Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
312146Visninger
AA

47. I love you

"It takes a bit more than you"

The 1975 - You

 

Ligesom jeg havde snakket med Louis om at tiden gik hurtigt, så blev det den 23. december. Det var lige før, jeg syntes tiden gik alt for hurtigt. I sær i juledagene, men det var måske også fordi at vi hele den følgende uge, havde set frem til, at vi endelig gik på juleferie her i går. Jeg havde virkelig set frem til ferie. Dog havde jeg lavet den aftale med mig selv om, at når jeg kom i skole igen efter nytår, så skulle jeg virkelig tage mig sammen. Mine mor ville dø, når vores karakterblad for semesteret kom hjem til os efter jul. Jeg kunne vel tage hen til Niall et par dage der? Så var der måske mindre chance for, at jeg ville blive slagtet.

I dag var så den 23. december. Dagen før jul, hvor de fleste klarer det sidste, og der ikke rigtigt er så meget mere tilbage at gøre end bare at vente på den store dag. Jeg havde bare siddet og stenet Modern Family på Netflix, og havde ikke tænkt på at rykke mig, da dagen ændrede sig drastisk, da jeg fik en sms.

#Klar på eventyr? – N. Jeg kiggede forvirret på beskeden fra Niall, inden jeg skrev.

#Hvilket eventyr? Men det eneste svar jeg fik tilbage var:

#Jeg henter dig om 2 timer. Jeg havde efterfølgende skrevet, og endda ringet til ham, men det var som om, at han forsvandt fra jordens overflade efter den sidste sms. Hvilket til gengæld bare skabte en stor spændthed, men også en kæmpe nervøsitet inden i mig. Hvad fanden skulle vi?

Jeg havde nærmest spurtet rundt panikslagent, fordi Niall intet hint havde givet mig om hvad vi skulle… hvilket ville sige, jeg slet ikke anede, hvad pokker jeg skulle tage på?! Jeg prøvede at dulme nerverne med et bad, men selv der panikkede jeg, fordi jeg faktisk ikke havde barberet mine ben i ret lang tid, men hvis jeg barberede dem, lagde jeg så op til, at jeg troede vi skulle noget fint og formelt? Det skulle lige passe, at vi bare skulle på dineren med slænget. Jeg valgte dog at barberer dem, men til mit uendelige uheld, skar jeg mig lige på benet, og vi havde selvfølgelig ikke flere hudfarvede plastre tilbage.

Fuck mig.

 

Cirka to timer senere, stod jeg iført en fin, men også lidt hverdags-agtig hvid kjole, som jeg havde fundet bagerst i mit skab, og så tonet ned med en cardigan. (Outfit findes i kommentar). Det værste, men også bedste ved kjolen var, at det var en af de kjoler min mor faktisk havde givet mig, som jeg ikke hadede til døde. Det gjorde så også, at hun nok godt ville lade mig gå ud i aften. Jeg havde alligevel piftet outfittet lidt op, med et par stiletter, men hvis det ikke var så fint, så havde jeg mine slidte converse med i tasken, bare hvis det nu var.

Jeg var i gang med at rette det sidste, da jeg hørte min mor kalde:

”Anastacia, du har gæster!” Jeg trak vejret tungt ind, og kiggede mig en sidste gang i spejlet, inden jeg tog mine ting, og gik ned.

Midt i min gang ned mod entreen, så jeg ham. Han var klædt i sine normale stramme sorte jeans, men håret var sat helt perfekt, og på hans overkrop pyntede en hvid skjorte, mens han i hånden holdt sin læderjakke. Han var virkelig flot! Vores øjne mødte hinanden, og i et kort øjeblik glemte jeg at trække vejret, da han kiggede med blinkende øjne på mig, og et stort smil spredte sig på hans læber. Hold da op!

”Hej.” Sagde han stile, da jeg trådte ned til ham.

”Hey.” Sagde jeg forsigtigt.

