Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313234Visninger
AA

33. Dinner

Jeg havde ikke lyst til at indrømme, at mit hjerte ikke stoppede med at banke vildt og hurtigt, resten af den dag. Det var som om, de sidste timer gik så forbandet langsomt og til sidst sad jeg nærmest og trippede for at løbe hjem. Sommerfuglene flagrede i maven på mig og jeg kunne ikke helt finde ud af, om det var fordi jeg var dødnervøs for, at Niall skulle hjem til mig, eller det faktum, at han skulle møde mine forældre? Men så igen, så var jeg måske ikke nervøs, men spændt?

Jeg prøvede at skubbe mine tanker væk, men det fejlede rimelig meget. I sær, da der var en time til at klokken slog seks og jeg var kommet ud fra mit ekstra lange varme bad, som jeg havde tænkt kunne dulme nerverne. De blev bare tusinde gange større, da jeg opdagede tiden. I sær, da jeg ingen ide havde om, hvad jeg dog skulle tage på?

Mine forældre hadede den påklædning jeg havde på, når jeg tog til festerne med Niall… Men jeg hadede virkelig også de utallige cardiganer, kjoler og sweatre, som min mor altid tvang mig i? Jeg løb også en kæmpe risiko ved, at lade en fyr som Niall, møde mine forældre…

Hvad ville de dog sige om ham? Hvad hvis de hadede ham? Eller hvis de ikke gjorde? Hvad hvis de forbød mig at se ham igen, eller værre… begyndte at invitere ham til middag hver uge? Jeg prøvede at trække vejret roligt, men sommerfuglene og mit bankende hjerte gjorde, at det føltes som noget nærmere umuligt. Åh gud, hvad skulle jeg gøre?!

Dog svarede skæbnen mig, ved at dørklokken ringede nedenunder, så jeg straks stivnede og hørte min mor råbe:

”Anastacia! Lukker du gæsterne ind, min kære?”

”Pis!” Bandede jeg lavt og trak hurtigt en cardigan ud over min sorte trøje, med den afskyelige hvide krave, som min mor havde købt til mig i sommers. (Outfit findes i kommentar) Jeg rettede mit hår, inden jeg prøvede, at tage en dyb indånding og gå fattet og roligt ned af trappen til hoveddøren. Jeg tog fat i dørhåndtaget, så jeg virkelig kunne mærke, hvordan mit hjerte bankede. Helt indtil, jeg åbnede døren og mit blik fandt hans.

”God aften.” Sagde han med et genert smil, så en varme skyllede igennem mig og mit hjerte fandt ro.

”Hej.” Sagde jeg forsigtigt og smilede, da jeg så, at han var klædt i sine normale stramme sorte jeans og slidte Vans. Men med en hvid skjorte og en grå sweater ud over.

”Jeg havde altså ikke nogle pæne sko.” Sagde han hviskende til mig og viftede med sine slidte sorte sneaks. Jeg viftede med hånden, da den lille ledsager i Nialls hånd trådte tæt ind til hans ben.

”Hej Lilly!” Sagde jeg hurtigt, så hun smilede stort til mig.

”Hej Ana.” Sagde hun og gik hen og krammede mine ben, fordi hun ikke kunne nå længere op. Jeg nussede hende blidt i håret.

”Kom indenfor.” Sagde jeg til dem begge, så Niall lukkede døren efter sig. Lilly kiggede rundt, inden hun hurtigt gik hen og søgte tryghed hos Niall, så han lænede sin hånd ned mod hendes og hun kunne tage fat om den. Vi gik alle tre ind i stuen, hvor min far stod og pudsede nogle vinglas, inden han fik øje på os.

”God aften.” Sagde Niall og kiggede spørgende hen på mig, inden han rakte sin hånd frem mod min far. Min far smilede stort, så jeg åndende lettet ud, da de gav hinanden hånden.

”Nicklas, ikke?” Spurgte han, så Niall fnyste.

”Nej… Niall, men det er okay.” Sagde han. Min far kiggede overvejende.

”Efter nogen bestemt?”

”Min bedstefar.” Sagde Niall hurtigt og kiggede smilende hen på mig i øjenkrogen. Min far nikkede og lod sit blik falde ned på Lilly.

”Og hvem har vi så her?” Spurgte han smilende. Lilly trådte lidt om bag Nialls ben, så Niall nussede hende i håret.

