Insulated {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
Der er gået to måneder siden Emma Walter og Harry Styles blev bortført og sendt i isolation i det nordiske Scotland. De lever som slaver og færdes hver dag i et farligt miljø med en stor chance for at blive kvast under store blokke sten, pisket ihjel eller død af sult. Det er strengt for den unge Emma, men kæmper for at holde håbet om frihed oppe. I et håb om frihed og kærlighed står Harry og Emma sammen, men det hårdere arbejde og det de bliver udsat for, truer deres forhold og i en kamp for at holde sin elskede i live, må man tage dystre konsekvenser. *2'eren til Different og kan indeholde voldsomme scener*

23Likes
28Kommentarer
4260Visninger
AA

9. 5. Sigøjnerens dårlige øje.


 

Hendes stemme genlød i mit hoved, og jeg koncentrerede mig om at lukke den ude, men den blev ved med at afspille i mit hoved. Jeg bed mig i underlæben og ignorerede de små hulk for Emma. Jeg knyttede hænderne og tvang lysten til at trøste hende væk. Jeg lukkede øjnene, men hendes forpinte hulk og jamren, holdt mig vågn.

Helt ærligt, Harry, du kan ikke lade hende græde. Jeg ignorerede stemmen, men det hjalp ikke noget. Den var lige så stærk. Jeg rystede på hovedet, og selvom jeg vidste det ikke hjalp noget, ignorerede jeg lydene omkring mig. Du elsker hende, selvom hun ikke fortæller hende noget. Kan du ikke se, at hun er bange, for at fortælle dig det.

Forgæves vendte jeg mig rundt og kiggede over mod Emmas lille skikkelse. Det brune hår dækkede tæppet, og hun krøb sammen, mens tårerne gled ned ad hendes kinder. Et stik i mit hjerte, fik stemmen i mit hoved til at tale igen. Hvad var det for en stemme?

Jeg ved, du stadig har gentleman gemt inde i dig, men du skjuler ham nu. Hvorfor? Du er begyndt at sætte spørgsmål, hvilket ikke ligner dig. Det er det, der får Natalie til at tro, hun ikke skal tage sig i agt for dig, Harry.

Et suk forlod mine læber, og håbet om at slippe af med den hviskende stemme, forsvandt. Jeg lod halmen omfavne mig, og jeg skjulte mit ansigt. Jeg kiggede bekymret over på Emma, og trangen træk irriteret i mig, selvom jeg kæmpede i mod. Hvad skulle jeg med en, der holdt noget hemmeligt for mig? Hvad var hun bange for?

Tankerne vivlede rundt i mit sind, og jeg tømte hovedet for tanker og spørgsmål. Jeg lukkede roligt øjnene og lyttede til den blide blæst uden for vinduerne. Langsomt begyndte mine muskler at slappe af, og Emmas vejrtrækninger blev langsommere og dybere. Roligheden skyllede over mig, og trætheden overmandede min krop, selvom jeg ikke følte mig træt.

Lad mig vise dig noget?

Jeg rynkede brynene og åbnede øjnene, men de reagerede ikke. Uroligheden gnavede i min sjæl, og jeg knyttede vredt hænderne. Neglene borede sig ind i mit kød, og ligegyldigheden spredte sig i min krop.

Langsomt forsvandt intetheden, og jeg åbnede langsomt øjnene. Velkendtheden strømmede ud for de sorte mures lag, og jeg kiggede mig overraskende omkring. Jeg bed mig i underlæben ved synet af stedet, men chokket bølgede ikke væk fra mit ansigt.

Jeg bed tænderne sammen og spejdede ud over den tomme sal, og de velkendte hjerter var hævet, mens soden gled ned ad de hvide vægge. Uroligheden spredte sig i min krop, men jeg ignorerede det. Lugten af røg fik halsen til at snurre sig sammen, og mindet om hospitalet stod i klar erindring.

Jeg tog en dyb indånding og gik hen ad gangen mellem søjlerne. Nysgerrigheden lagde sig om mit hjerte, og spændingen fra min skulder forvandlede sig til smerte. Hvad var der sket med det her sted? Spøgsmålet fik kuldegysninger op ad mine armer, og jeg slikkede mig nervøst om munden.

