Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
313231Visninger
AA

48. Christmas

"Happiness hit her like a train on a track"

Florence + The Machine - Dog days are over

 

Jul.

Det havde været en højtid, som betød alverden for mig, da jeg var lille. Dagen startede altid med, at min far og jeg tog ud for at købe ind til aftensmaden og når vi kom hjem, ville mor og jeg gå i gang med dagens anretninger, mens jeg spændt talte timerne til, at mine bedsteforældre skulle komme. Hvis der lå sne, ville vi tage en time eller to ud, bygge snemænd og lege sneboldskamp og der ville blive grint for det højeste. Dengang var jeg også en lille pige, der gjorde lige præcis, hvad mor og far sagde og stadig var under deres kolossale indflydelse.

Men det ændrede sig, da jeg begyndte at sige dem i mod. Nu er der ikke særligt meget jule-agtigt over juleaftensdag mere. Det er bare en dag, som min mor og far gør lidt ud af, mens jeg kan bruge et par timer mere end sædvanligt på at stene Tumblr og Netflix.

Jeg havde dog lavet noget andet i dag. Tro det, eller lad vær. Jeg havde aftalt med nogle fra slænget, at vi skulle give hinanden julegaver. Eller nogle og nogle, det var Harry og Marie. Jeg havde tjent ret meget fra blomsterbutikken, og eftersom jeg ikke havde brugt så mange penge de sidste par måneder, så syntes jeg selv, at de julegaver jeg havde givet i år var okay gode.

Jeg havde brugt meget tid på Maries, fordi at den parfume hun ønskede sig, ikke var i butikken inde i byen, så jeg var nødt til at bestille den fra nettet af. Jeg havde været i tvivl om, hvad jeg skulle give Harry, men Marie havde forsikret mig om, at en sort t-shirt nærmest var guld for ham, så det blev til sådan en, og så havde jeg taget chancen og givet ham en sort skjorte også. Jeg syntes selv, det blev lidt for sort, men så igen det var jo Harry. Jeg havde også givet Louis og Liam noget. Louis havde fået en bog, som han havde snakket om, og Liam havde ligesom Marie, talt om en parfume, som jeg i sidste ende havde givet ham.

De havde også alle givet mig noget tilbage. Dog, da Marie tidligere på dagen, var kommet med posen med gaverne, var der en ekstra i, som der ikke stod hvem var fra. Der stod intet kort, eller bare det mindste tegn på, hvem den egentlig var fra.

”Anastacia, jeg har lagt dit tøj oppe på dit skrivebord, du kan tage på, når du har været i bad.” Råbte min mor, da jeg gik ud fra bruseren efter et langt bad, hvor jeg havde forkælet mig selv og brugt hårkur og balsam. Kun i dagens anledning.

Jeg sukkede kort og satte så min mobil til at spille noget musik, mens jeg smurte mig ind i noget fugtighedscreme, så badet tog endnu længere tid. Ligesom jeg vidste, min mor hadede.

Dog var det tøj, som jeg kom op til, meget værre, end hvad jeg havde troet. Jeg hadede min mors ideer om hvad, der klædte mig. Specielt når det omhandlede grå kjoler, med en hvid krave, så jeg endte med at ligne en trist skolepige. (Outfit findes i kommentar). Jeg besluttede mig for at glatte mit hår og prøve at pynte kjolen op med lidt smykker, men det endte alligevel bare med at få det hele til at se totalt malplaceret ud, så jeg måtte holde en smykkefri aften. Lige noget for min mor.

”Anastacia, går du ned og lukker op for gæsterne!” Lød det råbende til mig, kort efter, at det var blevet ringet på døren.

Så startede aftenen.

 

Der var enkelte ting, her de senere år, som gjorde, at jeg godt kunne lide juleaftenen. For eksempel, at min mormor of morfar kom på besøg. De havde altid været søde ved mig. Min morfar havde i hvert fald altid været rimelig forstående. Han var nok også muligvis det eneste familiemedlem, der var sådan.

”Hvordan går det i skolen, min pige? Din far siger, at du kan have fag hvor du kan male og tegne.” Spurgte min mormor om, da vi sad over julemiddagen. Jeg tyggede velopdragent af munden, inden jeg svarede.

