Riverside | Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2014
  • Opdateret: 12 jul. 2014
  • Status: Igang
Catarina er opvokset i skoven og har ingen kendskab til den moderne verden. En dag finder hun den kæmpe by London. Med hjælp fra Niall Horan (som hun møder) må hun overleve det moderne samfund. Det hjælper der for ikke meget at hun bliver eftersøgt af politiet.

5Likes
1Kommentarer
817Visninger
AA

9. bla bla

Niall's synsvinkel

Jeg vågnede op i helt nye omgivelser. Det sidste jeg kan huske er at jeg løb. Jeg satte mig op for at få et beder overblik. Det gjorde utroligt undt i min arm, jeg havde glemt alt om. Jeg befandt mig ved en ret stor flod. Undrende kikkede jeg mig omkring. Catarina sad og kikkede ud i floden. Hun havde ikke lagt mærke til jeg vågnede. Ulv sprang rundt i vandet som om han prøvede at fange noget. Måske en fisk? Jeg sad og betragtede Catarina's ryg og hendes yndig lyse hår der hang løst. Jeg kikkede på min arm. Der var bundet et ærme om og jeg troede at såret var syet sammen. "Har du syet der" spurgte jeg højtlydt. Hun vendte hovedet mod mig og bemærkede jeg var vågen. Så nikkede hun som svar, hvorefter hun rejste sig og gik mod mig. Hun satte sig ved siden af mig og sådan sad vi længe i stilhed. Dagen begyndte at blive mørket og luften koldere. "Skal vi have noget at spise" spurgte jeg og bemærkede hvor sulten jeg var. Hun smilede og tændte et lille bål, kun 2 meter fra mig. Hun hentede hurtigt en fisk Ulv vist havde fanget. Så spiste vi stegt fisk til aftens mad. Det var slet ikke det samme som den gode mad jeg plejede at få. Det var lidt sørgeligt at spise fisk sådan. Nu var jeg også kendt for at være mad glad. Men jeg sagde det ikke. Jeg havde nok ikke sagt mere end 4 sætninger hele dagen. Der var ikke noget at tale om. Faktisk var der en masse at snakke om. Der var bare ingen det gad at snakke. Det var ved at være koldt. Vi sad alle rundt om bålet for at få varmen. Catarina sad ved siden af mig. Vi sad stadig i stilhed. Men en god stilhed. Jeg kikkede gløderne i ilden. Jeg kikkede på bålets flammer og på det brændende træ. Uden at flytte blikket fra bålet tog jeg fat i Catarina's hånd og hun tog i mod den. Sådan sad vi og holdte hånd ved bålet, indtil trætheden slog over og vi faldet i søvn.

Jeg blev vækkede af solen der skinnende ind i mine øjne. Selv om de var lukkede. Bålet var brandt ud og havde efterladt brandt og sort jord. "Godmorgen" mumlede Catarina som allerede var oppe. "Godmorgen" svarede jeg hende og hun smilte til mig. Et smil man kun kan gengælde. Men jeg viste godt det nok ikke ville blive en godmorgen eller en goddag eller en godaften. Jeg var blevet skudt i armen og var på flugt fra politiet imens mine bedstevenner som også er mine bandmedlemmer ledede efter mig. Shit. De ledede nok efter mig. De vil rede mig. De vil komme og rede mig. Tanken gjorde mig glad. Men kunne de overhoved gøre noget for at hjælpe mig. Jeg kikkede hen på Catarina der smilede bredt. Ville jeg overhovedet redes? "Hvad kommer der til at ske i dag?" Spurgte jeg "vi skal nok vandre ned af floden" svarede hun mig og det gjorde vi. Pakkede vores ting og gik ned af floden. Vi gik til vores føder gjorde undt. Vi gik til mørket faldt på. Vi gik til London ikke var synlige længere. Men det var noget af det bedste jeg nogensinde har gjort. For da vi gik var jeg jo ikke alene. Jeg havde Catarina ved min side hele dagen og Ulv ved den anden. Vi gik og talte og grinede. Jeg kan stadig huske den følelse jeg fik gennem kroppen da jeg holdte hende i hånden. Så glemte man alt om sine ømme føder. Noget af det gode vad Catarina er hun er ligeglad med jeg er kendt. "Skal vi ikke overnatte her til i morgen?" Spurgte Catarina pludselig og jeg nikkede da det var en god ide. Mine fødder var helt ømme. Catarina lavede et bål. Hun prøvede at vise mig hvordan hun gjorde, men jeg vil lyve hvis jeg sagde jeg var god til det. Da vi ikke havde noget telt var der enlig ikke mere der skulle laves på lejer pladsen. Vi skulle bare lige have noget aftensmad. Men Catarina skød da bare en due og stregede den. Det kom hele tiden bag på mig hvor fantastisk hun endelig var. Duen smagte endeligt beder end forventet. Men det var langt fra det samme som en burger. Bare tanken om en burger fik mig til at smile. Jeg kikkede hen på Catarina og mit smil blev breder. Mine fingre var blevet kolde så jeg puttede dem ned i mine lommer. Og jeg finder en telefon. Skærmen er delvis smadret man den virker stadig. Jeg kunne jo faktisk ringe hjem. Be nogle om at komme at hente mig. Så slap jeg for at vandre hele dagen. For vabler på fødderne. For dårlig mad. Men jeg mistede også Ulv og Catarina. Jeg sad længe og stirrede på min telefon. Det var et valg der skulle træffes. Jeg lagde telefonen tilbage i lommen og kikkede op solen var ved at gå ned. "Vil du med ned og se solnedgangen?" Spurgte Catarina og så håbfulgt på mig. Jeg nikkede. Der var faktisk ikke noget jeg heller vil. Vi rejste os og gik tætter på floden. For vert skridt jeg tog kunne jeg mærke mine ømme føder. Men det tænkte jeg ikke rigtig over. Ulv kom gående bag ved os og satte sig ved siden af os. Sådan sad vi side om side. Ulv på min venstre side og Catarina på min højer. Solen var smuk da den gik ned. De flotte farver der svævede på himlen. Jeg kunne mærke Catarina der lagde sit hoved på min skulder. Jeg vente hendes hoved så vi kikkede hinanden i øjende. Hendes smukke blå øjne. Jeg lænede mig for over. Lige til vores læber mødes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...