Flodbredden

Inspireret af Agnes Obels 'Riverside'
Novellen er skrevet i nattens mulm og mørke og er mit første bidrag til denne side. Enjoy.

-Kirstine

3Likes
0Kommentarer
189Visninger

1. Flodbredden

Den forbandede flod, det forbandede vand, det forbandede lysskær, der falder på dit mørkeblonde hår. Den forbandede flotte flod, det forbandede beroligende vand, det forbandede velsignede lysskær, der falder så smukt på dit i forvejen skinnende mørkeblonde hår.

”Dernede er der ingen, der finder os. Nede ved floden. Jo, mange kender til den, men de værdsætter den ikke som du gør. De forstår ikke den skønhed der pulserer, når vandet løber igennem stenenes små forhindringer. Eller den måde hvorpå solens diskrete stråler finder vej igennem bladene på træernes beskyttende grene og kviste og kreerer et lys som kun findes på lige præcis denne velsignede plet. Eller den måde flodbreddens dugvåde græs kysser dine generte tæer før de når det kølige vand.”

Det er vores tilflugtssted og har været det lige siden dengang, hvor dine udtryksfulde lysegrå øjne fandt mine midt i et midsommer kaos, vi begge var så desperate efter at undslippe. Dine øjne bad mig om det og mine gav efter. Og da vi havde siddet der længere end hvad godt var, sagde du disse ord til mig med din blide, forundrede stemme. Jeg har ikke glemt én vokal eller én stavelse af dine ord, de er forevig nedfældet i mit sind og tatoveret tværs over min sjæls skatkammer. Og der skal de blive til jeg er vissen og mæt af dage.

Det er lang tid siden, vi er blevet ældre, vi har forandret os. Men floden den er der endnu, og det er vi også. De timer, dage og endda uger vi gang på gang bruger i indforstået stilhed, der, foran floden mens den ebber forbi vores tåspidser og indmellem kærtegner dem som en bekræftelse på, at den ved vi er tilstede og ved vi at observerer dens skønhed og idyl.

Floden er nærmest indespærret i en grotte af træer og blade som væggene og blomsternes tilfældige opblomstring og stenenes arkitektur som det eneste interiør. Du ville aldrig se en solopgang eller en solnedgang her, fordi bladenes struktur blokerer så kun de skønneste stråler kan gennemtrænge dem og sætte spil i dit smukke og dog uforanderlige, mørkeblonde hår og konstruerer smukke skygger over dit uperfekte, perfekte ansigt med de dybe, imødekommende og lysegrå øjne, jeg elsker så højt.

Med tiden er det blevet sværere for mig at beslutte om din skønhed eller flodens fortjener min udelte opmærksomhed og jeg bliver nødt til at indrømme, at du oftere og oftere vinder den kamp. Jeg elsker at betragte hvordan du lader dig opsluge af vandets visdom, som om at de to dele hydrogen og en del oxygen slikker dine sår og kærtegner dit krøllede sind og heler din uperfekte sjæl og hvordan du gang på gang synes at føle dig ét med vandet. De mærkværdige og graciøse bevægelser dine fingre foretager sig på vandoverfladen, får mit hjerte til at glemme dets vitale funktion- at holde mig i live. Og jeg er samtidig ligeglad for jeg ved, at hvis dit smukke, uperfekte, perfekte, uforanderlige, graciøse og uforglemmelige ansigt var det jeg så i min tid på denne jord, ville jeg dø den lykkeligste mand på Jorden og gå døden i møde med en tro på en højere og helligere magt, fordi jeg ikke stoler på, at naturen kan skabe noget så perfekt og ubeskriveligt som du i sandhed er.

Ingen anden person på denne jord ville kunne forstå, hvad eller hvor meget dette sted betyder for mig, selv hvis de prøvede. Kun du og jeg, sammen, i lyksalig eufori over dette steds berusende effekt, der efterlader os i en nostalgisk tømmermands lignende tilstand, der gør os ude af stand til helt at være i overenstemmelse med omgivelsernes krav og forventninger.

Det er et mærke, et stempel, et brændemærke dyb i vores sjæl, som altid vil være lige der, hvor skønheden kysser dit indre og uventet kan bringe dig til vores tilflugtssted. Forevig inkarneret dybt i os, flodbredden ...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...