Efter døden os skiller

Carolina er ikke så heldig. Hun er forfærdeligt syg af kræft, og venter på et nyt par lunger, og hendes eneste kærlighed Jonas er lige bukket under for sygdommen. Hun beslutter sig for at ende det hele, men at tro at døden, er det samme som fred, er langt fra rigtigt.

0Likes
2Kommentarer
89Visninger

1. Springet

Da han døde, døde mit sind. Jeg tror ikke jeg kan leve længere. Han fylder mit hoved, mine tanker. Hver time, hvert minut, hvert sekund. Han er og vil altid være mit liv. Jeg må bare følge efter ham.

Metallet føltes koldt mellem mine svedige hænder. Jeg kunne glide hvert sekund det skulle være, men det gjorde jeg ikke. Jeg nød bare den kolde luft, der nænsomt masserede mit ansigt. Det var som om den fløj ind i mit hoved, og tog alle tanker med sig. Jeg følte mig fri, og ligeglad. For første gang siden... Siden han døde.

Nuet vendte tilbage med den sidste tanke. Tankerne, der bare kørte rundt og rundt, og blev mere og mere forvirrende. Smerten, jeg godt vidste var oppe i mit hoved, men som var så stor, at jeg kunne mærke den, som en kniv i hjertet. Og skrigene og råbene. Folkene på broen havde stoppet deres biler, og stod nu og kiggede på mig. Ikke at jeg kiggede på dem, men jeg kunne mærke deres blikke i ryggen. Deres medlidende blikke, den slags blik, jeg fik dag efter dag efter dag.

"Du må ikke hoppe." En mand nærmede sig, med rolige bevægelser. "Kom her over, så kan vi hjælpe dig."

Hjælpe mig? Tænkte jeg. Han kan ikke hjælpe mig.

"Du kan kun hjælpe mig, ved at gøre en af to ting." Hvorfor overhovedet fortælle ham det? Han kunne jo ikke hjælpe.

"Sig frem. Jeg vil gøre hvad jeg kan."

Jeg drejede min overkrop, om mod ham, stadig stående på ydersiden af rækværket. "Enten skal du vække, min døde kæreste til live," råbte jeg med tårerne trillende ned af kinderne,"eller også skal du finde en kur på kræft. For en af tingene vil dræbe mig. Jeg dør alligevel lige om lidt. Jeg vil kun vente på døden i de hersens smerter, med ham. Unden ham kan det hele være ligegyldigt."

Manden stod ubevægelig. Hans mund åbnede og lukkede sig, som om han ville sige noget, men der kom ikke et ord ud.

"Der kan du selv se. Mit liv er ikke det værd. Jeg har bare besluttet mig for, at give det videre til en der vil, og kan værdsætte det," og så slap jeg rækværket, og sprang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...