Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313403Visninger
AA

18. October

"Thunder only happens when it's raining

players only love you when they're playing"

Fleetwood Mac - Dreams

 

Niall svarede mig aldrig.

Ikke engang aftenen efter, eller den syvne aften efter det. Det var som om, at alle beskeder jeg sendte efter den besked, nærmest blev direkte ignoreret. Jeg prøvede ikke at tænke over det, eller tænke over, hvilken følelse det gav mig. Ikke at det havde nogen bestemt følelse på mig. Slet ikke ti dage efter, hvor jeg ikke længere kiggede desperat på min telefon, for at se om han havde svaret mig.

Måske havde det  ikke betydet så meget, som jeg måske havde troet?

 

* * *

 

Jeg overlevede de første to måneder af sidste år på high school, hvilket jeg så, som en yderst stor præstation. Jeg havde også fået et 10-tal for mit seneste maleri i billedkunst. Tingene så faktisk ud til, at være okay?

"Anastacia!" Hvinede en velkendt stemme, da jeg en dag omkring frokost, havde smidt mine bøger ind i mit skab og rimelig sulten (siden jeg havde skibbet morgenmaden) gik til frokost. Jeg vendte mig om og fik øje på Marie, der kom løbende ned ad gangen mod mig.

"Hey." Sagde jeg smilende og modtog hendes kærlige omfavnelse. Da Marie ugen efter vores andres skolestart, også startede i skole, havde vi stort set snakket sammen hver dag til frokost, fordi hun altid spurgte om vi skulle sidde sammen. Nogle dage var de eneste lyspunkter, pauserne sammen med Marie.

"Please spis sammen med mig i dag! Jeg har brug for noget positiv energi!" Bad hun desperat. Jeg kiggede forvirret på hende.

"Hvad er der sket?" Spurgte jeg.

"Ja, hvad er der ikke sket? Jeg vågnede op en halv time for sent i morges og måtte nærmest løbe her over, samtidig med at jeg læste religion. Det er faktisk virkelig svært at håndtere begge, samtidig! Dog nåede jeg ikke engang den skide time, så mit fravær er endnu værre nu, fordi jeg også skibbede timen sidste gang. Herefter skulle vi spille volley i idrætstimen og jeg blev ramt lige i knolden af Keira Hamilton og jeg er dumpet i min historie-prøve!" Flippede hun.

"Er du sikker på, at du ikke er lidt stresset?" Spurgte jeg bekymret. Hun sukkede tungt.

"Måske? Jeg tror det er ekstravagterne nede i butikken, som min mor og far hele tiden giver mig." Sukkede hun.

"Hvorfor giver de dig ekstravagter? Jeg troede blomstersæsonen var ovre?" Tænkte jeg højt. Hun grinede opgivende.

"Tro mig, man kan altid få blomster. Men nej, det er ikke det. De giver mig ekstra vagter, fordi vi skal have ansat nogle flere, og indtil da, må jeg fylde ind, for lorte-Louis har ikke tid på grund af sine lange lorte-studier." Beklagede hun vrissende.

"Hvorfor søger i flere medarbejdere?"

"Har du ikke hørt om det, der skete i supermarkedet i sidste uge?" Spurgte hun.

"Røverriget?" Spurgte jeg hurtigt og huskede, at det kom frem, at der havde været et røveri i det lokale supermarked, og at mange af butikkerne nede i byen, derfor havde forstærket deres beskyttelse af butikkerne.

"Min mor og far mener ikke, at det er nok at vi er os og Louis der nede en gang i mellem. Derfor leder vi efter nye blomstertalenter!" Sagde hun glædeligt og svingede med armene, men viste mig så sit ægte trætte ansigt bagefter. Jeg kiggede hurtigt på hende.

"Tror du, at jeg ville kunne få et job?" Spurgte jeg. Hun kiggede op på mig.

"I butikken?" Spurgte hun. Jeg nikkede og modtog så et kæmpe smil fra hende.

"Det ville være så cool! Tænk hvis vi fik vagter sammen? Det ville være så nice! Åh gud, du er nødt til at gå der ned med mig efter skole, for at sikre dig jobbet hurtigst muligt. Åh gud, det ville være så fantastisk!" Hvinede hun spændt og klappede ivrigt i sine hænder, så jeg vidste at den normale Marie var tilbage igen. Jeg smilede af hende, inden vi fortsatte ind i spisesalen, for at få noget frokost.

"Hvordan går det ellers?" Spurgte jeg hurtigt. Hun grinede lidt.