”Skal du ikke sige hej, Lils?” Spurgte han sin lillesøster. Hun trådte frem og kiggede op på min far.

”Lils?” Spurgte han og kiggede mellem Niall og jeg.

”Lilly.” Rettede jeg hurtigt.

”Efter blomsten?” Spurgte han med et grin. Niall rømmede sig lidt.

”Vores bedstemor.” Sagde han og kiggede tøvende hen på mig efter komfort.

”Familiemennesker, kan jeg se.” Sagde min far, så jeg satte mig ned på hug, så Lilly gik over til mig og straks fortalte om den kjole Niall havde hjulpet hende med at få på. Min far kaldte på min mor, som kort efter kom ind til os.

”God aften.” Sagde Lilly med et stort smil, så jeg kiggede smilende op på Niall.

”Maden er klar, så i kan sagtens sætte jer til bords.” Sagde min mor med madfadet i hånden. Vi satte os alle hurtigt over til bordet. Jeg satte mig med Niall ved min side, og mine forældre over for os. Lilly fik stolen for enden. Indtil videre havde der ikke været nogle problemer. Måske ville denne aften ikke blive så slem, som jeg havde troet? Måske var der håb for, at de faktisk ville kunne lide Niall?

Vi skænkede alle op til os selv og min far var også hurtig til at byde Niall på et glas vin, mens at Lilly fik et glas friskpresset juice fra juicepresseren i køkkenet. Niall hjalp Lilly med at skære hendes kød og kartofler ud, så min mor smilede af ham, inden at vi andre begyndte at spise. Niall nåede lige at skære sit eget kød ud, inden min mor begyndte:

”Fortæl mig om dig selv, Niall.” Sagde hun. Niall kiggede hurtigt over på hende.

”Hvad vil du vide?” Spurgte han, så min mor rynkede på sine bryn.

”Tja, hvor bor du? Hvad studerer du? Hvad arbejder dine forældre med?” Spurgte hun og tog en tår af sin vin.

”Lilly og jeg bor inde i byen i en lejlighed. Det har vi gjort i et par år, efterhånden.”

”Og dine forældre?” Spurgte min far hurtigt.

”Min far er i Amerika og min mor rejser meget.” Jeg vidste godt, at Niall ikke var så glad for sin mor og far, hvilket tydeligt kunne ses på hans nervøse kropssprog.

”Hvad laver din far i Amerika?” Spurgte min mor nysgerrigt.

”Far arbejder i et kæmpe hus og vi har besøgt hans kontor en gang, hvor han havde en kæmpe stol man kunne snurre rundt på!” Udbrød Lilly hurtigt, med munden fuld af kartoffel, så Niall og jeg straks forsigtigt af hende.

”Forretningsmand?” Spurgte min far. Niall nikkede.

”Han ejer et aktiefirma. Det er derfor, han bor der ovre. Lilly har set ham to gange, siden hun flyttede ind hos mig.”

”Det ville ikke være nemmere, at rejse over til ham?” Spurgte min far. Niall kiggede hurtigt hen på mig, inden han svarede:

”Det er også planen.” Jeg kiggede hurtigt på ham. Niall havde ikke fortalt mig, at han ville flytte over til sin far. Havde det altid været hans plan? Min mor tog lidt mad ind i munden, så stilheden faldt hen over bordet. Dog spiste jeg ingenting, da Nialls planer om at rejse, havde slået mig lidt ud. Hvis han skulle rejse, var det så permanent og var det snart?

”Skal du på college, eller universitetet, ovre i Amerika?” Spurgte min mor efter et par minutter. Niall sank en tår af sit glas vin.

”Jeg skal lige have afsluttet high School først, men det regner jeg med, at gøre her til sommer…”

”Er du ikke 19? Er man ikke færdig med high school der?” Spurgte min far hurtigt. Nogle gange hadede jeg virkelig, hvor nysgerrige mine forældre kunne være.

”Jo, men…” Han kiggede over på mig efter svar. Hvad skulle han sige, ud over, at han var blevet bortvist for vold?

”Han holder et friår.” Sagde jeg hurtigt, så Niall smilede taknemmeligt i skjul.

”Ja, det er der jo delte meninger om.” Sagde min mor hurtigt.

