200 lysår i diameter

Cheon er så heldig at leve i en verden, hvor den avancerede teknologi indenfor maskiner står i klart lys. Robotter, der både ligner og opfører sig som mennesket selv, er blevet opfundet og brugt med stor glæde i det nye samfund. Dog er han ikke selv yderligere glad for det. Han hader disse robotter. Og han ligger ikke skjul på det, selvom hans egen far er hovedet bag det hele. Alligevel begynder han at blive mere og mere knyttet til en af disse MFI - AL163-05.

4Likes
2Kommentarer
754Visninger
AA

7. Kapitel syv.

Min hånd fløj op og holdt robotten for munden. Heldigvis stoppede de skærende lyde med det samme, og da jeg så op, blev jeg mødt af et par noget forvirrede øjne. Jeg løftede min anden hånd op til min egen mund og holdt pegefingeren hen over for at forklare lidt bedre. Jeg fjernede så langsomt min hånd fra tingens mund og holdt den op for at sikre mig, at den ikke ville begynde at tale igen. ”Vær nu rar og hold din kæft et øjeblik..” Så faldt begge mine arme ned langs siden og et svagt suk løb hen over mine læber. Jeg stod et øjeblik og tænkte så det knagede. Noget i systemet måtte stadig være skadet. Det burde ikke undre mig. Da jeg havde fundet den i gyden, havde den været i ret dårlig stand. Og jeg var langt fra den samme person som min far. Det var et mirakel, at jeg overhoved havde fået den til at starte op. Jeg lukkede mine øjne et øjeblik for at samle mig en smule. Jeg beroligede irritationen, der havde bygget sig op inde i mig. Der var ingen grund til at blive vred over det. Dette var min første gang. Ingen ville kunne gøre noget lignende perfekt første gang. Roligt åbnede jeg mine øjne endnu en gang, så kortvarigt mod robotten og så mod den åbne notesbog. Jeg rakte forbi den kvindelige MFI og fik fat i bogen. Jeg fugtede mine tørre læber, mens jeg begyndte at bladre frem og tilbage igennem notaterne. Der måtte stå noget om den slags.
Jeg lagde i det øjeblik mærke til, hvor meget mine hænder rystede. Og ingen længe faldt bogen ud af mine hænder og ned på gulvet. Jeg trådte tilbage, som havde det skræmt mig. Mine knæ havde nær givet efter, hvis ikke det havde været på grund af min viljestyrke til at blive stående. Det var nu, hvor det hele trådte kraftigt ind. Søvnmanglen. Sulten. Adrenalinen, der ellers havde holdt mig nogenlunde på normalt niveau, svækkede. Rummet snorede rundt, og jeg fik hurtigt fat i stolen og satte mig ned. Det var da lige, det jeg manglede. Så begyndte de bippende lyde igen at runge igennem værkstedet. Jeg tøvede ikke med at tysse utrolig voldsomt, og lydene stoppede utrolig brat. Jeg behøvede ikke engang at se op for at vide hvilket udtryk, der skyllede ind over robottens ansigt. Faktisk så jeg først op, da jeg kunne høre de mekaniske knæk. Jeg sad bare et øjeblik og så den skubbe sig mere og mere ud på kanten. Så den forsøge at komme ned og stå på gulvet. Af ren refleks sprang jeg op og nåede kun lige helt hen til den, inden den væltede. Jeg greb hurtigt om den, og holdt den oppe. Støttede den. Jeg lagde mærke til, hvor varm den var. Og hvor blød den var. Selvom krops-leddene beklagede sig kontant, virkede dens krop til at bevæge sig oprigtigt som et menneske.
”Rolig nu..” Jeg forstod nu, hvorfor jeg havde problemer med ikke at tiltale robotten som et hunkøn i stedet for intetkøn. Nu hvor den var ’i live’, virkede det krænkende på sin vis. ”Jeg har lige brugt fucking mange timer på at få gang i dig, så måske skulle vi ikke lade det gå til spilde. Synes du ikke?” Jeg rettede os begge helt op. Hun stod lidt lænet op ad mig, mens jeg så vidt muligt holdt hende oprejst. ”Jeg skal nok ordne problemet med din… stemme.” Jeg rykkede min ene arm omkring hendes skuldre, hvorefter jeg førte den anden ned under hendes knæ og løftede hende så op. Det første jeg opdagede var, hvor let hun var nu. Hun havde været så forbandet tung, da jeg havde trukket den med sig hjem. Men nu var det som om, at hun ikke engang var lavet af metal. Jeg klagede dog ikke over det. Så behøvede jeg ikke fuldstændig at smadre min ryg. Jeg satte hende tilbage på operationsbordet. Bare lige imens jeg samlede notes bogen op fra gulvet igen. Jeg proppede den godt ned i baglomme, hvor den kun lige passede ned i. Og så vendte jeg tilbage til robotten, som jeg endnu engang fik løftet op. Jeg så mig lidt omkring i rummet. Det så ikke ud til, at jeg manglede noget. Jeg havde ingen yderligere interesse i de større stykker ark, der stadig lå foldet ud på arbejdsbordet. Måske var der lidt rodet, men jeg magtede ikke at skulle rydde op.

