One Direction ♥ Sound Of A Gun

19 år? Ingen tid ud af en livstid ville mange sige, men ikke Adelyn Fray. På kun 19 år er hun gået igennem mere sorg, had og angst end det nogensinde ville være godt for en person at gå igennem. Da Adelyn fandt hendes mor brutalt myrdet i deres lille lejlighed i West Village, ramlede hele hendes verden sammen. Det hele syntes at være uoverkommeligt, og hun så ikke længere det lille lys for enden af tunellen. Det var også derfor at hun besluttede sig for at flytte, starte på en frisk hvor ingen kendte til hende, og hvor ingen interesserede sig for hvem hun var. I London var uinteresserede mennesker dem der fandtes flest af, lige undtagen én. Harry Styles. Men netop som Adelyns liv syntes at vende rundt til det bedre, ser hun en som hun aldrig håbede ville vise sig igen. Pludselig er det hele en kamp om liv eller død, og Adelyns og Harrys kærlighed til hinanden, gør kun det hele værre. For morderen er fast besluttet på at sætte en stopper for Adelyn, og alt der gør hende glad.

14Likes
10Kommentarer
916Visninger
AA

3. Chapter 1;


 

 

"Bare en stor sort kaffe, tak"

Starbucks medarbejderen sendte mig et hurtig smil, og forsvandt så hen for at lave min kaffe. At gå rundt i Londons gader virkede stadig nyt for mig selvom det efter hånden var to uger siden jeg valgte at starte om igen og flytte væk fra det hele. Turen til Starbucks og tilbage, havde jeg gået mindst 15 gange, men jeg syntes at finde nye steder hver gang jeg gik den.

Der var altid nye mennesker på vejen, og trods alt larmen og den konstante lugt af en blanding af forskellige parfumer og bilos, kunne jeg ikke lade være med at elske den her by.

Ingen spurgte ind til mig, ingen interesserede sig for hvem jeg er og hvem jeg var engang. Det var nok også en af grundende til at jeg elskede London. Man kunne bo her hele sit liv og stadig have en masse ting tilbage at opleve, og uden at der var særlig mange der kendte en.

I West Village vidste alle hvem jeg var, alligevel var der ingen der rigtig gjorde. Jeg var kendt over det hele, men alligevel var der ikke nogen der kendte mig. De så mig bare som hende pigen hvis mor blev myrdet foran øjnene på hende. Hende som man skulle vise respekt for og havde medlidenhed med, for hun gik jo igennem en svær tid.

Men jeg ville ikke den pige, jeg var træt af folks medlidenhed og trøstende ord. Jeg ville ikke have 'venner' på grund af min mors død, for jeg ville vædde med at de venner ikke ville have været der hvis jeg havde haft en god fortid.

Efter et par minutter kom damen i Starbucks med min kaffe, og jeg takkede og drejede om på hælen. Jeg gik hen mod døren og skulle til at åbne den, da nogen ude på den anden side skubbede døren op.

Jeg trådte hurtigt tilbage i forskrækkelse og nåede lige at undvige dørens hurtig sving. En mand trådte ind. Hans tøj var sort, sort T-shirt, sorte bukser og et par sorte sko. Normalt ville jeg synes der var kedeligt. Sort på sort, men selvom hans hår også var mørkebrunt, så passede de godt til ham.

Mange tatoveringer dækkede hans krop, men de klædte ham. Jeg kunne ikke lade være med at blive lidt nysgerrig over dem. Sådan havde det altid været, og af en eller anden grund fandt jeg tatoveringerne meget fascinerende.

Jeg havde lyst til at spørge ind til dem, at kende historien bag dem, men jeg kendte jo ikke manden.

"Det må du undskylde"

Jeg fandt mig selv i at stirre på de mange tatoveringer og da hans stemme skar igennem mine ører blev jeg nærmest forskrækket.

"Ehh.. Undskyld?"

Jeg havde mest af alt lyst til bare at nikke og lade som om jeg havde hørt hvad han sagde, og ikke havde forestillet mig grunde til hver tatovering, men alligevel fandt jeg mig selv, spørge ham hvad det var han havde sagt.

"Jeg sagde bare undskyld, du ved fordi jeg åbnede døren i hovedet på dig"

Hans accent skar stærkt igennem, og det var tydeligt at høre at han var britisk.

"Ohh, det er okay" sagde jeg med et grin, og det overraskede mig da hans latter også fyldte samtalen.

"Men jeg skal vel også afsted" Latteren var stoppet, og vi havde stået i et par minutters stilhed før jeg valgte at dummeste undskyldning, for ikke at vide hvad jeg skulle sige til ham. Hans grønne øjne fandt mine, før han hurtigt kigge ned i jorden igen.

"Ehmm ja det skal du vel" Sagde han og kigge usikkert op på mig. Jeg ville gå rundt om ham og hen til døren, men han flyttede sig også. Selvfølgelig i den samme retning som mig.