”Er du klar?” Spurgte han med et skævt smil. Jeg nikkede forsigtigt, og kiggede så hen på min mor, der rimelig pinligt nok, lige havde stået og overvåget det hele. Jeg sagde farvel og tog min jakke, og håbede på, at situationen ikke ville udvikle sig til noget sygt pinligt.

”Jeg lover, at have hende hjemme inden midnat, mrs. Edwards.” Sagde Niall høfligt, inden han lukkede døren bag os, og vi gik hen til hans bil. Jeg måtte hurtigt stoppe op et sekund, da han stillede sig ind foran mig, og åbnede døren til passagersædet, og så trak en indbundet blomst ud.

”Jeg har hørt, at piger elsker roser… men Marie fortalte mig, at du ikke er så glad for roser, og så, så jeg den her, og tænkte, at de var bedre end en sølle rød rose.” Sagde han forhåbningsfuldt og rakte den lille hvide tulipan til mig. Jeg kiggede genert op på ham.

”Tak. Den er virkelig flot.” Sagde jeg forsigtigt. Han smilede og kiggede mig i øjnene.

”Den skulle jo også ligne dig.” Jeg mærkede, hvordan varmen steg i mig, og var glad for, at han ledte mig ind i bilen, og så lukkede døren, for at gå om på den anden side og sætte sig ind på førersædet, for at starte bilen, så vi kunne tage af sted.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg, da han tændte for radioen.

”Det er en hemmelighed.” Sagde han og blinkede kækt til mig.

”Bortfører du mig, eller hvad?” Han grinede, men nikkede med hovedet.

”Det er lige præcis det jeg gør.” Jeg grinede hurtigt, inden jeg lænede mig tilbage i sædet, og så skruede op for volumen i radioen, da det faktisk var en god sang, der kørte. Jeg begyndte at nynne lidt forsigtigt med på den, men stoppede, da jeg opdagede, at Niall kiggede på mig. Jeg mærkede varmen stige i mine kinder, så jeg hurtigt kiggede flovt ned i mit skød, men mærkede så, at Niall lagde sin hånd oven på min, og så holdt den der. Og så var det en helt anden, men også meget bedre varme, som spredte sig i mig bagefter.

 

Jeg var nok en af de få personer, der syntes at det at køre bil, var det værste. Det var kedeligt og tidsspildende. Men det allerværste tidspunkt at køre i bil på, var når jeg ikke kendte til destinationen og derfor ingen ide havde om, hvornår turen ville ende. Dog var der anderledes med Niall. Jeg kunne lide, at køre med Niall. Det var hyggeligt, når der kom sange i radien, som jeg sang med på og Niall så rullede øjne af min ”poppede” musiksmag, men så et par sekunder efter, selv sang med på dem sammen. Bilture med Niall var rare. Derfor var det også næsten ærgerligt, da vi nåede destinationen og bilturen sluttede.

”Hvad laver vi her?” Spurgte jeg målløst, da han havde parkeret ved en høj eksklusiv bygning.

”Er du ikke sulten?” Spurgte han. Det fik mig til at måbe endnu mere.

”Skal vi spise her?” Spurgte jeg chokeret. Han gik bare over og tog min hånd i sin, så vi gik sammen ind i bygningen. Jeg måbede stort, da vi kom indenfor i den høje bygning og straks blev mødt af blanke gulve, glasskulpturer, lysekroner og det allersmukkeste service.

”Hold nu kæft..” Måbede jeg forbløffet.

”Jeg tror ikke, at det her er det rette sted, at udtrykke sig sådan, baby.” Hviskede Niall, da vi gik hen til en skrank, hvor en ung herre stod.

”Navn?” Spurgte han. Niall rømmede sig.

”Horan.” Sagde han formelt, så manden kiggede på et stykke papir foran sig, hvor han stregede et navn ud og derefter førte os ind i restauranten.

”Jeres tjener kommer til jer straks.” Sagde han, da vi blev vist hen til et bord. Niall og jeg nikkede taknemmeligt, inden at jeg kiggede helt lamslået rundt.

”Hvordan har du nogensinde fået råd til det her?” Tænkte jeg højt. Niall fnyste smilende af mig.

