Hjertets begær | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2015
  • Opdateret: 14 sep. 2016
  • Status: Igang
Rigmandsdatteren Lucie og hendes to bedsteveninder tager på en bytur, der ender ud over det sædvanelige, da Lucie bliver væltet omkuld af en mystisk dreng, der slæber hende med gennem New Yorks gader. Men hvem flygter han fra, og hvem er han? Og hvad skal hun stille op, når hendes bedsteveninde begynder at date ham, og hun indser, at hun har følelser ham?
Bliver det loyaliteten til hendes veninde, eller hendes hjertes mest hemmelige, inderlige begær, der vinder?

34Likes
53Kommentarer
36105Visninger
AA

26. Blomster? Til mig?

 

     “Hvad fanden laver du herude Lucie? Det er pisse koldt!” Vrissede Justin, da han trådte ud på terrassen og gik over til mig, der stod ovre i hjørnet og så ned på Times Square. Alle tankerne i mit hoved, blandet med alkoholen i mit blod havde gjort, at mine bekymringer havde fyldt for meget i mig, og jeg kunne så småt mærke, at en flodbølge af tårer pressede på mine øjne.

     Jeg svarede ham ikke. Jeg så blot på menneskeflokken nede i gaden, der alle ventede på, at klokken skulle slå tolv. Jeg ville gerne ned til dem og feste med alle de fremmede. Alle dem, der højst sandsynligt ikke vidste en skid om, hvem jeg var. Og alle dem, der ikke gav en fuck for mine latterlige komplekser i livet. 

     “Hey… Lucie svar mig.” Sagde Justin, og vendte mig rundt så jeg så op på hans smukke ansigt. Han så bekymret ud, og jeg vidste, at det måtte være min tavshed, der gjorde det. 

     -“Vi bliver nød til at stoppe Justin…” sagde jeg så. Selvom det gjorde ondt, så vidste jeg, at det var det eneste rigtige at gøre, hvis Victoria virkelig vidste noget. Mine korslagte arme gjorde efterhånden ikke meget for at holde mig varm, selvom jeg havde rigeligt med alkohol med i blodet. Faktisk undrede det mig, at Justin overhovedet forstod, hvad jeg sagde til ham. Jeg drejede mig igen og lænede mig tilbage op ad min mur, imens jeg prøvede at undgå Justins blik. Jeg vidste, at han ville begynde at protestere. Det var svært for mig at overhøre hans dybe suk. Han trådte hen foran mig, og tog fat i mine hænder for at vikle mine korslagte arme ud. Han så ned på mig, og i min øjenkrog så han nærmest skrækslagen ud. 

     “Lucie, hvad snakker du om? Det har fungeret fint indtil nu?” Sagde han så, garanteret med håbet om at kunne overtale mig til, at vores lille hemmelighed forblev som den var; at vi lusker rundt med hinanden i uvished og lader som ingenting, når Justins elskede kæreste og alle, der kender os, er i nærheden. Men nej. Hvis Victoria allerede vidste, at der var noget, så måtte det stoppe, ingen tvivl om det. 

     -“Victoria ved noget… Jeg ved, at hun ved noget Justin!” snerrede jeg ufrivilligt ad ham, og fortrød det straks, men det eneste jeg kunne gøre var at sukke og se ned på vores fødder. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, men jeg vidste ikke om, det var, fordi jeg ikke ville se hans smerte, eller, fordi han ikke skulle se min. “Hun siger, du har opført dig underligt siden juleaften. Justin, hun tror, du er hende utro,” tilføjede jeg, dog med en noget lavere stemme, selvom der var ingen andre ude på altanen end os. 

     Justin slap mine hænder og tog nogle enkelte skridt væk fra mig med et let suk. Jeg betragtede hans frustrede, pressede figur, imens han vendte sig om, og lagde hænderne bag hovedet på en opgivende måde. Var det virkelig det? Skulle Justin og jeg forestille at være færdige med at luske rundt? 