”Men hvis du føler, at du får noget ud af det, så er det jo godt. Jeg synes måske bare, at tage et ”friår” er… ja, svagt?” Både Niall og jeg kiggede straks chokerede på min mor. Mit hjerte sprang et slag over og jeg kiggede over på min far, som smilede lidt akavet og lagde sin hånd om min mors.

”Det er måske mere noget man tager fra person til person.” Sagde Niall hurtigt.

”Jeg tænker bare, at man altid falder bag ud, hvis man tager sådan en pause.” Niall trak vejret tungt ind. De irriterede ham, det var tydeligt. Det bekymrede mig dog bare, at vide, at Niall ikke altid reagerede så godt på provokation.

”Nu var den heller ikke spontan, men påtvungen.” Sagde Niall og smilede flabet til dem. Jeg tog hurtigt en tår af mit glas vin.

”Du blev smidt ud, måske?” Spurgte min far hurtigt. Niall skulle til at åbne munden, men så tog jeg mod til mig og rakte hurtigt min hånd ned under bordet, for at tage fat om hans lår, inden jeg sagde:

”Niall er foran. Han tager et år fri, for at kunne få lidt udfordring. På opfordring af lærerne.” Sagde jeg hurtigt. Jeg mærkede hurtigt, Nialls hårde greb om min egen hånd slappede af, da min mor smilede veltilfredst. Jeg prøvede ikke at lægge mærke til det stød, der gik igennem mig, da Nialls hånd ramte min. Og slet ikke den varme der spredtes i mig efterfølgende.

”Så kan du måske lære, vore kære Anastacia lidt om matematik? Vi er i gang med at kigge på jurastudier til hende til næste år.” Sagde min mor. Jeg kunne ikke lade vær med at kigge måbende på hende.

”Af hvad har i?!” Udbrød jeg hurtigt. Min mor sukkede tungt.

”Du ved, jeg hader den tone der, unge dame. Du ved godt, at din far og jeg har kigget.” Sagde hun og tog den sidste bid af sit kød.

”Ja, men ikke uden mit medvirke?!” Pointerede jeg. For alt i hele den fordømte verden, så havde de bare ikke kigget på universiteter for mig?

”Spis nu din mad.” Sagde hun og pegede på min stadigt fyldte tallerken.

”Jeg er ikke sulten.” Sagde jeg og lagde min serviet oven i min fyldte tallerken. Jeg mærkede et klem om min hånd nedenunder bordet, så jeg kiggede hen på Niall, som spiste videre.

Resten af aftensmaden foregik lydløst. Derfor var jeg nærmest lykkelig, da alle sagde tak for mad og vi kunne tage af bordet og jeg kunne flygte væk fra det fængsel jeg befandt mig i. Jeg tog mig træt til hovedet, da døren ind til mit værelse blev banket på.

”Ja?!” Vrissede jeg. Døren gik op, efterfulgt af et kort fnis.

”Hvad så, surmule?” Spurgte Niall, så jeg vendte mig om mod ham og sendte ham et undskyldende smil.

”Bare… træt, tror jeg?” Sagde jeg forsigtigt. Han nikkede og kiggede så rundt. Sommerfuglene hvirvlede rundt i maven ved tanken om, at Niall for første gang så mit værelse. Han gik hen og grinede lidt, da han trak min t-shirt op med The 1975-logoet på. Jeg rødmede flovt.

”Du har sikkert også en band t-shirt!” Forsvarede jeg hurtigt. Han kiggede grinende på mig, og sendte mig et nik.

”Tusinder, sidste jeg tjekkede.” Sagde han og smed t-shirten hen på min seng.

”Hvad laver Lilly?” Spurgte jeg og overvejede om hvor jeg skulle stille, eller sætte mig hen.

”Din mor fandt noget af dit gamle legetøj frem hun leger med nede i stuen. Jeg tror, hun kan lide hende.” Sagde han med et skævt smil. Jeg grinede opgivende.

”Min mor elsker alt, der stadig er chancer for at påvirke til perfektion.” Sagde jeg. Niall sukkede.

”Dem der kritiserer vores generation, glemmer hvem, der opdragede den.” Sagde han, så jeg hurtigt kiggede over på ham og smilede forsigtigt.

”Forældre har ingen ide om, hvordan det er at være en teenager i dag.” Sagde jeg hurtigt. Niall nikkede.

