Insulated {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
Der er gået to måneder siden Emma Walter og Harry Styles blev bortført og sendt i isolation i det nordiske Scotland. De lever som slaver og færdes hver dag i et farligt miljø med en stor chance for at blive kvast under store blokke sten, pisket ihjel eller død af sult. Det er strengt for den unge Emma, men kæmper for at holde håbet om frihed oppe. I et håb om frihed og kærlighed står Harry og Emma sammen, men det hårdere arbejde og det de bliver udsat for, truer deres forhold og i en kamp for at holde sin elskede i live, må man tage dystre konsekvenser. *2'eren til Different og kan indeholde voldsomme scener*

23Likes
28Kommentarer
4275Visninger
AA

7. 3. En ledende stemme


 

”Hvad er det du vil?” Lees blik gled ubehageligt over min nøgne overkrop, men jeg veg ikke tilbage. Jeg slikkede mig nervøst om munden, og lod neglene bore sig ind i min håndflade. Hans blik lynede, og jeg sænkede blikket, men tog mig i det.

”Jeg vil tale med Natalie.” jeg stirrede følelsesløs tilbage, selvom følelserne løb rundt i min krop. Et smil gled over Lees farveløse læber, og jeg greb frygtsomt ud efter Emmas urolige hånd. Emmas urolighed lagde sig ind under min hud, og i et øjeblik troede jeg, jeg vil vise min svaghed. ”Og det skal være nu.”

En latter brød stilheden mellem slaverne. ”Jamen det kan du ikke komme til.” hans stemme var rå, og kulden løb ud af den. Emma strammede grebet om min hånd og stillede sig helt op ad mig. Hun åndede mig nervøst i nakken og lagde hænderne om mit liv. ”Jamen dog, ulv, du søger tryghed hos din kæreste.”

”Lad hende være i fred.” jeg vendte rundt på hælen og kiggede hårdt ind i hans glødende øjne. Forsigtigt skubbede jeg Emma bag mig, men lod hænderne glide ned til hendes smalle talje.

”Du kan ikke beskytte hende mod os, Harry.” stemmen var kold og skinger. Jeg sank en klump og strammede grebet om Emma, der igen stillede sig helt op ad mig. Frygtsomt kiggede jeg op, og sveden løb ned ad min ryg. ”Men det er tapperet, at du gør et forsøg.”

Natalie drejede rundt om hjørnet, og vreden boblede i mit indre. Kappen bølgede efter hende, selvom bevægelserne var små og forudsigelige. Emma borede neglene ind i siden på mig, og frygten lagde sig over os.

”Det vil jeg altid gøre.” jeg stirrede hårdt ind i Natalies øjnene, men kiggede hurtigt væk. Tavsheden omkring os var ubehagelig, og Emma krøb sammen. Svagheden lyste ud af hende, og jeg savnede den modige pige, der stod i spidsen, hver gang der skete noget. En sætning flød ind i mit øre. Folk i fangeskab ænder sig altid!

”Nå, det gør du.” Natalie smilede. ”Men hvor meget ved du om hende, Harry.”

Kulden lagde sig om hende, men jeg veg ikke tilbage. ”Jeg ved, hvad jeg behøver at vide.” tanken om Emma holdt noget skjult for mig, løb mig koldt ned ad ryggen, men jeg spekulerede ikke over det.

Natalie frøs. ”Helt ærligt, Harry.” hendes blik var bebrejdende, men grufuldheden løb ud af dem. Emma lagde kroppen tæt ind mod mig, men tog den hurtigt til sig igen. Kulden fra min ryg var brutal, og Emmas varme hud krøb ind over mig. ”Jeg ved godt, du vil vide mere, men du er en gentleman og presser dig ikke på. Du tager tingene i hendes tempo.”

”Sådan er jeg.” jeg knyttede hænderne og borede neglene ind i Emmas lyse hud. Hun rettede sig op, og de himmelblå øjne lynede under overfladen. ”Jeg elsker hende, og du får ikke lov til at tage hende fra mig.”

