Crazy - Niall Horan A.U 13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2015
  • Opdateret: 20 apr. 2016
  • Status: Færdig
Er i klar til en historie, hvor den unge livstrætte Anastacia flytter til en lille by, i hendes forældres mening om at det vil være en frisk start. Og selv om det ser håbløst ud for hende i starten, så ender det alligevel med at blive en fortælling om det år, hvor hun møder en helt ny side af den verden hun ellers troede hun kendte, og lidt efter lidt bliver indblandet i et kæmpe kaos af teenage nervevrag, fester hun aldrig i sine drømme havde troet eksisterede, samt indtræder i problemer, som hun fortryder lige fra starten, mens at menneske idealer, intriger, forskruede hjerner og sindssyg kærlighed kommer til at skabe sig en stor plads i hendes liv... Specielt da hun Møder Niall Horan.

Historien læses på eget ansvar, da stødende sprogbrug og scener kan forekomme*

170Likes
800Kommentarer
312510Visninger
AA

10. A Twilight Scandal

"Well I wait so long for my love vibration"

Billy Idol - Dancing with myself

 

De mange billeder kørte henover min computerskærm, mens mit yndlingsband lød højt fra højtalerne. Den høje lyd var mest for at overdøve min forældres høje råben fra stuen nedenunder. Jeg kunne sagtens gøre mig enig med andre teenagere i, at når forældre valgte at begynde at skændes, skabte det straks den værste stemning. Dårligt, hvis det var en selv, forældre valgte at skændes om. Godt hvis det ikke var en selv, men ens bror eller søster de skændtes om. Værst hvis man var enebarn... som mig.

Jeg vidste godt, hvad de skændtes om. Endnu en gang, at de måske burde sende mig et sted hen, hvor der ikke var dårlige omgivelser. Ja! Mine forældres reaktion på festen i sidste uge, havde ikke været det bedste, der nogensinde var sket for mig. ​

Jeg havde ellers prøvet, at sige det havde været et uheld, og at grunden til jeg kom hjem med Maries cardigan over mig (desværre, som det eneste). Så havde min mor straks fløjet til den konklusion, at jeg havde løjet om, hvor jeg havde været og at jeg sikkert havde pinliggjort mig selv for resten af mine dage. Altså - at jeg derved også havde ødelagt deres navn og status. Jeg var for evigt den store skuffelse på den perfekte prinsessedatter, de aldrig fik. De skændtes derfor stadig meget over, hvad de skulle stille op med mig. Om de skulle sende mig et sikre sted hen, eller om det ville hjælpe, hvis jeg kom til min tante i en uges tid, hun boede jo kun en halv time herfra. Ja, det ville nok hjælpe.

Jeg trak mine høretelefoner frem fra min lomme og satte dem i min computer, så jeg kunne lade musikken døve mine forældre helt ud. Jeg åndede tilfredst ud og rullede så videre igennem de uendelige sider af Tumblr. Jeg kiggede hurtigt på min telefon og så, at jeg havde et par sms'er.

#Hey baby! Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at hygge dig lidt sammen med os udskud her på fredag? Spurgte Marie. Jeg værdsatte virkelig, at Marie og Harry havde været så flinke, at forklare og undskylde over for mig om episoden til festen... Men burde jeg tilgive dem så let? Eller burde jeg bare holde mig helt fra dem? Jeg kiggede videre på næste besked.

#Hey, smukke! Ville høre om du er i live? Spurgte Louis. Jeg svarede ham først:

#Frisk på senere? Jeg gik tilbage til Maries sms og tænkte lidt, inden jeg skulle til at svare tilbage, men så fik svar tilbage fra Louis.