Kulden omklamrede mig, og min ånde var tydelig, men jeg ignorerede det og forsatte ned ad den smalle gang. Forsigtigt skulede jeg til hjerterne, og frygten for hvad der var sket med vores, skyllede op i mig, og lysten til at løbe hen til døren, træk i mig, men jeg ignorerede det. Kulden var intens, men jeg forsatte i håb om at finde en person, der fyldte mine tanker. Emma.

”Harry.” stemmen trængte ind i mit sind. Jeg sank en klump, men vendte mig om. Sveden løb ned ad min ryg, og bekymringen boblede i mit indre. ”Harry.”

Mit blik gled over væggene og faldt over en sammen krybende skikkelse. Synet fik maven til snurre sig sammen, og jeg knyttede bekymret hænderne. Neglene borerede sig ind i hånd falden, men jeg ignorerede det, og tankerne vivlede rundt i mit hoved. Hvad var der sket med hende?

”Emma.” jeg tog en dybindånding, men skyndte mig hen mod hende. Den ellers så pæne, himmelblå kjole, var revet i stykker flere steder, og den var dækket af sod. Jeg sank en klump ved synet af hendes sodede ansigt. Tårerne trillede hjælpeløst ned ad hendes kinder, og hun tryggede sig ind til min brystkasse. ”Hvad er der sket?”

”Du hader mig,” hulkede hun og kiggede mig trist ind i øjnene. Lyset fra hendes øjne var slukket, og den dårlige samvittighed skyllede over mig. Jeg lukkede øjnene og indså mine fejl. Jeg skulle tage tingene i hendes tempo. Jeg elskede hende, og hvordan kunne jeg være så dum?

”Nej, jeg elsker dig.” en finger gled over hendes kind og fjernede sodet under hendes øjne. ”Du ved godt, jeg elsker dig, Emma.”

”Hvorfor ignorerer du mig så.” hun kiggede ind i mine øjne, og svagheden lyste ud af dem. Jeg strammede grebet om hende og rykkede hendes krop tættere ind på min.

”Det vil jeg aldrig nogensinde gøre igen.” jeg lukkede skyldigt øjnene og indåndede sodet fra hendes hår. Jeg sank en klump, men svovlet gnavede i mine lunger, og lugten af røg, gjorde mig svimmel. ”Jeg elsker dig, skat.”

”Virkelig.” hendes ånde mod min hals, gav mig kuldegysninger, men jeg ignorerede det og lod hende massere mine skulder. ”Vil du stå ved min side i tykt og tyndt.”

Overraskelsen skyllede ind over mig. ”Det ved du godt, jeg vil.” jeg åbnede øjnene og kyssede hende i håret, men fortrød det hurtigt. ”For evigt og altid, og det ved du godt, Emma. Jeg lover dig, jeg nok skal få dig ud af Natalies greb. Hun får ikke lov til at røre dig.”

 ”Tak.” hendes bløde læber berørte forsigtigt min kind, og jeg lukkede stille øjnene ved hendes berøring. De små hænder strammede grebet om mine skulder, og spørgsmålene fra mit sind forsvandt. Jeg indåndede hendes lugt, selvom det sved i næsen, men jeg var ligeglad. ”Tag tingene i mit tempo igen, og alt skal nok gå, men husk at passe på mig, Harry. Og lad vær med at stille for mange spørgsmål, du må ikke få får meget opmærksomhed”

Et smil formede sig på mine læber. ”Selvfølgelig, min pige.” Jeg lagde forsigtigt mine læber mod hendes, men følelsen af at, det var uægte, formede sig i min mave. Jeg slap nysgerrigt hendes læber, og opdagede bevidstheden langsom, rev mig tilbage. Jeg kæmpede i mod, men rummet forsvandt.

 

Chokket skyllede ind over min krop, og jeg tog mig til hovedet. Virkeligheden rørte på sig, og jeg var tilbage i cellen. Et suk forlod mine læber og jeg kiggede hen mod Emmas sammen krybende skikkelse.

Uroligheden spredte sig i min krop ved synet af den tomme halm. Jeg bed mig i underlæben, men bekymringen foldede sig ud over mit ansigt. Selvom jeg havde lovet hende at lade vær med at stille spørgsmål, gled flere ind under min bevidsthed. Hvor var hun? Havde Natalie taget hende og gjort hende ondt?

