The end of our memories

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2014
  • Opdateret: 9 sep. 2014
  • Status: Igang
"Jeg tror den eneste grund til at vi holder på minder i så lang tid er fordi minder aldrig ændre sig, ikke engang når mennesker gør, men ens syn kan blive ændret på dem" - Bonnie Stewart er 25 år, hun har været igennem ild og vand med hendes tidligere kærester Drew, og nu er minderne fra ham, det eneste hun har tilbage af ham. Både de gode og de dårlige. Da hun rydder op i deres gamle lejlighed finder hun deres væg med polaroidbilleder af alle deres minder. Selvom hun ihærdigt prøver at glemme dem, kan hun ikke lade være med at tænke tilbage...

3Likes
3Kommentarer
410Visninger
AA

1. Prolog

Jeg skulle til at lægge hyldens indhold ned i en af de alt for mange flyttekasser, før jeg lagde mærke til den mindevækkende tegning, der lå øverst. Polaroid kameraet… Drew elskede det kamera, han var ellevild da han fik det, det sagde hans mor i hvert fald ofte. ”Det er præcis lige som de gamle” udbrød han hele tiden. Han var så forelsket i det, at han endda lavede tegningen, jeg havde fundet. Gad vide hvor kameraret var?

Jeg lagde hurtigt tegning fra mig, og skøjtede hen af gulvet i mine sokker, med Bambi farerne efter mig… min lille bomuldstot af en hund, gad vide om han havde tænkt på ham siden? Sikkert ikke. Hurtigt skubbede jeg min opmærksomhed over på, det jeg havde gang i.

Depotet… det var efterhånden noget tid siden, jeg havde været derinde, men da jeg åbnede døren, kunne man alligevel se støvet, der fløj op. Depotet var et lille klaustrofobisk rum, med et enkelt vindue, der nu lukkede et dybt orange lys ind. Ellers var der hylder, med alle mulige ting op af alle væggene, undtagen et lille stykke, der var plastret til med polaroid billeder, gode minder med en dårlig historie, alle mine livs fejltagelser, hvad du nu vil kalde det.

Målbevidst fandt jeg kassen frem, åbnede den og fiskede det store skrummel af et kamera op. Farverne på den var falmet en smule, men ellers var den okay. Gad vide om han savnede det? Sikkert ikke. Jeg prøvede at fokusere på kameraret, men til sidst overgav jeg mig, og lod min øjne køre hen over alle billederne. Hvis bare jeg havde handlet anderledes så ville jeg måske ikke sidde som jeg gjorde, for det var virkelig ikke sjovt at være mig lige nu, og sikkert heller ikke resten af mit liv. Tårerne var allerede begyndt at trille, selvom jeg havde brugt timer med lommetørklæder, og havde troet at min krop ikke kunne indeholde mere vand, men det var ikke tilfældet. Jeg lagde forsigtigt kameraret fra mig, og gik over mod billederne. Deres farver var også falmet en smule i solen, men jeg kunne tydeligt se hvad der var på billederne. Jeg rakte ud efter det første billede. Da jeg kiggede nærmere på det, huskede jeg hvad det var… kyssebænken. ”Åh gud” sagde jeg med et lille smil på læben og lod mig tænke tilbage. Hvor havde jeg dog været dum…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...