Sandheden når altid frem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2014
  • Opdateret: 8 jun. 2014
  • Status: Igang
Oneshot fanfic til Skyggens Lærling.
Historien foregår i Skandia, et af landene i den fiktive verden der er i Skyggens Lærling. Skandia svarer til vores Skandinavien.
De har den regel at de helst ikke vil have piger med på skibene, men en enkel får sniget sig med. Hendes store forelskelse ankommer til samme skib, som hende for at arbejde efter hans fars død.
Kan hun klare at holde hemmeligheden omkring hendes køn, hele vejen til Araluen, eller bliver den opdaget undervejs???

1Likes
4Kommentarer
297Visninger

1. Oneshot

   Vandet står op af Ulvevinds sider. Besætningen er i fuld gang med at ro mod Skorghijl. Erak står uafbrudt og råber kommandoer ud til roerne og dem der spurter rundt og sætter sejl op. Han kigger spejdende ud over Stormhviden for at finde den lille ø, som de kan søge ly på.

   ”Oberjarl,” Svengal kommer løbende hen over dækket mod ham. ”Hvis vi drejer styrbord over retter vi os ind i en retning, så vi sejler i læ øst om Skorghijl,” hans prustende stemme går direkte gennem vinden til Erak, som automatisk råber en kommando til besætningen.

   ”Svengal, hvordan ved du det? Du har aldrig været særlig god ved et kort,” hans øjne er stadig rettet mod dækket, da han spørger.

   Svengal brummer og vender tilbage til dækket for at hjælpe med at ro over imod øen.

   De når ind i ly og retter kursen til vest for at lægge til. Vinden er der stadig, men de vilde bølger har lagt sig til små skvat mod skroget.

   Erak kigger lidt bekymrende ud over den forsamlede gruppe skandiere, som udgør hans besætning. Han ryster på hovedet af sig selv, kigger hen på den lille ø, som kun består af nogle små hytter og klipper, og gør op med sig selv at de nok skal blive nødt til at lægge til et sted langs kysten.

   Et par minutter senere krabber et gigantisk ulveskib sig ind på kysten, med et par årer til hjælp, så det ikke kommer ud af retning. Skroget støder på hård bund og nogle mænd fra besætningen hopper ned i det iskolde vand med reb. De går så ind på land og surrer dem forsvarligt fast til de nærmeste klipper. Roerne trækker årene op af vandet og stuver dem væk på dækket.

   ”Erak.” siger Svengal og kigger bekymrende op på Oberjarlen. ”Burde vi ikke fortælle de andre hvad der er sket med Slagor, Ragnak og Gronel?

   ”Vi behøver ikke fortælle det. Hvis du tænker dig lidt om, så skal du nok se at de alle sammen har fundet ud af at de ikke er her,” Erak næsten spytter det sidste ud. Han vender sig om og går ned på dækket, mens han spejder hen over skibet for at tjekke at alt er okay, før han forlader det.

 

*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*

 

   ”Vejen til Araluen er lang, knægt.”

   ”Det ved jeg, oberjarl,” Torres’ øjne er rettet mod gulvet. Han retter sig op og ser at oberjarlen kigger afventende på ham. ”Jeg tænker at du mangler en mand, nu hvor min far døde på sidste togt.”

   ”Torres. Nu skal du høre noget,” Erak rejser sig op og tager en hjelm der ligger ved siden af på en stol. ”Ja, vi mangler et par mænd. Så hvis du kan få fat i to mere på din alder og som har samme styrke som dig, får du og de andre lov.”

   Torres’ ansigt lyser op i et smil, da han får af vide at han kan komme på togt. Det forsvinder, da han ikke kan komme på nogle han kan tage med.

   ”Erak. Jeg har ikke nogle og tage med. Alle mine venner er på togt sammen med deres far. Og som du godt ved må piger ikke komme med,” Torres sukker sagte og kigger op på Erak som bare står med en hjelm og prøver på at finde ud af hvad den unge Skandier mener.

   ”Fint. Du kommer med også finder jeg selv de andre,” Erak rækker den hjelm han har i hånden til Torres som tager imod den. ”Og lige en sidste ting før du går, Torres. Slagor var en tapper mand. Du kan være stolt af din far.”

   Torres nikker, drejer rundt og mens han går ud tager han hjelmen på.

 

*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*

  

Jessica kigger op på Ulvevind. Hun er blevet hyret af Erak som skibsdreng, dog blev hun nødt til at sige hun var en dreng. Wow, utroligt at jeg kun skulle tage en hjelm på og noget for stort tøj, tænker Jessica og smiler ved sig selv. Hun er den første pige der nogensinde kommer på togt med Oberjarlen, faktisk er hun den første pige der nogensinde kommer på togt i Skandia.

   ”Jesse, godt du kom,” Erak står oppe ved roret og ser ud over virvaret af besætnings medlemmer. ”Kom op og hils på de andre, knægt.”