#Jeg er hos dig om en halv time:) Jeg smilede lidt, men panikkede så hurtigt, da jeg kom i tanke om, at en halv time kun var sølle 30 minutter og jeg lignede noget katten havde slæbt ind. Jeg sprang op og over til mit klædeskab og hev mit tøj ud. Det var ikke det store, bare en kedelig simpel T-shirt og et par casual cowboybukser. (Outfit findes i kommentar) Jeg ved ikke, hvad det var med de her outfits, som fik den her følelse frem i mig. På en måde elskede jeg den komfortable følelse jeg fik af at tage de her ”sikre” outfits på, men alligevel var der et eller andet ved dem, som ikke føltes korrekt. Det føltes ikke helt som... mig? Jeg havde prøvet et par gange, at have fundet et stykke tøj, som faktisk føltes godt og hvor jeg også selv kunne lide det. Sådan noget, der ikke kun var komfortabelt, men som også fik en god følelse frem i mig. Det tøj passede bare ikke ind i min mors smag. Derfor blev det hængende på bøjlerne eller foldet sammen på hylderne i skabet. Jeg redte mit lyse hår med min slidte hårbørste, inden jeg gik ud på toilettet, for at friske mig selv op, så jeg så ud til at være anstændig nok til at forlade min hybel. Derefter var de 30 minutter også gået.

"Anastacia, min skat, der står en dreng her nede!" Råbte min far hurtigt fra entreen, så jeg klaskede min hånd flovt ind i hovedet på mig selv og så sukkende løb ned. Jeg smilede stort, da Louis' dejlige smil, mødte mig.

"Halløj." Sagde han, så min mor kom ud fra køkkenet.

"Goddag." Sagde hun og trak sine lyserøde, (ufatteligt grimme og hæslige) rengøringshandsker af, som Louis smilede af, da hun rakte sin hånd mod ham. Han trykkede den venligt.

"Jeg hedder Louis Tomlinson. Jeg bor lige overfor. Det glæder mig at træffe dig." Sagde han og lænede sig ned og kyssede min mors hånd, så hun rødmede helt i kinderne og jeg langsomt var ved at brække mig i en af hendes designer stuevaser.

"Har i boet her altid, Louis?" Spurgte min far, så jeg kiggede opgivende på ham, så min mor kiggede opgivende på mig.

"Ja, næsten. Min mor og far flyttede her til, da hun var gravid med mig. Man kan nærmest sige, at jeg er fast inventar." Sagde han kækt, så min mor grinede af hans dårlige vittighed. Jeg smilede hurtigt, inden jeg greb fat i Louis og gik hen mod døren.

"Skriv lige hvor du går hen, Anastacia!" Sagde min mor hurtigt.

"Og hold dig væk fra de rødder!" Tilføjede min far, så jeg bare vendte mit hoved nikkende om mod dem, inden Louis og jeg var frie til at gå. De lukkede døren og jeg var fri til at vrisse højt.

"De var da søde!" Sagde Louis.

"Du virker også til at være lige deres kop te." Sagde jeg.

"Så de kan allerede lide mig?" Spurgte han ekstatisk, så jeg ikke kunne lade vær med at grine.

"Tro mig, du bliver sikkert inviteret hjem til middag i aften, eller sådan noget." Sagde jeg.

"Så skal jeg hjem og skifte tøj." Sagde han. Jeg rystede på hovedet, inden jeg nulrede ham i håret.

 

"Og så mente hun, at vi måske ikke ville kunne holde alligevel, nu hvor hun er flyttet. Hvor strengt er det lige? Undskyld skat, men jeg flytter til storbyen, fordi jeg er for klog til skolens college, og jeg tror ikke, at vi to kan holde, selv efter tre år. Fedt man!" Beklagede Liam sig ærgerligt. Vi havde aftalt at mødes med Liam på cafeen nede i byen, hvor ham og Louis fik det sædvanlige. Jeg havde bare bestilt et stykke nøddepie, uden icing!

"Hvad sagde du så til hende?" Spurgte Louis hurtigt, mens han rodede sin ske rundt i sin milkshake med vanilje is. Liam sukkede tungt.

