy, Jay...

Hvad skal der ske med Justin og Lucie nu, hvor Justin på akavet vis har prøvet at få hende med i seng? 
Var det bare i sin fuldskab, eller hvad? 

 

Læs med i næste kapitel, for at se om du fik svar på dine spørgsmål... 

 

Tusinde tak, fordi i gad læse med endnu en gang! Jeg håber, at i kunne lide kapitlet! 

Smid et like og en kommentar med feedback! 
Husk at favorisere historien, så du kan følge med ligeså snart det næste kapitel bliver publiceret! 
Until next time, loves! 

- Une fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...