200 lysår i diameter

Cheon er så heldig at leve i en verden, hvor den avancerede teknologi indenfor maskiner står i klart lys. Robotter, der både ligner og opfører sig som mennesket selv, er blevet opfundet og brugt med stor glæde i det nye samfund. Dog er han ikke selv yderligere glad for det. Han hader disse robotter. Og han ligger ikke skjul på det, selvom hans egen far er hovedet bag det hele. Alligevel begynder han at blive mere og mere knyttet til en af disse MFI - AL163-05.

4Likes
2Kommentarer
568Visninger
AA

1. Kapitel et.

Robotter. Robotter over alt. Man kunne ikke gå et eneste sted hen ude i offentligheden uden at se dem. Selv i butikkerne. Selv i det supermarked jeg befandt mig i. Jeg kunne ikke lade være med at stirre. Det var utroligt, hvor meget de lignede os almindelige mennesker. Der var blevet lagt så mange detaljer ind i deres arbejde, at det af og til var svært at skelne dem fra alle andre. Det var derfor jeg hadede dem så inderligt. De var ikke andet end maskiner. Deres følelser var falske og programmeret, og mange af dem var smukkere end det gennemsnitlige menneske. Men det jeg nok hadede mest ved dem, var den måde mennesket havde taget imod dem. Lige som denne, jeg havde mine borende øjne rettet mod. Tingen havde overtaget det arbejde en ung studerende ellers ville have fået for at kunne få nok penge til at betale hans dyre studier. Tingen gjorde det rigtigt nok bedre og hurtigere. Jeg kunne se, hvordan højden var blevet planlagt på forhånd, til at tingen kunne nå de øverste hylder med lethed. Det værste var dog stadig, at den lignede en almindelig ung mand.
”Kan jeg hjælpe med noget?” Shit! Opdaget! I stedet for at svare igen som et velopdragent barn, fandt jeg mig selv i at knurre irriteret af tingen, inden jeg drejede om på hælen og vendte ryggen til robotten. De talte også som et menneske. Ingen fejl som mekaniske lyde eller pludselig stemmeforandring. De var som mennesket selv. Bare en forbedret udgave. Jeg var sikker på, at de en gang ville overtage verdenen. En dag ville en af disse ting blive programmeret helt forkert og have et sind for sig selv. Man så det altid på film, hvordan robotterne gik mod menneskerne. Gjorde dem til sine slaver. Og jeg var sikker på, at det ville ske en dag. Forhåbentlig efter at jeg ikke længere var til stede. 7, 9, 13.
Jeg greb brutalt ud efter en tilfældig pose chips fra hylden, da jeg trampede mig vej hen imod kassen. Jeg havde egentlig ikke lyst til at købe noget. Min appetit var forsvundet ved synet af tingen. Men jeg ville heller ikke lade den ødelægge mine planer for at have bevæget mig de 700 meter fra mit hus. Jeg ville ikke lade tingene ødelægge min dag, selvom de altid fandt en vej til at gøre det. Bare ved at være til stede.
Jeg smed blot posen med chips op på disken foran den velkendte ekspedient. Han var et kendt ansigt i min hukommelse. Han ejede supermarkedet, og han blev åbenbart inviteret med ud for at spille golf med min far. Når men far altså var hjemme og ikke boede på et hotel i et af de andre lande. Jeg brød mig ikke yderligere om ham. Han var alt for munter. Og alt for glad for penge. Han smilede altid stort, når han så mig træde indenfor. Jeg forestillede mig ham altid stå og duppe sine fingerspidser mod hinanden som en eller anden slesk skurk i en tegneserie, mens han ventede på, at jeg ville finde min pung frem. Han var en idiot. Lige som alle andre i byen. I landet. I verdenen.
”Du må hilse din far. Og husk endelig at takke ham endnu engang for opdateringen til min MFI.” Jeg havde lyst til at lukke hans mund med min knytnæve, men jeg holdt mig tilbage. På et eller andet tidspunkt ville hans stemme ikke gå mig så meget på nerverne. Og han ville måske snart forstå, at han ikke skulle forsøge at samtale med mig. Jeg svarede ham alligevel aldrig med andet end en brummen. Jeg lagde hurtigt pengene foran ham, hvorefter jeg med det samme greb om posen og marcherede hen imod døren for at forlade butikken. Jeg ville ikke være derinde for længe. Ellers ville jeg nok ikke kunne holde min trang til at rive hovedet af den forbandede MFI.
Tænk engang at tingene endda havde et navn, der delte dem fra alle de andre robotter eller lignende, vi ellers brugte til dagligt. MFI - Mekanisk Funktionel Intelligens. Jeg huskede stadig, hvor ivrig min far havde været over navnet. Han var brast ind på mit værelse midt om natte og råbt op omkring det. Om hvor perfekt det var. Og hvor nemt det var at huske. Blah blah blah. Jeg så aldrig glæden i hans opfindelse. Hvilken skændsel det var, at selveste manden bag verdens opfindelsen havde en søn, der mere eller mindre tilhørte modpartiet. Jeg var ikke direkte mod det hele. Jeg så bare ikke helt den hovedsagelige grund til, at den slags skulle på markedet. Havde vi ikke klaret os fint uden?