"Jeg sagde, det selvfølgelig ikke ville ske og vi har klaret os igennem værre... Men jeg ved ikke.." Sagde han og kiggede bedrøvet ned i sin is. Jeg kiggede forvirret mellem ham og Louis.

"Hvem er hende du taler om?" Spurgte jeg hurtigt, mens jeg tog en bid i munden af min nøddepie.

"Liams kæreste, Sophia. De har været kærester siden de var 15. Muligvis den største kærlighedshistorie i hele York." Sagde Louis informerende til mig.

"Bedre end Twilight?" Spurgte jeg kækt, for at lette stemningen.

"Åbenbart ikke." Sagde Liam dybt bedrøvet, så jeg bare fik dårlig samvittighed over at joke over det.

"Hey Makker, det skal nok gå! Hun er jo kun små tyve kilometer væk. Det er ikke verdens undergang." Prøvede Louis.

"Det er meget for os! Vi har været naboer i fem år! Nu er det ikke længere hende jeg skal sidde og snakke med sent om aften gennem vinduerne mere." Sagde Liam og stak sin gaffel hårdt ned i sin burger. Jeg fik helt ondt i hjertet over at høre hans ulykkelige hjertesorg.

"Kærlighed er uendelig, Liam. Det har ingen grænser." Sagde jeg og lagde min hånd oven på hans. Han sendte mig et forsigtigt smil.

"Jeg havde ikke set dig, som den håbløse romantikker." Sagde Louis hurtigt.

"Jeg er faktisk virkelig slem, for at være ærlig." Indrømmede jeg og smilede flovt.

"Åh nej, sådan en ”tror på det bedste i selv de dårligste skabninger”-agtig?" Spurgte Louis skuffet. Liam grinede faktisk.

"Total twilight!" Louis stak ham hurtigt en high-five. Jeg sukkede tungt af dem.

"Mind mig lige om, hvorfor jeg er venner med jer?" Spurgte jeg og kiggede på dem. Liam kiggede overrasket på mig.

"Er vi venner?" Spurgte han hurtigt. Jeg sendte ham fingeren og Louis grinede.

"Det er fordi vi er de bedste personer på hele jorden... Og muligvis de eneste, som kan lide dig." Sagde han og blinkede til mig. Jeg rystede på hovedet.

"Der findes mange andre end jer i den her by, som sagtens ville være venner med mig!" Pointerede jeg. Louis kiggede hurtigt på mig.

"For dit eget bedste, håber jeg ikke du mener de idioter, som saboterede os på fodboldbanen." Sagde han hurtigt. Jeg kiggede tænkende på ham.

"Hvad har du egentlig i mod dem?" Spurgte jeg forsigtigt. Liam grinede.

"Har du set, hvordan de går klædt? Tror de er så macho i deres sorte tøj med læder og huller og store drabelige tatoveringer." Sagde han og tog den sidste bid af sin burger.

"Du har da selv en tatovering?" Pointerede jeg og pegede på fjeren på hans ene underarm. Han fnyste.

"Ja, men den har en betydning! Ikke sådan noget ruskomsnusk, som deres.” Sagde han.

"De giver mig kvalme." Sagde Louis og rodede voldsomt rundt i sin is.

"Marie er god nok.." Prøvede jeg forsigtigt. Louis kiggede hurtigt grinende på mig.

"Det er fordi, Marie kun er halvt. Hun har sider, som man helst ikke ønsker at se... Det har de alle." Jeg kunne mærke en klump samle sig i min mave, da jeg hurtigt kom til at tænke på en hvis person.

"Hvilke sider?" Spurgte jeg forsigtigt. Louis tav bare, så Liam sukkede.

"Anastacia, jeg ved godt, de alle virker super spændende og det hele, men du bør hellere lade vær. Der er flere af de typer, som ikke er hvad du tror de er." Sagde han. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på om de refererede til Marie og Harry. De virkede okay? Så måske var det mere en anden de tænkte på. For eksempel en høj blond en'.