”Hun er stadig din mor, Ana…” Jeg tog mig træt til nakken.

”Får du nogensinde den følelse af, at uanset hvad du gør, så er du ved at drukne?” Spurgte jeg og kiggede hen på ham. Han satte sig på sengen og lænede sig tilbage på albuerne.

”Er det sådan du føler?” Spurgte han forsigtigt.

”Jeg tror bare, vi alle godt ved, at jeg er den pige min mor hele tiden håbede på aldrig at få, men fik… Den store skuffelse.” Sagde jeg og kiggede ned i jorden.

”Er du sikker på, at det ikke bare er dig, der tolker det sådan? Forældre elsker deres børn.” Jeg grinede let.

”Du kan altid se på din mor, om hun virkelig elsker dig. Jeg har altid kunnet se det på hende, Niall… Jeg ved, jeg er svær at elske en gang i mellem, men..” Jeg stoppede og rodede mig i håret, inden jeg grinede lidt over mig selv og så kiggede på ham.

”Jeg tror bare, jeg har brug for en, som ikke vil give op på mig, når det at elske mig bliver svært.” Sagde jeg forsigtigt. Vores blikke mødtes og Nialls blik forvandledes til et tænkende et.

”Selv de værste ting har noget i dem, som er værd at elske.” Sagde han. Jeg valgte ikke at svare, men i stedet gå hen og sætte mig ned ved siden af ham på sengen, og så lægge mig tilbage ned på ryggen.

”Jeg føler mig som et spøgelse…” Sagde jeg lavt. Niall lagde sig ned ved siden af mig, så vores skuldre rørte ved hinanden og et stød gik igennem min krop .

”Det er en hård verden, at være anderledes i.” Sagde han og vendte sit hoved og kiggede på mig. Jeg grinede kort.

”Og så alligevel, hvor anderledes er vi så? For lige meget hvor stort dit hus er, hvor ny din bil er, eller hvor stor din bankkonto er, så vil alle vores gravsteder være ens til sidst… Så hvorfor gå så meget op i det?”

”Fordi vi som mennesker, elsker at føle os højere oppe i hierarkiet end andre.” Sagde han.

”Jeg føler bare, at uanset, hvor meget jeg kæmper for at rykke mig, så bliver jeg holdt mere og mere nede og nogle gange føles det som om, at jeg rygere længere ned af stien…”

”Eller måske er du bare så meget oppe i toppen som du overhovedet kan?” Jeg kiggede hurtigt til siden på ham, men han kiggede allerede på mig og jeg fik svært ved at trække vejret ordentligt, da vores næser var så  få millimeter fra hinanden. Det fik mit hjerte til at banke vildt og sommerfuglene til at blafre rundt.

”Eller bare i bunden af toppen..” Rettede han hurtigt sig selv, så jeg ikke kunne holde mit grin tilbage og gav ham en knytnæve i skulderen.

”Tossede spasser.” Niall grinede højt. Hans latter fik altid sommerfuglene til at gå endnu mere amok i brystet på mig.

”Så er du fandme i bunden sammen med mig!” Sagde jeg, mens han prøvede at fange mine boksende næver.

”Så længe vi bare er på samme plan, så er jeg glad.” Sagde han, så jeg stoppede med at bruge ham som boksepude og kiggede på ham. Varmen spredte sig i mig, med lysets hast, så jeg satte mig lidt væk fra ham.

”Hvad ville mine perfekte forældre dog ikke sige, hvis de vidste, at sådan en forbryder som dig, sad her oppe sammen med mig, i min seng!” Sagde jeg grinende. Niall himlede med øjnene.

”Forbryder ligefrem? Stærke ord, prinsesse.” Jeg trak på skuldrene.

”Det er da sandt? Du drikker, ryger, har piercinger i ørene, sikkert også en i navlen bare for provokationens skyld…”

”I navlen?! Hvad med den du selv har? Navlepiercinger er til piger!”

”Jeg har sgu da ikke en navlepiercing?” Sagde jeg uforstående. Niall grinede, inden han lavt kommenterede.

”Men du ville sikkert se meget godt ud med en.” Mine kinder blev alt for varme, så jeg rystede let på hovedet, for at fokusere på noget andet.

