Insulated {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2014
  • Opdateret: 30 apr. 2015
  • Status: Igang
Der er gået to måneder siden Emma Walter og Harry Styles blev bortført og sendt i isolation i det nordiske Scotland. De lever som slaver og færdes hver dag i et farligt miljø med en stor chance for at blive kvast under store blokke sten, pisket ihjel eller død af sult. Det er strengt for den unge Emma, men kæmper for at holde håbet om frihed oppe. I et håb om frihed og kærlighed står Harry og Emma sammen, men det hårdere arbejde og det de bliver udsat for, truer deres forhold og i en kamp for at holde sin elskede i live, må man tage dystre konsekvenser. *2'eren til Different og kan indeholde voldsomme scener*

23Likes
28Kommentarer
4273Visninger
AA

5. 1. Emmas nye dagligdag.

 

”Kom nu i gang, du har ikke hele dagen.”

Jeg lukkede mine øjne i smerte og tårerne strakte sig i øjenkrogen. Min ryg sved fra piske slaget, og blodet løb ned ad blusen og farvede den blodrød. Jeg sank en klump og greb fat under den tunge sten. Smerten for ryggen protesterede, og jeg blev tvunget til at slippe den igen. Jeg ømmede mig og så ud af øjenkrogen Lee nærme sig.

Et støn forlod mine læber, og den store sten, fik en ny smerte fra ryggen til at tage livet af mig. Jeg bed mig hårdt i underlæben og forhindrede et smerte skrig til at nå mine læber. Jeg kneb øjnene sammen og løftede stenen op i favnen. Jeg vaklede et par skridt, men fandt balancen og holdt mig oprejst.

”Kom i sving, Emma.” Lee foldede truende pisken sammen og rettede den mod mig. Jeg stønnede af smerte og fulgte modvilligt flokken af slaver hen ad de hudfarvede klippesten. Klippens revner skar i min fod, og blodet dryppede ned på klippegulvet, der efterlod blodige spor. ”Nå, det var godt.”

Jeg kneb munden hårdt sammen og ædte et forræderisk ord i mig. Lees blik brændte mod min nakke, og i et øjeblik frygtede jeg, han ville slå mig uden grund, men der skete ingenting. Jeg åndede lettet op, men smerten for ryggen og følelsen af noget der løb ned ad ryggen på mig, fik maven til at snurre sig sammen.

I det fjerne forsvandt slaver op ad en bakke, klipperne ikke havde overtaget. Jeg sank en klump, og armene rystede af den forfærdelig vægt fra blokken, der rykkede i min arme. Jeg følte mig træt og sløj, og solen drev sveddråber ned over min pande.

Benene svajede under mig, da jeg stoppede op og gispede efter vejret. Jeg forsatte langsom videre i gåsegang, og langsomt blev smerten værre og værre. Jeg mærkede nogle blikke i nakken, og jeg spottede en mand i den selvvanelige uniform, men i stedet for de andres fin redte hår, var hans kort og gråt. Jeg stønnede anstrengende og forsatte op over bakken.

Et kæmpe massivt tempel med runer langs væggene, stod i midten af det hele og var ikke halv færdig. Jeg lukkede øjnene, og svimmelheden trådte frem. Tårerne løb ned ad mine kinder, og lysten til at falde om og græde sig til døde, lød fristende.

”Emma.”

En hånd slyngede sig om mit liv, og jeg vaklede et par skridt, men armen blev stramt og holdt mig i et fast greb. En blød hånd gled op under min trøje og lagde sig over den nye flænge på min ryg. Jeg stønnede kraftigt af smerte og åbnede øjnene for at finde mit lys.

Nogle grønne øjne lyste af bekymring, men blev for mørket af et raseri, der lå bag dem. Hans øjne gled ned ad min krop og scannede blodpletterne, jeg efter lod. Jeg greb ham i armen og stirrede ham ind i øjnene. Trangen til at putte sig ind til ham og høre de beroligende, hviskende ord i ørerne havde jeg brug for. Igen.

”Hvornår lader de vær med at være efter dig?” Harry strammede grebet om mig og øjnene lynede. Jeg skuttede mig under hans blik og slog blikket ned. Smerten fra ryggen skreg, da han førte en hånd over den åbnede flænge ved siden af den anden, som stadig gjorde ondt.