"Deres fester er også kaotiske.." Mere nåede jeg dog ikke at sige, da lyden af Louis, der tabte sin ske hørtes højt.

"Har du været til et af deres ædegilder?!" Spurgte han helt forarget. Jeg følte mig nærmest lille under hans dømmende blik.

"Marie inviterede mig..."

"Anastacia, hvis de på nogen måde har gjort, eller sagt noget til dig, eller tvunget dig til noget, så skal du væk derfra nu!" Sagde han hårdt. Jeg sank en klump.

"Det har de ikke." Løj jeg hurtigt. Han kiggede på mig og sukkede så lidt.

"Var det en en gangs ting så?" Spurgte han. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle fortælle ham om festen på fredag, som Marie havde inviteret mig til, eller om jeg skulle lade vær. Jeg valgte at trække på skuldrene.

"Måske... Jeg ved det ikke." Liam grinede hurtigt.

"Hvis det er din håbløse romantikker inden i dig, som prøver at finde noget godt i selv de værste uhyre, så er du virkelig noget for dig selv, Anastacia." Sagde han, mens at ham og Louis spiste færdigt. Jeg havde stadig lidt tilbage af min kage, men jeg skubbede det bare fra mig, da jeg alligevel ikke kunne spise mere.

"Det er jo ikke det jeg prøver..." Sagde jeg hurtigt.

"Nej nej, du leder bare efter din egen store twilight-skandale. Det er helt okay, Anastacia. Vi forstår dig." Sagde Louis grinende, mens vi rejste os fra bordet og gik op for at betale. Liam lagde ud.

"Du må gøre, hvad du vil, Anastacia. De er bare ikke de typer, man hænger ud med." Sagde Liam, da vi gik ud af cafeen, og han gik over og tog sin mørkeblå cykel han var kørt herover på. Jeg svarede ham ikke.

"Skal vi tage en kamp på søndag?" Spurgte han, da han satte sig op på cyklen. Louis og jeg kiggede på hinanden og nikkede enigt. Liam gav os en thumbs up, inden han råbte farvel og cyklede ned ad vejen. Louis og jeg begyndte at gå hjemad.

"Anastacia, jeg skal selvfølgelig ikke bestemme, hvem du skal være sammen med og sådan. Liam og jeg synes bare allerede så godt om dig, og det ville være ærgerligt, at se dig blive knust af de mennesker." Sagde han. Jeg kiggede op på ham.

"Men jeg forstår ikke, hvad det er, i er så bange for, at de gør..." Spurgte jeg forvirret.

"Vi er ikke bange for hvad de gør... Det er hvad de er." Sagde han og kiggede mig alvorligt i øjnene. Jeg prøvede at forstå, hvorfor Louis var så tilbageholden omkring dem, men jeg kunne ikke tyde det.

"Jeg skal ind og handle lidt. Vil du med?" Spurgte han og hentydede til kiosken på den anden side af vejen. Jeg nikkede og fulgte med ham ind. Han nåede doh lige at åbne døren, så den velkendte velkomstklokke bimlede, inden jeg kiggede op mod disken og min mave så straks slog knuder. Mine øjne fik øjenkontakt med hans mørke, blå øjne, da han lagde en pengeseddel på disken og puttede cigaretpakken ned i sin lomme, inden han gik over mod mig. Jeg trak vejret ind, da han kiggede ned i mine øjne, så jeg kunne mærke, hvordan vejret blev revet væk fra mig, inden han lagde hånden på døren, og gik ud. Niall.

"Anastacia, kommer du?" Spurgte Louis fra kølediskene. Jeg havde stadig øjnene på Niall, der gik væk fra butikken. Hvad var der med ham, som gjorde at jeg følte mig helt... angst?

_______________________________________________________________________________________________
Hvad siger i så? Tror i Anastacia tager til festen fredag, eller følger hun Louis' og Liams råd, måske?
Og hvad er det med ham Niall der?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...