”Hør nu efter! Du har piercinger, sniger dig ind på VIP-festivaller, holder fester i gamle huse og ryger hash og tager stoffer…” Niall kiggede hurtigt på mig og hans ansigtsudtryk ikke længere var fjollende, men alvorligt nu.

”Du tror stadig jeg tog noget, ik?” Spurgte han. Jeg kiggede ventende på ham. Han sukkede lidt.

”Det gjorde jeg ikke... Det har jeg aldrig gjort.” Sagde han og rømmede på sig. Jeg kiggede overrasket på ham.

”Aldrig?” Han rystede på hovedet, så jeg spærrede mine øjne overrasket op, men alligevel lod mine tanker overtage mit ordstyre:

”Hvorfor?” Han kiggede hurtigt på mig, inden han trak på skuldrene.

”Jeg har vel aldrig rigtig følt for det. Ja, jeg har købt det, men aldrig rørt det selv… Og så kunne jeg vel heller ikke tillade mig det den aften.” Sagde han og kiggede op på mig igen.

”Hvorfor ikke?” Spurgte jeg nervøst. Han kiggede ned.

”Jeg var den eneste du kendte til festen og jeg ønskede ikke, at du skulle være alene.” Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare på ham. Han kiggede på mig og skulle til at åbne munden, da min mor kaldte nede fra køkkenet af:

”Dessert!” Niall og jeg rejste os og jeg gik over mod døren.

”Jeg kommer lige om få sekunder. Jeg skal lige låne toilettet.” Sagde Niall hurtigt. Jeg nikkede bare og gik ned i stuen og satte mig, hvor mine forældre og Lilly allerede havde sat sig til borde. Niall tilsluttede os små fem minutter efter. Desserten foregik ligesom middagen, hvor min forældre udspurgte Niall om alverdens ting, han halvløj om, så det hele tiden mindede mig om, hvor meget mere jeg hørte til hos Niall, end hos mine forældre.

 

”Vi håber vi snart ser jer igen.” Sagde min mor, da Niall og Lilly en times tid senere stod i døren og skulle hjem.

”Jo, det kunne vel være hyggeligt?” Sagde Niall forsigtigt.

”Ja, det var hyggeligt, at møde en af Anastacias… venner.” Sagde min far med et skævt smil. Jeg kunne mærke, mine kinder brændte lidt, da mine forældre endelig besluttede sig for at gå, så Niall og jeg kunne sige farvel alene.

”Jeg sværger jeg kunne dræbe dem…” Sagde jeg lavt. Niall sukkede tungt.

”Det er jeg ked af..” Sagde han og lænede sig lidt op af dørkarmen.

”Jeg føler mig bare fortabt.” Sagde jeg og smilede skævt. Dog overraskede det mig, da han forsigtigt lagde sin hånd under min hage, så han kunne hive mit ansigt op og vores øjne kunne mødes.

“Det er okay, ikke at føle sig okay, eller ikke vide, hvad man skal gøre, en gang i mellem.” Sagde han, så mit hjerte bankede lidt hurtigere i brystet på mig.

”Måske mangler jeg bare en person, som kan se på mig, når jeg ikke er okay..” Sagde jeg forsigtigt, inden Niall slap mig og trådte tilbage.

”Vi ses, Sunshine.” Jeg vinkede til ham, og han gengældte gestussen med sin frie hånd, der ikke holdt hans allerede sovende lillesøster i sin anden arm, inden han gik, og jeg kunne lukke døren.

Jeg orkede ikke engang, at gå ind til mine forældre og diskutere med dem, så jeg traskede hurtigt op på mit værelse, hvor jeg lukkede døren efter mig. Jeg sukkede tungt og gik over til mit skrivebord, hvor min sorte bog lå. Jeg åbnede den på den sidste side, da jeg så at min sidste sætning Jeg er klar på at give op. var blevet streget over og der nedenunder med en anden håndskrift end min, var skrevet:

Prøv igen.

Jeg kiggede ud af vinduet og kunne se, at Niall stod nede på fortovet og kiggede op mod mit vindue. Jeg vinkede ikke, men så bare til, mens han kiggede væk og så satte sig ind i sin bil og kørte væk.

Jeg var hans, hvis han spurgte.

______________________________________________________________________________________________​

Tusind tak for jeres evige positive feedback! den giver så meget skrivelyst?

Tror i Ana's forældrer ender med at finde ud af hvem Niall egentlig er?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...