Lektier til Online Hogwarts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2014
  • Status: Igang
Det her er Alanna Coopers lektier til Online Hogwarts

7Likes
245Kommentarer
899Visninger
AA

13. Stor lektie: Den Sidste - Del 1

Alanna faldt på knæ ved sin venindes side med lynets hast. Stødet sendte jag af smerte op gennem hendes ben, men hun var ligeglad.

"Rosana! Rosana vågn op!" råbte hun fuld af angst. Dale var ved Rosanas side med det samme, og der gik derfor et stykke tid før nogen af dem ænsede hvad der mere skete. Men så kunne lyden af tunge skabninger, der bevægede sig over gulvet, og skrig fra de omkringstående elever høres, og Alanna rejste sig op, for at finde kilden til dette vanvid. Svaret vidste sig at være en kvindelig skabning, hun ikke helt kunne placere. Kvinden skinende nærmest og magten stod ud fra hende som en mur. Alanna var bange, for kvinden så direkte på hende og pegede med en lang lysende finger på hende.

"Alanna Cooper," sagde kvinden og ved hver stavelse gik en kort skælven gennem Alannas krop. "Dig har jeg ventet hele min eksistens på!" Kvindens stemme var dyster og faretruende. Alanna gispede, men forstod ikke beskeden. Der var intet særligt ved hende, og det var over hendes fatteevne at nogen og især denne magtfulde kvinde, som alle selv rektor Chlóe virkede til at frygte, skulle mene dette. Dale stirrede på hende med store øjne.

"Hvad mente hun med det?" spurgte han, og prøvede forsigtigt at få Rosana op at sidde. Hun glippede med øjnene et øjeblik, men faldt øjeblikkeligt tilbage i sin bevidstløse tilstand. Alanna nåede at opfange det sidste af den uhyggelige dames ord:

"-Men når hun giver mig sin stav, kan du ikke holde mig ude af den korridor længere!" Alanna stivnede og kunne mærke tyngden af hyldestaven i hendes lomme. Pludselig føltes det som om den vejede et ton. Rundt omkring hende så de andre elever forvirrede og bange ud. Alanna vidste heller ikke selv, hvad der blev talt om, andet end at det nok havde en hel del med den forbudte korridor og hvad den nu ellers gemte, at gøre. Det var alt sammen så mystisk.

"Har kære Rektor ikke indviet jer?" spurgte damen. "Ikke mærkeligt, hun er jo så pokker hemmelighedsfuld! Men vi kan ikke leve uden vores "øjne" hvis vi kan kalde dem det. Rektor stjal dem og gemte dem væk, for at vi skulle dø. Hjælp os med at stoppe hende!" Damens stemme var uhyggeligt dragende og Alanna følte et sug i mellemgulvet, som ville have hende til at gå frem af, gøre nøjagtig, hvad denne stemme sagde. Men et andet sted i Alannas hoved var der en anden stemme der fortalte hende, at det måtte hun under ingen omstændigheder gøre. Aldrig nogensinde. Denne kvinde var fjenden!

"Stop! Din kræft virker ikke herinde! Du er ikke så stærk her!" sagde rektor roligt. Kvinden vendte atter sin opmærksomhed mod rektor, i stedet for eleverne. Hvilket højest sandsynligt havde været Chlóes hensigt fra starten.

"Ja, men dit offer for netop den bedrift var stort ikke? Dit liv!" sagde hun og løftede sit ene øjenbryn. Chlóe smilede og viste nu det store hul i hendes mave, et sår hun umuligt kunne overleve, frem.

"Jeg kan jo heller intet skjule for dig, vel?" spurgte rektor kvinden, som rystede på hovedet. "Tora Kent, led slaget, lige meget hvad der end sker mig! Mai Lais, hjælp eleverne væk herfra! Dem der ikke er myndige, må ikke være, om end de vil eller ej!" beordrede Chlóe uden at tage blikket fra den kvinde, der langsomt berøvede hende livet. Overalt omkring Alanna begyndte eleverne nu at flytte sig panik, mens den stadig noget befippede og forvirrede Mai Lais prøvede at få orden over geledderne, sammen med de få vejledere, der var til stede.

Rosana hostede og åbnede øjnene og hende to venner, faldt omgående på knæ ved siden af hende.

"Hvad sker der?" spurgte hun forvirret. Hurtigt gengav Dale begivenhederne, og Alanna mærkede sin venindes blik hvile på sig, da hendes navn blev nævnt. Som så mange gange før fik Alanna fornemmelsen af, at veninden vidste mere end hun gav udtryk for.

Det gik op for Alanna at alle de andre elever var blevet sendt ud af storsalen, men at både vejledere og lærere lod til at have overset dem. Tilbage stod der kun en lille gruppe af syvendeårs eleverne. Dem der havde valgt at kæmpe. Der gik et kort stik af smerte gennem Alanna da hun opdagede at der kun var så få, der ville slås for deres slot. Men det var hurtigt væk igen. Ingen burde udsættes for en krigs grusomheder, uden egen fri vilje.

"Rosana?" lød en stemme bag dem og vennerne vendte sig om mod rektor, som faldt sammen på gulvet, mens den uhyggelige dame stod og lo af hende. Det virkede som om alle væsnerne ventede på denne dames signal for at angribe. Rosana skyndte sig at løbe hende til rektor, som tog hendes hænder. Så vinkede hun også Alanna og Dale derhen. Rektor smilede.

"Hvor er det godt at se at trioen er samlet," sagde hun smilende, men så gled en skygge over hendes ansigt, som Alanna troede var et tegn på smerte. "Jeg vil gerne have at du fortæller hende, hvad du ved Rosana. Hvis hun skal kunne stå sig mod Selia er hun nødt til at vide besked." Dale så forvirret ud, men ikke nær så forvirret som Alanna følte sig.

"Det skal jeg nok rektor," sagde Rosana og hendes hænder var helt vide, fordi Chlóe knugede dem så hårdt.

"Jeg er stolt er jer. Pas på mit slot, vil I?" Så lukkede hun øjnene og hendes hjerte holdt op med at slå. Selia hujede triumferende.

"Det bliver ikke nødvendigt med den forklaring, Kiki," vrængede damen, hvis navn var Selia. "Giv mig din stav, tøs," sagde hun og Alanna kunne mærke styrken bag ordene og stemte imod af alle kræfter. Hun skulle i hvert fald ikke finde sig I at denne dame slog hendes rektor ihjel og slap godt fra det!

"Aldrig i livet," hvæsede Alanna og trak sin tryllestav.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...