Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313414Visninger
AA

14. You'll meet a stranger

"I guess there's something 'bout the bad boys

that makes the good girls fall in love"

Zara Larsson - Bad Boys

 

Jeg kunne være gået fra forstanden, hvis jeg fik så meget som én besked mere!

Hele mandagen og tirsdagen havde jeg cirka hver anden time, fået en besked der alle sammen handlede om at lege gemmeleg. Hvem skrev sådan noget? Det frustrerede mig, for der var endda intet nummer, jeg kunne ringe op, fordi afsenderen havde gjort sig anonym. Det var derfor umuligt for mig, at se hvem beskederne kom fra også. Da vi kom til onsdag, fik jeg nok. Jeg var blevet kimet ned med beskeder i tre dage og det begyndte snart at drive mig vildt til vanvid!

#Er man begyndt at lede?

#Ved du overhovedet, hvordan gemmeleg fungerer?

Jeg vrissede højt og overvejede at kyle min mobil hårdt ned i gulvet, men så ville jeg nok skulle forklare over for mine forældre, hvorfor den var gået i stykker. Det hele var noget rod! Specielt med mine forældre.

Min mor var begyndt at spørge ind til alt hvad jeg lavede. Hvor jeg gik hen, hvem jeg skulle der hen med, hvorfor jeg skulle der hen, og så videre. Min far spurgte også lige så meget. På en måde irriterede det mig, de ikke ville lade mig leve som en ganske normal og smårebelsk teenager. Det var nærmest forbudt, hvis jeg så meget som trodsede dem bare en lille bitte smule. Det var nok også derfor, at de holdt mig mere tilbage. Der var bare et eller andet inden i mig, der nærmest skreg efter, at slippe fri. Jeg vidste bare ikke hvordan.

#Kommer du i aften? Bibbede en besked ind. Jeg skulle til at kyle min mobil ind i væggen, men så, at beskeden var Marie og ikke den anden anonyme kraftidiot.

#Er der fest? Skrev jeg tilbage mens jeg pillede ved noget græs, fordi jeg sad udenfor i haven og prøvede at få lidt D-vitamin indenbords.

#Ja! Så kom nu. Jeg grinede lidt. Det var nærmest som om de mennesker levede i en stor fest hele tiden. På en måde kunne jeg også følge dem lidt. Selv om de festede meget, så det alligevel ud til, at de alle havde et godt og tæt fællesskab. Det kunne dog være lidt for tæt, som Louis også havde pointeret.

Jeg prustede og rejste mig fra græsset og skrev en sidste sms til Marie, inden jeg kiggede på mit ur. Jeg kunne godt nå at gøre mig klar, inden festen begyndte. Gid aftenen ville blive god, for jeg trængte til noget godt.

Omkring tre timer senere, efter en mindre diskussion med min mor om, at jeg absolut skulle tage nogle længere shorts på, skulle være hjemme inden to og ikke komme dinglende ligesom klokken halv fire som sidst, så var jeg klar. Jeg havde taget en kjole på denne gang, som faktisk var en jeg havde købt for en lille uges tid siden. Jeg syntes endda ret godt om den - igen til stor forskel fra min mor, som mente det lignede mere et blåt stykke reststof, de havde lavet om til en potentielt mulig brugbar klud. Jeg tog den på alligevel. Dog med en grå cardigan ud over mig, for at køre den sikre stil sammen med mine sorte slidte og udtrådte Converse. (Outfit findes i kommentar)

Jeg gik ned af vejen mod huset, som festerne altid blev holdt i. Jeg vidste faktisk ikke, hvem huset tilhørte, da ingen nogensinde havde informeret mig om det. Men der var ingen beviser for noget andet tegn på aktivitet, end os festende mennesker der... så måske boede der slet ikke nogle og det så bare var et hus, de "lånte"?

