Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313238Visninger
AA

46. Doubt

Jeg slog forsigtigt øjnene op og lagde straks mærke til den manglende varme. Jeg vendte mig om og måtte igen konstatere, at jeg var vågnet op uden Niall. Jeg sukkede og kløede mig i håret og kiggede så efter den vante seddel. Ganske rigtigt, lå den lige på natbordet ved siden af mig.

Ville ikke vække dig. Ses senere – N

Jeg krøllede sedlen sammen og ønskede for alt i hele verden, at sedlen kunne erstattes af ham, når jeg vågnede op. Bare for én gangs skyld. Jeg mindedes aldrig at være vågnet før Niall. Enten var han allerede stået op og havde været vågen længe, eller også var han væk.

Jeg gned mine øjne og steg op fra sengen og tog min mobil ud af opladerstikket, hvor den sad hver nat. Jeg havde for første gang i det, der lignede noget hen af halvanden uge, fået en sms fra min mor.

#Kommer du hjem i dag? Vi skal besøge nogle venner i aften og planlægge julen. Skrev hun. Jeg rynkede mine bryn forvirret sammen og gik ud af sms’en, for at kigge på dagens dato. Hvorfor talte hun allerede om julen når den var… fire dage væk. Hvordan kunne tiden gå så hurtigt? Jeg forstod slet ikke, hvor det sidste halve år var blevet af?

Jeg gik ud på badeværelset, for at komme i gang med min morgen. Måske var det også en god ting, at jeg tog hjem? Vejret udenfor til morgen, var grueligt koldt og det ærgrede mig, at min yndlingssweater lå til vask, så jeg var nødsaget til en mindre varm trøje og et par jeans. Jeg prøvede dog, at pynte det lidt op med et par sorte støvler som jeg havde fået af Marie og lidt smykker. (Outfit findes i kommentar). Det hjalp selvfølgelig ikke så meget på, at hele vejen til skole føltes som det koldeste helvede på jorden.

Nogle dage ærgrede det mig, at Niall ikke gik i skole sammen med mig. Jeg var sikker på, at dagene ville være meget bedre og at det helt klart ville gøre det hele meget sjovere. Og så var uvisheden om hvornår jeg så ville se ham igen, knapt så stor.

Min dag blev lidt bedre, da vi fik svar tilbage fra en prøve i historie og det faktisk var gået godt. Jeg havde faktisk også fået hjælp fra Niall, da det viste sig, at Historie var et af de fag i skolen, som han godt kunne lide. Han havde ret meget forståelse for det, og havde en aften hjulpet mig med at terpe.

”Okay, nørd. Hvad skete der lige?” Spurgte Liam grinende, da han så svaret på min prøve, inden jeg puttede den ned i min taske.

”Jeg var vel bare heldig?” Sagde jeg med et grin, så han skubbede til min hofte.

”Hvis dit held smitter, kan det så hjælpe mig med matematik?” Spurgte han grinende. Jeg rullede med mine øjne af ham.

”Jeg tror ikke det er sådan det fungerer, Payno… Og for dets uden, så fik jeg hjælp.” Indrømmede jeg. Liam måbede.

”Åh nej, har søde Anastacia snydt i en prøve?!” Udbrød han, så jeg straks kiggede opgivende på ham.

”Jeg læste op! Det er noget helt andet, end at snyde.” Sagde jeg med et grin.

”Hvem var din hjælpelærer så?” Spurgte han nysgerrigt. Jeg rødmede.

”Niall..” Jeg rødmede endnu mere, da jeg godt lagde mærke til det korte host, som Liam kom med.

”Javel… interessant… Var han god?” Spurgte han forsigtigt. Jeg værdsatte, at han ikke dømte med det samme, men i stedet prøvede at forholde sig i ro.

”Han var lidt forvirrende en gang i mellem, men det gav mening. Og det har jo åbenbart givet pote?” Sagde jeg, så Liam kom med et kort fnys.

”Lyder som om du har fundet din drømmeprins, hva?” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Er der noget galt?” Spurgte jeg forsigtigt. Han prustede lidt ud.

”Jeg vil være ærlig og sige, at jeg kunne nævne en masse grunde til at du ikke burde se ham, og sagtens også nævne en masse andre fyre, som ville være så meget bedre for dig…”

”Hvis du nævner dig selv, er det for mærkeligt.”

