Barndomsminder på landet

Dette er endnu en af mine danskstile fra 9. klasse, som jeg fik 12 for.

0Likes
0Kommentarer
113Visninger
AA

1. Barndomsminder på landet

Jeg rejser mig op i cyklen og tramper løs i pedalerne. Vinden leger med mit løse hår, og det suser for mine ører. Da jeg drejer rundt om hjørnet, og vejen skiftes ud med en smal grussti, kan jeg se min mormors og morfars lille, hvide gård et par hundrede meter væk. Den ligger for enden af grusstien som et lyst kongeslot midt i de mørke marker. Da jeg når ned for enden af stien, hopper jeg af cyklen og smider den i græsset ved siden af den store sten, hvorpå der står Skovhusgaard med kringlede bogstaver. Jeg går ind på gårdspladsen og ser mig omkring. Gården består af en husbygning, en stald og en lade, alle af hvide, vandskurede mursten med sort bindingsværk. De farverige blomster i bedene foran køkkenvinduerne har altid fået mig i godt humør. Gården har en vis idyl over sig, som jeg godt kan lide. Alt ligner sig selv, men når man kommer tættere på, kan man se, at den hvide farve er ved at skalle af, og vinduerne er ikke helt så nye, som de har været. Det er næsten 20 år siden, jeg løb rundt her i korte bukser og græs i håret. Jeg har selvfølgelig været her mange gange siden, men der er langt fra min lejlighed i København til Skovhusgaard i Vestjylland.

Når jeg tager mig god tid til at nyde, hvad jeg ser, kan jeg mærke, hvor meget jeg savner stedet. Jeg kigger mig atter omkring, og mit blik falder på tagrenden for enden af husbygningen. Jeg går helt hen til den, og da jeg får øje på et større hul i plastikken, ler jeg højt. Jeg husker tydeligt, hvordan det hul blev til. Det står helt klart i mit hoved. Min storebror og jeg var på sommerferie på gården her, og min mormor havde lavet hjemmelavet jordbærmarmelade. Hun havde fyldt et syltetøjsglas, som vi havde fået lov at tage med på skovtur i markerne. Vi nåede ikke længere end til hjørnet her, inden vi kom op at toppes. Jeg kan ikke engang huske, hvad vi skændes om, for det gjorde vi så tit. Jeg husker dog, at min storebror gjorde nar ad mig, rakte tunge ad mig og sådan, og at jeg blev meget hidsig. Så hidsig, at jeg kylede syltetøjsglasset i hovedet på ham. Til min store ærgrelse, nåede han at flytte sig, så syltetøjsglasset ramte tagrenden i stedet for. Det splintrede i tusinde stykker, og al marmeladen sad på tagrenden og på husmuren. Jeg erindrer ikke min mormors reaktion, men hvor må hun dog have været sur.

Jeg går rundt om hjørnet og kommer nu til min mormors elskede køkkenhave. Vel nok den bedste køkkenhave, man kan tænke sig. Min mormor lever og ånder for den have, som indeholder alverdens bær og frugter. Jeg husker dog hendes jordbærbed bedst, for det var her, min bror og jeg begik vores livs største ulovligheder. Det var en søndag formiddag, og min mormor stod i køkkenet og bagte jordbærkage. Min bror og jeg kunne ikke vente på, at den blev færdig, så vi besluttede os for at nuppe et par jordbær fra min mormors bed. Det var dumt. Rigtig dumt. Især fordi min mormor havde forbudt os det så mange gange. Vi vidste godt, at vi burde lade være, men for pokker… Vi var børn, og børn prøver grænser af. Vi fortrød dog straks, hvad vi havde gjort, for vi blev sat til at muge ud i hestestalden resten af dagen.

Apropos heste, tænkte jeg. Jeg går i gennem haven og om på den anden side af stalden, hvor folden var. Jeg går helt hen til hegnet, som jeg læner mig op ad. Jeg spejder ud over den tomme fold og lukker derefter øjnene. Dengang var folden ikke tom. Dengang gik her tre små heste, som jeg savner noget så forfærdeligt. De to af dem var min mormors og morfars, og dem havde min bror og jeg meget stærke forhold til. De var gamle dengang, så de lever ikke den dag i dag. Det var dog ikke altid på grund af hestene, at jeg hang ud ved folden. Jeg sætter mig på hug og studerer undersiden af hegnet. Jeg kører fingeren hen ad træet, indtil jeg finder det, jeg søger. Et lille hjerte, som er snittet med min morfars lommekniv. I hjertet står navnet Magnus. Han var min barndomsflirt, eller hvad man nu kalder det. Hjertet lavede jeg den samme dag, som Magnus havde kysset mig for første og eneste gang. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad og gloede på det hjerte hele eftermiddagen. Jeg har aldrig fortalt min morfar, at jeg har lavet mindre hærværk på hans hegn. For det første kunne jeg lige forstille mig, hvor sur han måtte været blevet, og for det andet, så havde jeg slet ikke fået lov til at låne hans kniv.

Jeg går tilbage til grusstien og min cykel. Jeg lægger nakken tilbage og kigger op i himlen, mens jeg fylder mine lunger med den friske landluft. Jeg drømmer mig tilbage, tilbage til dengang hvor alt var så nemt. Hvor livet bare var en leg, og hvor man kunne gøre, hvad man havde lyst til. Jeg mærker pludselig, hvor vigtigt det her sted er for mig. Det rummer en række værdifulde barndomsminder, som jeg altid vil huske.

Jeg kaster et sidste blik på gården, inden jeg stiger på min cykel og kører tilbage mod vejen.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...