Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313226Visninger
AA

43. Secrets

"Why is everything so confusing?

Maybe I'm just out of my mind?"

Avril Lavigne - I'm With you

 

Der gik lidt tid inden panikken og angsten, forsvandt ud af min krop. Min vejrtrækning var stadig urolig, men det hjalp heller ikke meget, af at fortsætte med at kigge på Niall. Det hele snurrede rundt og jeg prøvede at få mine øjne til at fokusere, men det virkede som om, at uanset hvor jeg end kiggede hen, så fandt mine øjne Niall og hans forslåede udseende.

”Du bløder.” Sagde jeg og kiggede på det stadigt våde blod, der silede ned fra hans næse og mund. Han tog hånden op til sit hoved for at tørre det væk.

”Fuck!” Bandede han. Jeg rejste mig, for at kravle over til ham og forsigtigt lægge mine hænder op på hans kinder og vendte hans hoved mod mit.

”Vi bliver nødt til at rense det.” Sagde jeg. Han tog en dyb indånding og rejste sig hurtigt, men desværre væltede han forover og nåede kun lige at gribe fat i bordkanten.

”Niall!” Gispede jeg og sprang over for at støtte ham. Jeg lagde min hånd op ved hans mund, hvor en dyb flænge havde lagt sig. Jeg rørte let ved det og han kiggede straks op     og råbte:

”Lad vær!” Han skubbede min hånd væk og trådte haltende bag ud.

”Jeg prøver at hjælpe dig.” Sagde jeg og kiggede skræmt op på ham. Han trak vejret dybt ind og kiggede overvejende på mig, inden han lod sit blik falde ned mod jorden. Jeg kiggede på ham, mens han trak en stol ud og satte sig ned, uden at sige et ord. Jeg gik om mod køkkenet og ledte efter en klud, som jeg kunne gøre våd og som måske kunne hjælpe Nialls åbne sår. Min mave vendte sig. Niall kiggede ventende på mig, mens jeg foldede kluden sammen og satte mig ned på knæ foran ham, og holdt den op mod ham. Han trak vejret tungt ind, mens han kiggede mellem mig og kluden, men så vendte han til sidst hovedet og lod mig komme til. Han veg allerede tilbage, da jeg ikke engang havde lagt kluden ordentligt mod såret ved hans øjenbryn.

”Hold op!” Sagde han og kiggede vredt på mig. Jeg bed mine læber sammen og kiggede stædigt ned på kluden, inden jeg satte den mod hans pande. Igen veg han væk.

”Hørte du ikke hvad jeg sagde? Lad fucking vær!” Råbte han og skubbede min hånd væk fra hans ansigt. Jeg bed mig i tungen, mens vreden hobede sig op i mig

”Fint! Jeg vil også meget hellere se dig forbløde eller få betændelse i såret og blive syg, end jeg vil fucking hjælpe dig!” Råbte jeg tilbage og smed den våde klud ned i hans skød.

”Hvorfor går du ikke hjem? Ingen giver en fuck alligevel.” Sagde han og spyttede en blanding af blod og savl ned på gulvet, så min mave vendte sig og jeg kiggede tilbage på ham.

”Gå hjem, sunshine.” Sagde han koldt. Vreden steg i mig.

”Nej.” Han kiggede op mig og vreden var lige så stor i hans øjne.

"Lad mig nu være, Ana…" Sagde han og kiggede ned i sit skød. Jeg kiggede rasende på ham.

”Jeg forlader dig ikke..”

”Lad mig være!” Råbte han og rejste sig op, så han tårnede sig over mig. Min mave knudede sig sammen

”Du kan ikke behandle folk som lort, og tro de stadig vil elske dig. Det er ikke sådan det fungerer!” Råbte jeg.

”Der er ikke nogen, der elsker mig.” Sagde han og gik forbi mig.

”Hvad hvis der er?”

”Vågn op, Ana!” Vrissede han og vendte sig om mod mig igen.

”Du hører ikke til her. Du og jeg kan aldrig blive til noget… Du kan ikke blive her..”

”Og du tror ikke, den tanke har strejfet mig?” Vrissede jeg tilbage.

”Niall, jeg ved, du gemmer på noget. Og jeg er bange for, at du ikke er den person, jeg tror du er… Jeg ved, din verden er fucked up, og at jeg burde flygte så hurtigt som muligt. Specielt efter det her…” Jeg stoppede, da den første tåre trillede ud over min øjenkrog. Nialls øjne mødte mine og jeg så afbrød øjenkontakten og kiggede ned i gulvet i stedet.

