Du kommer for sent.

En opgave jeg lavede til min skoles termins prøve.
Det sidste lille stykke tilhører ikke mig, da opgaven gik ud på at lave en historie der passede til slutningen....
Anyways! Så ville jeg bare poste den her.. :)

4Likes
1Kommentarer
506Visninger
AA

1. Du kommer for sent.

Skolegården var fyldt med råbene drenge, helt fra tredje, til syvende klasse. De var alle kommet, for at overvære slåskampen. Hvis man nu overhovedet kunne kalde den det. John skreg af smerte og hostede, så blodet flød ud af munden. Hans næse dunkede af smerte, og han var næsten sikker på, at den var brækket denne gang. Drengen der havde slået ham stod og grinede af ham, mens han opfordrede de andre til at grine med. Drengen var mindst dobbelt så stor og stærk i forhold til John og gik også i en klasse højere end ham.

”Hvad så?” Sagde drengen hånligt og sparkede til Johns sammenkrøllede krop, på jorden, med et skævt smil. ”Giver du op, skvatrøv?” John hostede endnu mere blod op og forsøgte at få vejret igen.

”Hey!” Lød en dyb mandestemme, bag de mange råb og grin, et stykke væk. John satte sig op på alle fire og hostede. ”Hvad sker der her?” En mand fik bakset sig igennem børneflokken og kiggede bekymret på Johns, kvabsede, sammen bankede krop.

”Michael!” Sagde manden så og rettede sig imod syvende klasses drengen, der havde banket John. ”Skrid op på kontoret!” Råbte han, med en vred stemme og skubbede ham væk fra John. Manden bukkede sig ned og hjalp John på benene, i en hurtig, kraftig bevægelse.

”Kom.” Sagde han, med en beroligende stemme og førte ham ind på kontoret. Der sad en tyk dame, med runde briller og brunt sjasket hår, bag et forhøjet skrivebord, og kiggede mistænksomt på John. Hun gav ham kuldegysninger af en eller anden mærkelig grund, og fik ham til at rette blikket væk.

”Jeg tror, han har brug for at komme hjem.” Sagde manden og klappede John på den ene skulder. Hjem?! Tænkte John arrigt. Jeg skal squ da kraftedemig på skadestuen! Vrede tanker strømmede op inden i ham, men han turde ikke sige noget, så han nikkede bare modvilligt. Damen bag bordet, skrev en lille seddel og rakte den hen over disken, imod John. Han tog imod den, uden at kigge op på hende og smilede et falsk, lettere modvilligt, smil.

”Du kan bare tage hjem nu.” Sagde manden og nærmest skubbede ham ud af kontoret og smækkede døren hårdt bag ham. John var lidt i tvivl om, hvad han mente om manden. Han havde godt nok hjulpet ham, men han var stadig en voksen. Alle voksne svigtede ham. Det var bare sådan voksne var, efter Johns hoved. Han kiggede rundt i skolegården og tjekkede forsigtigt, om der var fri bane. Klokken havde formenligt allerede ringet, for gården var nu helt tom. John ville dog stadig ikke tage noget chancer, så han spurtede alt hvad han kunne, igennem gården. Han stoppede prustende, da han var kommet ud, igennem porten og kiggede sig tilbage. Nu kunne han endeligt slappe af i skuldrene og gik roligt hen ad fortovet ned hænderne i lommen. Han boede kun få meter fra skolen, faktisk næsten på den anden side af vejen, så det tog ham kun få minutter, før han stod ved hoveddøren. Han drejede forsigtigt nøglen og åbnede døren. Den knirkede svagt og gav genlyd i hele opgangen. Han skyndte sig at lunte hurtigt forbi, den mørke kældernedgang og hoppede op af de få trapper der var, inden han ankom til stueetagen. Han lukkede døren op og trådte ind i en, smal, sammenpakket gang, med tøj flydende ud over gulvet. John trådte forsigtigt hen over tøjet og luntede ind igennem stuen, og ind på sit værelse. Det var mindst ligeså gennemrodet af tøj, som resten af den lille lejelighed, og man kunne knap nok se gulvet. John smed henkastet sin rygsæk og overtøj på gulvet og gik ud på badeværelset, ved siden af hans værelse. En sæt gik igennem ham da han så sit blodige spejlbillede. Ikke så meget fordi at han havde et kløvet øjenbryn eller et hævet blåt øje, men fordi han frygtede sin far. Han ville skælde ud på ham, råbe ad ham og måske endda slå ham. Tanken gyste igennem ham og fik hans hænder til at ryste.