Vores kroppe mødtes og vi trak os flovt tilbage.

"Undskyld"

Hans ansigt kiggede ned mod mit, og der var plantet et lille smil på hans læber. Jeg grinte bare af hans kommentar og prøvede så at gå den anden vej udenom, men det gik heller ikke. Han havde nemlig tænkt det samme, og derfor stødte vi ind i hinanden endnu en gang.

Mine hænder landede på hans bryst, og i et par sekunder stod jeg bare og kiggede på dem, det gjorde han vist også. Da jeg indså hvor akavet hele situationen var, fjernede jeg hurtigt mine hænder igen.

Jeg nåede ikke engang at lave et tredje forsøg på at komme forbi ham, da han blidt lagde sine hænder på mine skuldre, og fik os vendt rundt.

"Ehh det kan være vi ses på et andet tidspunkt"

Han kigger forsigtigt på mig, og jeg smiler flovt.

"Ehm ja"

Og med de ord begav jeg min ud af den lille Starbucks cafe. Da jeg kom udenfor vendte jeg mig om, og nåede lige at skimte ham bestille sin kaffe.


Jeg begav mig hen mod Hyde Park, cirka en kilometers gåtur. Jeg tog en slurk af min næsten fulde, men nu lunkne kaffe. Tiden der gik med at snakke med ham, havde åbenbart været længere end jeg havde regnet med. Selvom jeg først lige havde mødt ham, føltes det som om vi kom godt ud af det med hinanden, trods den nogle gange akavede stilhed, der fandt sted imellem os.

Det var uden for myldretiden i Londons gader, og der var ikke nær så mange mennesker i Hyde park, som der nomalt ville have været.

Da jeg kom ind midt i parken var der næsten helt mennesketomt, og lige meget hvor jeg kiggede hen, kunne jeg kun få øje på en lille gruppe der spillede et eller andet, på græsset foran mig.

Derfor fandt jeg det også meget mærkeligt da hurtige skridt kunne høres bag mig. De var tunge og jeg kunne høre at det var en mands. Af ren refleks begyndte jeg at sætte farten op, og da jeg kunne høre at personen bagved også gjorde det, satte jeg i løb.

Den halvt fyldte kaffe blev smidt i den nærmeste skraldespand så min løbehastighed atter kunne forøges.

Jeg kunne høre skridtene halede ind på mig, og jeg ville løbe hurtigere, men mine ben svigtede. Jeg væltede, men mine hænder tog faldet. Jeg kom hurtigt op igen og løb videre, jeg ignorerede smerten i min højre hånd, og forsatte bare med at løbe.

"Hey!" Stemmen der råbte efter mig virkede på en eller anden måde bekendt.

"Vent nu lige!"

Jeg kunne ikke modstå trangen til at kigge, jeg blev nødt til at få bekræftet om det var ham jeg troede det var.

Men da jeg vendte mig om var det ikke hans ansigt jeg kunne se. Det var manden fra Starbucks. Jeg satte farten ned og pustede ud. Lettelse fyldte min krop, men så kom flovheden.

Han var nu nået op til mig, og satte sig på hug, så han kom tættere på min krop, som havde valgt at sætte sig i græsset uden min hjernes tilladelse.

"Hvorfor løb du fra mig?"

Jeg kiggede flovt op på ham og rystede stille på hovedet. Hvordan kunne jeg være så dum? Hvordan kunne jeg tro at efter alle de år ville han finde mig.

"Je- jeg troede du var en anden" Fik jeg fremstammet. Han kiggede lidt stramt på mig, men valgte at lade det ligge. I stedet satte han sig helt ned ved siden af mig, og begyndte at tale om noget totalt ligegyldigt, som jeg ikke rigtig hørte.

Sådan sad vi i godt en halv time. Snakkede om noget ubetydeligt , men jeg kunne godt lide det, jeg kunne godt lide at jeg ikke følte mig presset til at fortælle ham om min fortid.

Endnu engang fyldtes mine ører med hans latter, og jeg kunne ikke lade være med at grine med. Jeg vidste ikke hvor lang til det var siden at jeg havde grinet på den måde, men der var et eller andet med ham, der bare gav mig lyst til at smile.

Et kvarter senere kunne jeg ikke holde kulden ud mere, det var i slutningen af oktober og cowboyjakken jeg havde fået iført mig, kunne ikke længere holde kulden ude.

Efter at have taget afsked med ham, begyndte jeg ligeså stille at gå hen af stien i parken. Efter et halvt minuts gang, hørte jeg råb bag ved mig. Jeg vendte mig om og mine øjne fangede hans. Han smilte til mig og råbte noget som jeg havde spekuleret hele dagen over.

"For resten- ehhm, så er jeg Harry"

 

 - KarolineHoran.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...