     Det var næsten, som om jeg kunne mærke hans læber kysse mine for den aller sidste gang, ved tanken om, at det aldrig kom til at ske igen. Jeg begyndte at indse, hvor dumt og ugennemtænkt det her havde være fra starten af. Vi havde ingen plan-B, kun vores egne naive plan-A, hvor ingen nogensinde fandt ud af hvad, der skete bag lukkede døre. 

     Et ufrivilligt snøft kæmpede sig ud af min ellers kolde facade, og jeg kunne mærke, at det blev sværere at holde smerten inde. Selvom det var mig, der havde sagt, at det blev nød til at stoppe, betød det ikke, at det gjorde mindre ondt på mig, men jeg blev nød til at være stærk for os begge to. Justin vendte sig om ved lyden af min svage hulken, og jeg mærkede straks hans arme tæt rundt om mig. Han kyssede mig i håret en enkelt gang eller to, men han sagde ikke et ord. Han beroligede mig bare. 

     “Tag det roligt, Lucie… hun finder ikke ud af noget… det skal jeg nok sørge for,” forklarede han med den blideste stemme, som havde han vidst, at han nemt kunne overtale mig til ikke at kaste håndklædet i ringen. Fristelsen til at sige, at han skulle tage sig af det pressede sig på, men frygten for, at Victoria allerede vidste noget pressede dobbelt så hårdt tilbage igen. 

     -“Justin lad nu være…” svarede jeg og puttede mit hoved ind mod hans brystkasse. Alt jeg ønskede var, at han skulle stoppe med at snakke, og så bare nyde øjeblikket, inden vi måtte gå hver til sit. 

     “Gu vil jeg ej,” proteresterede han, og løsnede sine varme arme fra min ellers kolde krop. Han tog fat om mit ansigt, og strøg sine tommelfingre over mine kindben, imens han så på mig med et håbefuldt blik, der gemte på hans medfølelse for min smerte. Eller var det hans egen smerte, jeg kunne skimme dér i hans mørke øjne? “Jeg skal nok ordne det, siger jeg. Hun finder ikke ud af noget som helst.” Han kyssede mig på panden, og så på mig med et blik, der gjorde, at jeg ikke tvivlede et sekund på, hvad han sagde. Han havde tænkt sig at ordne det. Uanset hvad jeg sagde. 

     Jeg kunne ikke undgå at blive lidt glad inden i. Det føltes næsten som om, vi havde et ægte forhold at kæmpe for, og i et lille sekund følte jeg fuldstændig, at det var mig, der var hans kæreste. Pigen med hans hjerte i hånden. Men sekundet var hurtigt overstået. Følelsen af for alvor at være hans forsvandt som røg i luften, og jeg var atter tilbage til at være Justins lille hemmelighed. Hende ingen ved noget som helst om, ud over hende selv. 

     “Smut indenfor med dig Justin. Jeg bliver herude lidt.” Sagde jeg til ham med et smil og tog et skridt væk fra ham. Han så straks utilfreds ud, og var hurtigt at lave en surmule, som var han et lille barn. Da jeg ikke kunne lade være med at grine ad ham, sendte han mig et lille, forsigtigt smil og forsvandt fra terrassen uden et ord. Han havde en ubeskrivelig måde at sige meget på, når han ikke sagde et eneste ord. 

 

     Da jeg endelig var gået ind igen, havde jeg efterladt surmulende Lucie ude på terrassen og havde taget JA-hatten på. 

     Havde jeg nu ikke været så skide idiotisk at drikke mig pisse fuld allerede ved aftenens begyndelse, så havde jeg nok heller ikke sagt ja til at være med det her latterlige spil beer-pong. Men sådan var det altså ikke gået. Justins venner, Oliver og Cameron, havde udfordret Sheila og jeg til en omgang beer-pong. Og tro mig, når jeg sagde, at vi ikke ligefrem lå i førerfeltet. 