”Det er virkelig godt. Jeg er begyndt på et maleri og det har taget omkring tre uger, fordi min lærer, mener at jeg sagtens kan yde meget mere. Jeg synes også selv, at det er super godt.” Sagde jeg, og var glad for, at hun spurgte ind til noget, som jeg gad at snakke om.

”Det vil jeg gerne se.” Sagde min morfar entusiastisk, så jeg sendte ham et stort smil.

”Men det er jo ikke et fag, som du får karakterer for.” Pointerede min mor.

”Er det ikke fint nok? Man skal da ikke have karakterer for samtlige ting, man laver i skolen. Den holdning har jeg i hvert fald.” Sagde min morfar. Han kunne altid redde mig.

”Tjo.. men måske burde hun hellere fokusere på de fag, som giver noget.” Sagde Min mor. Min morfar kiggede hurtigt over på mig og så ned i sin tallerken. Jeg gjorde det samme og ønskede, at min mor bare for en gangs skyld, gad at tie stille.

”Det er nogle gode kartofler, min skat.” Roste min far sin kone og gav hende et kys på kinden. Jeg trak vejret hurtigt ind. Nogle gange, prøvede jeg, at minde mig selv om, at mit liv måske ikke var så slemt, i forhold til, at mine forældre faktisk elskede hinanden mere end noget andet. Det kunne faktisk varme mit hjerte en gang i mellem, når jeg så dem sammen og så hvor glade de var for hinanden. Det varmede min verden lidt op, når jeg vidste, at mine forældre elskede hinanden.

De elskede bare ikke mig.

”Hvad synes du om maden, min søde pige?” Spurgte min mor og smilede forventningsfuldt til mig. Sikkert fordi hun regnede med ros og store smil fra sin datter. Desværre lod jeg hende få det.

”Det smager dejligt, mor. Og tak for kjolen, jeg er meget glad for den.” Jeg vidste godt, at jeg smurte lidt tykt på, men så igen.. Det var kun jul en gang om året.

Derfor var jeg også glad for, at middagen ikke var en ting, hvor vi sad og hyggesludrede i flere timer, ligesom så mange andre familier gjorde. Dog var der en’ ting, som mit lille barnehjerte stadig hungrede meget for. Selvom det måske er pinligt, at man som en 17 årig pige, stadig hungrer efter julegaver, så kunne jeg stadig bedst lide den del af julen. Det var dog ikke fordi, jeg ønskede alle gaver i hele verden, og blev sur, hvis jeg ikke fik lige det jeg havde ønsket mig. Jeg kunne bare godt lide gaver, fordi jeg elskede tanken om, at folk gik rundt og tænkte over gaver til hinanden, ligesom jeg i år havde gjort med mine venner. Jeg elskede ikke at få gaver, jeg elskede at give. Men i år, var jeg alligevel ret spændt på mine gaver. Specielt den gave uden afsender.

”Nå, lad os se en gang. Den første gave er til Anastacia fra en… Marie?” Sagde min mormor. Det var altid hende, som delte gaverne ud. Jeg tog i mod den fine indbundende gave, og åbnede den med spændthed. Det viste sig at være en sort lædertaske, som vi havde set sammen nede i byen, hvilket jeg havde ønsket mig vildt meget.

Efter det skiftede alle med at få forskellige gaver. Min mor og far var det par, der købte gaver til sig selv fra hinanden, så min mor takkede min far for de fine nye vinglas og dunsengetøj, mens min far takkede for poloerne og colognen.

Jeg havde fået et par hvide adidas sko, hvilket jeg blev helt overrasket over, at have fået, fra Harry, da jeg ikke mindedes at have snakket om mine julegaveønsker med ham. Men jeg tænkte, at Marie nok var med i spil der, da jeg med hende, havde snakket meget om et par nye flotte gummisko, og at de helt hvide adidas længe havde stået på min ønskeliste. Endnu en grund til at takke hende endnu mere.

Dog kunne jeg ikke lade vær med, at blive endnu mere glad, da jeg så hvor gode gaver mine venner faktisk havde givet mig. Louis og Liam havde slået sig sammen, og givet mig en jakke, som jeg også havde ønsket mig. Jeg blev helt varm om hjertet, over hvor gavmilde de alle havde været. Dog håbede jeg, at de også ville synes lige så godt om mine gaver. Og så kom momentet, som jeg havde ventet på. Nemlig gaven fra ham, jeg måske troede det var, der havde givet mig den. Niall.