Natalies onde latter rungede i bygningen, og selvom det skar i mine ører, gjorde jeg ikke noget. ”Det er lige frem allerede for sendt, Harry.” hendes latter fordampede og hendes ansigtsudtryk blev hårdt og følelsesløs. ”Jeg har magten over dig, og jeg kan få dig til hvad som helst. Du er svag, og det ved du også godt”

Emma krympede sig, og mumlede noget jeg ikke kunne høre. Trangen til at følge hendes eksempel var stærk, men trangen til at beskytte hende var stærkest. ”Det vil jeg gerne se.” jeg tog en dybindånding, men frygten skyllede op i mig og truede med at bryde min modige facade ned.

”Med glæde.” et ondt smil gled hen over Natalies læber. Emmas hænder gled op ad min ryg og masserede uroligt mine skylder. ”Grib hende.”

Emma slyngede armene om mit liv, men blev revet væk. Panisk greb jeg ud efter hende, men hun var i et jerngreb. Frygtsomt vendte jeg mig mod Natalie, og et legesygt smil gled hen over det ondskabsfulde smil.

”Jeg vil ikke true dig nu, men lad os se hvad fremtiden bringer.” Natalie viftede irriteret med hånden, men hun forblev kold og blottet for følelser. Jeg skubbede raseriet i baggrunden og stirrede irriteret tilbage ”Lad hende gå.”

Ren, der havde holdt Emma i et jerngreb, skubbede hende fra sig. Neglene slap frygtsomt min håndflade og panikslagen for Emma ville slå sig, greb jeg hende. Vreden boblede i mit indre, og Emma fumlede nervøst ved mine hårlokker.

”Harry, husk nu, at vi har magten, og I er bare prikker i min plan.” smilet forlod Natalies læber, og øjnene borede sig ind under Emmas varme hud. Uroligt stillede jeg mig i mellem dem, men blev banet til side. ”Hold ham væk.”

En massiv arm lagde sig om mit liv, og frygten afspejlede sig i Emmas øjne. Panikken bankede mod mit hjerte, og jeg rev arrigt i Rens arme. Hadet boblede i mit indre, men tristheden og frygten afløste alt.

”Hvad vil du med hende.” rastløsheden svømmede over mig, og Natalie grinede grumt. ”Du må ikke skade hende. Jeg vil gøre, hvad som helst.”

Grinet stoppede, men morskaben forsvandt ikke ud af hendes øjne. ”Harry, Harry, Harry.” morskabet i hendes øjne lyste, og modvilligt afspejlede jeg mig i dem. Irritationen bølgede over mig, og Ren strammede frygtsomt grebet om mig. ”Forstår du ikke, jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Hvis jeg vil slå hende ihjel, så gjorde jeg det, men det vil være sjovest at gøre det foran dig. Jeg kan nærmest se det for mig. Tårer triller ned ad dine kinder, mens du bukker dig over Emmas lig.”

Tårerne prikkede i mine øjenlåg, men jeg lukkede arrigt øjnene, og Emma rystede af frygt. Jeg så frygtsomt til, mens Natalie tvang Emmas svage skikkelse væk. Tårerne prikkede i mine øjne, og jeg lod saltstrømmen glide ned ad mine kinder.

Slavernes blikke brændte i min nakke, men vreden skyllede over mig. Neglene borede sig ind i min håndflade, og køen blev langsomt banet udenfor. Jeg kiggede rasende mig over skulderen, men gangen var øde, og Emma var forsvundet. Sorgen hvilede i min sjæl, men hadet dækkede dens overflade.

                                                                                    ***

”Kan du holde det ud.” en mild stemme knækkede over, og jeg rynkede nysgerrigt brynene. En lav latter lød, og kuldegysningerne gled op ad mine arme, selvom jeg svedte. Jeg kiggede forvirret rundt, men ingen var i nærheden. ”Helt ærligt, Harry, jeg er lige her.”

En forsigtig finger prikkede mig på skulderen. Jeg sank en klump, men vendte mig ikke rundt, selvom lysten træk i mig. Kuldegysninger krøb op ad min ryg, og modvilligt krøb jeg sammen. Pigens latter flød igen ud, men stoppede hurtigt.

”Du skal ikke være bange for mig.” en skikkelse gled hen foran mig, og et smil formede sig blidt på hendes hudfarvede læber. Hendes blonde hår var glat og fedtet, men smilet var nyt og frisk. ”Jeg gør ingen noget.”

