Surrender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Året 2016 har mange ting ændret sig. Mændene har igen magten over alle kvinder eller..
Grace Hunter og Savannah Hunter, som de eneste tvillinger i byen, bukker ikke under får mændene. De har andre ting at tage sig til. Deres syge mor der ligger for dødens dør og deres alvorlig syge lillebror. Deres dage kan hurtigt gå med at skjule sig og passe deres familie. Men hvad sker der hvis de to 17 årige bliver opdaget og nok aldrig vender hjem igen?

168Likes
222Kommentarer
39830Visninger
AA

21. 20

 

Kapitel 20 - Surrender

 

Grace's POV.

... En måned senere ...

Alt var noget lort.

Jeg havde det kun dårligere og nu var

det for meget.

Jeg kunne ikke snakke,

jeg kunne ikke løfte min krop én eneste centimeter.

Jeg ville snart få fred..

Savannah's POV.

Jeg holdte fast i Grace's varme hånd. Hendes øjne var ikke åbne og hun trak knap nok vejret. Hun spiste ikke og var derfor tynd. Hun havde vand i hovedet og forskellige steder rundt i kroppen.

"Gracie, jeg ved du stadig kan høre mig. Jeg elsker dig." Hviskede jeg og bukkede mig ned for at kysse hendes kind. Da mine læber ikke rørte hende mere, begyndt ALT at bippe. Jeg kiggede panisk op på maskinen.

"NEJ! Du må ikke dø!" Råbte jeg højt og begyndte at ruske i hende. Hun var allerede helt slap og hun lå helt stille, når jeg ikke bevægede hende.

"Hjælp!" Råbte jeg. Mine tåre røg ned på Grace's dyne, der holdte hende varm.

"Hvad sker der?" Spurgte Niall der kom forskrækket ind. Jeg kunne ikke snakke, jeg kunne ikke få nogle ord ud af mig. Jeg hyperventilerede. Jeg var såret.

"G-Grace!" Skreg jeg højt og ruskede i hende en gang til. Jeg mærkede nogle arme rundt om mig og de trak mig væk fra hende. Jeg skreg endnu mere.

"Nej i må ikke tage hende fra mig!" Skreg jeg og vred mig rundt i Niall's arme. Han vendte mig mod ham og lagde mit hoved ind mod hans bryst. Jeg tog et stykke af hans trøje i min hånd og græd ned i hans bryst.

"Rolig Savannah.." Hviskede han blidt i mit øre. Jeg hyperventilerede, mens jeg prøvede at kigge på Grace. Hun lå helt stille og maskinerne var stoppet.

"Nej.." Hviskede jeg og lagde mit hoved tilbage på hans bryst. Jeg kunne ikke tage det længere, mit kæreste eje var væk. Jeg havde mistet så meget igennem mit liv og dette var for meget.

Jeg løb ud af Niall's arme og ud fra værelset. Jeg kunne høre han råbte efter mig, men jeg løb ud i stuen. Liam kiggede op på mig fra sin MacBook.

"Hvad sker der?" Spurgte han.

"G-grace.." Hviskede jeg og kiggede hen mod køkkenet. De andre kom gående derud fra. Var Niall den eneste der hørte mig? Jeg rystede på hovedet og løb hen til terrasse døren. Jeg skulle væk herfra!

"Savannah! Nej!" Råbte de efter mig. Mine bare fødder løb igennem det våde græs og regnen slog mod mine arme og ben. Man kunne ikke se jeg havde grædt, for regnen slog dem væk. Mit hår var halvt gennemblødt og jeg var ligeglad med alt.

"Savannah kom tilbage nu!" Råbte en af dem bag mig. Jeg skulle lige til at spurte, da jeg blev skubbet ned i jorden. Så snart jeg rørte jorden, krøllede jeg mig sammen til en kugle og græd.

"Hvad går der af dig?" Spurgte.. Zayn? Jeg kunne overhovedet ikke holde styr på noget lige nu. Alt var noget rod og jeg burde ikke opleve det.

"Min søster er død!" Græd jeg.

"Du skal ikke løbe væk, vi ved godt hun er død og vi kan altså intet gøre." Sagde Liam's beroligende stemme. Jeg græd endnu mere.

"Hvorfor er i så skide kolde! Jeg har intet gjort for at skulle fortjene dette! Hvad er det i ikke kan forstå!" Råbte jeg af dem. De kiggede først forskrækket på mig, men skiftede til deres kolde jeg.

"Kom med ind igen, nu." Sagde Louis som tog fat i mig. Jeg blev hjulpet op at stå og han lagde en arm under mig.

"Er der nogle hos Grace?" Snøftede jeg og vi begyndte at gå indenfor igen.