Neglene borerede sig ind i mine håndflader, og jeg rejste mig op, men svimmelheden angreb mig bag fra. Jeg lukkede irriteret øjnene og fokuserede på mine omgivelser. Jeg åbnede atter øjnene, og selvom svimmelheden ikke havde fortaget sig, gik jeg hen til tremmerne. Jeg tog en dyb indånding og samlede modet, men fik ikke et ord ud over mine læber.

Lyden af en dør blive åbnet, fik bekymringen frem i mit ansigt. Jeg bed mig i underlæben og kiggede hen mod den store port, der fik sol lyset til at strømme ind i min celle. Jeg kneb øjnene sammen og lyttede til de tunge fodtrin mod stengulvet.

Langsomt åbnede jeg øjnene igen, og lyden af små hulk trængte ind i min bevidsthed. Bekymringen lagde sig om mit hjerte, og jeg betagede uroligt personen i mandens arme. Mit hjerte revnede, da jeg så det var hende – hende jeg prøvede at beskytte, men fejlede.

”Emma!” jeg ruskede i tremmerne, og manden vendte sig overrasket mod mig, men et smil pillede over hans læber. Jeg tog en dyb indånding og kiggede ham ind i øjnene, men kiggede hurtigt ned på Emmas skikkelse.

”Hazza.” den svage stemme fik et smil til at pille over mine læber, og hun drejede bevidst hovedet mod mig, men uden held. Jeg strammede grebet om tremmerne, og skulede modigt til manden.

Manden kiggede sig forsigtigt over skulderne, og nysgerrigheden truede med at stille spørgsmål, men jeg bed mig i tungen og holdt det inde. Jeg kiggede overrasket på ham, da han låste min celle op.

”Rolig, Harry.” han kiggede venligt på mig, men alvorligheden lyste ud af hans øjne. Jeg bed mig i underlæben, men ignorerede det og tog Emma ud af hans favn. Hendes brune hår dækkede hendes højre øje, men et smil pillede over hendes farveløse læber, selvom tårerne trillede ned ad hendes ene kind.

”Harry.” hun løftede roligt hendes arm og lod fingerspidserne glide over min kind. Et smil formede sig på mine læber, og jeg lukkede øjnene i nydelse. ”Så meget hader du mig ikke.”

Jeg rystede smilende på hovedet, men kiggede hurtigt ned på hendes ansigt igen. ”Jeg har aldrig hadet dig, Emma – jeg har kun elsket dig.” jeg nussede hende kærligt på ryggen, og hun lukkede tilfreds øjnene ved min berøring.

”Jeg elsker også dig.” hun åbnede roligt øjnene, og varmen for hendes ord, lagde sig under min hud. Manden, der havde bægeret Emma, rømmede sig. Chokket skyllede igennem min krop, men jeg faldt hurtigt ned igen, og jeg kiggede roligt over på ham, selvom jeg hellere vil betage Emmas skønne og fredfyldt ansigt.

”Kom.” hans stemme var venlig, og overraskelsen gled ind over mit ansigt, men jeg ignorerede spørgsmålet i mit hoved.

Hvorfor var han så sød, når de andre var så onde?

Jeg bed mig i underlæben, men fulgte efter, og Emma rykkede tættere på mig. Et smil pillede over mine læber, men jeg kiggede ikke på hende, selvom lysten træk i mig. Et fredfyldt suk forlod hendes læber, og jeg opdagede, hun havde lukket sine øjne.

Manden stoppede i enden af gangen, og jeg rynkede brynene, men ignorerede nysgerrigheden i min mave. Jeg strammede grebet om Emmas krop, da manden vendte sig mod mig. Uroligheden spredte sig i min krop, men modigheden kom i forvejen. Måske var jeg modigere, end jeg troede?

”Lig hende i den første seng.” manden åbnede roligt døren og afløste et lyst rum. Vantroen gled ind over mit ansigt ved synet af rummet. Hospital senge stod i siderne, og jeg placerede forsigtigt Emma i den første, jeg så. Emma stønnede, og hun rykkede irriteret på hovedet.

”Det’ okay,” mumlede jeg og strøg en hårtot om bag øret. Hun åbnede øjnene, og smertetårerne trillede ned ad hendes kinder. Roligt skubbede jeg håret væk fra øjet, og chokket afspejlede sig i mine øjne, men vreden boblede i mit indre. ”Hvad er der sket?”

