The end of our memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
"Jeg tror den eneste grund til at vi holder på minder i så lang tid er fordi minder aldrig ændre sig, ikke engang når mennesker gør, men ens syn kan blive ændret på dem" - Bonnie Stewart er 25 år, hun har været igennem ild og vand med hendes tidligere kærester Drew, og nu er minderne fra ham, det eneste hun har tilbage af ham. Både de gode og de dårlige. Da hun rydder op i deres gamle lejlighed finder hun deres væg med polaroidbilleder af alle deres minder. Selvom hun ihærdigt prøver at glemme dem, kan hun ikke lade være med at tænke tilbage...

3Likes
3Kommentarer
483Visninger
AA

2. Kyssebænken


Det var i år 2011 i slutningen på efteråret, og jeg var på tur med min klasse fra mit aftenkursus. Selvfølgelig var min Tvillingesøster Bobbie med, og ja Bobbie og Bonnie i know, men i hvert fald var vi oppe i Skotland, hvor det helt præcist var, kan jeg ikke huske, men jeg kan huske lugten af gran og harpiks og at der var isnende koldt. I kender sikkert den fornemmelse af for meget vinterluft ned i halsen... alt for friskt og koldt, det er lidt lige som at sluge mundskyl.

 Alle var pakket ind i huer, vanter og tykke halstørklæder, og jeg havde selvfølgelig været en af de få, der ikke kunne tænke mig så langt frem til, at det ville blive hunde koldt, og havde derfor taget min forårsjakke på, i ved sådan en lang en med bælte om livet og kæmpestore kraver, hvis ikke fair nok, men jeg kan sige at den ikke er varm. Og selvfølgelig som vi gik der i byen fik Bobbie empati med mig og gav mig sin muffe og sin lille sorte barethue… ikke fordi den varmede specielt men Bobbie var og blev en frankofil, og så havde hun selvfølgelig som den kloge søster taget en hue ekstra med og et par af mors hjemmestrikkede vanter, som begge var syet til venstre hånd, men ja… Bobbie tsk tsk tsk.

Byen var ikke noget ekstraordinært, det eneste folk synes var værd at tage billeder af eller i det mindste skænke et blik, var en slidt kyssebænk. Der var ridset flere hundrede hjerter og initialer i, og så var der nogle der åbenbart havde haft det sjovt med en dåse spraymaling i en brandert, ikke fordi jeg vidste det, jeg kunne bare fornemme det. Der var en masse par der skiftevis satte sig, kyssede imens blitzen blev trykket af.

”Jeg bliver altså nød til at finde et toilet, vent her okay” Jeg nåede ikke engang at svare, før Bobbie var gået. Jeg kiggede mig lidt malplaceret omkring.

”Tænk at sådan en helt normal bænk kan få sig så stor opmærksomhed fordi den har et eller andet ”fængende” navn” forskrækket kiggede jeg til venstre for mig, og så en anden dreng fra min klasse. Han havde nogle brune smalle øjne og en lidt bred næse som fik ham til at se ret maskulin ud. Han havde en mørkeblå, hvid og rød tophue på med snefnug, trekanter og streger… det var et mønster okay. Han havde gemt sine brune lokker under huen, men nogle af hans krøller tittede op, og svajede sig op at huens sider.

”Jeg hedder Drew forresten, jeg tror vidst ikke vi nogensinde har hilst rigtigt på hinanden” Han rakte sin hånd frem og jeg tog tøvende imod den ”Bonnie… Bonnie Stewart” han havde et godt håndtryg, ikke for blødt ikke for hårdt men stadig et fast greb, som om det ville varer længe før han gav slip… det vil så sige 2 sekunder men det glemmer vi lige. Vi vendte begge to vores blikke mod bænken igen. ”Hvorfor tænker du over sådan nogle ting?” spurgte jeg mens jeg stirrede på det par der nu sad der. ”Det ved jeg ikke de slår mig bare nogle gange” Jeg kunne mærke han kiggede på mig men jeg lod som ingenting men sendte bare flere misundelige blikke til parret.

