Faking smile;tears

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 20 okt. 2014
  • Status: Igang
"Jeg græd næsten aldrig, men nogle gange skulle det ud. Og det var der han var der for mig... Nej. ikke kun der. Han var der altid for mig! Han vidste alt om mig. Jeg vidste alt om ham! Men der var ingen. Ingen. I hele byen. I hele landet. Faktisk I hele verden, der vidste noget om 'os'. Os. Det lød godt. Som om at man aldrig kunne blive skilt ad. Men jeg ville heller aldrig skilles fra ham der gjorde det værd at leve. For hvis grunden ikke var der... Var jeg der ikke"

0Likes
3Kommentarer
259Visninger

1. Os.

Jeg sad I en halv varm træstol på en tagterresse I London, og spiste en tomat. Jeg lagde mit højre ben skråt hen over det andet og kiggede op. En fredfyldt varm latter fyldte mine ører, og jeg smilte. Jeg elskede den latter! Jeg propped resten af min halvspiste tomat I munden og tyggede grundtingt på den, inden jeg slugte de sidste tomatrester. Jeg tog en ny tomat I skålen overfor ham. Han kiggede lidt på mig og grinte så igen, mens han nærstuderede min åbentbart meget interessante måde at spise tomtaer på? Jeg smilte og tog halvdelen af tomaten I munden, bed den over på midten, og begyndte at tygge. Jeg stoppede hurtigt med at tygge, og kiggede underligt op på ham. "Tænk at du kan bide den over på midten uden at det sprøjter?" Sagde han og tog en tomat fra skålen. Han prøvede at efterligne den måde jeg spiste min tomat på, men hans forsøg mislykkedes, og han havde tomatsaft ud over det hele på hans 'hvide' t-shirt. Jeg begyndte at grine og fik hurtigt tomaten galt I halsen, da han lavede sit berømte 'sad-face'. Og så flækkede han selvfølgelig også af grin, hvad havde jeg regnet med? Til sidst var vi begge faldet ned fra vores stole, og sad bøjet forover af grin. "Stop Harry..." Fik jeg fremstammet I mit hoste-grine-andfald!

 

Ja.. I hørte rigtigt! Harry. Ikke som I 'Harry potter'. Og ikke som I bare 'Harry'. Men som I selveste 'Harry styles'! Men så meget 'selveste' havde der heller ikke været over ham! Vi havde været bedste venner siden børnehaven. Men ingen havde nogensinde vidst det. Ikke mine forøldre, ikke hans. "Jeg går liige på biblioteket og lave lektier.." Betød- " Jeg smutter lige over til Harry og hjælper ham på jobbet.." Men det vidste de bare ikke. Mine venner vidste det ikke. Hans vener vidste det ikke. Inegn andre end ham og mig, vidste det. Jeg havde været med til koncerter. Selvfølgelig. Men det havde været forklædt som fangirl, med tusch overalt, og en efterfølgende 'døv-hed', af skrigende fans. Jeg var på en made lidt træt af det.. Men jeg ville hellere det, end alt det der 'Backstage-pis'. Det havde aldrig været rigtig mig at få opmæksomheden, som ville komme hvis folk så os. Så vi prøvede at være lidt diskrete. Rettelse.. Meget diskrete. Hvilket også medførte at jeg aldrig havde mødt de andre drenge fra bandet. Jeg havde set dem, hørt dem, og ikke mindst fangirlet dem. Men aldrig mødt dem. Det passed mig egentlig fint, for harry fortalte alligevel alt hvad de havde lavet så detaljeret at det føltes som om jeg selv havde været der! Og jeg elskede ham for hans made at fortælle det på. Som om det var en drøm. Eller en  virkelg god bog. Jeg elskede ham. Ikkesom I for-elsket. Mere som I den bror eller søskende jeg aldrig fik. Men det skulle snart vise sig at jeg tog fejl... Jeg kunne mærke det. jeg vidste det bare ikke før ullykken. Det var den der ændrede det hele inden jeg kunne nå at sige... "112...."

 

------------------------------------------------------------------------------------------

Dette var et lille tilbage blik.
håber at I kunne lide det.
Og så vil der komme et par kapitler løbende xD

 

(Ikke rettet)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...