”Aldrig, Harry, og du kan ikke gøre noget ved det,” sagde jeg og lod en hånd glide over hans tydelige muskler. Ribbenene var tydelige, og sveden løb ned ad maven på ham. Jeg betragtede sommerfuglen, men rev mig væk. ”Jeg må videre. Du vil nødig have, jeg får flere af dem på samme dag.”

Modviljen afspejlede sig i hans øjne, men tanken om flængen skræmte ham. Han slap mig, og jeg vaklede et par skridt mod blokken. Hans bekymrede blik hvilede på mig, og jeg kneb øjnene sammen, for at holde tårerne tilbage.

Smerten vendte tilbage, da jeg løftede den op, og Harrys blik blev strengere. Hold dig i skindet, Harry, tænkte jeg og mindes sidste gang, han havde gjordet arbejdet for mig. De sultende øjne brændte i min nethinde, og tanken om ikke dele sin mad med ham, fik kuldegysningerne op ad mine arme.

”Kom i sving, knægt,” brølede en stemme. Jeg sank en klump og håbede det ikke var Harry, det gik ud over. Jeg krympede mig sammen i flokken og lyttede efter Harrys smertefulde skrig, men der var helt stille. ”Så kan han lærer det …”

Stemmen døde hen og jeg kiggede forvirret mig omkring. Jeg spejdede hjælpeløst efter Harrys brune hår og angsten løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg tyggede bekymret på min tunge og fulgte modvilligt flokken mod templet.

En række andre slaver, stod foran templet, og hver gang jeg stirrede ind i deres øjne var det eneste jeg så, tomhed. Kulden fra deres blikke var intense, og jeg krøb sammen i skræk. En klump satte sig i halsen, men forsvandt lige så hurtig, som den var kommet.

En håbløs slave vaklede mod blokken, men faldt over sine egne ben. Blodet strømmede ud fra hans næse, og den skrammede ryg med dybe ar var blottet. Tanken om min egen fik frygten til at glide, og jeg var bange for, jeg vil ende som ham. Tom og hjælpeløs.

”Hvad kigger du på, kom i sving.” et piske slag landede foran næsen på mig. Jeg kiggede forskrækket op og bakkede rædselsslagen tilbage, men støttede på noget massivt. Jeg bed mig hårdt i læben, og angsten kvalte mig. Forsigtigt vendte jeg om på hælen.

”Jamen, Emma dog.” hendes kolde stemme fik nakkehårene til at rejse sig. De grå øjne gled over min krop. Maven vendte sig ubehageligt, og i frygt for hende trådte jeg et skridt tilbage. Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hendes læber, og jeg krympede mig under hendes blik. ”Nå, er du blevet bange for mig, Emma.”

Hun bøjede sig ned over mig og strøg mig over kinden. Blodet frøs til is, og hjertet hamrede af sted i vrede. Jeg bed tænderne hårdt sammen og holdt en dyb knurren tilbage. Natalies kolde, grå øjne borede sig ind i mine og ledte efter en revne i mit sind. Jeg stirrede koldt tilbage og lukkede for alle følelser.

”Du er modig, når det kommer til stykket.” Natalie smilede hånligt. ”Vi skal nok få gavn af dig, men du kan også være en farlig fjende, ved du godt det. Derfor må vi have brudt dig ned så hurtigt som muligt. Du skal ikke ødelægge min plan, er du med?”

Jeg svarede ikke, men kiggede mig frygtsomt over skulderen. Manden med pisken stod klar, og ansigtet var blottet for følelser. Angsten slap mig og en modig følelse løb ned over mig. Jeg rettede atter blikket mod Natalie og scannede hendes krop. Hendes sorte slangekrøller var dækket af en mørk kappe, der fremhævede hendes ondskab. Jeg var i tvivl om, jeg skulle sætte mig op mod hende, men bed et saftigt svar i mig igen.

”Jeg vil heller ikke vide det.” jeg knyttede hænderne og prøvede at løsne de spændte muskler i min krop. Jeg sank en klump. ”Men jeg vil bare væk herfra.”

