skæbne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2014
  • Opdateret: 10 jun. 2014
  • Status: Færdig
Grænserne spærre vejen for os, og sådan er det i flere situationer. Måske er tolden og kontrollen rar, men vi går baglæns hvis ikke vi tør møde udfordringer.

Mia og Alexandre går baglæns mens tiden går frem.

0Likes
0Kommentarer
122Visninger

1. Festen

Mia stod klar på sit værelse. Hun gik og ventede på at de skulle afsted. Hendes øjenvipper var malet tykke og sorte, hendes læber var blødt op med en glitrende læbepomade og hendes hår var sprayet til med alverdens kemikalier. Tiden gik med at gå fra stuen til gangen, videre til hendes værelse og tilbage igen. Måske var hendes brune kjole med de hvide blonder ikke den rigtige. Den var også lidt slidt. Mia skiftede tøj, men besluttede igen at tage kjolen på.

Mor og far var klar til at gå, men far tjekkede lige nyhederne og mor skulle have sko på. Hendes sko var ikke med snørebånd, men alligevel forekom det Mia at moren med vilje ikke kunne få klemt sine hæle ned i de højehæle som hun så nøje havde udvalgt. Mia fandt hende komisk da hun sagde at hun ville tage højehæle på og fin kjole. Efter alle de gange de havde været til fester hos Mik, Lone og deres børn, troede Mia ikke at det ville være muligt at glemme det altid høje græs, de mudrede huller og de mange rækker af borde der på synes at være nøje placeret lige midt i det mest mudrede område i haven. 

Moren blev efter en tid færdig og begyndte straks at vimse rundt om Mia og hendes far, mens hun snakkede om hvor forsinkede de var. Mia som syntes moren var åndssvag og ironisk, spillede et kækt skuespil med hensigten at få moren til at holde op med det fjanteri. Pludselig skulle Mia både tisse og finde sin telefon. Telefonen viste sig hele tiden at have ligget i hendes lomme, og da Mia var færdig på toilettet gik familien ud til bilen. De skulle køre i lidt under en time og Mia havde taget en bog hun havde læst flere gange før med. En lang tur krævede en lang bog. Det måtte være Mias motto.

Husene blev langsomt lavere og mere spredte. Da husene var så langt fra hinanden at man kun kunne se et hus af gangen, var de fremme. Den ellers flot asfalterede vej var blevet erstattet af en bumlet grusvej, og det lille hus for enden var næsten lige så bumlet. Et lille skævt bindingsværk. På døren til huset var der sat en par flag, med en pil der pegede ud mod haven. Mia og familie gik ind i haven og blev mødt af en masse glade mennesker. Mik og lones børn sad med en flok overgirede teenage piger og grinede. Mia følte sig ikke rigtig som en del af gruppen, men da der var bordkort måtte hun sætte sig ved siden af en af de hvinene piger. 

Efter et par minutter satte den pige Mia sad ved siden af sig længere over mod hendes anden sidemakker, og Mia var helt isoleret. Det havde hun det egentligt fint med, og tog det som en invitation til at rykke over ved det andet bord. Hun satte sig mellem sin mor og en ældre kvinde der lugtede fælt. Stadig føltes det mere rigtigt end at sidde og iagttage det andet bords fjantede piger.

Mia skævede hen over det mere rolige menneskemængde og lod blikket falde på en ung fyr, med hår der lignede noget fra leonardo dicaprio's ungdom. Knægtens øjne var mandelformede og brune, og over dem sad et par kraftige øjenbryn. Dennes øjne faldt lige så tilfældigt hen til Mia, og han smilede skævt. Der gik et par timer hvor de tavst fulgte samtalerne ved bordet, og engang imellem smilte de genert til hinanden. Mia havde hørt at drengen- Alexander- var tre år ældre end hende selv, og da Alexander havde været oppe ved højtalerne og valgt musik fandt hun ud af at han også var klog på musik. 

Igen af dem snakkede og da klokken blev mange gik Alexander. Hun så ham ikke igen, og hun vidste det var fordi ingen af dem handlede. Grænser er lidt for højtidelige. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...