”Mor ville aldrig gøre sådan noget…” Mumlede han for sig selv og begyndte at vaske blodet væk, med rystende hænder. Han var sikker på at hans mor var et fantastisk menneske, også selvom han aldrig havde mødt hende. Hun var skredet fra dem, da John var meget lille og han havde aldrig hørt fra hende siden. Hun havde aldrig svaret på hans breve, mails eller opkald, som han havde sendt til hende. Han havde endda fundet hendes facebook, men hun ville stadig ikke svare ham. John var dog sikker på at hun havde en god grund til det. At hun måske bare havde travlt og kunne svare når som helst. I det samme John kom i tanke om hende, skyndte han sig at hælde noget vand i ansigtet og fik resten af blodet af, inden han spurtede ind på værelset. Han sprang glad op i sin seng op fandt sin gamle støvede bærbar frem, fra under sengen. Han skyndte sig at åbne den op og gik ind på facebook. Hans mave summede af spænding og han kunne næsten ikke sidde stille. Langsomt åbnede facebook siden og hans startside, dukkede op. Nul nye beskeder, nul nye anmodninger og nul nye notifikationer. Den før summende spænding i hans mave, blev til et stort gabene hul, der gnavede voldsomt indeni. Igen havde de voksne svigtet ham. Ladet ham i stikken. Tårerne begyndte at vælte ned af hans kinder, og et smerteskrig forlod hans lunger. Han bankede hænderne ind i væggen, til knoerne begyndte at bløde, uden at skriget holdte op. Den velkendte indre smerte, spredte sig hurtigt i hans krop og intet kunne få den til at holde op. Han begyndte at bide hårdt i sine arme, så smerten indeni blev en smule overdøvet. Hans arme var i forvejen så dækket af store blå mærker, fra slag og gårsdagens bid, at det gjorde smerte effekten endnu bedre. Pludseligt stoppede John med at skrige og stirrede tomt ud i luften. Det var tid. Han var sikker. Det hele var gået op for ham nu. Efter så lang planlægning og tanker, var det endeligt tid. Han listede forsigtigt ind på hans fars værelse og åbnede hans kommode. Han gravede sig ned i bunden af skuffen, med skjorter og fandt hvad han ledte efter. En sølvfarvet lille håndpistol og et patronhylster, lå begravet under utallige skovmandsskjorter, og slidte T-shirts. Johns far havde fået den importeret ulovligt fra Amerika, da John var syv år. Johns far sagde at den skulle blive hans egen død, med et skævt, men trist smil. Han forstod selvfølgelig ikke hvad det betød dengang, men han regnede det ud med tiden. Han ville tage sit liv med den. Han havde godt nok ikke gjort det endnu, men det var vidst bare et spørgsmål om tid. Han pakkede pistolen ned i en lille stofpose, og puttede den ned i buksekanten, som hans far altid gjorde når han skulle have den med, nogen steder. Han luntede tilbage ind på værelset og hoppede igen op på sengen, ved den stadig åbne computer. Han klikkede forsigtigt på morens profil og gik ind på besked feltet. Han stirrede på det tomme felt, og den lille blinkene streg der kom når man skulle skrive. Ovenover skrivefeltet, kunne man se de mange beskeder han havde skrevet til hende. Mindst tredive eller deromkring. Men intet svar. Han satte fingrene forsigtigt på tastaturet og tænkte kort på, hvad han skulle skrive.