     “Lucie, du har ramt én kop! Én! Jeg har ramt to! Synes du selv, det her går godt?” Skraldgrinede Sheila, efter jeg havde forsøgt at overbevise hende om, at det gik helt fint for os, selvom det selvfølgelig gik af helvede til. Oliver og Cameron, derimod, havde en fest ovre på deres side, da de kun manglede ét af vores krus. Præcis ligesom sidst jeg spillede beer-pong med nogle Justin kendte. Sig mig var det her en form for sportsgren, eller hvad? Hvordan kunne nogen overhovedet være så god til beer-pong? 

     “Hvad så Oliver, nakker du lige det sidste krus?” Kommenterede Cameron flabet og sendte Sheila et smørret grin. 

     -“Hvad fanden ellers mate? Men først!” Han løftede en finger i vejret med et smørret grin, der matchede Camerons. Sheila og jeg stod pænt og ventede på, at han ville sige noget. “Hvis jeg rammer det krus nu, så skal i to danse med os resten af aftenen.” Jeg sank hurtigt en klump. Jeg havde da ikke lyst til at danse med Oliver?

     “Hvad så hvis du ikke rammer?” Sagde Sheila og lagde armene over kors, og løftede øjenbrynene højt op i panden.

     “Hvis jeg ikke rammer, så skal Cameron og jeg tage du og Lucie med ud på en dobbelt-date. I bestemmer hvor, alt er på vores regning.”

     Inden jeg fik lov at protestere eller noget som helst, havde Sheila allerede accepteret tilbuddet.

     

     Klokken havde for længst nærmet sig de 12.00, og nedtællingen på Times Square havde efterhånden nået de 20 sekunder, hvilket betød, at den helt store nedtælling og de helt store brag lå lige rundt om hjørnet til at byde 2015 velkommen på bedste New Yorker manerer. Vi stod alle sammen samlet med ansigterne rettet direkte mod fjernesynet i penthouselejligheden. Eller det vil sige, nogle stod ude på terrassen og så nedtællingen, men jeg havde tilbragt tid nok derude i aften, så jeg holdt mig inde døre. 

     “10!… 9!… 8!…” 

     Jeg kunne høre folk allesteder fra stå og skrige nedtælling med deres lungers fulde kraft. Jeg derimod stod helt stille i midten af det hele og sagde ikke et ord. Jeg nød blot at 2014 snart var overstået. Jeg nød fællesskabet mellem os alle, i det vi som tradition skulle til at byde et nyt år velkommen. Mit blik gav sig straks til at søge mellem de mange mennesker efter et bestemt sæt mørke øjne. Han var det eneste, jeg havde lyst til at se på, når klokken slog 12.00. 

     “6!… 5!… 4!…” 

     Langt om længe fandt jeg hans smukke ansigt. Han stod og så rundt i lokalet, præcis som jeg gjorde, og da hans blik endelig fangede mit, kunne jeg ikke lade være med at smile. Han sendte mig det selv samme smil tilbage, og blinkede kort til mig i det klokken slog 12.00. Der gik kun et øjeblik, før Victoria havde erobret ham, og alt hvad jeg så, var deres læber i en sammensmeltning af kys. Åh jalousien. 

     Den sitrende vrede og jalousi fyldte min krop hurtigere, end jeg havde lyst til at indrømme. Jeg tog endda mig selv i at stå og holde vejret, og bide tænderne tæt sammen. Forbandede Victoria… Forbandede forhold… Forbandede Justin, der var min, men så alligevel ikke helt var det. 

     Efterhånden blev jeg forholdsvist træt af bare at stå og være jaloux, og jeg kom i tanke om, at det jo var Oliver og Cameron, der vandt beer-pong spillet, hvilket betød, at jeg skyldte Oliver en dans. Det var jeg godt nok heller ikke ligefrem vild  med, men det var trods alt bedre end at skulle tage på en date med Oliver. 