”Men kan du ikke forstå at de elsker hinanden” sagde jeg en lille smule for drømmende, han grinte i hvert fald af mig, med en lys og rund latter. ”jo men der behøver ikke at være en bænk der skal fortælle mig hvornår jeg skal kysse med nogen -” ”- okay okay” grinte jeg og holdte mine hænder op foran mig. ”Ikke på den måde, mere sådan, nej jeg kan ikke forklare det-” ”- jeg tror godt jeg ved hvad du mener” sagde jeg og vendte mit hoved så jeg kiggede ham i øjnene. ”Gør du? Det er noget nyt” han grinte en lille tilbageholdt latter ”skal jeg tage det som et kompliment?” jeg kunne ikke skjule den grinende undertone. ”Bestemt” han vendte sit hoved væk, og indsnusede den friske luft. ”Bestemt” Mumlede han igen.

”Fryser du ikke i den jakke der-” ”-uhum” mumlede jeg stille. ”Jeg har en ide kom” han tog hurtigt fat i min arm, og trak mig længere op af den store brostensgade. ”Hey vendt hvad, nej det kan jeg ikke, jeg har lovet at vendte på min søster og vi kan da ikke bare skride fra de andre-” ”-Send hende en sms, og der er i hvert fald ingen af dem der lægger mærke til at vi er væk et lille bitte øjeblik” han nikkede over mod bænken, hvor folk stadig var stimlet sammen. ”Okay” jeg sukkede lidt, imens jeg skrev en hurtig besked til Bobbie.

Jeg havde knap nok noget at trykke send, før Drew hev mig videre ned af gaden og ind i en lille gyde. ”Min onkel har en pub her et eller andet sted” Han åbnede en dør, og trådte en i en gang. ”Er det dig Jason?” Sagde en kvindelig stemme, og Drew smækkede hurtigt døren i, og løb væk og videre ind i en anden gyde. Jeg grinte højlydt, og kunne slet ikke stoppe mens han trak rundt med mig, hvilket gjorde det dobbelt så besværligt at løbe. ”Hvorfor griner du?” På hans stemme kunne man høre, at han smilte og anstrengte sig for at holde et grin inde. ”Det ved jeg ikke” Fremstammede jeg ind imellem mine grineanfald. ”Folk kigger på dig” Hviskede han stadig med et smil på læben.

”Her er det” sagde han endelig, og stoppede op. ”Er det egentlig ikke Whiskey man drikker her oppe” jeg kiggede ind af vinduerne, hvor der var propfyldt med folk. ”Hvis det var det eneste de drak, ville de nok være rigtig fulde hele tiden skal du se” han åbnede døren og trak mig med ind. ”Må vi overhovedet drikke alkohol her på turen?” han gik videre ind på pubben, med mig i hælene. ”Nope i dont think so…”

 

                                                                                     ***                                                   

 

 

”Og så sagde han, at jeg sagde, at han sagde” Vi var allerede begyndt at grine, mens vi vaklede rundt i de kolde gader.

”Hey se der er bænken, kyssebænken” Drew kiggede stadig sløvt omkring med et skævt smil på læben. ”Drew” Jeg gav ham en albue i siden ”Der” Jeg pegede, og jeg fik endelig hans opmærksomhed. ”Nårh skal vi sætte os” han var allerede på vej over til den, før jeg greb fat i hans arm. ”Ej vi må altså se at komme tilbage til lejren, de andre er kommet hjem for længst, Bobbie har ringet tusind gange og jeg troede du hadede den bænk-” ”- jeg hader den ikke jeg hader bare dens navn, og du er altså lidt af en lyseslukker b b b bon bon-” ”- Bonnie-””- lige præcis vi sætter os”

Vi fumlede os der over og satte os. Vi grinte stadig, mens vi sad der i månelyset. Alt den whiskey jeg havde drukket varmede min krop gevaldigt, så jeg kunne slet ikke mærke nattekulden, og jeg kunne mærke hvordan mine kinder lyste glødende rødt op og brændte.