”Anastacia. Du er min veninde, det ville bare være sygt akavet, og så har jeg altså en kæreste. Sophia, hvis du ikke har glemt hende?” Sagde han og skubbede til mig igen.

”Kom nu til sagen, mester.” Sagde jeg, så det var hans tur til at fnise, inden han fortsatte.

”Jeg kunne nævne mange grunde til, at du ikke burde være sammen med ham. Men jeg ved også, at kærlighed ikke er noget andre kan blande sig i, også selv om din kæreste er jordens største kraftidiot…” Jeg hostede højt.

”Undskyld, jeg skal prøve at lade vær.”

”Tak.” Sagde jeg, mens vi drejede ned mod den største af skolens gange.

”Jeg siger bare, at jeg ville være lige så sur, hvis nogen blandede sig i mit kærlighedsliv, så jeg prøver at lade dig bestemme. Og jeg ved også, at så længe han gør dig glad og du selv er glad for ham, så har jeg jo intet at sige?” Jeg mærkede varmen over hans betænksomhed, så jeg krammede ham halvt, ved at lægge mit hoved på hans skulder. Han smilede forsigtigt ned til mig.

”Gid alle var som dig, Payno.” Indrømmede jeg. Han smilede lidt, inden han trak vejret dybt ind.

”Har du snakket med Louis her for nyligt?” Spurgte han. Nu var det min tur til at sukke.

”Jeg skal arbejde sammen med ham nede i blomsterbutikken i dag.” Sagde jeg.  

”Louis er lidt sårbar på visse områder omkring ham, Harry og Marie. Det ville jeg også være. Men tro mig, han prøver… Det er bare svært for ham.” Sagde Liam forklarende. Jeg nikkede forstående og rettede så mit blik ned mod jorden, mens jeg lod mine tanker fare, da samtalen så ud til at være slut.

”Kommer du over og spiser sammen med mig til frokost?” Spurgte han, da vi stoppede ved hans lokale. Vi skulle til hvert vores fag, da det ikke var alle fag, vi havde sammen. Jeg nikkede, så han sendte mig et stort smil.

”Du ved, hvor du kan finde mig.” Sagde han og pegede på lokalets nummer, som stod på en lille rød tavle over dørkarmen. Jeg grinede lidt, inden vi sagde farvel og jeg så dragede ned mod billedekunstslokalerne. Det føltes også som år, siden sidst at jeg rigtigt havde tegnet, så jeg glædede mig faktisk. Dagen kunne ikke gå helt galt alligevel, tænkte jeg. Mine timer var faktisk gået forholdsvis hurtigt og mine resterende fag, var nogle af mine yndlingsfag, så måske jeg kunne tage chancen og vise mine lærere, at jeg ikke havde givet helt op omkring det hele endnu.

Det eneste, der holdt tanken om den gode dag tilbage, var tanken om, at jeg måske ville ende med at have en lang diskussion om mit såkaldte ”forhold” senere i dag med Louis. Dog håbede jeg, at det ville gå stille for sig, selv om jeg inderst inde, tvivlede meget på det.

 

Det havde sneet de sidste par timer af skoledagen, så turen fra skole og ned til byen føltes længere end normalt, fordi jeg ikke havde taget højde for at gå i et tykt lag sne, med hæle. Det sænkede mig lidt, og jeg havde glemt min hue, så da jeg endelig kom ned til blomsterbutikken var der nærmest en hel bunke sne i håret på mig.

”Jamen goddag, Anastacia. Har du rullet dig i sneen, inden du gik her ind?” Grinede Maries far hurtigt af mig ved disken, da jeg kom.

”Jeg tænkte bare på, at bygge en snemand ud af mit hår.” Jokede jeg tilbage og tog mit overtøj af og gik ud med det i personalerummet, hvor jeg mødte Louis.

”Jamen hej, dronning Elsa.” Sagde han grinende.

”Hvad så selv?” Spurgte jeg, mens han rakte mig forklæderne og jeg satte mit halvfugtige hår op i en hestehale.

”Jeg er dødtræt. Jeg skulle aflevere en opgave her til morgen og jeg sad med den hele natten, fordi jeg ikke har fået prioriteret min tid ordentligt nok.” Sagde han og sukkede af sig selv. Jeg smilede hurtigt til ham.