"Åh gud, Anastacia. Det kan du ikke mene det der." Sagde en stemme hurtigt bag mig, så jeg vendte mig om og så Marie komme luskende ud fra haven, med Harry efter sig. Harry tumlede lidt rundt, så Marie hurtigt greb fat i ham og satte ham ned på fortovet.

"Det der er syv tequila-shots og en drink med trekvart dele vodka i." Sagde hun grinende og krammede mig hurtigt. Jeg grinede lidt af Harry, inden jeg så hendes dømmende blik på mig.

"Babydoll, du skal du altså få styr på den garderobe, hvis du vil hænge ud her." Sagde hun og pegede på mig. Jeg kiggede forbavset på hende.

"Den her er ny!" Forsvarede jeg fornærmet. Hun grinede hurtigt.

"Kjolen er skam cool, men jeg er nødt til at lære dig noget om stil, babe. Jeg har efterhånden set dig i meget tøj og tro mig: Jeg ville gøre dig den største tjeneste, hvis jeg måtte kigge i dit tøjskab." Mine kinder blev røde. Et eller andet sted, vidste jeg godt, at hun havde ret. Faktisk havde jeg aldrig rigtig fundet ud af hvad min stil var. Min mor havde altid købt alt mit tøj og så var det det, jeg havde gået i. Men gjorde det dét, til min stil?

"Jeg går lige ind med ham her. Skal du med?" Spurgte Marie og trak Harry op fra jorden. Han vippede lidt fra side til side, så Marie og jeg kiggede grinende på hinanden. På vej hen mod indgangen til huset, gik jeg forbi Zayn og efter ham kom Niall. Han kiggede på mig, og min mave slog knuder.

"Jeg tænkte nok, du ville komme." Sagde han, så jeg stoppede op og kiggede forvirret på ham.

"Hvorfor?" Spurgte jeg forundret. Han gik dog bare videre forbi mig, så jeg åndede tungt ud. Jeg skulle til at gå ind i huset, da min mobil brummede nede fra min lomme. Det var en sms.

#Er dine æblekinder blevet til tomater? Afsenderen var anonym, igen, men det ville så også sige, at afsenderen var til festen. Jeg kiggede hurtigt rundt.

#Hvor er du? Skrev jeg.

#Det er altså ikke sådan man leger gemmeleg. Jeg var ved at koge over!

#Hold nu kæft! Skrev jeg hurtigt, inden jeg gik ind. Min mobil brummede kort efter igen.

#Hold da op, den lille mus kan tale. Lille mus? Hvad helvede?! Jeg sukkede frustreret og gik ind i stuen/køkkenet og tog en af de drinks, der var serveret på køkkenbordet og bundede den. Jeg var ligeglad med smagen, så jeg tog hurtigt en stor tår af en drink til.

"Pas på, alkoholiker. Vi skulle nødigt have, at du skulle ende med at drikke dig helt fra sans og samling." Sagde en person foran mig. Jeg fjernede koppen og så Leah.

"Jeg har bare meget at tænke på." Sagde jeg hurtigt. Hun sendte mig et skævt smil. Leah var en flot pige, uden tvivl. Jeg havde efterhånden observeret, at drengene nogle gange nærmest stod i kø for hende til festerne. Det havde nok også noget at gøre med, at hun viste ret meget hud. For eksempel i dag, hvor hun havde en stram nederdel på, og så en kort nittervest ud over sin rimeligt push-up'et BH. Hun svang med håret, så hendes fjerøreringe svang med.

"Det er jo altid sådan det starter." Sagde hun dømmende. Jeg kiggede ned i jorden, mens jeg hørte hende gå fnisende væk. Jeg kiggede hurtigt ud af køkkenvinduet, og så hvordan Zayn gik ind mod huset, mens at Niall snakkede med et par piger, men da de også gik fra ham, skete der noget mærkeligt. Han kiggede hurtigt rundt, inden han i et luntende tempo satte kursen ned af vejen. Var han på vej mod hans gemmested? Vent... Han havde kaldt det lille øde sted, hans gemmested? Jeg kiggede hurtigt ned på min mobil, og ganske rigtigt brummede en sms ind.

