Surrender

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jun. 2014
  • Opdateret: 22 jul. 2014
  • Status: Færdig
Året 2016 har mange ting ændret sig. Mændene har igen magten over alle kvinder eller..
Grace Hunter og Savannah Hunter, som de eneste tvillinger i byen, bukker ikke under får mændene. De har andre ting at tage sig til. Deres syge mor der ligger for dødens dør og deres alvorlig syge lillebror. Deres dage kan hurtigt gå med at skjule sig og passe deres familie. Men hvad sker der hvis de to 17 årige bliver opdaget og nok aldrig vender hjem igen?

168Likes
222Kommentarer
39253Visninger
AA

20. 19

Kapitel 19 - Surrender

Savannah's POV.

.. En uge senere..

Jeg vågnede op ved at jeg mærkede nogle rykke sig bag mig. Jeg vidste godt at det var Liam, for vi havde sex igår. Ja jeg ved hvad du tænker. Men jeg blev tvunget, men nød det.

Jeg trak dynen over min nøgne krop og kiggede på Liam, der sov roligt. Jeg kunne ikke lade vær med at studere hans ansigt. Hans pjuskede øjenbryn, flotte læber og perfekt form. Jeg lod mine øjne vandre ned til hans nøgne krop, som kun havde dynen halvt over sig. Hans sixpack. Hans solbrune hud.

"Kan du lide hvad du ser?" Sagde han og jeg kiggede forskrækket op i hans øjne. Jeg kiggede ned på hans læber og så det kække smil.

"Nej," sagde jeg koldt og satte mig op. Jeg sørgede for at han ikke kunne se nogle af mine private dele, kun min ryg. Jeg kiggede ud af vinduet og så det regnede. Det havde regnet mange dage. Mine øjne faldt på klokken. 12am.

"Hvorfor har de ikke vækket os?" Gabte jeg og lagde mig ned igen. Liam rykkede sig tættere på mig og lagde sin arm om mig. Jeg havde virkelig ikke lyst til ham lige nu, men jeg blev vel nød til det.

"Hvorfor tænker du altid på de andre og ikke bare os to?" Mumlede han morgensurt. Sure skid, siger jeg bare.

"Jeg tænker på min søster, Liam." Rettede jeg. Han rullede øjne og begyndte at kysse min hals.

 

Grace's POV.

Jeg havde det dårligere, hvilket havde forsat i en uges tid. Jeg kastede op konstant og sov næsten kun. Når jeg intet af det gjorde, havde jeg smerter i hele kroppen. Mit hjerte pumpede hele tiden og jeg havde hovedpine.

"Godt du er vågen, vi har lavet morgenmad." Sagde Zayn der kom ind med en bakke. Drengene, af en eller anden måde havde de været mere venlige.

"Tak," hviskede jeg med et lav stemme. Jeg snakkede lavt, for min hals gjorde ondt. Ingen i verdenen havde fundet ud af hvad denne sygdom faktisk hed. Den var bare arvelig.

"Vi har ringet til en læge som kommer og sætter maskiner til, så du bare får medicinen derigennem." Sagde Niall som satte på den ene side af min seng og Zayn sad på den anden. Jeg fik sat bakken ovenpå mit skød og jeg begyndte langsomt at spise af den.

"Han kommer om en time og bagefter kan du være sammen med Savannah." Sagde Zayn og jeg nikkede. De havde lavet en regel om, at siden Savannah flygtede måtte vi kun se hinanden i en time hver dag. Så træls.

"Hvordan har du det idag?" Spurgte Niall. Jeg trak på skuldrene.

"Dårligt." Hviskede jeg og satte min tallerken ned på bakken. Jeg skubbede den over til Zayn som tegn til jeg var færdig. Han tog den og gik ud af mit værelse.

"Grace, jeg ved godt at du tror vi alle er onde, men vi prøver at hjælpe dig. Vi ved du på et tidspunkt dør, men vi vil gøre ALT for at du lever. Husk det," sagde han og jeg nikkede med blikket nede på mine ben.

"Nå, skal jeg hjælpe dig i bad. Så kan du også få rent tøj på." Sagde han og løftede mig op i hans arme. Han bar mig ud på badeværelset og satte mig ned på toilettet. Han tændte for badekaret og hældte sæbet i. Han gik over til mig igen og trak stille mit tøj af. Han løftede mig ned i badekaret og jeg nød det varme vand omkring mig.

"Er det dejligt?" Spurgte han med et let grin. Jeg nikkede og lukkede mine øjne. Han begyndte at hælde vand i mit hår og masserede min hovedbund.

 

Jeg blev lagt ind i sengen igen, efter et langt varm bad. Niall sørgede for jeg havde det godt hele tiden. Han fik mig i nyt tøj og jeg følte mig som en dukke. Niall snakkede selfølgelig med mig, hvilket fik dén tanke til at gå væk.

"Lægen er her." Sagde Louis bag os. Niall nikkede og gik ud af værelset. Louis staldte sig op af væggen og en kvindelige læge kom ind af døren.

"Grace, dette er Johanne. Også kaldt 'min mor'." Mokkede Louis. Jeg kunne tydeligt se på hans ansigt at jeg ikke skulle træde mere i det og valgte istedet at smile til Johanne.

"Hej Grace. Okay, dette ser skræmmende ud men det hjælper dig." Sagde hun og viste mig maskinen som hun stod med. Jeg nikkede og kiggede hen på Louis. Han så stadig ligeså vred ud.

"Okay, så jeg sætter nogle nåle i dig og dem skal Louis kun fjerne. Han har lært det af mig og er den eneste der må. Når du skal på toilettet eller andet, skal han gøre det. Okay?" Spurgte hun og jeg nikkede igen. Hun fandt en æske frem med små nåle og satte dem på nogle snore. Hun satte også nogle mærkelige ting på mine krop, som viste noget oppe på skærmen.