”Men så igen… så kan jeg fucking ikke.” Råbte jeg og kiggede på ham igen, så jeg kunne se, han kiggede helt stift på mig.

”Jeg hader dig, når du er sådan her over for mig. Jeg hader dig, når jeg tror, du er min ven, muligvis min eneste ven, men så bare ydmygede mig til det groveste. Jeg hader dig, når du gør det hele godt igen, men alligevel behandler mig som lort en uge efter. Jeg hader, at du ingenting fortæller mig og jeg skal finde ud af dine hemmeligheder selv. Og jeg hader, når jeg opdager hvor meget du egentlig lyver for mig, og hvor lidt jeg reelt egentlig kender dig..” Jeg stoppede og kiggede overvejende på ham, mens hans krop nærmest var frosset.

”Men jeg kan ikke holde mig væk, og det hader jeg mest. Jeg hader, at jeg alligevel bliver ved med at komme tilbage, fordi jeg ender med at mangle dig, når jeg et eller andet sted ikke burde. Og jeg fucking hader, at uanset, hvor meget jeg benægter det over for mig selv, så vil jeg gennem det hele. Gennem alt. Alligevel nok altid…” Jeg stoppede, da han trådte tættere på mig og han kiggede ned på mig, mens hele verdenen snurrede rundt. Følelser af frustration, vrede og had hvirvlede rundt i mig og mindede mig om, hvor lidt jeg kendte ham og at han havde løjet for mig i al den her tid. Miksede følelser omkring at han alligevel ikke var den person, som jeg så længe havde troet han var. At han ikke var den person, som jeg troede var en af de ting, der gjorde det hele så meget værre. Det var Niall jeg grinede allermest med, og det var kun ham, der kunne få mig til at føle sådan her. Sammen med Niall, var jeg levende. Jeg var ikke længere hende den stille pige ovre i hjørnet. Sammen med Niall var verden i farver. Farver som jeg ikke engang før havde troet fandtes i farvepaletten. Sammen med Niall var jeg glad, og livet var godt.

Sammen med Niall var jeg i live.

”Elske dig...” Afsluttede jeg min sætning, så hans øjne fandt mine. Jeg kiggede lige så forskrækket op på ham og panikkede og løb så hurtigt forbi ham og ud i gangen og ud af lejligheden.

”Ana!” Råbte han, men jeg var allerede i fuld fart væk fra ham. Min hjerne kørte på 180, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst. Min vejrtrækning var desperat, mens de mange tårer trillede ned af mine kinder i min flugt væk fra det hele.

Jeg nåede bussen ved busstopstedet, hvor jeg hurtigt satte mig ind og bare håbede på, at den ville føre mig så langt væk som muligt.

Så langt væk fra ham.

* * *

 

Regnen havde taget fat, da jeg en times tid senere var nået hjem. Tårerne havde svidet mine øjne helt ud og følelsen af tomhed havde overtaget hele min krop. Dog hjalp det ikke, at en besked fra mine forældre om at de var taget til hovedstaden til en fin middag med nogle venner, hang til mig på køleskabet. Ensomheden, som jeg endte med at sidde med, gjorde at jeg følte mig håbløs og livløs igen, som dengang. Tårerne var brugt op, og det hele kunne være lige meget. Jeg ville jo alligevel aldrig se ham mere. Det havde jeg lovet mig selv nu. Jeg havde fortalt ham mine inderste følelser og jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen. Det vidste jeg et hundrede procent.

Regnen havde taget godt til og jeg var sikker på, at lyset vist havde blinket og havde været lidt svagt i et par sekunder på et tidspunkt. Derfor havde jeg placeret mig i sofaen med en kop te og et tæppe om min forfrosne krop.

På et tidspunkt var jeg ved at døse hen og jeg havde vist også lukket mine øjne i, da et par høje bank vækkede mig. Jeg kiggede ud og så det var blevet helt mørkt. Klokken viste også halv 12 om aftenen. Jeg satte mig op og kiggede rundt, da det bankede ude fra hoveddøren. Jeg rejste mig og gik langsomt ud, mens mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Jeg trak vejret dybt ind, mens mit hjerte pumpede af sted, og jeg så åbnede døren. Den høje lyd fra den voldsomme regn udenfor mødte mine ører først, inden mine øjne mødte synet, af personen, der havde stjålet mit hjerte.

