Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313227Visninger
AA

5. New people

"In the times of chimpansees I was a monkey"

Beck - Loser

 

Tirsdag var den dag, min mor besluttede at skubbe mig ud af min seng og tvinge mig med hende i byen. Jeg havde ellers lovet mig selv, at det var nemmere at blive i min seng, inden jeg startede i skole. Min mor syntes åbenbart noget komplet andet.

Min mor tvang mig med ned i bilen, og selv om jeg vidste, at det ikke nyttede noget som helst, at klage til hende. For så ville jeg jo bare blive rettet på, igen. Så holdt jeg det bare inde... igen.

Det tog fem minutter, at køre ned til byen i bilen, og i forhold til i søndags, var der kommet lidt mere liv i byens gader. Det så faktisk lidt hyggeligt ud, nu hvor alle butikkerne var åbne og havde sat ting og sager ud foran. Det handlede om at finde lyspunkter i de mørke tider.

M​in mor og jeg parkerede ved en af de store parkeringspladser lidt væk fra byen, inden vi sammen gik op af gaden. Min mor snakkede højlydt om hende og fars store planer for det nye hus. Jeg ønskede mest bare, at hun ville tie stille.

"Uhh, Anastacia, en blomsterbutik! Skal vi ikke ind og se, om de har nogle orkideer? De ville matche så fint i stuen, synes du ikke?" Spurgte hun og kiggede bag ud på mig.

"Jeg synes måske, at calaer ville passe bedre?" Sagde jeg. Hun grinede lidt.

"Anastacia, du ved godt, at orkideer er finere. Vi kan ikke have calaer inde i huset. Husk din far får udslet." Sagde hun, mens vi gik over mod butikken.

"Får han ikke det af alle blomster?" Spurgte jeg undrende. Min mor sukkede.

"Kun de forkerte blomster." Sagde hun igen i den der nedværdigende tone, så jeg kunne mærke vreden bruse frem i mine kinder. Jeg havde en ide om, hun glemte jeg ikke var fem år mere, men 17.

En klokke ringede, da min mor og jeg gik ind i butikken, så en kvinde hurtigt smilede til os, og spurgte min mor om hun kunne hjælpe med noget. Min mor gik straks i gang med sin prædiken, så det gav mig chancen for at smutte lidt væk. Butikken var egentlig ret stor i forhold til, at det bare var en blomster butik. Præget med flere rækker af hyller med dekorationsudstyr, som kurve, krukker, nips ting og en masse ting, som jeg ikke helt kunne se, hvad havde med blomster at gøre. Jeg gik over til en af hylderne og trak en lille sølveret due ned og vendte den lidt i mine hænder.

"Stjæler du?" Spurgte en stemme mig, så jeg blev helt forskrækket og nær havde tabt den flotte due. Jeg kiggede skræmt hen hvor stemmen kom fra, så mine øjne faldt på en ung pige. Hun havde langt mørkt hår, og lyse blå øjne, mens hun var lidt lavere end mig.

"Nej! Nej, overhovedet ikke, jeg kiggede bare. Det lover jeg..."

"Du er ikke herfra, er du?" Konstaterede hun og klemte øjnene sammen og kiggede tænkende på mig. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg er lige flyttet her til, med mine forældre." Fortalte jeg og satte sølvduen på plads.

"Hvor fra?" Spurgte hun og sendte mig et smil. Hendes nysgerrighed kom bag på mig, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt, så hun sendte mig et større smil.

"Marie." Sagde hun og rakte hånden ud til mig. Jeg smilede af hendes venlige gestus og trykkede hendes hånd.

"Anastacia." Svarede jeg tilbage.

"Sikke et flot navn." Sagde hun, så det var min tur til at grine.

"Tak... tror jeg.." Svarede jeg, men blev afbrudt, da en anden stemme råbte:

"Marie, har vi flere blomsterstrå?" Marie og jeg kiggede hurtigt over mod stemmens retning, inden en brunhåret dreng kom til syne bag mig. Han kiggede på os begge, inden han holdt sine øjne rettet mod mig.

"Hvad sagde du, Louis?" Spurgte Marie, så drengen blinkede lidt med øjnene og kiggede tilbage på Marie.

"Jeg har en kunde i røret, som har bestilt en buket, men der skal være blomsterstrå i, og jeg kan ikke finde flere ude på lageret." Fortalte han. Marie rullede med øjnene, inden hun bad ham om at følge med hende. Jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre, så jeg fulgte bare forsigtigt efter ham Louis op til disken, mens Marie gik ud af en dør bag ved.

"Louis Tomlinson." Sagde drengen og rakte hånden ud til mig. Jeg trykkede hans hånd.

"Anastacia." Svarede jeg. Han smilede stort.

"Er du lige flyttet her til?" Spurgte han. Jeg nikkede.

"Så tror jeg, at vi bor over for hinanden. Bor du også på Buckler street?" Jeg nikkede igen.

"Jep. Vi flyttede ind i nummer 87 her i søndags."

"Fedt, så bor jeg jo nærmest lige over for i nummer 92." Sagde han glædesfuldt.

"Måske kunne vi finde ud af noget? Jeg tror ikke du har set de allerfedeste steder her i byen endnu." Foreslog han, så hans venlighed nærmest slog mig helt ud. Jeg smilede lidt bredere.

"Det lyder fantastisk... Det kunne vi da godt finde ud af?" Takkede jeg, så han sendte mig et stort smil.