”Jeg kan høre, du er imponeret?” Spurgte han. Jeg svarede ikke, men fortsatte bare med at måbe. Dog var måberiet slet ikke noget op til en brøkdel, af hvad det kom helt op på, da vi fik dagens vin og tjeneren fortalte os om dagens menu, hvori retterne bestod af navne, jeg aldrig havde hørt. Da de så kom ærgrede jeg mig over, aldrig at have hørt eller smagt det før.

Jeg følte mig nærmest i himlen, da vi smagte hovedretten, efter den mest fantastiske hummersuppe. Jeg ville måske have kaldt det madporno, men det ville bare være en fornærmelse, men mad-himmerige, var heller ikke nok til at beskrive det.

”Hold nu op.” Sagde Niall, som havde udstødt et par veltilfredse støn en gang i mellem, når han havde taget en bid.

”Pizza virker som skrald nu.” Sagde jeg dybt imponeret.

”Skal vi aftale, at det bliver en ugentlig ting så? Hver lørdag?” Spurgte Niall smilende, så jeg grinede.

”Jeg sværger, Niall. Jeg kan på ingen måde forstå, hvordan jeg har gjort mig fortjent til det her? Det er så fantastisk.” Sagde jeg og tørte mig om munden med min serviet.

”Du er fantastisk.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham. Jeg mærkede varmen stige op i mig, så mine kinder fik den varme røde farve, så jeg kiggede genert ned i mit skød igen.

”Jeg har savnet dig.” Sagde han.

”I lige måde.” Sagde jeg, så han sendte mig et smil.

”Gid jeg ikke skulle køre dig hjem i aften, og du i stedet kunne sove hos mig.” Sagde han og skar i sin mad. Jeg grinede forsigtigt.

”Og hvad ville du så gøre, om jeg må spørge?” Spurgte jeg drillende.

”Ingenting.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Eller… Jeg ved, at du… Ja.. Jeg ville ikke være sammen med dig… eller jo… eller…” Jeg grinede over hans pludselige generthed, så han kiggede op på mig og smilede forsigtigt.

”Jeg ville bare sove med dig i mine arme. Ikke andet.” Sagde han.

”Hvorfor?” Spurgte jeg forsigtigt. Han kiggede genert ned i sit skød igen, inden han kiggede op på mig.

”Fordi jeg sover bedre, når du ligger ved siden af.” Jeg mærkede sommerfuglene blafrede rundt.

”Jeg ville sikkert sove meget bedre på dit gulv end i min egen seng.” Sagde jeg hurtigt. Min seng var jo ikke dårlig, tværtimod. Men ligesom Niall, så sov jeg meget bedre, hvis jeg vidste, at han var ved siden af. Det måtte være det forelskelse gjorde ved en?

Vi fortsatte med at smalltalke lidt, indtil tjenerne kom ind med desserten. Vi var begge to ved at være godt mætte, men det ville være dumt ikke at spise op.

”Jeg tror aldrig, jeg har set dig spise så meget før.” Sagde Niall grinende.

”Det smager bare virkelig godt. Men vi har ikke fået det samme, kan jeg se.” Sagde jeg og kiggede over på hans stykke kage, som var en anden end min.

”Kan du lide din?” Spurgte han. Jeg nikkede.

”Ja, det er virkelig lækkert. Dit ser også godt ud.” Sagde jeg, så han hævede det ene øjenbryn.

”Vil du smage?” Spurgte han. Først troede jeg, det bare var en af hans spydige kommentarer, men det var indtil jeg så, at han holdt skeen hen mod mig. Jeg kiggede overrasket på ham, inden jeg skulle til at række ud efter skeen, men stoppede halvvejs, da jeg kom på en anden ide. Jeg lænede mig frem og smagte, mens han holdt skeen. Jeg kunne ikke lade vær med at rødme, da han grinede lidt. Jeg satte mig tilbage og tog noget af min dessert på min egen ske og rakte frem. Han kiggede overvejende på mig, inden han lænede sig frem og tog bidden i munden.

”Mhh.” Sagde han og tørte sig om munden med sin serviet.