"Normalt, kan man vel sige? Skolen fylder meget, så der er ikke tid til så meget andet. Hvorfor var du ikke med til festen sidste gang?" Spurgte hun hurtigt. Jeg huskede tilbage på festen i slutningen af september, hvor Marie havde inviteret mig endnu en gang. Noget i mig havde på daværende tidspunkt en kæmpe lyst til at se dem alle sammen igen. Det havde trods alt været over en måned siden, jeg sidst havde set dem. Dog var der stadig en lille del inden i mig, som skreg, at jeg nok ikke burde tage af sted. Desværre vidste jeg godt hvorfor. Så jeg havde indstillet mig på, at blive hjemme. Faktisk havde festen lydt god i sig selv, det var bare gæsterne jeg havde været lidt nervøs for. Eller måske rettere sagt, en' bestemt gæst. Specielt efter en måneds stilhed, hvor jeg intet havde hørt fra ham.

"Jeg var bagud med engelsk." Løj jeg hurtigt. Marie smilede forstående, inden vi tog dagens frokostanretning og satte os hen til et ledigt bord. Cirka et halvt minut efter, tilsluttede Harry sig os.

"God dag, de damer." Sagde han og hoppede ned på frokostbænken ved siden af Marie.

"Jeg er skrupsulten!" Beklagede han og gik straks i gang med sin omgang spaghetti bolognese.

"Det er lang tid siden, at vi har lavet et eller andet sammen." Sagde Marie. Harry og jeg kiggede på hende og nikkede enigt.

"Det er fordi alle har travlt hele tiden!" Sagde Harry med munden fuld af mad. Jeg stak lidt til min spaghetti.

"Vi må da kunne samle os på en eller anden måde?" Spurgte Marie tænkende. Harry tog hurtigt en serviet, for at tørre sig om munden.

"Giv mig et par dage, så skal jeg nok få skrevet rundt, så vi kan få bikset et eller andet sammen." Sagde han. Marie klappede i sine hænder.

"Det ville være så godt! Synes du ikke også, Anastacia?" Spurgte hun og kiggede på mig. Jeg nikkede og sendte hende et stort smil.

"Hvad har i efter frokost?" Spurgte Harry hurtigt, mens han kiggede på sin mobil.

"Psyk. Vi har valgfag." Sagde Marie.

"Har du Psykologi på høj-niveau?" Spurgte jeg hurtigt. Marie nikkede med et stort smil.

"Jeg synes det er vildt spændende. Hvad har du af kreativt fag?" Spurgte hun.

"Bare billedkunst."

"Så må du jo være den bedste i din klasse, med dine talenter!" Pointerede hun. Jeg trak usikkert på skuldrene og kiggede hurtigt på Harry, der rejste sig.

"Jeg skal smutte. Min time starter tideligere. Ses, loners." Sagde han og rejste sig. Marie grinede lidt.

"Ses Taber!" Råbte hun efter ham, så han sendte hende fingeren. Jeg grinede af dem.

"Måske vi kunne holde en halloween-fest?" Sagde Marie og kiggede spændt på mig. Jeg tænkte lidt.

"Sådan noget med kostumer?" Spurgte jeg. Hun nikkede ivrigt.

"Ja, det ville være fedt! Jeg elsker klæd ud fester, man kan enten være en man aldrig ville være, eller en man altid har ønsket at være!" Sagde hun.

"Dybt." Sagde jeg grinende. Hun nikkede stolt.

"Jeg ved det. Nogle gange kommer det bare. Det er som om, jeg ikke kan slippe af med det, hvis du forstår, hvad jeg mener?" Jokede hun, så jeg fnyste ad hende.

"Det kunne være vi kunne klæde os ud i et par-kostume?" Spurgte hun hurtigt.

"Så vi matcher?" Spurgte jeg.

"Ja, vi kunne finde på noget helt vildt? Så skal jeg nok sørge for, at der er præmier til den bedste udklædning."

"Hvad så, hvis nogle klæder sig bedre ud end os?" Spurgte jeg testende.

"Så snyder vi bare med stemmerne." Sagde hun og blinkede med øjet, så jeg kiggede dramatisk på hende.

"Min gode gud, Marie dog! Du ville da ikke snyde i en konkurrence, ville du? Det ville jo gøre dig til en lille snyder!" Sagde jeg med en dramatisk tone.

"Sikkert, men det er også fordi jeg er den bedste af slagsen." Sagde hun, så jeg ikke kunne lade vær med at grine over hende.

"Jeg kan gå hjem og kigge på veninde-kostumer i aften, hvis det er?" Spurgte hun og kiggede smilende på mig. Jeg nikkede smilende. Inden i mærkede jeg dog hurtigt, hvordan mit hjerte sprang et slag over. Selv om det måske kunne virke som om, livet var ret så kedeligt og gråt en gang i mellem, så var det rart at få sådan noget at vide. Det var ikke tit, at jeg havde været særligt tæt med mange mennesker. Så det glædede mig ret meget, at vide, at Marie lige havde kaldt mig sin veninde. Det gav lidt lykke i tilværelsen.