Jeg havde ikke helt forventet, hvor besværligt det var at bære nogen op ad en trappe. Jeg havde aldrig rigtig udøvet det. Ved hvert skridt skulle jeg lige mærke trinene, før jeg fortsatte til det næste. Hvor var jeg lykkelig over, at døren ud til verdenen over jorden åbnede udad, så jeg blot skulle skubbe til den efter at have trykket håndtaget ned med min albue. Og jeg lukkede døren igen ved at læne mig op ad den. Jeg stod et øjeblik og sundede mig og udtænkte, hvad jeg egentlig havde planer om at gøre. Jeg så hen mod robottens ansigt, og hun så ikke ud til at have noget imod det hele. Og hun havde ikke sagt noget. Så i det mindste adlød hun mine ordrer. Jeg rettede ryggen igen og tog lidt bedre fat i hende, så jeg ikke ville ende med at tabe hende. Jeg begav mig så ellers videre igennem entreen og op ad trappen op til den næste etage, hvor samme besværlighed opstod. Men jeg klarede det meget bedre end med kældertrappen. Og inden længe havde jeg fundet vej til mit eget værelse, hvor jeg fik gjort samme trick med albuen for at få døren op. Igen solede jeg mig i, hvor heldig jeg var, med at døren gik ind ad. Jeg sparkede døren i bag mig.
”Okay…” forsikrede jeg mig selv, mens jeg søgte efter et sted, hvor jeg kunne sætte MFI’en ned igen. Jeg havde nær bare sat hende på min seng, men pludselig slog det mig, at mine forældre helst ikke skulle opdage hende. Eller rettere - opdage at jeg havde fundet en interesse i de lorte maskiner. Jeg kunne allerede forestille mig hele situationen, hvis det skulle ske. Jeg trommede min pegefinger mod hendes overarm, inden jeg drejede skarpt. ”Skabet..” Skabet var uden tvivl det bedste sted, at gemme hende. Det var i hvert fald stort nok til hende. Også selvom jeg opdagede, hvor rodet det var, da jeg fik fikseret min ene hånd på håndtaget og åbnede det op. Det var ikke et direkte walk-in, men det var heller ikke bare et klædeskab.  Jeg brummede af irritation og skubbede lidt tøj væk fra gulvet, inden jeg meget forsigtigt satte hende ned. ”Du bliver her. Ikke en lyd. Forstår du?” Jeg holdt en løftet finger for at forstærke mit forbud for hende. Hun nikkede bekræftende. Og smilede igen til mig. For helvede! Jeg så ned af hende, og lagde endelig mærke til, at hun intet tøj havde på. Jeg havde ikke tænkt meget over det før nu af en eller anden grund. Jeg så væk igen og samlede meget hurtigt den nærmeste hoodie op og kastede den til hende. ”Tag den på..” Så rejste jeg mig igen efter at have siddet på hug og lukkede skabs døren. Jeg så fluks hen mod uret ved siden af min seng. 19:34.  Jeg havde været i gang i mindst tolv timer, uden jeg havde lagt mærke til det. Jeg så tilbage mod mit klædeskab, og jeg følte mig lidt skyldig, men jeg smed hurtigt følelsen væk for at få slæbt mig selv nedenunder.

Jeg havde næsten kun lige nået at tænde på kaffemaskinen, da jeg hørte hoveddøren gå op. Jeg vidste allerede, hvem det var ved at høre på skoenes klik hen over trægulvet. Jeg tog mig dog ikke tid til at se efter for at være sikker. Og det var der heller ikke brug for, da den dybe stemme kort efter fandt sin vej til min øregang. ”Hey, Cheon. Hvad siger du til at vi… ” Min far stoppede midt i sin sætning, da jeg valgte at vende mig mod ham. Jeg støttede mig op ad køkkenbordet og studerede den ene af dem, som udgjorde mine forældre. Når man så ham, ville man normalt ikke forestille sig, at han var lykkeligt gift med en anden mand. Han var høj, lettere bredskuldret og med et veltrimmet skæg. Han havde de samme mørke øjne som mig, men selvfølgelig så jeg en smule mere sjusket ud end ham og hans jeans, hvide skjorte og sorte blazer. Jeg skulle til at sige noget, da han kom mig i forkøbet. ”Hvordan er det du ser ud?!” udbrød han og stormede mod mig. Jeg havde helt glemt de tydelige tegn af udmattelse. Jeg trak lidt på skulderne og havde mest lyst til at se væk. ”Jeg fik ikke meget søvn. ” ”Nej det kan jeg se! Du ligner en, der har været oppe i to døgn. Hvis ikke mere.” Jeg vidste godt, at han bare var bekymret for mig, så jeg tog mig ikke af den hårdere tone, der lå i hans maskuline stemme. ”Du burde tage dig bedre af dig selv, sønnike. Smut op og få noget søvn.” Jeg ville have protesteret, men jeg vidste, at han havde ret. Det var ikke sundt, det jeg havde gang i. Jeg var stadig sulten, men drømmeland råbte højere end maven. Derfor sagde jeg ikke mere til sagen. Jeg nikkede svagt og fik for anden gang slæbt min dovne krop igennem det store hus. Op ad trappen. Ind af døren til mit værelse. Jeg væltede ned på den bløde seng. Og jeg kunne allerede mærke mig selv svæve mod intetheden, selv inden jeg fik lukket mine øjne. Jeg fik møvet mig selv ordentligt op på sengen, men jeg gjorde mig ikke umage med at få dynene omkring mig. Jeg lukkede mine øjne. Og jeg kunne pludselig fornemme min dør åbne og en skikkelse, der trådte ind. Jeg nåede ikke at fange mere, og det var nok bare noget jeg forestillede mig. Jeg gabte en sidste gang og faldt så helt hen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...