Bloddråber gled ned over hendes højre øje, og kvalmen steg i mit indre. Jeg sank en klump, og min hudfarve blev langsom grøn. Jeg tog en dyb indånding og tvang mig selv til at kigge ned på hende. Hendes øje var lukket, og blod løb ud fra øjet.

En hånd gled forsigtigt ind i min og flettede sig ind. Jeg tog blikket fra øjet, men fandt hurtigt vej tilbage.

”Jeg kunne ikke bære blokken, så Lee skubbede til mig.” hun kiggede forsigtigt op, men sænkede hurtigt blikket. Hun knurrede om min hånd, og uroligheden lyste ud af hendes øje. Vreden skyllede ind over mit ansigt ved lyden af Lees navn, selvom jeg i langtid havde kaldt ham hr. Tobak. ”Skal jeg forsæt.”

Jeg tog en dyb indånding. ”Ja, jeg vil og skal vide det, Emma.” spydigheden arbejdede i min stemme, og jeg knurrede Emmas hånd ind til mig. Hun sukkede, men forsatte.

”Jeg faldt og ødelagde øjet.” hun lukkede øjet, men åbnede det igen, da lyden af fodtrin ødelagde vores samtale, mens et spørgsmål voksede i mit indre. Manden satte sig i stolen i og bøjede sig over Emmas spinkle krop. Emma stønnede og strammede grebet om min hånd. Jeg nussede hende på hånden i håb om hun faldt lidt ned, men smertetårerne trillede ned ad hendes kinder.

”Det skal nok gå.” mandens guddommelige stemme fik Emmas åndedragt til at falde, og hun slap langsomt grebet om min hånd. Jalousien legede ved mit hjerte, men jeg ignorerede det og lagde ansigtet i rolige folder.

”Hvem er du?” spørgsmålet gled ud over mine læber, før jeg kunne forhindre det. Jeg bed mig i underlæben og fangede mandens opmærksomhed.

”Matthew,” svarede han, men brød øjenkontakten og forsatte med at behandle Emmas øje. Lysten til at trække ham væk fra hende, træk i mig, men jeg holdt mig tilbage. ”Og jeg gør ikke din kæreste noget, Harry.”

Han strøg hende roligt over panden, og Emma sukkede forsigtigt, men veg ikke tilbage fra hans berøring.

”Hvorfor skulle jeg tro på dig?” skeptiskheden foldede sig over mig, og Emma strammede grebet om min hånd, da Matthew vaskede hendes øje. Han skulede til mig, men sendte mig ikke et fast blik.

”Jeg er ikke som de andre Harry.” han satte sig tilbage i stolen og kiggede op på mig. Hans grå øjne lyste af venlighed, og den dårlige samvittighed rørte på sig. ”Jeg har holdt øje med jer.”

Jeg bed mig i underlæben, men nikkede. Emma strammede grebet om min hånd og vendte opmærksomheden mod Matthew.

”Hvorfor gør alle det?” hun kiggede forsigtigt over på ham og rykkede tættere på mig. Et smil pillede over hans læber, og han betagede roligt Emmas spinkle krop.

”I giver dem håb,” fortalte Matthew. Jeg rynkede brynene, men sagde ikke noget. ”I er de første der udstråler kærlighed, hvilket er en egenskab, der vækker opsigt her og håb om frihed til slaverne omkring jer.”

Jeg vendte opmærksomheden tilbage på Emma, og et smil formede sig på mine læber ved synet af hendes rolige ansigt. Jeg bøjede mig forsigtigt ned og plantede rolig læberne mod hendes pande. Hun sukkede længselsfuldt og øjnene lyste af noget, jeg ikke kunne forklare, men alligevel forstå. Hendes læber lagde sig mod mine, og et smil truede med at ødelægge kysset.

Smilet på Emmas læber voksede, og jeg klemte blidt om hendes hånd. Ømheden afspejlede sig i min øjne, og jeg kiggede over mod Matthew, der betagede mig.

”Vil hun kunne bruge sit øje igen.” nysgerrigheden boblede i min mave, men jeg ignorerede den og koncentrerede mig om Matthews koncentrerede ansigt. ”Vil den kunne se igen?”

”Jeg er bange for, den har taget alvorlig skade, at der ikke anden mulighed for at fjerne det.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...