Surrender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Året 2016 har mange ting ændret sig. Mændene har igen magten over alle kvinder eller..
Grace Hunter og Savannah Hunter, som de eneste tvillinger i byen, bukker ikke under får mændene. De har andre ting at tage sig til. Deres syge mor der ligger for dødens dør og deres alvorlig syge lillebror. Deres dage kan hurtigt gå med at skjule sig og passe deres familie. Men hvad sker der hvis de to 17 årige bliver opdaget og nok aldrig vender hjem igen?

168Likes
222Kommentarer
39252Visninger
AA

4. 3

Kapitel 3 - Surrender

Savannah's POV.

Jeg vågnede op ved en varm følelse i ansigtet, jeg åbnede øjnene, men lukkede dem igen da solen som kom blændende ind i mine øjne. Jeg strakte og gabte mig, inden jeg satte mig op i sengen.

Jeg havde ikke længe prøvet at sove så godt, indtil det igen gik op for mig at jeg ikke var hjemme. Jeg kiggede rundt og fandt et ur, som hang på væggen, som viste 09:11. Jeg lagde mig ned igen og nød solen der ramte min hud, i lidt tid indtil jeg mærkede en anden tilstedeværelse i rummet. 

"Godmorgen Savannah, har du sovet godt?" Spurgte Louis som jeg kunne høre komme over mod mig. Jeg vente mit hoved mod ham og nikkede stille.

"Godt." Sagde han og satte sig ned på sengekanten. Hans hånd lagde sig oven på min, så jeg trak den til mig. Han sukkede og kiggede mig ind i øjnene.

"Du skal ikke fjerne din hånd søde," Sagde han med en rolig stemme. Jeg lagde min hånd langsomt ned på madrassen igen, så han lagde sin egen på den igen. Jeg rystede svagt under hans berøringer. 

"Er du bange?" Spurgte han og lændte sig ned mod mig. Jeg nikkede en smule bange, da hans læber fik kontakt med min pande.

"Det er der ingen grund til. Så længe du opføre dig ordenligt, så sker der intet." Sagde han og smilte til mig. Jeg kiggede ned mod mine fødder og sukkede. Jeg savnede Timmie og mor..

"Hvor er Grace?" Spurgte jeg, undrende over hvor min søster nu var. 

"Hun er inde på sit værelse, hvorfor?" Spurgte han og lagde sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede dybt ind  i hans øjne, før jeg kom tilbage til real life og kiggede på hans læber. 

"Må jeg se hende?" Spurgte jeg og han rystede på hovedet.

"Vi skal først lige ordne noget, med dig." Sagde han og rykkede sig tættere på mig, og tog armene omkring mig. Jeg åbnede mine øjne på hvidt gab og prøvede at rykke mig.

"Jeg vil ikke det her Louis, jeg har aldrig valgt dette." Pev jeg og kiggede væk fra ham med våde øjne. Jeg græd ikke tit, men når dette skete eller noget med min familie, så gjorde jeg.

"Du skal kalde mig Mr. Tomlinson eller Daddy, søde. Det er meget mere fristende end 'Louis'." Sagde han og lavede en måbende lyd, ved sit eget navn.

"Det ændrer stadig intet på om jeg vil være her eller ej. Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at se min søster, Lou- nej Mr. Tomlinson." Spurgte jeg og kiggede ind i hans øjne.

"Jeg bestemmer hvad du skal, så hold din kæft. Du kan ikke se din søster, fordi jeg har givet Harry lov til at lege lidt med hende." Sagde han. Panikken steg hundrede procent op i mit hoved og jeg rystede.

"Hvorfor ryster du?" Spurgte han og lagde armene længere over mig, nok ved tanken om jeg frøs.

"J-jeg.. Please Mr. Tomlinson, du må ikke gøre noget ved mig og heller ikke Grace." Sagde jeg og kiggede bedende på ham. Han rystede, lystfyldt på hovedet. 