"Louis, når du er færdig med at charmere alle de kvindelige kunder, så står der en enkelt kasse med blomsterstrå ude på tredje hylle." Afbrød Marie, så Louis og jeg så at hun var kommet tilbage. Louis kiggede ned i jorden.

"Men Louis, hvis det passer dig, at jeg går ud og holder pause nu, kan du så passe kassen imens?" Spurgte Marie hurtigt. Louis nikkede, så Marie sukkede lettet og hurtigt smed det forklæde som hende og Louis begge havde på, med butikkens logo på. I mellemtiden kom min mor op til disken med en stor buket af orkideer, som den anden kvinde, gav til Louis. Hun havde lidt hen af samme udseende som Marie, som afslørede ret meget, at det var hendes mor. Louis smilede stort, mens min mor betalte og han pakkede buketten fint ind i papir og med en sløjfe.

"Hvor fint." Komplimenterede min mor, så Louis smilede endnu mere.

"Skal vi gå videre, min kære?" Spurgte min mor.

"Hvis jeg kommer over en af dagene, kan vi finde ud af noget?" Spurgte Louis hurtigt. Jeg nikkede og sendte ham et smil, inden jeg fulgte efter min mor. Hun ville gerne over i et antikvariat, så jeg fulgte bare langsomt efter, indtil mine øjne fik kigget til siden og jeg fik øje på Marie. Hun stod lænet op af muren henne ved bagindgangen til blomsterbutikken, med en røgsky pustende ud af sin mund og en cigaret i hånden. En høj mørkhåret dreng med krøller, stod lidt lænet ind over hende og snakkede. Hvor i alverden havde jeg set ham før?

"Kommer du i aften?" Hørte jeg drengen spørge, så jeg sakkede lidt bag ud og om bag muren, så de ikke så mig. Min mor havde alligevel helt optaget af sig selv, så hun sikkert ikke lagde mærke til, at jeg ikke var med hende.

"Jeg ved ikke.. Jeg har vagten i morgen." Svarede Marie, mens hun tog et sug af sin cigaret. Drengen grinede.

"Så få smækkerbuks der inde til at tage den. Han adlyder jo alligevel din mors mindste vink?"

"Du ved, jeg har brug for pengene, Harry." Sagde hun og kiggede opgivende på ham. Han grinede bare og trådte lidt væk fra hende, og førte en hånd i gennem hans krøllede hår.

"Du ved, at vi altid kan hjælpe..."

"Jeg vil ikke have jeres festpenge. Jeg vil helst klare det her selv, for mine forældres skyld."

"Mønsterbarn." Drillede drengen, så Marie skubbede til ham.

"Hvornår kommer han? Jeg er død sulten!" Klagede hun og kiggede hen mod min retning, så jeg hurtigt rykkede tilbage i håb om, at hun ikke nåede at se mig.

"Han burde være her snart." Sagde drengen.

"Jeg håber ikke, de er fra tilbudsbutikken igen.." Klagede Marie, så jeg kiggede lidt frem igen, men til min store forskrækkelse, blev banket ind i noget, så jeg faldt så lang jeg var ned på fortovet og frem fra mit gemmested.

"Av!" Klagede jeg og så at Marie og drengen hurtigt kiggede hen mod mig. Marie smed hurtigt sin smøg og løb over til mig.

"Anastacia? Slog du dig?" Spurgte hun og hjalp mig op. Jeg vrissede og børstede lidt snavs af mit tøj.

"Nej, den spasser der, bankede ind i mig!" Vrissede jeg og kiggede op og fik øje på en høj dreng med blondt hår og mørke øjne. Jeg stivnede.

"Jeg ville bare lige sikre mig, at du ikke stod og lyttede til andres samtaler." Sagde han, så Marie og drengen kiggede undrende på mig.

"Jeg... Det var ikke... Jeg mente ikke.."

"Når du beslutter dig for at danne en hel sætning, så ryk dig." Sagde drengen, der havde skubbet mig og sendte mig et skævt, men ikke særligt imødekommende smil. Jeg sank en klump.

"Undskyld.." Sagde jeg lavt og kiggede chokeret på ham. Han sagde ingenting.

"Anastacia!" Råbte en stemme højt bag mig, så vi alle kiggede bag ud, og så min mor kom løbende.

"Hvorfor gik du fra mig, du ved jeg hader når du bare sådan stikker af." Sagde hun og gik hen til mig. Jeg kunne se, at Marie og de to drenge prøvede alt for at holde et grin inde, så jeg straks blev rød i kinderne.

"Undskyld..." Sagde jeg lavt, og så at den høje lyshårede dreng kiggede skummelt på mig med et skævt smil. Min mor kiggede lidt på de tre personer omkring mig. Jeg kunne sagtens se, at hun hurtigt fokuserede på den krølhårede drengs tatoveringer, og den lyshåredes læderjakke, og den pakke smøger, der stak op af den ene lomme.

"Kom, vi skal videre, Anastacia." Sagde hun og trak i min skulder.

"Vi ses, Anastacia!" Råbte Marie hurtigt, mens min mor trak mig af sted.

"Niall, kom nu!" Råbte Marie hurtigt, så jeg kiggede bag ud og så at den lyshårede dreng, stadig kiggede på mig. Vi nåede lige at få øjenkontakt, så jeg hurtigt kunne mærke, hvordan min mave snoede sig sammen, inden at min mor trak mig videre, og han selv vendte om mod Marie og drengen.

"Jeg tror din far og jeg helst ikke ser dig hænge ud med sådanne typer, Anastacia." Sagde min mor som den sidste bemærkning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...