”Jeg skal nok stille mig ved disken i dag. Så kan du gøre rent og sådan.” Tilbød jeg. Han smilede hurtigt til mig og klemte så min arm ømt på vej ud i butikken. Jeg bandt forklædet omkring mig, inden jeg hurtigt tjekkede min mobil.

#En masse af dine ting mangler. Er du taget hjem? Stod der fra Niall. Jeg sukkede hurtigt. Nogle gange kunne det godt føles som om, at Niall enten var der halvdelen af tiden, eller slet ikke overhovedet.

#Ja. Svarede jeg bare og lagde mobilen tilbage i min jakkelomme og gik ind i butikken, for at starte dagens arbejde.

Maries far satte os ind i dagens opgaver, inden han sagde, at han ville gå oven på, til deres private bolig og klarer nogle regnskaber, så Louis og jeg var alene i butikken. Det fungerede skam også fint nok, indtil Louis startede en samtale.

”Vi har ikke set så meget til dig, det sidste stykke tid. Hvad har du lavet?” Spurgte han med et nysgerrigt smil, mens han fandt kosten frem, for at feje butikken.

”Ikke så meget. Skole, lektier, og sådan. Jeg har ikke været så meget hjemme..” Sagde jeg.

”Ja, Marie har godt sagt, at du har haft travlt de sidste uger.” Sagde han og sendte mig et sleskt blink med øjet.

”Jeg bor altså ikke hos ham, hvis det er det du tror?”

”Nej, nej… kun små to uger af gangen, to gange om måneden, i 12 måneder om året.” Sagde han med et grin, så jeg rullede mine øjne.

”Er du færdig?” Spurgte jeg, mens han grinede. Dog svarede han ikke, da en kunde kom ind i butikken og vi skulle opføre os anstændigt.

Det tog omkring et kvarters tid, før kunden var færdig, men det gjorde det som regel med de fleste kunder, fordi de skulle beslutte sig for kombinationer af blomster og sådan. Og så skulle buketten også laves og så kunne det godt tage lidt tid.

”I må have en dejlig jul.” Sagde kunden, inden hun gik.

”Jeg kan altså ikke helt tro, at det snart er jul.” Indrømmede jeg. Louis grinede.

”Jeg synes også, at tiden går hurtigt.” Sagde han.

”Nogle dage synes jeg det føles som om, tiden står helt stille og dagene aldrig ser ud til at ende. Andre dage er det som om jeg er vågen en time og så er det nat igen.” Sagde jeg. Louis grinede af mit ekstreme eksempel, men nikkede alligevel enigt på hovedet.

”Der er også sket meget det sidste års tid.” Sagde han. Så var det min tur, til at nikke.

”Bare det sidste halve år, synes jeg der er sket meget.” Sagde jeg og fik en underlig følelse i kroppen, over at tænke på alt det, der var sket.

”Ja, mon ikke.” Gjorde han sig enig igen, mens jeg forsvandt længere ind i min tankestrøm. Dog vækkede han mig kort efter, ved at spørge:

”Hvordan går det egentlig med din”kæreste”?” Jeg kiggede hen på ham, men han fortsatte bare med at feje gulvet.

”Vi er ikke kærester.” Sagde jeg, så der kom et fnys fra ham.

”Hvad er i så? Venner med fordele?” Spurgte han grinende, så jeg rynkede afskyende på næsen.

”Det lyder super klamt.” Sagde jeg grinende. Han trak på skuldrene.

”Hvad ville du selv kalde det?” Spurgte han og kiggede på mig. Jeg tænkte og kunne se, at han ventede på mit svar. Dog endte jeg med at kigge ned i gulvet i stedet.

”Jeg kan stadig ikke lide ham.” Indrømmede han.

”Det ved jeg godt.” Sagde jeg, så der alligevel kom et dybt suk fra ham.

”Men jeg har også talt med Liam.” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede op på ham.

”Jeg synes, at hans holdning er dum… men, jeg forstår det godt.” Sagde han, så jeg hurtigt forstod, at han faktisk prøvede at blande sig uden om mit kærlighedsliv, ligesom Liam. Jeg smilede.

”Tak, Louis.” Sagde jeg taknemmeligt, så han kiggede op og sendte mig et smil.

”Så længe han er sød ved dig.” Sagde han hurtigt. Jeg nikkede.