”God, ikke?” Spurgte jeg. Han nikkede stort.

”Fantastisk." Sagde han, så jeg tog en bid af min egen dessert igen. Dog lagde jeg hurtigt mærke til, at han ikke spiste videre, men holdt sit blik rettet mod mig.

”Er du okay?” Spurgte jeg.

”Jeg kan bare ikke holde op med at tænke på dig.” Sagde han og kiggede på mig.

”Så må vi da håbe, det er positive tanker.” Jokede jeg, men så, at han nærmest så helt alvorlig ud.

”Jeg kan virkelig ikke holde op med at tænke på dig, Ana. Det er som om du er printet ind på min nethinde.” Sagde han og kiggede så væk. Jeg mærkede, hvordan hans alvorlighed ramte mig.

”Der er noget fascinerende ved dig, der gør det svært for mig at holde mig væk.” Sagde han og kiggede tilbage på mig, så vores øjne mødtes. Sommerfuglene flagrede nærmest rundt i hele kroppen på mig.

”Så lad vær." Sagde jeg. Han kiggede dybt ind i mine øjne og mit hjerte bankede af sted. Et stort smil spredte sig på hans læber, inden han vinkede tjeneren hen til os og meldte, at vi var færdige med maden. Jeg rejste mig og lod Niall klare regningen med tjeneren, mens at jeg tog vores jakker og gik ud i receptionen og ventede på ham.

Jeg mærkede hurtigt Nialls mobil brumme nede i hans lomme, og tænkte om jeg kunne tillade mig, at tage den op og tjekke hvad det var, da det tog lidt tid med regningen. Jeg tog forsigtigt telefonen op og så at det bare var en Mail han havde fået, da synet mødte mig.

Nialls baggrund havde før bare været sort og kedelig. Det var den bare ikke mere. Nu var der et reelt billede som baggrund på hans telefon. Et billede af en pige, som så ud til ikke at ane, at han havde taget et billede af hende. Han havde fanget hende i et øjeblik, hvor hun så oprigtigt glad og lykkelig ud. Og pigen var mig. Nialls baggrund var et billede af mig. Jeg lagde hurtigt mobilen ned i hans lomme igen, da han kom over mod mig og smilende tog min hånd i sin.

”Skal vi gå?” Spurgte han. Jeg nikkede og fulgtes ud med ham og over til bilen.

”Nå, nu sker det sjove.” Sagde han, da vi satte os ind i bilen. Jeg kiggede hurtigt på ham.

”Hvad for noget?” Spurgte jeg. Han smilede hemmelighedsfuldt og lænede sig så over for at åbne håndbagagerummet og tog en hvid konvolut ud.

”Jeg havde jo lovet, at skaffe dem.” Sagde han og åbnede konvolutten. Mit syn mødte to lapper papir, som jeg forsigtigt vendte om, så de fremviste to koncertbilletter.

”Oh my god.” Udbrød jeg og kiggede måbende på ham.

”Luk munden, du tiltrækker fluer.” Sagde han drillende, inden jeg kom med et højt glædesskrig og viftede glædeligt med de to koncertbilletter til The 1975’s koncert i luften.

”Tusind, tusind, tusind, tak!” Hvinede jeg og lænede mig over for at kysse ham på kinden. Han smilede bare, inden vi kørte ud fra parkeringspladsen. Det her var den bedste aften i mit liv.

 

Køen ind til stedet, som The 1975 skulle spille ved, var allerede lang, da vi nåede der hen. Det ærgrede mig, men til gengæld kom vi lige i tide til, at de åbnede dørene, så vi faktisk undslap køen en smule.

”Jeg skal have noget at drikke, hvis vi skal vente her en time, før de går på.” Sagde Niall, da vi kom ind. Jeg nikkede forstående.

”Jeg er tilbage om maks et kvarter.” Sagde han og kyssede mig hurtigt, inden han gik hen mod baren. Jeg havde lagt Nialls og min jakke i garderoben, men så lagt vores mobiler og punge i min håndtaske, som jeg havde taget med. Dog kunne jeg ikke lade vær med at føle mig lidt for fint klædt på. Specielt i forhold til nogle af de andre, som var kommet, for at høre bandet.