     Ihvertfald så besluttede jeg mig for at finde Oliver, og få den dans overstået. Jeg vidste jo godt, at Victoria ville holde godt fast i Justin resten af aftenen, så jeg kunne da ligeså godt få det bedste ud af det. Musikken spillede højt, champagne propper blev poppet på livet løs i lejligheden, og jeg kunne med det samme ikke lade være med at fryde mig over, at det ikke var mig, der skulle gøre rent her imorgen. Olivers hænder havde fundet vej til mine hofter, og jeg var både for fuld og for ligeglad til, hverken at fjerne dem eller prøve at protestere. Mine hofter bevægede sig blot i takt med musikken, mens jeg stod med ryggen vendt mod Oliver, og prøvede at være så sexet som muligt i min fuldskab. Jeg mærkeded et ryk i kroppen, da Oliver trak mig længere ind til sig, og det var lige før, jeg mistede balancen, men hans faste greb holdt mig stående. Han ansigt var så faretruende tæt på mit, at jeg kunne mærke hans læber mod min kind. Han prøvede virkelig hårdt på at komme til at kysse mig, men jeg var ikke helt med på den. Så pisse flabet som jeg selvfølgelig var, vendte jeg mig rundt, så jeg stod med fronten mod Oliver og med hænderne på hans brystkasse. Selv gjorde jeg ingenting, men han rykkede sit ansigt tættere og tættere på mit, indtil jeg kunne mærke hans  alkohol befængte ånde mod mine læber, på trods af alt den lipgloss jeg havde på. I frygten for, at han nok ville kysse mig, hvis ikke jeg stoppede ham, placerede jeg min pegefinger på hans læber og skubbede stille og roligt hans hoved væk fra mit. 

     “En dans. Kys ikke inkluderet.” Og med det forlod jeg Oliver på dansegulvet, uden det kys han så desperat ville have. 

 

     

     Det var en yderst utilfreds, bombarderet og ikke mindst træt Lucie, der slog øjenene op morgenen efter. Spurgte man mig, var det fandme for tidligt, selvom jeg udemærket godt vidste, at klokken var langt over mit sædvanelige tidspunkt at stå op på. Hvad der så var endnu værre var, da jeg opdagede, at det var min mor, der stod og kaldte på mig, imens hendes hoved hang over mig, og ikke Orlando Bloom som det havde været i min drøm. 

     Træt og udmattet smækkede jeg begge mine hænder i ansigtet på mig selv, og mumlede nogle lyde. De skulle nok have været ord, men ikke engang jeg vidste, hvad jeg prøvede at sige. 

     “Lucie forfanden der er morgenmad.” Grinede min mor. Hvad fanden grinede hun for? Hendes stemme og hendes grin skar igennem min øregang, og først nu lagde jeg mærke til den belastende, dunkende følelse på indersiden ad mit kranie. Følelsen gav mig lyst til at tage turen direkte ud over verandaen, uden at tvivle i et sekund. 

     -“Mor gider du snakke lidt lavere? Mit hoved er ved at eksplodere.” Udbrød jeg og viftede lidt med den ene hånd, som prøvede jeg at vifte hende væk. Igen fyldte hendes grin mit hovede, og det gjorde ondt som ind i helvede. Faktisk, blev jeg ustyrligt irriteret over hendes grinen, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålstegn til, hvad fanden det egentlig var, hun grinte af. Altså jeg vidste godt, hun grinte af mig, jeg forstod bare ikke hvorfor hun ikke var sur, som jeg ellers havde forudset, at hun ville være. Der var noget lusket over det. Det lignede hende på ingen måde at håndtere det så roligt.

     “Undskyld skat,” denne gang hviskede hun heldigvis, ellers havde jeg stukket hende en uppercut eller lignende. “Der er morgenmad ude i køkkenet.”

     Jeg fremstammede et dybt irriteret støn, og vendte mig om mod hende med ansigtet begravet under mine arme. Adskillige gange forsøgte jeg at mumle, at jeg nok skulle komme ud og få noget morgenmad, hvis bare jeg lige fik fem minutter, men min mor forstod ikke noget som helst af hvad, der kom ud af min mund så til sidst gav hun op og sagde, at jeg bare kunne komme ud, når jeg var klar. Den var jeg selvfølgelig helt med på, så jeg hev dynen over mit hoved og prøvede at falde i søvn igen, da jeg slet ikke var klar til at stå op. 