”Er det meget seriøst mellem jer?” Spurgte han hurtigt og vendte al sin opmærksomhed mod mig. Jeg kiggede tænkende på ham, og trak så ærligt på skuldrene.

”Det ved jeg ikke… vi har ikke rigtig… snakket om det.” Sagde jeg.

”Gør han dig glad?” Spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede med et skævt smil.

”Og du kan stole på ham?” Spurgte han.

”Det tror jeg.” Sagde jeg, men mærkede hurtigt hvordan tvivlen sneg sig ind over mig efter udtalelsen. Jeg stolede på Niall, det havde jeg jo sagt til ham, så jeg måtte da stole på ham?

”Elsker du ham?” Jeg kiggede hurtigt på Louis, og så hvordan han kiggede på mig. Tankerne gik i gang igen.

”Ja.” Louis begyndte at feje igen.

”Elsker han dig?” Jeg mærkede tvivlen begynde at pulsere rundt i mig. Hvis jeg skulle være ærlig, havde jeg været meget i tvivl omkring det spørgsmål. For ærligt talt, så vidste jeg det ikke? Jeg vidste, at Niall følte et eller andet for mig. Det burde han da, siden jeg fik den her specielle følelse, når jeg var sammen med ham, som om, jeg var speciel. Og dog nagede tvivlen mig. Det var egentlig det mine tanker havde plaget mig med hele dagen. En uendelig tankestrøm, som prøvede at regne hans handlinger ud. Elskede Niall mig virkelig? Det virkede i hvert fald sådan? Eller hvad?

”Det ved jeg ikke.” Sagde jeg forsigtigt.

”Man skal aldrig være i tvivl om sådan noget, Anastacia.” Sagde Louis, så jeg kiggede op på ham igen. Var jeg i tvivl, eller var det bare tanken om hans konstante forsvinden og den underlige følelse jeg en gang i mellem fik, når han lovede mig ting, som jeg på en måde vidste, at han løj om? Jeg stolede på Niall. Jeg stolede på ham mere end nogen anden, men så igen… så tvivlede jeg. Jeg tvivlede, når jeg vågnede om morgenen, og det var meningen, at han skulle vågne op ved min side, i stedet for at lade mig vågne alene. Jeg tvivlede, når hans søde morgenbeskeder faktisk slet intet fortalte mig om, hvor han var, eller hvorfor han var væk… Men værst af alt, så tvivlede jeg mest på hans kærlighed. Specielt fordi frygten for at det hele ville ende, fyldte mere end følelsen af, at han reelt elskede mig.

”Anastacia..” Startede Louis, men så kom der kunder og der blev pludseligt hektisk, så vi ikke fik snakket færdig. Da der så endelig kom lidt ro på igen, havde vi begge to en masse opgaver, som vi hver i sær skulle koncentrere os om, så der ikke var mere tid til småsnak.

Det var ved lukketid, da vi havde klaret dagens pligter og havde gjort rent, så vi kunne lukke butikken, at Louis stoppede mig, efter at jeg skulle til at gå.

”Anastacia, jeg vil gerne lige minde dig om noget.” Sagde han, så jeg kiggede ventende på ham.

”Du skal ikke være sammen med en dreng, som ikke får dig til at føle dig som om du var tusinde stjerner på himlen.” Sagde han, så vi kiggede på hinanden i et par sekunder, inden han vendte sig om for at gå hjem. Jeg blev stående lidt, selv om vi egentlig skulle samme vej. Jeg følte bare ikke for at følges. Måske havde Louis ret? Hvis jeg ikke følte at Niall elskede mig, hvad var det så jeg kæmpede for?

Jeg sukkede og trak min hætte over mit hoved og tog min mobil og høretelefoner op af lommen, for at høre musik. Dog opdagede jeg, at jeg havde fået en sms.

#Her virker så tomt uden dig. Det var det, der gjorde at jeg tvivlede på Niall. Nogle dage var han kold og fjern og andre dage, kom den der specielle følelse frem, som om han kiggede på mig og jeg virkelig var pigen, der satte stjernerne på himlen. Men var det ikke meningen, at det var sådan jeg skulle føle hele tiden?

Jeg sukkede tungt og gik ud af beskeder, for at gå ind på Spotify og lade musikken fylde mine ører og overdøve tankerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...