Der gik 20 minutter, før Niall kom tilbage med to øl.

”Køen var forfærdelig.” Klagede han.

”Du ser varm ud.” Sagde jeg. Han kiggede hurtigt på mig.

”Det er fordi jeg er så hot.”

”Selvfølgelig, babe.” Sagde jeg grinende, men stoppede hurtigt, da jeg opdagede hvad jeg havde kaldt ham. Han kiggede på mig og holdt sine øjne rettet mod mine.

”Babe? Det er jeg ikke blevet kaldt før.” Sagde han.

”Undskyld, det røg ud, og..” Prøvede jeg flovt.

”Det er okay… Jeg kunne godt lide det.” Sagde han, så jeg mærkede den forfærdelige varme i mine kinder. Nogle gange fornemmede jeg, at jeg rødmede nærmest af ingenting.

Vi ventede i lidt tid, inden lyset blev slukket i den lille sal. Jeg fornemmede, at det var noget i form af en intimkoncert, da stedet ikke var så stort. Der var stadig proppet med mange mennesker, men det var maks omkring 1500.

Dog sprang mit hjerte hurtigt et slag over, da introen begyndte at spille og ”Chocolate” begyndte. Tæppet foran scenen blev trukket fra og Matty og de tre andre viste sig. Jeg skulle virkelig holde mig selv tilbage for ikke at skrige. Det her var en drøm, der gik i opfyldelse.

”Tusind tak!” Råbte jeg til Niall. Han sendte mig et stort smil, inden jeg fortsatte med at synge med på sangene og bare være glad og lykkelig.

Mens sangene spilledes og stemningen kom på sit allerhøjeste og alle sang og dansede med, kunne jeg ikke lade vær med, at lade mine tanker vandre.

”Hvorfor har du taget mig med?” Spurgte jeg Niall, da han stod ved siden af mig, med sin hånd omkring mit liv.

”Hvad mener du?” Spurgte han. Det hele gik ikke op i mit hoved.

”Middagen, det her… hvorfor?” Spurgte jeg og kiggede op på ham.

”Jeg tænkte, det kunne være meget hyggeligt. Du havde jo snakket om koncerten længe, og så, så jeg at de spillede i dag og så købte jeg dem.” Sagde han. Mit hoved brændte.

”Jeg forstår bare ikke hvorfor.” Indrømmede jeg. Han trak på skuldrene.

”Behøver der være en grund?” Spurgte han. Det havde tit undret mig, hvorfor Niall gjorde de ting, som han gjorde. Nogle gange, fik han det til at lyde som om, at det var små ting, når det slet ikke var. Det, der nagede mig, var hvorfor han gjorde dem? Hvorfor tog han mig med ud at spise på en fin restaurant, som jeg vidste han ikke havde råd til. Hvorfor havde han brugt en masse tid på at søge efter billetter til mit yndlingsband? Hvorfor var han så kærlig? Hvorfor fik han de her følelser frem i mig? Og hvorfor sagde han ikke sine egne til mig?

Jeg kunne høre, musikken skiftede over i de mere stille sange. Jeg kiggede kort på Niall, inden han smilede skævt og tog min hånd i sin, for at trække mig ind til sig, og så forsigtigt svaje os lidt fra side til side, så vi dansede rundt som var vi de eneste i hele salen.

”Hvorfor gør du det så svært for mig, at undvære dig?” Spurgte han ind i mit øre.

”Jeg tror, jeg er ved at blive sindssyg.” Sagde han med et forsigtigt grin og lænede sig frem og lagde sin pande mod min. Jeg trak vejret tungt ind, inden jeg sagde:

”Jeg elsker dig.” Han kiggede mig i øjnene og sendte mig et forsigtigt smil, inden han kyssede min pande.

”Hvorfor siger du det ikke tilbage til mig?” Spurgte jeg hurtigt, så han kiggede ned på mig.