#Du er dårlig til gemmeleg. Jeg gik hurtigt ud af køkkenet og hen til døren ud til haven. Jeg kunne lige ane ham dreje om hjørnet nede af vejen. Jeg tog hurtigt min mobil og skrev:

#Jeg tæller til 10. Jeg kiggede bag ud for at se, om nogle så mig, inden jeg satte i løb og talte inde i mit hoved. Jeg nåede passagen ind til rækværket, der førte ind til gemmestedet.

#Er du klar, for her kommer jeg! Skrev jeg og hørte ganske rigtigt, hvordan hans mobil bimlede op. Jeg kravlede op af rækværket og hoppede om på den anden side.

"Fundet!" Nåede jeg at råbe, inden nogen greb fat i mig og holdt mig for munden, så jeg straks skreg højt. Jeg prøvede at slå bag ud, men personen var meget større end mig og inden to sekunder lå jeg på jorden. Jeg slog ud og fik banket personen lige i brystet, så et støn lød højt og jeg så kunne skubbe personen af mig. Jeg kiggede prustende og stønende på personen ved siden af mig, da han løftede hovedet og vi så fik øjenkontakt.

"NIALL!?" Rasede jeg højt. Han grinede og lagde sig ned på jorden.

"Din store idiot!" Råbte jeg vredt.

"Søde ord, musen spytter ud." Sagde han prustende og lænede sig op på sine albuer.

"Er det dig, der har skrevet de sms'er?!" Spurgte jeg rasende.

"Jeg tænkte, jeg ville spøge lidt med dig." Sagde han hurtigt. Jeg kiggede opgivende på ham.

"Du er for meget!" Sagde jeg og mærkede raseriet over hans latterlige og narrøvske opførsel.

"Du syntes det var sjovt." Sagde han.

"Ikke det mindste!" Vrissede jeg og gik tilbage mod rækværket. Jeg magtede ham virkelig ikke mere.

"Ej, hør nu her!" Kaldte han og løb over og tog fat om min arm, for at vende mig om mod ham. Vores øjne mødte hinanden, og jeg fik svært ved at holde mig selv oppe. Jeg rev min arm til mig.

"Du er underlig." Sagde jeg og skulle til at klatre over rækværket, da han hurtigt sagde:

"Hvis du hader underligt, hvorfor kom du så?" Jeg stoppede op.

"Hvorfor skrev du sådan nogle mærkelige ting? Hvis du ville have, jeg skulle komme, kunne du bare have sendt en helt almindelig sms, ligesom alle andre?!" Sagde jeg og kiggede bag ud på ham.

"Jeg er ikke som alle andre, mus." Sagde han udfordrende. Jeg trak vejret tungt ind.

"Og tro mig, jeg er meget bedre selskab end de Wankers der ovre." Sagde han og pegede over mod retningen af festen.

"De siger ellers, at du er det værste selskab." Sagde jeg hurtigt. Han grinede lavt. Hans grin var hæst og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var ved den, som var anderledes. Eller om det var en god anderledes, eller mærkelig anderledes?

"Du kender mig ikke, sunshine."

"Så fortæl mig noget om dig selv." Sagde jeg hurtigt og lagde mine arme udfordrende over kors. Han kiggede tænkende på mig.

"Hvad vil du vide?" Spurgte han hurtigt. Jeg rullede med øjnene.

"Hvad er din yndlingsfarve?" Spurgte jeg hurtigt. Nu var det hans tur, til at rulle med øjnene. ​

"Du er latterlig." Sagde han fnysende.

"Uhh, mester mystiks og led du dog er." Sagde jeg, så han kiggede tilbage på mig og jeg hurtigt så, hvordan han trak ganske kort i siden af mundvigen.

"Fortæl mig om dit liv." Sagde han og gik over og satte sig ned på græsset. Det jeg ikke har?