”Niall..” Sagde jeg forsigtigt, da hans øjne mødtes med mine. Regnen havde gjort ham helt gennemblødt. Han blinkede kort.

”Niall, jeg..” Startede jeg, men så åbnede han sin mund.

”Du havde ret, Ana.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Du har ret. Jeg er verdens største idiot og jeg fortjener ikke at kende dig..” Sagde han.

”Niall, jeg mente det ikke …” Prøvede jeg hurtigt undskyldende, men så afbrød han mig.

”Jo, Ana. Du har ret. Jeg fortjener dig ikke. Ikke med den måde jeg behandler dig på. Med den måde jeg behandler alle på, faktisk. Jeg er en kæmpe idiot og jeg fortjener dig ikke.” Sagde han kontant.

”Jeg lyver og behandler dig som lort, når det eneste du gør er, at være den første person, der nogensinde har… været der.” Han kiggede mig i øjnene.

”Jeg er ked af det, Ana. Det er bare det, at… ja, jeg ved det ikke engang. Jeg kan ikke engang undskylde for hvordan jeg er… for sådan er jeg vel bare..”

”Nej du er ej, Niall. Du er ikke som du selv tror.” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede trist på mig.

”Hvordan kan du tro det? Som du selv siger, du kender mig jo ikke?”

”Niall, jeg kender dig!” Sagde jeg lige så kontant og lagde min hånd kærtegnende op på hans kind. Denne gang veg han ikke væk.

”Niall, jeg ved, at selv om du ikke ønsker at folk kender dig og helst gemmer dit sande jeg væk, så kender jeg den. Jeg ved, at du ikke er ham som alle siger. Du er et godt menneske.” Han lænede sin kind ind til min hånd og trak sin hånd op for at lægge den på min.

”Jeg har ingen. Det har jeg aldrig haft. Jeg er dårlig til at agere med sådan nogle som dig… Du kom bare og vendte op og ned på det hele, du… du skræmmer mig, Anastacia.” Sagde han og kiggede på mig.

”Hvorfor?” Spurgte jeg forsigtigt.

”Fordi du er den første, der lytter.”

”Og fordi du er den første hvor, jeg fortæller dig ting, som jeg ikke engang kan fortælle til mig selv.” Han trak vejret dybt ind, inden han kiggede mig i øjnene og sagde:

”Du skræmmer mig, fordi jeg kan lide dig meget mere end jeg nogensinde har kunnet lide en person, og det skræmmer mig…” Sagde han. Jeg lagde begge mine hænder på hans kinder.

”Du behøver ikke være bange, Niall.”

”Jeg vil gerne fortælle dig det hele, Ana… Det lover jeg. Det skal nok komme, men jeg… jeg prøver. Jeg prøver at forstå. Jeg prøver at forstå det hele, men du skræmmer mig så meget, fordi jeg ikke kan kigge på dig uden at den her skræmmende og ubehagelige følelse starter inden i mig. Som om, at hvis jeg lader dig komme for tæt på, så går der ikke længe, før du forsvinder… og det skræmmer mig.” Sukkede han og kiggede på mig. Jeg kiggede på ham, mens han trak vejret skælvende ind.

”Jeg er sindssyg.”

”Nej, du er ikke sindssyg. Du er dig, og det er den bedste version af dig, der findes i hele verden.” Sagde jeg og kærtegnede hans kinder.

”Jeg er bange for, at der aldrig vil være nogen, der elsker mig.” Sagde han og kiggede ned i jorden. Jeg hev hurtigt hans ansigt ned mod mit.

”Måske behøver det ikke at være hele verdenen der elsker dig, men bare en’ person.” Hans øjne mødte mine, og jeg mærkede straks hvordan mit hjerte bankede vildt i brystet på mig.

”Jeg kan ikke miste dig, Ana… det kan jeg ikke. Det ville jeg ikke kunne klare.” Sagde han og lagde sin pande mod min.

”Det ville jeg heller ikke… Så meget elsker jeg dig.” Sagde jeg, så han kiggede i mine øjne og så lagde sin hånd om i min nakke og trak os sammen, så vores læber mødtes.

Jeg vidste, at det var forkert, fordi Niall og jeg aldrig burde have mødt hinanden. Men så igen, så slog jeg endelig hjernen fra i det enkle sekund og lod mit hjerte tage over.

_______________________________________________________________________________________________

Det her var et meget følelsesladet kapitel, hvor alt blev lagt på bordet, men det trængte vi vel også til? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...