Jeg fik straks dårlig samvittighed. Jeg prøvede altid at give alle mine venner de bedste gaver, som jeg kunne finde til dem. Jeg havde været så opslugt af at finde de andres gaver, at det slet ikke havde slået mig, at jeg havde glemt ham. Jeg havde intet købt til Niall. Jeg havde slet ikke givet Niall nogen julegave…

Hans gave til mig var heldigvis ikke en stor gave, men mere en lille æske, med et brev viklet ind i. Jeg vidste godt, at jeg nok skulle åbne brevet først, men jeg var simpelthen for spændt til at vide, hvad gaven indeholdt, til at tage det først. Dog kunne jeg ikke lade vær med at mærke, hvordan mit hjerte sprang et slag over, da jeg åbnede den lille æske og så gaven. Inde i æsken lå den flotteste halskæde, med den fineste lille sølvkæde, hvis vedhæng var en smuk og flot diamant. Jeg vidste med det samme, at den garanteret havde kostet kassen. Jeg tog brevet op:

You’ll be in my heart. Always – N.

Jeg vidste godt, at hvis jeg begyndte at græde nu, så var jeg virkelig tøset, men det slog mig også, at uanset hvor meget jeg hadede Niall I starten, så elskede jeg ham virkelig nu. Niall havde sine fejl, og nogle gange kunne jeg tvivle på, om han overhovedet var den han udgav sig for. Men så igen, så vidste jeg bare, at jeg kendte ham nu og at jeg elskede ham. Niall havde vist sig, at være den sødeste og mest følsomme fyr, jeg længe havde kendt og den gestus, som han havde gjort i dag, pointerede det hele endnu mere. Han var meget mere end den rod, som alle udgav ham for at være. Det vidste jeg nu.

Mine forældre og bedsteforældre blev nede i stuen for at snakke og hygge, mens jeg endelig kunne gå oven på mit værelse igen, for at være alene.

Jeg elskede virkelig den halskæde Niall havde givet mig og jeg læste også hans brev flere gange, inden jeg tog min mobil frem og skrev til ham:

#Jeg elsker dig.

Jeg smilede stort for mig selv, inden at jeg satte en film på, som jeg slet ikke så, fordi jeg var for optaget, af at kigge på Nialls smukke gave. Jeg var nærmest i den syvende himmel.

 

Dagen efter juleaften er altid kedelig, i sær nu, hvor jeg ikke længere får nyt legetøj, som jeg kan hygge mig med. Nu bruger jeg bare dagen på at slappe af og nyde resterne af julemaden. Dog havde jeg hele dagen prøvet at få fat i enten Niall eller Marie, for at takke for deres gaver, men ingen svarede.

Louis og Liam havde svaret mig, begge to. De var begge to også glade for mine gaver. Liam elskede parfumen og Louis var afsindigt glad for bogen og var allerede godt i gang med at læse den, hvilket glædede mit lille julegaveindkøber-hjerte.

Det irriterede mig dog, at Niall slet ikke havde svaret tilbage på min besked, eller at Marie svarede på mine opkald. Jeg prøvede at ringe til hende flere gange, men det var som om, at hun var gået under jorden. Først om aften, var det som om, hele byen vågnede op igen, da jeg efter at have hoppet i nattøjet og var ude for at børste mine tænder, hørte at min telefon ringede.

”Marie?” Spurgte jeg, da jeg så, at hun endelig ringede tilbage.

”Anastacia, gudskelov, at du tog den.” Sagde hun stønnende. Jeg rynkede forvirret på mine øjenbryn.

”Hvad mener du? Er der sket noget?” Spurgte jeg.

”Hvor hurtigt kan du komme ned til butikken i morgen?” Spurgte hun stakåndet. Jeg sukkede lidt.

”Omkring klokken 9, tror jeg? Er der sket noget, Marie?” Spurgte jeg hurtigt og mærkede nervøsiteten vokse i mig, inden hun udbrød.

”Der har været indbrud i blomsterbutikken. Anastacia, de har smadret alt. Der er intet tilbage!______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i så??

Hvad siger i om gaven fra Niall, og hvordan Anastacia føler omkring ham?

Og hvad tror i der sker nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...