     Uheldigvis kunne jeg allerede efter to minutter konstatere, at jeg aldrig ville falde i søvn, med den hovedpine jeg havde, så jeg besluttede mig for bare at stå op med samme, og håbe på at det ville hjælpe at få spist noget mad, og drukket noget vand. 

     “Se hvem der er kommet ud af fjerene.” Jokede min mor, imens hun læste sin morgenavis, med et glas appelsinjuice i hånden. “Sovet godt skat?” Spurgte hun så med et grin. 

     Jeg sendte hende et ondt blik, da jeg udemærket godt vidste, at hun vidste, mit hoved gjorde sindssygt ondt, og at jeg ikke havde fået specielt meget søvn, grundet det tidspunkt jeg kom hjem. 

     I stedet for at svare hende igen, besluttede jeg mig for bare at sætte mig overfor hende ved spise bordet. Jeg fik hurtigt raget noget mad, og noget at drikke til mig, og tro mig, når jeg sagde, at jeg heller ikke have fundet det specielt sjovt, at min mor havde smidt to hovedpinepiller på min tallerken. Men selvom jeg var utilfreds, slugte jeg pillerne hurtigt og håbede, at de ville lindre den dunkende følelse i mit hoved, så jeg kunne slappe af. 

     “Åh Lucie, vil du ikke være sød at gå op i mit soveværelse, og hente min telefon? Jeg venter et vigtigt opkald fra Charles.” 

     Vi havde siddet og spist i cirka 10 minutter, da hun åbnede munden for at sende mig op og hente hendes telefon. Et opkald fra Charles? Hvilket opkald, kunne på nogen måde være vigtig den 1. Januar? Jeg forstod ingenting, men jeg magtede heller ikke være nysgerrig, så jeg rejste mig blot op, og satte kursen mod min mors værelse.

     Vinduet herinde var igen åbent, og gulvet var utroligt koldt under mine varme, bare fødder. Det var så koldt, at det føltes som at gå på små nåle, men jeg bed smerten i mig, og gik over til kommoden, hvor min mors telefon lå til opladning. Et opkald fra Charles. Lige i det jeg tog telefonen ud ad opladeren, fangede jeg i min øjenkrog billedet jeg så mange gange før, havde undret mig over. Billedet af min mor, Charles... og Justin. Jeg kunne på ingen måde komme med en fornuftigt forklaring, og det irriterede mig grænseløst. Måske ville jeg aldrig få svar på mit spørgsmål; hvorfor havde min mor et billede af hun, Charles og Justin i sit soveværelse?  

     Det er simpelthen for skørt, tænke jeg for mig selv, da jeg atter gik ned ad trappen. Jeg ville ønske, at jeg kunne have lukket min undren inde bag døren til mors værelse, men jo flere gange jeg så billede, og virkelig studerede det, jo underligere blev det. Det eneste jeg vidste med sikkerhed var, at det ihvertfald ikke var et forretningsrelateret billede, hvilket så måtte betyde, at det var personligt. 

     “Værsgo mor.” Sagde jeg lavmælt, og lagde telefonen foran hende. Hun sendte mig et smil, og jeg prøvede ihærdigt at sende et oprigtigt et tilbage, men det eneste jeg kunne tænke på var det pokkers billede. 

     Men okay så måtte det jo bare være nu eller aldrig. Jeg måtte have svar på det pokkers billede eller i hvert fald prøve at få et. Det var bare alt for mistænkeligt og underligt på alle tænkelige måder. 

     “Øh… mor?” Fremstammede jeg en smule nervøst, og prøvede at komme til at se hende i øjnene, men hun var fuldstændig fokuseret på sin avis. Det valgte jeg bare at acceptere, og fortsatte derefter. “Hvorfor… øhh, hvorfor har du et billede af Justin og Charles sammen med dig i dit soveværelse?” En vejrtrækningsblokerende klump blev sunket langt ned i maven på mig, et split sekund efter jeg havde færdiggjort min sætning. Hvorfor var jeg så nervøs? 