Da jeg trådte udenfor på parkeringspladsen foran supermarkedet, blev jeg mødt af den skærende lyd af latter. En latter imellem to som flettede sig så elegant ind imellem inden. Et pars latter. Men jeg behøvede ikke at se dem for at vide, at de ikke var det typiske par. Jeg var blevet så vant til at se mænd med en kvindelig MFI ved sin side. Mænd der ikke turde finde samme med en rigtig kvinde. Typisk fordi de var for generte til at tale med det modsatte køn, eller fordi de var for grådige og kun ville have specifikke træk hos deres partner. Og det var skam ikke kun mænd. Kvinder fandt også tit sammen med de mandlige udgaver af tingene. Det var direkte kvalmende at se på. Hvordan de hellere ville kommunikere med en maskine end et rigtigt menneske. Sandt nok skulle jeg nødig tale. Jeg socialiserede mig ikke med nogen. Hverken menneske eller maskine. Jeg nød at holde mig for mig selv. Asocial eller hvad fanden man valgte at kalde det. Verdenen udenfor var kedelig. Og menneskerne var ikke interessante. Ikke det mindste.
Jeg sendte et kort blik imod det falske par, hvorefter jeg ellers fik sat mine ben i gang igen. Jeg måtte se at komme hjem. Jeg havde et tomt hus, der ventede på mig. Og mørket havde det med at give mig urolige nerver. Jeg begravede  min frie hånd i lommen på mine bukser og begav mig hen af den tomme gade. Jeg slæbte med vilje mine fødder efter mig. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slide mine sko op så hurtigt som muligt. Det var trods alt ikke penge, der var mit problem. Jeg var endda begyndt at samle på ødelagte sko. Selvfølgelig kun mine egne. Andet ville være direkte ulækkert. Hvem ville samle på andres gamle sko, som den hjemløse nede ved åen under broen? Tommelfingeren, der tilhørte den hånd, jeg holdt posen i, blev ligeledes proppet ned i en lomme, og jeg kunne både høre og mærke, hvordan posen blev slået imod mit lår. Igen og igen. For hvert skridt. Jeg gjorde da opmærksom på mig selv i den tidlige nat. Det var da sikkert. Jeg manglede kun at have elendig musik i ørene, så jeg kunne synge højlydt med forestillingen om, at jeg faktisk sang godt. Endnu et af mine talenter. Jeg var enormt god til at komme op med ting, der ville forstyrre eller irritere andre omkring mig.

Jeg sparkede gang på gang til en sten, der altid landede i min vejbane. Som ville den med mig. Som en desperat lille en, der bare manglede en ven. Og selvom de tanker gled igennem mit hoved, kunne jeg ikke lade være med at hamre spidsen af min sko imod den for at sende den længere hen af vejen, hvor den kunne vente på mig. Blot for at blive sparket igen. Et sølle liv stenen havde fået sig. Men det morerede mig i det mindste en smule. Vejen frem og tilbage fra det lille supermarked var så vant, at den var blevet kedelig. Jeg kunne den med bind for øjnene. Det var næsten ligeud hele vejen. Ned ad en bakke derhen. Og op ad bakken igen på tilbage vejen. Der skete aldrig noget nyt. Ingen vejarbejde eller nye skilte var i vejen.
Jeg nåede min trofaste sten igen og svang min fød tilbage for igen at sparke ordentlig til. Denne gang ramte jeg bare ikke helt så godt. Den sprang til siden med høj fart og fandt sin vej ind i en af gyderne, hvor jeg hørte den ramme en container. Eller det lød som en container. Noget stort af metal. Hult. Og ganske rigtigt. Af en eller anden grund, havde jeg ladet min nysgerrighed tage over, og jeg havde set ind ad den mørke gyde, da jeg passerede den. Med et lille håb om at se min lille sten klar til mig igen. Men ikke denne gang. Noget andet fangede mit blik.
Jeg stoppede brat op og lænede mig en smule tilbage stadig med mit blik rettet ind i gyden. Der var mørkt, og jeg havde egentlig bare lyst til at gå videre. Jo mere jeg kiggede, jo mere var det som om mørket greb ud efter mig med lange sorte arme med krogede fingre. Jeg vidste godt, det alt sammen foregik i mit hoved. Der var ikke noget at være bange for vedrørende mørket. Jeg havde levet længe nok til at indse, at monstre ikke fandtes. Alligevel blev jeg altid usikker, når mørket omslugte noget helt. Dog skinnede der sig en smule lys fra lygtepælene ind i gyden. Skabte omrids af containere og store affaldsposer. Og noget andet. Noget jeg genkendte med det samme. Jeg havde set dem lige siden jeg var lille. Og de var at finde over alt i verdenen. På TV endda. En MFI. Men det undrede mig alligevel lidt, at den bare lå der. Normalt blev de smidt ud på losepladsen. Klar til at blive brugt som reservedele. Så det var underligt at se en ligge i en seng af plastikposer. Og hvad der var mere underligt, var at jeg ikke bare var gået videre endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...