”Hvad mener du?” Spurgte han.

”Hvorfor siger du ikke, at du elsker mig?… Jeg ved, du gør det.” Sagde jeg forsigtigt. Endnu mere frustrerende, lagde han bare sit hoved oven på mit. Jeg trak mig væk.

”Hvorfor vil du ikke sige det til mig?” Spurgte jeg uforstående.

”Ana…” Prøvede han.

”Niall, jeg elsker dig. Mere end noget som helst andet, og jeg ved, at det er sindssygt, men sådan er det bare. Og jeg ved at du føler noget for mig også… Men hvorfor siger du det ikke tilbage til mig?” Spurgte jeg og kiggede ham i øjnene.

”Niall, jeg… Hvis du elsker mig, så sig det… Men hvis ikke, så bare stop.” Sagde jeg og kiggede på ham, men mærkede så hvordan mit hjerte stoppede, da han intet sagde. Jeg skulle til at vende om, men blev hevet tilbage af ham.

”Jeg vil ikke miste dig, Ana.” Sagde han og kiggede sørgmodigt på mig.

”Så sig det til mig, Niall. ” Sagde jeg tilbage. Han sukkede hurtigt.

”Det... Det kan jeg ikke.” Jeg mærkede mit hjerte stoppe endnu et milisekund.

”Hvorfor ikke? Jeg forstår det ikke, hvis du ikke elsker mig, hvorfor bliver du så ved med at holde fast?” Spurgte jeg fortvivlet. Han sukkede tungt, kiggede mig i øjnene og sagde så:

”Fordi jeg aldrig har sagt til nogen før.” Verdenen omkring os stoppede.

”Ana… Jeg er så forbandet vild med dig. Og jeg prøver at sige det… jeg ved bare ikke hvordan. Jeg aner ikke, om det jeg gør er rigtigt eller forkert, eller om jeg til sidst bare vil skræmme dig væk..” Sagde han helt nervøst. Niall var aldrig nervøs.

”Men du skræmmer mig ikke væk..” Sagde jeg.

”Det er jeg bange for.” Sagde han og kiggede mig dybt i øjnene.

”Anastacia, sammen med dig, føler jeg ting, jeg aldrig har følt før. Når du endelig er ved mig, så brænder jeg for, at du aldrig går igen. Jeg prøver at vise dig det, men jeg aner ikke hvordan. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal vise hvad jeg føler for dig, fordi jeg er bange for, at skræmme dig væk.” Jeg kunne mærke, hvordan følelserne virvlede rundt i kroppen på mig.

”Jeg ved godt, mange siger vi ikke passer sammen… men som jeg ser det, så passer vi ikke med nogen andre end hinanden. Du får følelser frem i mig, som jeg ikke troede jeg kunne føle, og det gør, at jeg er så fandens bange for at miste dig. Derfor holder jeg følelserne tilbage… Jeg vil kun dig, Ana… Kun dig. Kunne du være min for evigt, ville jeg sørge for det, mere end noget andet. Jeg… Jeg..” Jeg stoppede ham ved at lægge mine hænder om i hans nakke og lade mine læber møde hans. Han lagde sine hænder om mit liv og trak mig ind til sig, mens musikken kørte omkring os.

”Jeg elsker dig… så meget.” Sagde jeg og slap ham. Han lænede sin pande ned mod min og holdt mig tæt ind til ham. Og mærkeligt som det end lød, så dansede vi bare frem og tilbage. Lige der på dansegulvet, indtil den sidste sang blev spillet færdig.

Jeg vidste godt, at han sagde, at han ville køre mig hjem den aften. Det mærkelige var bare, at det ”hjem” han talte om, aldrig havde føltes lige så meget som et hjem, som det føltes hos ham. ______________________________________________________________________________________________

Ufatteligt langt kapitel, men det fortjente i! Tak for den dejlige ros, og det store faktum, at der er 170k+ visninger og 600+ kommentarer, og at det er totalt surrealistisk det hele. Jeg håber i nyder historien, og ikke hader mig alt for meget, når den er slut...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...