   Jessica træder op på dækket og går op til Erak som står og venter sammen med to drenge som er lidt ældre end hende selv. Da hun kommer tættere på drengene stopper hun op, da hun opdager at den ene er Torres, drengen hun altid har været forelsket i. Et lille nik fra Erak gør at hun går videre, mens hun prøver på at holde en maske der ikke tyder på at hun er forbavset.

   ”Det her er Torres og Ryan,” oberjarlen drejer hånden over mod de to ventende drenge. De nikker hver især og studerer hende hurtig. ”Drenge det her er Jesse. Han skal hjælpe jer med at holde det bagerste stykke af skibet i stand.” De tre unge mennesker nikker forsigtigt og Erak begiver sig til at kalde folk på plads, da han havde kontrolleret at de forstod hvad de skulle.

   ”Jeg syntes ikke jeg har set dig før her i Hallasholm, Jesse,” siger Torres, mens de går ned til den ende af skibet de blev bedt om at passe.

   Jessica trækker på skuldrene og svarer: ”Jeg er også tit ude af byen, enten på togt eller ude og hugge brænde. Min familie har en hytte i skoven så…” Hun kigger ikke en eneste gang på Torres, mens hun siger det, da hun tror at han ville kunne genkende hende.

   ”Så er det afgang,” Eraks råb bliver hørt og Vindulven lægger fra havn.

 

*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*

 

   ”Alle sejl ned. Vi lægger til Skorghijl, vinden er for stærk. Og jeg gætter på at der kommer en storm, som vi ikke skal ud i.”

  Lidt senere sniger skibet sig ind i den let primitive havn som Eraks besætning havde lavet sidste gang de havde været på øen. De tre unge studerer øen med stor respekt, da den bliver omtalt rigtig meget af de søgående skandiere.

  ”Årene ind,” Erak står oppe ved roret og styrer Vindulven omhyggeligt ind i havnen. ”Torres, Ryan og Jesse hop med de andre over på øen, så kan i se hvordan man trækker et rigtig ulveskib i land.”

   Ordren kommer helt bag på Jessica. Drengene trækker på skuldrene, hopper over bord og lander i det iskolde vand. Torres kigger op og nikker til Jessica som tegn på at hun skal komme. Hun tager en dyb indånding og springer. Hun tager fat i hjelmen, hun har på, da den ellers ville ryge af.

   ”Kommer i venner,” Ryans råb når næsten ikke ud til Jessica og Torres, da et kæmpe vindstød trækker det den anden vej.

   ”Knægte. Hjælp os med at trække skibet, vi har brug for al den hjælp vi kan mønstre,” Svengal og godt halvdelen af Vindulvens besætning er i gang med at trække det store skib ind. Ryan løber der over, men da Jessica begynder at træde igennem vandet tager Torres fat i hende og vender hende om.

   ”Jessica, ved Gorlogs skæg laver du her,” Torres’ ansigt viser både vrede og forbavselse.

   ”Jeg…” Hun kigger forbavset op på Torres.” Jeg ved det ikke og hvordan kan det være du kan genkende mig? Når men da Erak kom hjem til mig, gik jeg i panik. Min mor var ude i byen for at købe nye varer og jeg…” Jessica kigger ned i vandet og prøver at holde tårerne væk for Torres, men da den første kommer forbi hendes forsvarsværker lader hun dem bare strømme. ”Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ved godt at det var forkert af mig at klæde mig ud som dreng.”

   ”Du skal ikke græde, Jess. Vi taler om det senere, okay. Og som svar på dit spørgsmål så røg alt dit hår ud af hjelmen,” han tager forsigtig fast i hendes arm og trækker hende med sig ind mod land, mens hun får sat hjelmen ordentligt på igen.

   Lige før de går i land, siger Jessica: ”Tor, du siger det ikke til nogle vel?”

   ”Ikke lige nu. Måske siger jeg det til Erak senere. Men som han sagde til mig, da jeg var til audiens ved ham, vejen til Araluen er lang knægt.” Ordet knægt ligger han ekstra vægt på og der danner sig et smil i begge ansigter.

  *____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*

 

   Vinden er taget til, da de endelig har fået skibet ind på plads og surret det forsvarligt fast. Mændene som har trukket det ind ligger nu og daser den af. Torres, Jessica og Ryan sidder lidt derfra og snakker. Jessica og Torres har fortalt Ryan hemmeligheden om hvem Jesse egentlig er.  

   ”Jamen, hvorfor sagde du det ikke til os noget før?” Spørger Ryan.

   ”Jeg troede vel at i ville sige det til Erak. Og hvis han skal vide det skal være fra min mund eller ham selv der finder ud af det.” Jessica ser søgende omkring for at tjekke at der ikke er nogle fra besætningen inden for hørevidde. ”Og altså, jeg troede faktisk at han ville have fundet ud af det dagen efter vi havde stødt fra land, men han er åbenbart ligesom alle andre gamle skandiere.” Et smil planter sig i alles ansigter og Ryan er næsten ved at flække af grin.

   ”Hvad er det at jeg skulle have fundet ud af da vi lagde fra Skandia,” Erak kommer gående hen imod dem. ”Og som en hurtig bemærkning, så er jeg altså ikke som andre ældre Skandiere.”