Hej igen. Skrev han, med rystende hånd og sukkede stille. Jeg tror nok jeg har regnet ud, hvorfor du ikke svarer mig… Og det gør mig ked af det. Men jeg forstår dig godt… Han stoppede kort og tænkte over, hvad han mere skulle skrive. Selvom du tydeligvis ikke vil have noget med mig at gøre, må der da være noget kærlighed til mig, et sted. Et sted i dit kolde voksne hjerte. Den sidste lille sætning, var fyldt med vrede og had og fik hullet i hans mave, til at gnave endnu mere. Så derfor har jeg besluttet mig for, at jeg ikke vil leve mere. Hans øjne, begyndte at løbe i vand og han skyndte sig at tørre sine øjne. Hvis du overhovedet har nogen som helst kærlighed tilbage for mig, så kom og mød mig. Stop mig. Han havde længe tænkt over at han gerne ville slutte det hele. Få det hele til at stoppe. Men ikke før han havde mødt sin mor, mindst en gang. Mød mig ved Grise Olsens piletræ, på engen i udkanten af Vandvænget, klokken 18:00. Kom ikke for sent. John tastede hurtigt de sidste ord ind, og førte musen ned på ’send’-knappen. Han tøvede et kort øjeblik, inden han klikkede, i et sammenbidt gisp. Han smækkede hurtigt computeren i og hulkede, hæst et par gange. Pludseligt kom han i tanke om, at hans far kunne komme hjem, når som helst og sprang forskrækket ud af sengen. Han skyndte sig, at trække i en tyk hættetrøje og sikrede sig, at pistolen ikke faldt ud, af hans bukser, inden han spænede ud af bagdøren. Nu var det nu. Ingen vej tilbage. Han tøvede let, inden han smækkede døren, med et brag og kiggede tomt, hen på døren. Han skyndte sig at ryste hovedet og tankerne fra sig, og væltede ned ad de halvrådne træ trapper, på den mørke bagtrappe. Han vidste ærligt talt, ikke hvorfor han lige præcis valgte Grise Olsens piletræ, for det lå et godt stykke væk. Det var bare der han altid havde planlagt, at det skulle ende. Han havde altid elsket, at komme der som barn og havde altid gerne, ville begraves der. Så hvorfor ikke dø der? Han spænede ud på gaden og fangede med nød og næppe en bus. Der var så mange mennesker inde i bussen, at chaufføren, slet ikke lagde mærke til, at han ikke klippede. Han gemte sig godt inde imellem, de meget høje mennesker, så ingen lagde mærke til hans forslåede og forgrædte ansigt. Det var heldigvis kun fem stop, så der var ikke særlig stor chance for at der skulle komme en kontrollør. Bussen blev langsomt tømt for mennesker på stoppene før Vandvænget og snart var John næsten helt alene i bussen.

”Vandvænget.” Sagde en rar, dame stemme i højtalerne, inden dørene åbnede sig. Han trådte ud på en lille grussti og skuede ud, langs med den gullige mark, der strakte sig langt foran ham. Han kiggede forsigtigt på sin telefon.

”17:30.” Mumlede John til sig selv, inden han satte i løb, ud over marken. Et stort halvråddent piletræ, stod og strakte sig på midten af marken. Det var Grise Olsens piletræ. John satte langsomt farten ned og luntede stille hen til træet, og klappede det på siden, som var det levende.

”Længe siden.” Sagde han og smilede til træet, inden han satte sig ned ved siden af det. Han pakkede forsigtigt pistolen ud af den lille stofpose og proppede patronhylsteret i, som hans far havde lært ham. Efter lidt tid – hvor længe vidste han ikke – trak John sin telefon op ad lommen, endnu engang. Med rystende hænder og bankene hjerte, trykkede han på den. 18:15. Tårerne væltede op i hans øjne og han begyndte at hulke højt. Nu var han sikker. Der var intet værd, at leve for mere. Han trak forsigtigt hanen tilbage, på den gamle håndpistol og strammede grebet om den.

(Denne her del har jeg ikke skrevet....)

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise Olsens gamle piletræ. Han holdt stadig om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som on den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende dame steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op.

”Du kommer for sent.” Sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...