"Jeg skriver til dig, hvis jeg finder ud af noget, okay?" Spurgte hun. Jeg nikkede og hørte klokken ringe ind til time igen. Marie prustede.

"Hvorfor skal skolen vare hele dagen?" Beklagede hun og sukkede dybt, inden hun gav mig et kram.

"Kom ned i butikken efter skole, så finder vi ud af noget med en ansøgning." Sagde hun kort efter med et stort smil. Jeg sendte et stort smil tilbage.

"Skal jeg nok." Lovede jeg og mærke allerede spændtheden spredte sig i mig. Jeg vinkede til Marie, mens hun løb hen mod sin næste time og jeg pakkede mine ting sammen og gik også.
 

Jeg var rimelig nervøs, da jeg senere den eftermiddag gik ned til blomsterbutikken. Et job kunne måske være hyggeligt? Det kom bare an på, om jeg var god til det, hvilket var det, jeg var nervøs for. Jeg prøvede at minde mig selv om, at det nok skulle gå. Der var ikke noget, der kunne gå galt. Med mindre du ødelægger det hele, som sædvanlig?

Jeg trådte ind i butikken og smilede stort til Marie. Hun hoppede nærmest over disken og hen, for at kramme mig.

"Ihh, hvor jeg glæder mig!" Hvinede hun. Jeg grinede lidt.

"Nu skal dine forældre lige give mig jobbet først." Sagde jeg hurtigt. Hun smilede stort.

"Tro mig, det er klaret. Jeg fortalte dem om dig, og hvis du vil, kan du allerede have din første vagt i dag? Du kan hjælpe mig i en lille times tid eller to, og så kan vi se derfra?" Sagde hun, så jeg nærmest blev helt slået tilbage af al den information hun spyttede ud til mig.

"Vent, hvad sagde du lige? Er jeg allerede ansat?" Spurgte jeg forbavset. Hun sukkede opgivende og nikkede, dog med et smil.

"Ja, Anastacia. Hvis du kan stille dig selv op til butikkens krav som medarbejder, så er jobbet dit!" Sagde hun, så jeg ikke vidste om jeg skulle græde af nervøsitet, eller hoppe af glæde. Jeg tror det endte ud i en mellemting.

"Åh gud, åh gud, åh gud!" Marie grinede.

"Der ligger et forklæde ude bag ved, som du kan tage over din top. Jeg skal nok informere dig om arbejdstøjet en anden dag." Sagde hun. Jeg fulgte straks hendes instrukser, indtil jeg stod bag disken i et flot grønt, matchende forklæde til hendes.

"Der hænger en seddel ovre på døren, som bliver opdateret hver dag, om hvad der skal gøres. Da det er tirsdag, og vi får varer hjem hver tirsdag og fredag, så ligger der nogle kasser ude bag ved. Det er nemt at finde tingene og sætte på plads, fordi der er et system i hylderne. Det er ikke så komplekst." Sagde hun, så jeg tog en dyb indånding. Jeg gik hurtigt ud bag ved og tog et par kasser ind i butikken og hen til de bagerste hylder, da jeg kunne se nogle skåle og krukker, som matchede dem, der stod der.

Du kan godt det her! Maries forældre tror på dig og Marie tror også på dig. Det skal nok blive godt! Sagde jeg til mig selv inde i mit hoved og havde allerede sat de første ting op, så nervøsiteten sank sig en smule. Indtil du klokker i den!

Da jeg havde nået den første kasse, gik jeg straks i gang med den næste, indtil jeg kunne høre, at kunder kom ind i butikken. De snakkede lidt med Marie om nogle bestemte roser, som Marie var i tvivl om, hvilket gjorde at hun kaldte på mig. Jeg gik op til kassen, for at blive sendt ud bag ved, for at finde en stor mørkegrøn dør. Den førte ind til et koldt rum, hvor der stod en masse forskellige slags blomster. Jeg ledte lidt og fandt så hurtigt nogle bundter røde og lyserøde roser, som Marie havde sendt mig ud efter. Jeg kom tilbage med efterspørgslen, så det ældre ægtepar smilede stort til mig.

"Så vil vi gerne have to bundter røde, og et bundt lyserød." Sagde kvinden. Marie tog dem smilende fra mig og spurgte om hun skulle lave dem om til en buket for dem. Jeg kiggede ventende på Marie, for hvad jeg skulle gøre med dem. Ægteparret sagde, at hun kunne vente lidt, da de måske ville finde noget andet også, så Marie kiggede over på mig.

"Du kan lave buketter. Du må tage lige hvad du vil og pynte med og sådan. Jo flottere buketterne er, jo bedre sælger de." Jeg nikkede og gik hurtigt i gang.