"Hvad betyder det for dig?" Spurgte jeg og gik langsomt over mod ham.

"Jeg lærer dig bare at kende." Sagde han og kiggede hurtigt om mod mig og jeg måtte desværre klemme et lille grin ud, af hans store latterlighed.

"Sort." Sagde han dog ud af det blå.

"Sort?" Spurgte jeg forvirret.

"Du spurgte om min yndlingsfarve, og mit svar er sort." Sagde han. Jeg spærrede mine øjne op.

"Seriøst, er du så ond og mystisk?" Spurgte jeg i et grinende toneleje. Han trak på skuldrene.

"Eller er det bare din udstråling, der får dig til at virke sådan?" Spurgte jeg hurtigt og refererede til de sorte stramme jeans, hvid T-shirt og sorte læderjakke. Det der måske gjorde ham lidt ekstra rå, var nok det høje strittende hår, cigaretten, der var perfekt placeret ved øret, og de stretches der var piercet i hans ører.

”Det er fordi folk, som ikke kan håndtere helt sorte outfits, er svage!” Jeg grinede.

"Sikke en holdning!" Sagde jeg hurtigt.

"Det er fordi, dit outfit definerer dig og så er sort bare bedst." Sagde han og kiggede på mig, som om jeg skulle komme med en eller anden form for respons til ham.

"Lidt ligesom når man siger man har det varmt, og folk så siger at man kan tage sin jakke af, men det er sådan… Nej, jeg kan ikke bare tage min jakke af, for den er…”

”En del af dit outfit?” Afsluttede jeg hans sætning, så han kiggede på mig.

”Præcis.” Gentog han og kiggede forsigtigt på mig, men rejste sig så brat op.

"Hvad er det bedste i hele livet, du ved?" Spurgte han og hoppede lidt rundt. Han var virkelig en finurlig fyr.

"Tumblr." Sagde jeg hurtigt. Jeg kunne sikkert have sagt noget meget mere præcist, men jeg sagde bare det, der faldt mig først ind. Han kiggede hurtigt på mig.

"Please sig til mig, at du ikke er en af dem." Sagde han og kiggede nærmest helt sørgmodigt på mig.

”Hvad for nogle?" Spurgte jeg undrende.

"En af de piger, der nærmest lever bag en skærm, med popcorn, netflix og messy buns?" Sagde han hurtigt. Det lød nærmest som en perfekt definition af mig. Han fik det bare ikke til at lyde så positivt.

"Så sig din! Hvad er det bedste du ved." Sagde jeg.

"At gøre tossede ting." Jeg kiggede uforstående på ham.

"Det bedste ved livet er at gøre ting, som folk siger du ikke kan."

"Du er skruptosset." Sagde jeg hurtigt. Han grinede.

”Tro mig, hvis du kunne læse mine tanker, ville jeg skræmme dig væk.” Jeg mærkede hurtigt, hvordan en knude voksede i min mave, da han sagde det. Hvorfor sagde han egentlig det, eller lignende? Han kiggede overvejende på mig, inden han nikkede over mod et sted længere henne i det lille gemmested. Jeg gik langsomt med ham hen under en lygtepæl, som gemmestedets eneste lyskilde.

”Gør det med mig.” Sagde han.

”Gør hvad?” Spurgte jeg uforstående. Han smilede hurtigt.

”Skrig.”

"Nej, jeg vil da ej!" Svarede jeg forbavset.

"Jo, gør det! Skrig alt hvad du kan." ​Bedte han.

”Nej jeg vil ej! Det er underligt.” Sagde jeg og kiggede chokeret på ham.

"Hvad er du bange for? Vil du ikke slå dig løs?" Spurgte han. Jeg kiggede uforstående på ham.

"Jeg kan da godt slå mig løs?" Sagde jeg og kiggede uforstående på ham. Hvad mente han lige?

"Det tror jeg ikke på." Sagde han hurtigt, så jeg bed mig fornærmet i læben.

"Hvorfor ikke?" Spurgte jeg.