     Min mor, der var ved at tage en tår af sin kaffe, vendte hovedet mod mig med to rejste øjenbryn. De var ikke rejste, fordi hun var undret, men fordi hun var overrasket over mit pludselige spørgsmål. 

     -“Lucie øøh…” hun stillede kaffekoppen fra sig. “Hvorfor spørger du om det?” Hun så intenst på mig,  imens hun ventede på, at jeg svarede. Jeg sank endnu en klump. 

     “Fordi jeg så det før maskeraden… da du gav mig lov til at se kjolen… jeg undrer mig mig bare…”

     -“Øh skat det… det er en lang historie,” sagde hun så, og rettede igen blikket mod sin avis med et lille falskt smil. Jeg var ikke tilfreds. 

     “Mor kan du ikke bare fortælle mig det i stedet?” I det samme lød det velkendte pling fra elevatoren, og min mor skyndte sig selvfølgelig derover, og undgik mit spørgsmål. Irritationen flød i årene på mig, over at hun nægtede at svare mig på, hvorfor det billede var i hendes soveværelse. Men jeg skulle nok finde ud af det. 

     Da elevatoren åbnede, kom en ung mand til syne. Han havde en stor buket med Gerbera Bellis i hånden. De var alle sammen lyserøde, men de havde forskellige nuancer. Jeg blev så betaget af, hvor smuk buketten var, at jeg i et øjeblik glemte alt om, hvor irriteret jeg var. 

     Min mor tog glædeligt imod buketten, og valsede over mod mig med et kæmpe smil på læben. Hun havde tydeligvis glemt alt om vores samtale. Måske var det bevidst. 

     “Hvem sender dig blomster mor?” Spurgte jeg, og prøvede at lyde begejstret på hendes vegne, selvom jeg egentlig ikke rigtig var det. 

     -“De er skam ikke til mig.” Sagde hun med et endnu større smil, og placerede dem foran mig. Var de til mig? Jeg så undrende på blomsterne med mine øjenbryn furet sammen. Inden  længe vekslede mit blik mellem min mor, og buketten. Min mor sad nærmest og dansede i sædet af hendes stol, imens hun så håbefuldt på mig. Ventende på, at jeg skulle se på det lille kort, der var sat fast i buketten. 

     Forsigtigt tog jeg kortet i hånden, og åbnede det, stadig undrende over hvem, der mon havde sendt mig den smukke buket, og hvorfor. Men jeg svor på, at hvis det var Brandon, ville jeg kyle den ud over verandaen. Vi var bestemt stadig ikke på talefod. 

     Jeg åbnede det lille kort, og gav mig til at læse det ord for ord. 

 

“Glædeligt nytår Lucie. Jeg håber du ved, at jeg er ekstremt utilfreds over din dans med Oliver i nat. Meget utilfreds. Jeg vil ikke se en anden drengs hænder på din krop igen, er det forstået? Ked af, at jeg ikke kunne kysse dig ind i det nye år, men jeg garanterer dig, at jeg vil kysse dig i det nye år, og så meget mere end det ;). 

- Ultra jaloux, og bestemt ikke glade Justin"

 

     Åh guder…

 

 

***

Åh hvor sødt, han bliver også jaloux. Men har han i grunden noget at sige, når han er sammen med Victoria? 

Jeg ved godt, at der er gået et par dage siden sidste kapitel, men jeg tænkte, at jeg ville lade jer vente lidt på kanten ;) 
I dag er en vigtigt dag! Jeg lovede jer, at jeg havde en masse nyt i tankerne til jer, og noget af det kommer her! 
Jeg har netop udgivet en ny fanfiction med Justin, denne gang på engelsk! 
Den hedder Bad decisions, og jeg  synes i skal tjekke den ud! Den er også på Wattpad, hvis i gerne vil læse den der! Jeg linker historien nedenfor! 
Bad Decisions på Movellas: http://www.movellas.com/da/story/201609101323040938-bad-decisions 
Bad Decisions på Wattpad: https://www.wattpad.com/user/Bizzle_thebiebs

!TJEK DEN UD DET HER BLIVER GODT! 
- Une Fille 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...