Irritationen boblede, og jeg vendte irriteret ryggen til hende. ”Hvad vil du.” hårdheden bearbejdede min stemme, og jeg løftede blokken op på mine skulder. Pigen kiggede overrasket på mig, men fulgte efter mig. Ansigtet var hårdt, da hun kom op på siden af mig. ”Hvis du ikke har noget fornuftigt at sige, så lad mig være i fred. Forstår du det.”

”Wow, du ændrer hurtig personlighed.” Jeg kiggede hårdt over på hende, men drilleriet fra hendes øjne var væk. Skyld følelsen rumsterede i min mave, men irritationen gravede sig dybere ind i min sjæl.

Et suk forlod mit læber, og overgivelsen rørte på sig. ”Du kender mig ikke og heller ikke Emma.” Jeg lod blokken glide ned ad mine skulder, og pigen smilede hjerteligt. Jeg tog en dyb indånding, selvom det ikke hjalp på følelserne.

Smilet blev større, men øjnene gled forsigtigt rundt. ”Jeg kender jer bedre, end du tror, Harry.”  I et øjeblik troede jeg, hun kendte til One Direction, men tanken om hun kunne have været her i tre år, var stærk.

”Hvordan?” jeg vendte mig utålmodigt over mod hende, men hun rystede på hovedet. Jeg sank en klump og prøvede at ignorere den stikkende fornemmelse. ”Hvad hedder du?”

Overraskelsen skyllede ind over hendes ovalformede ansigt. Rødmen steg op i hendes kinder, og jeg kiggede nysgerrigt på hende.

”Rebecca.” et smil pillede over hendes læber, men genertheden lyste ud af hendes øjne. Min mave vendte sig, og tomheden i mit indre blev hårdere og mere intens. Jeg bed mig i underlæben. ”Åh … og det med dit spørgsmål har jeg celle lige ved siden af jer.”

Blokken hvilede hårdt mod min skulder, men jeg ignorerede det og fulgte med Rebecca mod templet. ”Du smug lytter altså til det mig og Emma snakker om.” jeg skulede over mod hende, og opdagede smilet blev større.

”I er søde sammen, Harry, man kan ikke lade vær med at høre på jer, og håbe det bedste vil ske for jer.” smilet falmede, men genvandt svagt sin styrke. Tanken om folk lyttede til, hvad vi talte om, fik gåsehuden frem på mine arme, og nakkehårene rejste sig. ”Det er synd, Natalie er sådan efter hende. De er hårdere mod hende end nogen anden, og jeg kan ikke lade vær med at stille spørgsmålet: Hvorfor skal det hele gå ud over hende?”

Overrasket smed jeg blokken i den selvvanelige bunke, men koncentrationen bukkede under. Var der en mening i, at Natalie var ude efter Emma? Spørgsmålet fik kvalmen til at skylle ind over mig, og jeg vaklede irriteret et par skridt.

”Alle stiller spørgsmål ved ting undtagen mig.” et suk forlod mine læber, og jeg kørte frustreret en hånd gennem mit hår. ”Natalie havde ret.”

En forsigtig arm lagde sig over min skulder. ”Hvad havde hun ret i, Harry?” Rebeccas spørgende stemme ruskede i mig, men lysten til at tale med nogen forsvandt. ”Harry, vent.”

 Jeg sank en klump, men satte farten op. Følelserne eksploderede inde i mig, og jeg følte alt havde forandret sig. Siden jeg havnede her var det eneste, jeg havde i hovedet var: Hold Emma sikker.

”Harry, kom nu.” Rebecca vendte mig om, men det eneste hun så var sorg og svaghed. ”Harry, kom nu. Emma har brug for, du er stærk. Du er hendes klippe – den hun klynger sig til.”

Jeg lukkede øjnene, og en stemme lagde sig ind i mit sind.

Tænk dig om, Harry. Du ved, hvor svag Emma er blevet, og den eneste der holder hende oppe, er dig. Du ved godt selv inderst inde, at det er en kamp for at overleve og kærlighed. Alle ved, du er stærk også selvom, Natalie mener noget andet, men har du aldrig tænkt på, at det er for at gøre dig svag, gøre sådan du ikke kan sætte dig op mod hende. Hun er bange for dig, Harry – mere hun er for nogen anden, men hun ved det bare ikke!

Kom ind i kampen, Harry.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...