"Niall har ringet til nogle som kan hjælpe. Nu skal du bare med indenfor igen og få varmen."

 

Resten af dagen brugte jeg på at græde. De fik mig i noget nyt tøj og jeg fik lov til at gå ind til Grace. Jeg sad helt stille inde hos hende, indtil lægen kom ind og tog hende med. Jeg satte mig derefter ind til drengene og vi snakkede om alle de ting vi havde været igennem. Alle de minder med far, mor og Timmie. Dengang vi var en stor lykkelig familie.

Dagen endte med jeg faldte i søvn på Louis' bryst.

 

Jeg vågnede næste morgen op på Louis' bryst. Jeg havde ondt efter at havde kigget på ham hele natten. Av. Louis var også vågnet på samme tid som mig.. Denne morgen var anderledes; min søster var her ikke mere og jeg havde det forfærdeligt over det..

 

Jeg savnede hende som en i bare fanden! Vi havde spist morgenmad og der var stilhed omkring bordet. Jeg tror vi alle, på en måde manglede Grace. Jeg gjorde, 100 %! Men de andre, tænker jeg mere på. De må have det mærkeligt med at der kun er én pige, under husets tag.

Jeg havde ikke rigtig snakket med de andre, min hjerne kørte på noget andet. Grace. Jeg vidste godt det hele var forsent nu, men alligevel havde jeg da ret til at sørge.

 

”Savannah, du skal i bad.” sagde Louis, der tog fat i min hånd. Jeg rejste mig ikke op og det resulterede i at jeg faldte ned på gulvet.

 

”Savannah, op.”

 

Jeg lå med hovedet ned i gulvet og ville bare græde. Jeg ville græde mine øjne ud så jeg ikke længere skulle se på verdenen igen og dens unfair-hed. Alt var uretfærdigt og jeg gad det ikke længere..

 

”Enten bliver det på den hårde måde eller den lette? Dit valg.” sagde han og slap min arm. Da den fik kontakt med gulvet, gav det et stød. Smerten var god, og jeg elskede den.


”Fint, den hårde måde skal det være.” sagde han og hev mig op på hans skulder. Det var først her jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg ville ikke hans ”hårde måde”, for det var ikke kun at tvinge mig i bad. Nej, det var dét om alt dette her.

Han tog mig med ind på toilettet og tog mit tøj af. Jeg sad bare ned på toilettet og kiggede på ham, mens han selv tog tøj af. Jeg ville ikke dette, men det var som om jeg bare var en dukke. Jeg var en dukke, som intet gad længere.

 

Han tog fat om mig og trak os ind under bruseren. Han tændte for det varme vand og jeg følte hvordan vores våde kroppe gned mod hinanden. Jeg kunne føle hans hænder rundt på min krop og han kyssede min skulder. Hans boner kunne let mærkes på min bagdel. Jeg gjorde ikke engang noget for at han ville stoppe. Han stod bag mig og hans hænder landte på min numse. Han vendte mig rundt og pressede mig op af væggen. Hans læber fik kontakt med min mund og de bevægede sig mod hinanden i voldsommme bevægelser.

 

”Kom nu, Savannah.” mumlede han vredt. Jeg svarede på hans kys og det blev vildere. Han løftede mig op og jeg holdte mig selv oppe med armene omkring hans nakke. Han gav mig finger og jeg kunne føle noget vokse sig i min mave. Jeg ville have den følelse væk, som en i bare fanden. Jeg ville intet føle længere!
 

Der gik ikke lang tid med forspil, før jeg mærkede hans påvirkede mini `Louis´ oppe i mig og jeg kunne lide det. Jeg kunne slet ikke skubbe følelsen væk, da en tåge omfavnede mig. Louis kunne noget, som jeg aldrig havde prøvet.

 

Han slap mig endelig til sidst og vi blev begge færdige med vores bad. Han tog mig med ind i stuen igen, hvor de andre var. De kiggede ind i tv´et som om intet var sket..

Jeg sat mig ned ved siden af Niall og kiggede selv på hvad de så. Det var nyhederne og det var omkring alt dette.

”Flere kvindelige demonstranter har klaget over hvad der sker, med pigerne.. Det savner deres døtre og deres venners døtre. Demokratiet vil snart holde møde om, hvor vidt dette skal gå. Man har hørt nogle små hint, om fem år bliver alt ændret igen.. Men vi ved ikke til hvad? Måske værre, måske bedre. Det var alt for denne gang, vi ses i morgen aften.” sagde den kvindelige vært. Man kunne tydeligt se i hendes øjne at frygten og at hun var ked af det. Hun havde sikkert også selv mistet sin datter, til dette vanvid.

Dog kunne jeg ikke lade vær med, at smile ved tanken om hvad der skulle ske om fem år. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...