Surrender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Året 2016 har mange ting ændret sig. Mændene har igen magten over alle kvinder eller..
Grace Hunter og Savannah Hunter, som de eneste tvillinger i byen, bukker ikke under får mændene. De har andre ting at tage sig til. Deres syge mor der ligger for dødens dør og deres alvorlig syge lillebror. Deres dage kan hurtigt gå med at skjule sig og passe deres familie. Men hvad sker der hvis de to 17 årige bliver opdaget og nok aldrig vender hjem igen?

168Likes
222Kommentarer
39914Visninger
AA

22. Epilog

Epilog - Surrender

 

..5 år senere..

 

Ingen´s P.O.V

 

Får fem år siden stod alle pigerne i en ung alder, under mændenes magt.
Ingen pige kunne sige fra, uanset hvad.

Fem år var der sket meget, i hele verdenen.

 

Men dem vi rigtig skal se på, er to piger..

Savannah & Grace Hunter.

De var de eneste tvillinger i byen, hvor de blev taget.

 

De blev taget af mændene og kom ikke tilbage til sin familie.

De havde blot en gammel og ussel lejlighed, hvor de boede med deres

syge mor og alvorlig syge lillebror, Timmie.

De havde intet at stille op til, ingen fremtid.

Kun at passe sin familie.

 

Da Savannah & Grace Hunter stod på scenen, hvor mændene kunne

byde på deres lækre kroppe og udseende, var de rystede. Det vidste godt at

sådan var verdenen nu, men de troede aldrig de selv skulle opleve det.

 

Da de skræmmende ord, fyldte Savannah og Grace´s øre.

”Solgt til Louis Tomlinson og Harry Styles”

blev hørt, vidste de at alt var anderledes nu.

De ville aldrig se deres lillebror eller mor igen.

 

Savannah & Grace Hunter blev taget væk fra alt.

De var aldrig udenfor i lang tid, før Savannah prøvede at flygte.

Grace lå syg i sengen, som hendes mor. Den sygdom var arvelig og

Grace havde uheldigvis fået den..

 

Savannah & Grace Hunter blev brugt seksuelt, men noget ikke mange

vidste, var at Grace allerede var brugt. Det var ikke mange år før alt dette at den

grøn øjet fyr, Harry Styles dukker op foran Grace og voldtager hende.

 

Dette vidste ingen, bortset fra Savannah, Grace og Harry. Harry holdte på det,

for, det var ikke noget at være stolt af, dengang. Da hemmeligheden blev afsløret

var det lige meget. Harry kunne ikke straffes.

 

Savannah & Grace så næsten aldrig hinanden,  lidt efter lidt.

 

Det var den værste tid i deres liv..

 

 "Jeg kunne ikke længere mærke noget og ingen kunne mærke mig.."

Nu, fem år senere står Savannah alene ved en togstation i England.

Loven var ændret og alle piger kunne gå fri. Hun var stadig vred, både fordi

at ingen mænd fik straf for at misbruge piger og alt hvad de havde gjort.

Hun havde blot en tog billet i hånden og ikke andet. Hun ville ikke tage imod noget,

af det tøj hun havde fået igennem tiden. Hun ville prøve at glemme sin fortid.

 

En tåre røg stille ned af hendes kind, da hun så mange piger komme stormende ind i deres

mødres arme. De havde mødre, tænkte hun og så sig omkring. Hun knugede tog billetten ind til sig og håbede snart på det bedste.

 

Hun tog en dyb indånding og gik på toget. Hun fik en plads, ved siden af en anden pige. Hun havde små ar på hendes bare arme og et blåt øje. Savannah var skræmt over hvad der kunne være sket.

 

Pigen smilte ikke til Savannah, men hun smilte til hende.

 

Tog turen gik hurtigt, men de eneste hun kunne tænke på, var at hun snart ville se sin hjemby igen. Savannah steg ud af toget og kiggede rundt. Alt lignede som det plejede.

 

Stadig faldte der en tåre ned fra hendes øje. Hun kiggede ned i jorden og så tåren falde til jords. Mindet om Grace poppede op i hendes hoved og endnu en tåre røg. Flere røg, indtil hun tørrede sig under øjnene og gik videre. Hun havde ikke andre steder, end hjem.

 

Hjem kære hjem.

 

Da hun åbnede døren ind til lejligheden som var endnu mere faldefærdig, så hun et fantastisk syn. Der sad en teenager dreng på sofaen og kiggede ud af vinduet. Han havde ryggen til Savannah, men hun vidste tydeligt hvem det var.

 

”Timmie,” hviskede hun svagt. Den meget ældre lillebror, kiggede tilbage på sin fuldvoksne storesøster. Han så hende for første gang i fem år og han elskede det. Deres kroppe mødtes i et kram og de græd begge to. Det var glædes tåre.

 

”Jeg har savnet dig.” hviskede han med en meget anderledes stemme. Savannah trak sig lidt væk fra ham og tog hans hoved i sine hænder. Hun nær studerede hver en ting ved ham. Hans ansigt var ændret, hans stemme var ændret.

 

”Du er blevet så stor,” hviskede hun og krammede ham endnu en gang. Denne gang gjorde Timmie ingenting.  Savannah  trak sig forvirret væk og prøvede at finde hans øjne.

 

”Hvor er Grace?” spurgte han svagt. Hun kiggede ned i gulvet og bed sig i læben, for at tårrene ikke skulle vælte ud af hende.

 

”Hun døde for fem år siden.” hviskede hun.

Timmie nikkede og prøvede at være stærk. Han græd ikke, men indeni var hans tåre som vandfald. Han lagde armene om Savannah og tænkte tilbage på hvordan Grace var.

 

”Mor døde for fem år siden. Medicinen virkede ikke og jeg kunne intet gøre.” sagde Timmie som var irriteret på sig selv, over han lod moren dø.  Savannah klemte i ham, for hun vidste hvad han følte.

 

”Vi skal ikke tænke på vores fortid længere.. Den mørke himmel er lagt bag os og vi skal gå fremad. ” sagde Savannah stille. Timmie nikkede og lagde sit hoved ned i hendes skulder.  

 

”Kom.” sagde Timmie og han tog hendes hånd. Han førte hende udenfor igen og de stod midt på vejen. Der var helt fredfyldt på vejen og ingen skrig kunne høres. Savannah nød stilheden.  

 

Ingen kiggede på Savannah & Timmie..

 

De begyndte begge at gå ned af vejen, med deres hænder sammen. De ville ikke slippe hinanden. De gik mod lyset og de var snart hjemme.

 

Længere henne stod deres far, mor og Grace. De havde de flotteste englevinger og de havde hvidt tøj på. De var næsten utydeligt. De smilte til Timmie og Savannah, som gik mod dem. Langsomt formede der sig englevinger på dem begge og de var iført hvidt tøj selv, da de kom hen til deres familie.

 

Faren tog Timmie´s hånd og mores tog Savannah´s hånd. Grace tog Timmie´s og Savannah´s og de begyndte at gå hen mod lyset. Deres smil kunne ikke skjules, selvom de vidste ingen kunne se dem. Alligevel var de igen samlet.

De var engle, sammen.

 

 

Wilhelm Hunter

 1963-2014

*

 

Edith Hunter

 1965-2016

*

 

Grace Hunter

 1997-2016

*

 

Savannah Hunter

 1997-2021

*

 

Timmie Hunter

2004-2021

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...