Det fangede mig allerede. Jeg havde aldrig været til den slags arbejde, hvor man skulle sidde bag en kasse og smile sødt til alle og en hver. Jeg kunne godt lide noget, der var lidt anderledes. Og lige det her med blomster, havde en eller anden god effekt på mig. Det virkede så fantastisk, at lave buketter med alle mulige forskellige former for pynt og blomster. Jeg var jo meget glad for at tegne og male, fordi jeg altid havde fundet det som den bedste måde at udtrykke mig på. Blomster var lige så nemme. Der var ingen grænser og jeg elskede allerede den glæde, der kom frem i mig, da jeg havde lavet tre buketter.

"Skal jeg fortsætte med varerne?" Spurgte jeg, da Marie ikke var optaget af kunder.

"Ja. Det ville være en stor hjælp, hvis du kunne nå så meget som muligt." Sagde hun. Jeg nikkede og hentede de næste kasser, som jeg kunne stille på plads.

Jeg fik sat en masse ting på plads og var i gang med at sætte den sidste kasses indhold op på forreste hylde, da der kom en ny kunde ind.

"Hvad så, piger?" Jeg frøs i kroppen ved genkendelsen af personens stemme.

"Hej Niall." Sagde Marie hurtigt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, imens jeg også mærkede nervøsiteten over hans tilstedeværelse. Hvad lavede han her? Hvor havde han været de sidste to måneder? Havde han været væk? Hvis han havde, hvor havde han så været? Havde han ikke haft dækning? Eller havde han bare ikke kigget på sin mobil? Havde han med vilje slet ikke svaret mig, i to hele måneder?

"Anastacia, kommer du ikke her over?" Spurgte Marie hurtigt, så jeg straks klemte mine øjne frygtfuldt sammen. Jeg vendte mig langsomt tøvende om og gik over til hende, med mit hoved rettet ned mod jorden, så mit blik for alt i hele verden, ikke ville møde hans.

"Ja" Spurgte jeg og kiggede på Marie.

"Hvornår er du begyndt at arbejde her?" Lød det hurtigt bag mig. Mit hjerte sprang et slag eller to over, da han talte direkte til mig. Jeg ville gerne vende mig om mod ham, men noget i mig, ønskede det stik modsatte også. Jeg valgte dog alligevel at vende mig om.

Vores øjne mødte hinanden og jeg mærkede, hvordan mine håndflader blev svedige og klamme, mens en klump samlede sig i min hals og min mave snørrede sig sammen. Hans blå og dybdeborende øjne kiggede lige ind i mine og fik mig til at føle mig som en lille mus.

"I.. i dag." Stammede jeg. Han kiggede stadig i mine øjne, som om de søgte adgang ind i mit sind, for at splitte mig til atomer.

"Fedt." Sagde han og vendte sig om mod Marie.

"Har du et bundt solsikker?" Spurgte han. Jeg sank klumpen i min hals og gik væk, mens jeg stadig kunne høre hans hæse, hypnotiserende stemme. Jeg så Niall smide en halvtredser på disken, inden han tog bundet med flotte gule solsikker og sagde farvel til Marie. Hans blik søgte mod mit og han holdt det akkurat lige nok til, at min mave snørrede sig sammen. Han gik uden et enkelt ord. Jeg prustede tungt ud og tog mig træt til hovedet. Det var muligvis det værste, der kunne ske i dag.

"Lang dag?" Spurgte Marie hurtigt, mens hun trak ærmerne på hendes sorte trøje lidt op. Jeg nikkede bare, selv om jeg inderst inde godt vidste, at det ikke var fordi jeg var træt.

"Du har gjort det godt, smukke. Bare overlad resten til mig, så siger jeg til dig, om mine forældre er lige så begejstrede for dig som jeg er." Sagde hun med sit søde, venlige smil. Jeg smilede taknemmeligt til hende, inden jeg gik ud for at tage mine ting.

"Jeg skal nok skrive til dig, omkring de kostumer der. Jeg tror, Harry er ved at skrue et eller andet sammen." Sagde hun smilende. Jeg gav hende et kram.

"Vi ses." Sagde jeg og gik udenfor. Jeg tog mig til hovedet og lod den tidlige efterårskulde rense mine næsebor. Jeg tog min mobil op ad min taske, men der var ikke nogen besked.

Men så igen, der ville nok aldrig komme en sms igen. Det var efterhånden gået op for mig.

 

______________________________________________________________________________________________
Der kom lige et tidspring, men jeg håber, at det er okay?

Hvad siger i så? Nyt job og det hele? ;)

Skriv hvad i tænker! Jeres kommentarer er så fantastiske og er værdsat helt op til skyerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...