”Jamen, så er drømmen forgæves.” Natalie kiggede diskret på sine negle, men slap mig ikke af syne. Jeg rettede mig op, men faldt sammen igen. Ryggens flænge brændte, og den hvide bluse klæbede sig fast til den. ”Der er ingen vej ud, og I er langt væk fra politiets rækkevide. De vil aldrig finde jer her ude, tro mig Emma, det vil de ikke.”

Jeg bed mig hårdt i underlæben, men jeg veg ikke tilbage. ”Men det slukker ikke mit håb om at blive fri igen.” jeg slikkede mig om læberne, der var revnet, og en dråbe blod løb ned over hagen.

”Du er den mest håbfulde person, jeg har mødt.” hendes stemme var skarp, men angsten glimtede i hendes øjne. Kulden var væk og raseriet dukkede frem. Hun rettede sig op og nikkede over mod manden. ”Giv hende, hvad hun fortjener. Nå du er færdig med hende, skal der ikke være et eneste rapsvar tilbage, hun skal brydes ned. Hvis jeg var dig, så i næste uge er torturkammeret ledigt. Du kan bruge det. Det skal nok få hende på nogle andre tanker.”

Natalie vendte om på hælen, og den sorte kappe bølgede efter hende. Hun skubbede barsk et par slaver til side. Vreden bankede i mit hjerte, og jeg knyttede hænderne hårdt sammen i raseri. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at tælle til ti, men vreden ulmede i min krop. Hvor var min lynafleder?

Stilfærdigt og rasende vandrede jeg tilbage med hævede fødder. Jeg spejdede rædselsslagen ud over slaverne, der en efter en placerede mig. Tankerne strømmede rundt i mit hoved, og maven vendte sig, hver gang en tom slave placerede mig. Var det Harry, der var blevet slået?

Spørgsmålet løb koldt ned ad ryggen, og jeg satte farten op. Tårerne væltede op i øjnene på mig uden nogen grund, og den modige følelse forsvandt og jeg følte mig svag. Benene brændte under mig. Følelserne væltede op i mig, og jeg følte mig som en anden person.

En stor rungen standsede slaverne, og mændene kiggede ned på deres ur. Sveden løb ned ad mine kinder, og ryggen var stiv af det indtørrede blod, og det nye blod løb ned over det gamle. Et suk forlod mine læber af fortvivlelse, og benene førte mig ind i rækken. Rækken bevægede sig i takt efter trommelyden i det fjerne.

Rækken bevægede sig mod en aflang, firkantet bygning, og intetheden strømmede der ud fra. En stank af muk og forfaldenhed sveg i min næse. Jeg rynkede på næsen, og de utallige videokameraer slukkede for håbet.

Frygtsomt trådte jeg ind i en celle, der lugtede af sved. Benene nægtede at lade mig stå oprejst, og jeg lod mig falde ned i en balle hø. Håbløsheden svævede i min krop. Panisk stirrede jeg på slaverne og scannede efter en brugt dreng og fedtede, hængende krøller. Jeg lukkede øjnene og holdt tårerne inde.

”Emma.” en finger gled over min kind. Roligheden lagde sig om mig, og jeg var ikke bange for, det var ham, jeg havde mistet. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og stirrede ind i nogle bekymrede.

”Harry, du er uskadt.” min stemme knækkede over, og tårerne trillede ned ad mine kinder. ”Jeg troede, jeg havde mistet dig.”

Jeg krøb sammen i hans favn, og han lagde forsigtigt en hånd på flængen. Han begravede skyldigt næsen i mit hår, men løftede den hurtigt igen.

”Emma, jeg går ingen steder uden dig.” hans stemme var rolig og blid. Hans læber berørte forsigtigt min kind. Jeg krøb sammen og ønskede mig væk.

”Jeg vil væk herfra Harry,” peb jeg og kiggede sagte op på ham. Han smilede, men det blegende. ”Jeg kan ikke lide at være her. Hvis det bliver ved, går jeg ned.”

Han rømmede sig og strakte sig ud efter det beskidte tæppe. ”Bare rolig, jeg skal nok få dig ud herfra.” Harry lagde tæppet omkring mig og kyssede mig på næsetippen.

”Tak.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...