"Jeg kan gøre hvad jeg vil mod dig søde. Jeg kan få dig til at føle dig så god indeni, med mine magiske fingre og noget meget mere, som du intet ved om." Hviskede han. Min mave reagerede mærkeligt på hans ord og jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder.

"Åh søde. Jeg har fundet en af dine kinks." Sagde han og gav mig et kækt smil. Jeg rynkede mine øjenbryn og så forvirret på ham. What in the world, is he talking about? 

"Hvad er kinks?" Spurgte jeg.

"Åhh, jeg havde glemt du var så uskyldig. Kinks er noget der ophidser dig seksuelt, og noget du kan lide. Dit er ord, hvis ikke mere?" hviskede han i mit øre, før han lænede sig længere op, for at kysse min pande. Jeg lukkede mine øjne i den tid hans læber rørte mig og åbnede dem igen, da jeg ikke længere mærkede ham.

"Er det godt?" Spurgte jeg.

"Hmm.. Rigtig godt." Hviskede han i mit øre. Han begyndte at nippe til min øreflip og jeg skulle lige til at rykke mig, da hans hånd tog kontakt til min kind og holdt mig på plads.

"Nej!" Råbte Grace's skinger stemme. Jeg fløj op i sengen for at hjælpe Grace, men Louis tog fat omkring mig og skubbede mig ned i madrassen igen. Det tog pusten fra mig.

"Du kan lige vove på at gå." Snappede Louis med hovedet få centimeter fra mit. Hans øjne skød næsten ild.

 

Grace's POV.

"Nej!" Råbte jeg og bakkede væk i madrassen, fra Harry. Han sukkede endnu en gang, hvilket han havde gjort fem gange nu.

"Rolig nu søde, det er ikke farligt." Sagde han og rykkede sig tættere på mig. Jeg tog mine knæ op til mig og satte armene rundt om dem, imens jeg rystede gentagende på hovedet.

"Harry, please nej. Jeg vil ikke have du rører mig." Sagde jeg på randen til at græde. Minderne fra den aften kom tilbage til mig, som tusinde knive i mit hjerte. Da han prøvede at tage mig hen til sig igen, rykkede jeg mig endnu længere væk og røg ned på gulvet.

"Søde dog, hvad er du så bange for?" Spurgte han og jeg kunne høre skridt rundt i værelset. Jeg lavede mig så lille som jeg nu kunne og lukkede øjnene, mens Harry's skridt kom tættere.

"Søde hvis du ikke snart gør hvad vi siger, tvinger jeg dig til det." truede han og jeg mærkede at han var tæt på mig. Da han tog fat omkring mig og skulle lige til at løfte mig, skreg jeg og strammede grebet om mine ben.

"Grace, sidste advarsel. Gør hvad jeg siger, eller jeg tvinger dig." Sagde han advarende. Jeg kiggede op på ham og viste ham mine tåre.

"Hvorfor græder du, det er helt naturligt." Sagde han og satte sig på hug foran mig. Jeg skuttede mig, da han satte sin hånd på mit bare lår.

"Du forstår det ikke. Kan du ikke lade vær med at røre mig, please?" Spurgte jeg og satte mig op. Jeg tørrede mine øjne med min håndryg og kiggede på Harry.

"Nej søde, det kan jeg ikke. Du skal bare holde din kæft og gøre hvad jeg siger, forstået?" Sagde han hårdt og tog hårdt fat i mit lår. Jeg gispede og kiggede ind i hans mørke øjne. Hvad skete der lige? tænkte jeg, undrende over Harry´s humørsvingninger. 

"Er det forstået Grace?" Spurgte han og jeg kiggede væk. Han tog fat i min kæbe og tvang mig til at se ham ind i øjnene igen. 

"Skal jeg sige det én gang til?" Vrissede han med en mørk stemme. Jeg vidste ikke om jeg turde kigge væk, for hvad kunne Harry gøre? Jeg har oplevet noget slemt før, men kan han være værre? Jeg blinkede få gange og åbnede munden.

"Jeg forstår."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...