”Øh må jeg” Drew kiggede sødt på mig, og rettede min baret der åbenbart havde sneget sig ned i panden på mig, uden at jeg havde lagt mærke til det. Vi smilte svagt til hinanden, inden vi kiggede op på månen igen, men jeg vendte hurtigt hovedet tilbage på hans ansigt der stadig kiggede op på månen. Jeg kunne godt lide hans hue, den fik ham til at se så… så drenget ud, på en god måde, ellers var han ret mandig at se på.

”Hey har du egentlig en læbestift jeg må låne” han vendte sit hoved mod mit og nikkede ned mod min skuldertaske. ”Øhm ja” jeg fumlede rundt nede i tasken, inden jeg fik fat i den. ”jeg ved ikke helt hvad du vil bruge den til, men here you go” han smilte til mig, inden han tog den ud af hånden på mig. Han tog låget af og begyndte at strege ordet ”kyssebænken” på bænken over så man kun lige kunne fornemme der stod noget der.

”Nu er det ikke en kyssebænk længere” han smilte tilfredst til mig, inden han gav mig min læbestift tilbage. ”Og du skylder mig en ny læbestift men okay” jeg lagde den ødelagte læbestift ned i min taske igen. ”Kan du huske det jeg sagde om kyssebænken?” Jeg kiggede en smule undrende op på ham ”Du mener det der med at du selv vil bestemme når du kysser nogen?” snøvlede jeg. ”Ja og nu er det jo ikke en kyssebænk mere, så der er ingen der siger hvem jeg skal kysse, så det er mig og kun mig der bestemmer hvem jeg kysser okay?” Jeg følte mig alt for fuld, og jeg havde slet ikke styr på op og ned, så jeg snøvlede bare ”Okay” med en ivrig stemme og kiggede igen op på månen.

Pludselig tog han fat om min kæbe og pressede sine læber mod mine. Lige der var det som om jeg kunne se klart, og jeg lagde bare min hånd på hans kind og aede den blidt. Han trak sig en smule væk fra mig, med et tilfredst smil på læberne. ”Jeg har virkelig hygget mig i dit selvskab i dag” Jeg grinte lidt sløvt, og aede ham lidt for voldsomt på kinden. ”Me too” fniste jeg og straks begyndte han at grine over min tilstand.

Han rejste sig op, og kiggede smilende ned på mig. ”Vi burde gøre det her en anden gang, men lige nu tror jeg det er bedst at vi tager tilbage til lejren” Vi grinte lidt sammen,inden han rakte sin hånd frem mod mig. Smilende tog jeg imod den. ”Hey vent lige” Drew fumlede rundt nede i hans rygsæk og fiskede et kamera op.”Som et minde” Smilte han og tog et billede af bænken. Kameraret lavede nogle snurrende lyde, før et lille hvidt stykke papir kom ud.

”Øhm jeg tror ikke det virker” Jeg vendte og drejede det lille stykke papir. ”Nej se nu” Han holdte det op mod månelyset og farverne begyndte at komme frem. ”Lyset får farverne til at komme frem, ret inspirerende synes du ikke?-” ”- aha” jeg hvilede min hage på hans skulder mens jeg stod og nærstuderede billedet der var blevet fuldendt. ”Lyset får farverne frem og gør det til et fuldendt billede, det er smukt ikke-” ”- jo” jeg kunne ikke lade være med at grine over hvordan han gentog sig selv.

Han lagde smilende kameraret og billedet ned i sin taske igen. "Det kan godt være vi er ret fulde nu ik', men jeg tror rent faktisk at det her for en gangskyld bliver siddende på min nethinde, ellers har jeg dokumentation" grinende tog han fat i min hånd, så vi sammen kunne gå tilbage til lejren hvor der højst sandsynligt var en meget sur Bobbie, men jeg var både for fuld og for træt til at tænke over det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...