"Sådan. Så må du have det godt," sagde hun og gav mig let hånden. Hun havde varme hænder.

"Tak."

 

Savannah kom ind bagefter og Louis forsvandt. Jeg forklarede hende om hvad alt dette var, som sad på mig. Hun græd. Det gjorde hun hver gang, både fordi hun var ulykkeligt over hvad der skulle ske og hun ikke kunne gøre noget.

Savannah's POV.

... To uger senere ..

Jeg kunne ikke tro det. Grace var så dårlig at hun næsten ikke snakkede. Hun spiste hverken og derfor havde lægen sat sonde til hende. Det ser skidt ud.

Jeg kunne kigge på hende i den time vi fik lov til at se hinanden og ingenting skete. Hun kiggede tomt ud i luften og trak vejret. Jeg var virkelig bange nu.

 

Jeg tørrede mine øjne, mens jeg gik ind til de andre i stuen. Jeg havde lige brugt min time hos hende. Selfølgelig var drengene ligeglade med om jeg græd over Grace, de havde jo ingen hjerter.

"Har du nu grædt igen?" Sukkede Harry. Jeg sendte ham et dræberblik og slog mig ned i sofaen, ved siden af Niall.

"Hvis din søster også var sådan, ville du også græde." Snøftede jeg. Han rullede øjne og vendte blikket mod skærmen. Der var en eller anden film, tror jeg.

"Hvad vil du lave nu?" Spurgte Niall.

"Væk herfra," mumlede jeg. Jeg havde snart fået nok af alt deres pis og de kunne ikke gøre det mod os! Vi er menneskerne, ligesom dem! Urgh!

"Hvad var det du sagde?" Spurgte en tydeligvis sur Harry. Jeg lukkede munden til en lige streg og kiggede uskyldigt på ham.

"Hvad var det jeg sagde om at være næsvis!" Råbte han pludselig højt og smed fjernbetjeningen ned i gulvet. Jeg trak benene op under mig og slog blikket ned.

"Svar mig!" Råbte han og tog fat i mit hår.

"Undskyld," hviskede jeg. Han slap det med et ryk og det var kun det der skulle til, før jeg eksploderede.

"Ved i hvad! Jeg er faktisk fucking ligeglad med jeres regler! I kan stikke dem skråt op i jeres egen røv!" Råbte jeg og kom op at stå. Harry vendte sig mod mig og hans øjne skød ild.

Hans hånd fik kontakt med min kind hårdt og jeg skreg, af smerten der røg igennem mig som stød. Den var meget hårde en den Louis engang gav mig. Jeg tog mit til min egen kind og kiggede på ham, igennem mine våde øjne.

"Det er hvad man får ud af at snakke sådan til os." Snappede han og vendte sig om, for at sætte sig ned igen.

"Det her er hvad du får ud af at lave problemer med en Hunter." Sagde jeg og sprang på ham. Jeg sad oppe på hans ryg, da de andre prøvede at hjælpe.

"Savannah, ned af Harry og det er lige nu!" Råbte Louis. Jeg blev ved med at skrige og rive i Harry's hår. Jeg slog ham i ansigtet og gjorde alt hvad jeg kunne.

"Savannah!" Råbte en høj stemme. Harry fik fat i mine hænder og svang mig ned fra hans ryg. Jeg blev skubbet ned i sofaen og jeg kiggede op på ham. Hans ansigt var rødt og han havde næseblod.

"Hvad fanden går der af dig?!" Råbte han i mit ansigt. Jeg slog ud efter ham igen og han vaklede tilbage. Niall tog fat omkring ham og trak ham væk fra mig.

"Savannah, hør på mig." Sagde Louis roligt. Jeg kunne ikke lade vær med at følge Harry med øjnene. Nogle knipsede foran mine øjne og jeg kiggede tilbage på de andre.

"Gå op på dit værelse." Sagde Louis.

"Nej," svarede jeg koldt og lændte mig tilbage med armene krydset over brystet.

"Hvorfor fatter du ingenting?" Vrissede Louis og jeg fik igen en lussing. Jeg skulle lige til at hoppe på ham, da Liam og Zayn tog fat i mine arme og holdte mig nede i sofaen.

"Tag hende ind på sit værelse og lås døren." Sagde Louis der gik ud i køkkenet, hvor Niall og Harry også var. De trak mig hen mod mit værelse og jeg skreg. Bare for at være besværlig.

Jeg nåede lige at se Harry inde i køkkenet. Han havde røde skrammer i hovedet og de prøvede at rense hans sår. Jeg smilte for mig selv over mit resultat.

 

De skubbede mig ind på værelset og låste døren. Jeg løb hen til døren og begyndte at slå og sparke imod den. Jeg havde vist ikke fået alle mine aggretioner ud..

 

Der gik ikke lang tid før jeg havde ondt i armene. Jeg stoppede og satte mig hen på min seng. Jeg tog mit hoved i mine hænder og begyndte langsomt at græde.

Hvorfor skulle det her lige ske for os? Hvad havde vi gjort verdenen siden kvinderne skulle straffes. Hvor lang tid ville dette stå på? Jeg håber sådan at Timmie kan finde ud af alt det med medicinen og mor lever når vi kommer hjem. Hvis det ikke kun er mig. Jeg ved slet ikke om Gracie er det sidste jeg har?

Jeg lagde mig ned i min seng og trak dynen over mig. Jeg græd og jeg græd... I flere timer græd jeg, uden nogle til at trøste mig. Jeg kunne mærke søvnen tage over og jeg forsvandt langsomt ind i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...