"Du ligner ikke sådan en type." Sagde han hurtigt. Jeg kiggede op på ham. Mit hjerte sprang et slag over, da hans øjne mødte mine i samme sekund.

"Hvad for en type er jeg så?" Spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede nøje på mig. Der var et eller andet over måden han gjorde det på. Helt skånsomt, som om han skulle have alle de mindste detaljer med. Observerende, studerende, betragtende?

"Jeg tror ikke, du er den, du selv ønsker at være." Sagde han. Jeg kiggede nøje på ham.

"Hvad skal det betyde?"

"Jeg tror ikke, du selv ved, hvem du er." Sagde han hårdt.

"Det er noget af en stærk antagelse." Sagde jeg lidt tilbageslået.

"Det er en observation."

"Du er meget observerende." Sagde jeg hurtigt.

"Er det en slem ting?" Jeg gik lidt frem, så han også gjorde det og vi så begyndte at gå rundt om hinanden.

"Kommer an på hvem du spørger?"

"Og hvis jeg spørger dig?" Jeg sank en klump, mens vores øjne fokuserede på hinandens.

"Skræmmer jeg dig?" Spurgte han lavt. Jeg trak vejret nervøst ind, men rystede så på hovedet.

"Skræmmer jeg dig?" Spurgte jeg tilbage. Han kom med et forsigtigt grin.

"Jeg er ikke bange for noget."

"Alle har en svaghed." Sagde jeg forsigtigt.

"Hvad er din så?" Spurgte han og gik et skridt tættere på mig.

"Det er en hemmelighed."

"Så fortæl mig den." Sagde han og stod meget tæt på nu. Det blev sværere for mig at trække vejret.

"Hvad hvis jeg ikke stoler på dig, til at fortælle den?"

"Og hvad er din begrundelse for ikke at stole på mig?"

"Du giver mig skumle fornemmelser?" Indrømmede jeg.

"Så jeg skræmmer dig faktisk." Sagde han og kiggede overvejende på mig.

"Jeg mener bare, at hvordan du får andre til at føle, fortæller meget om dig.” Han kiggede forsigtigt på mig.

"Men alle monstre er menneskelige." Jeg kunne mærke hvordan den sidste vejrtrækning røg ud af mig, og jeg måtte hive vejret ind.

"Skal du noget i weekenden?" Spurgte han hurtigt. Jeg blinkede lidt og vågnede op fra min trance og kiggede uforstående på ham.

"Jeg starter i skole i næste uge." Han grinede.

"Jeg snakker om weekenden, Sunshine." Jeg rystede på hovedet, som svar.

"Der er den her årlige sensommerfestival i weekenden. Det tager cirka to timer, at køre der hen. Hele slænget tager af sted. Du burde tage med."

"Vil du også være der?" Spurgte jeg uden at tænke over det og fortrød det straks, da han kiggede smilende på mig.

"Måske, måske ikke. Hvad hvis jeg er?" Jeg svarede ikke, men holdt bare øjenkontakten med ham. Han skulle til at sige noget, da hans mobil brummede fra hans lomme og han så tog den op og besvarede opkaldet.

"Det er mig." Sagde han. Jeg kiggede ned i jorden og prøvede at ignorere den lidt halvråbende silhuet af en stemme, jeg kunne høre fra opkaldet. Niall sukkede tungt.

"Jeg er der om fem." Jeg kiggede hurtigt op på ham. Han slukkede opkaldet og vendte om.

"Farvel?!" Råbte jeg forvirret over hans hurtige forsvinden. Han kiggede bag ud på mig, inden han tog fat i rækværket.

"Vi ses, Ana." Og så klatrede han over i en' yndefuld bevægelse og var væk, mens han efterlod mig åndeløs.

______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i så?
Tror i Anastacia tager med til festivalen med slænget, eller bliver hjemme?
Og mon Niall tager med? Og hvad vil der måske ske, hvis han tager med?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...