Lektier til Online Hogwarts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2014
  • Opdateret: 28 jul. 2014
  • Status: Igang
Det her er Alanna Coopers lektier til Online Hogwarts

7Likes
245Kommentarer
913Visninger
AA

10. Lektie i Forvandling: Uge 1

Roleplay historie om timen i forvandling

Alanna så smilende til under hele stuntet med den Golden Retriver.

"Så har man da set det med," sagde hun og kvalte et fnis. Det var vildt spændende at kunne forvandle kedelig ting til andre kedelige ting.

"Gad vide om han får lopper," mumlede Dale. De begyndte alle tre at fnise og kæmpede for ikke at få et regulært grineflip. De ville nok ikke blive populære hvis det blev opdaget hvad de snakkede om. Så de begyndte i stedet at høre efter.

Opgaven var simpel nok. At forvandle en tændstik til en nål. Alanna begyndte at svede en lille smule. Det var ikke lige den ting hun var bedst til. Hun endte altid med enten at lave besværgelsen for kraftig eller også blev den for svag. Hun skulle virkelig tage sig sammen. *Kom nu, vi kan godt, hvis at du ikke er en fuldkommen uduelig stav* tænkte hun sigende til tryllestaven. Den svarede ikke, selv om det ikke ville have overrasket hende meget. Alting var vidst muligt i den magiske verden.

Hun stillede sig hen ved siden af Dale, og Rosana stod på den anden side af ham. Rosana stod og snakkede lidt med læreren og Alanna kunne godt på den her afstand mærke at episoden med Dark Soul stadig plagede hende. Men i det mindste havde han stadig sit lillegevir, fordi ingen havde været venlig nok til at fortælle ham om det.

"Er du okay, Kiki?" spurgte Dale bekymret. Alanna trådte et skridt tilbage fra bordet med tændstikken så hun kunne se på veninden.

"Er det Dark Soul der har sagt noget til dig igen? Jeg sværger næste gang jeg ser den mide skubber jeg ham i søen og håber kæmpeblæksprutten eller dyndfolket æder ham!"

"Nej nej, det er ikke Samuel, jeg...sover bare ikke så godt for tiden, jeg er ret træt," svarede Rosana. Det fik en uhyggelig klokke til at ringe.

"Har du set noget?" spurgte Dale og man kunne næsten se alarmklokken ringe i hovedet på ham. "Og med set mener jeg ikke set som  "Nej se, hvor er træerne grønne" jeg mener "Jeg har set du skal dø om tre dage"-agtig  set noget." Et hurtigt smil krydsede Alannas læber. Han var simpelthen så åndsvag at høre på nogen gange.

"Nej," svarede hun bare og ingen af de to andre troede på hende.

"Miss Grace, miss Cooper og mr Masbole, jeg må bede jer om at koncentrerer jer om opgaven, ellers er jeg nødsaget til at trække point fra jeres kollegier." Det var professor Mith og han lød ikke begejstret. De skyndte sig at gøre som de var bedt om.

Alanna stirrede olmt på sin tændstik. Det var stadig en tændstik. Uanset hvor mange gange hun sagde besværgelsen, bevægede armen korrekt og alt hvad der skulle til, tømte hendes sind koncentrerede sig, havde det simpelthen ingen effekt. Alanna mistænkt endnu engang sin stav. Når den var i dårligt humør kunne hun anstrenge sig nok så kraftigt og der ville ikke ske noget.

"Kom nu, kom nu!" hviskede hun. Dale lagde en hånd på hende skuldre og smilede skævt da hun så på ham. I hans hånd glimtede der mindst tre nåle.

"Blærerøv." Hun vendte ryggen til ham igen, men han gav ikke op.

"Er det staven igen, ikke?" Alanna rystede stædigt på hovedet. "Vil du låne min?"

"Nej," hun var tæt på at hvæse, men gjorde det heldigvis ikke.

"Nå, men du skal altså bare sige til. Men prøv så en gang uden at sige ordene. Det kan være den bare synes det er for nemt or dig når du siger det højt." Hun stirrede på ham længe, men gjorde så som han foreslog. Først skete der ingenting, men så langsomt begyndte træet at tage metalform. "Se? Jeg har altid ret." Hun var tæt på at lange ham en, men opdagede så at Rosana svajede bag ved dem.

"Rosana!" Hun faldt in over sit bord og holdt om sit hoved. Alanna blev bange, hvad var der ved at ske med hende? Dales panik hjalp ikke ligefrem. Fortabt ruskede hun i sin venindes skuldre, men Dale fik fat i professor Mith. Endelig slog hun øjnene op.

"Gud ske lov tak og lov du er vågen Kiki!" sagde Dale lettet. Alanna var helt ude af sig selv, hun havde været så bange. Hun stak veninden en lussing, hvilket måske ikke var så klogt.

"Du må aldrig nogensinde gøre mig så bange igen Kiki," sagde hun og faldt Rosana om halsen, med tårerne løbende lige så stille ned af kinderne.

"Du skal til hospitalsfløjen," konkluderede professor Mith. Rosana rystede kraftigt på hovedet.

"Nej...nej...jeg...er nødt til at...tale med...professor Lais...så...ting," stammede Rosana og prøvede at komme på benene. Det lykkedes ikke så godt. Hun hørte virkelig til på hospitalsfløjen. Dale greb hende heldigvis inden hun faldt ned på gulvet igen.

"Nu hun siger det på den måde, må det være vigtigt, at hun snakker med professor Lais, sir, Alanna og jeg skal nok følge hende derhen." Dale hankede bedre op i Rosana og Alanna skyndte sig at hjælpe til.

"Meget vel, I har min tilladelse til at gå." De begyndte at trække hende ned mod professor Lais kontor. Alanna var mere bange end hun ville indrømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...