   ”Øhm… Ingenting oberjarl. Vi lavede bare sjov,” Jessica har stadig smilet om læberne også selvom hun prøver på at få det væk. Hun kigger over på Torres og Ryan, men de ryster begge hovedet, som tegn på at de ikke vil hjælpe hende ud af den knibe hun har bragt sig i.

   ”Jesse kan jeg egentlig lige tale med dig?” Jessica nikker bare som svar på Eraks spørgsmål, rejser sig op og følger med ham over til nogle klipper et par meter længere fremme.

   ”Hvad vil du spørge mig om,” hendes stemme skælver sagte, da hun har en idé om hvad det drejer sig om.

   ”Jesse du har gjort et fantastisk stykke arbejde indtil videre, men det du snakkede med de andre knægte om, hvad var det for noget? Og lige for en sikkerheds skyld så sig sandheden, ellers kommer i alle tre til at blive her indtil resten af os kommer tilbage fra Araluen.” Erak kigger stift på hende og tager fat i hendes skulder, da hun bøjer hovedet. ”Sig det imens jeg kan se dine øjne. Hvis du altså vil være så venlig.”

   ”Jeg…” Jessica stammer, tager sig så sammen og forsætter: ” Jeg har ikke været oprigtig overfor dig. Mit rigtige navn er Jessica og jeg er en pige.” Hun kigger ham ind i øjnene og tager hjelmen af, så hendes lange hår falder ned over skuldrene.

   ”Jessica, jeg syntes jeg har hørt det navn før,” der følger en lille pause inden Erak spørger. ”Du er tilfældigvis ikke en af Ragnaks døtre? Når men en ting er sikker, vi sejler tilbage til Skandia med det samme. Selvfølgelig efter stormen har lagt sig, for at sætte dig og de to andre drenge af.” Siger Erak og glor både vredt og lidt forbavset på Jessica.

   ”Jo, jeg er Ragnaks ældste datter.” Siger Jessica og kigger stift på Erak. ”Og du skal ikke straffe drengene, de har ikke gjort noget som helst og kan du ikke bare glemme det jeg lige har fortalt dig.” Jessica står med rank ryg, men falder sammen, da Erak kigger vredt på hende.

   ”Nej det kan jeg ikke, en regel er en regel og sådan er det bare.”

   ”Fint nok. Men hvis du først tager tilbage til Skandia når stormen har lagt sig, også tager mod Araluen igen, har vinterstormene nok sat ind, når i skal hjem igen.” Jessica glor stædigt på oberjarlen. ”Så kan jeg ikke bare komme med, bare denne ene gang, ingen behøver at få det at vide,” hun har udskiftet det stædige ansigt med søde hundeøjne.

   ”Nej og sådan er det bare,” Erak drejer om og styrer mod besætningen.

   ”Min far ville have ønsket det.” Tårerne presser sig på bag hendes øjenlåg, men hun ignorerer det. ”Jeg ved i stod tæt, så kom nu, for min fars skyld,” tårerne er på vej ned over Jessicas kinder og hendes stemme er grødet.

   Oberjarlen vender sig om igen og ser på den grædende pige. ”Hvis du forbliver under dæk når der kommer store bølger og storme og hjælper med at lave noget mad, som kan spises, så okay.”

   ”Mener du det?” Jessica tørrer øjnene af med bagsiden af håndfladen. Hun kigger over mod drengene, som stadig sider og snakker lidt derfra.

   Erak nikker. ”Løb over til drengene og fortæl det, før jeg skifter mening,” han smiler og går over til besætningen for at sætte dem i gang over mod hytterne.

   Jessica løber hen til drengene og kaster sig i armene på Torres.

   ”Rolig nu, Jess.” Torres tager fat i hendes skuldre og holder hende ud fra sig selv. ”Har du fortalt ham det?” Et nik fra Jessica gør at han forsætter, dog lidt ilde til mode. ”Og måtte du så også blive på Vindulven til vi når hjem fra togtet?”

   Jessica nikker og slynger armene om Torres igen. Denne gang besvarer Torres krammet og der står de lidt tid inden nogen af dem slipper sit greb om den anden.

  *____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*____*

 

   ”Jesse og Tor, kommer i?” Ryan står i forstavnen og kigger ud over Skorghijl. Han og de to andre har knyttet et tæt bånd i de uger de har været på Skorghijl. Dog har Jessica og Torres knyttet noget der var tættere end venskab.

   ”Vi kommer nu,” råber Torres og sammen går Jessica og han ombord på Vindulven uden noget som helst at bekymre sig om.

   ”Af sted til Araluen folkens,” råber Erak og blinker næsten usynligt til parret som er på vej hen til det bagerste sejl.

    Jessica nikker tilbage. Hun tjekker så at der overhovedet ikke er nogen der kigger, da hun er sikker, kysser hun hurtigt Torres på kinden. Ryan trækker hende i ærmet, for at få hende til at fokusere og hun begynder at hjælpe ham med at sætte det bagerste sejl op.

   Vindulven glider elegant ud fra den primitive havn og videre ud på Stormhviden, hvor den så forsætter mod Araluen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...